Prøv avisen

Tragedien i Nordatlanten

En redningskrans, der drev i land på Island i efteråret 1959, ni måneder efter forliset, er det eneste fund efter ”Hans Hedtoft”. – Foto: .

Klokken 13.56 den 30. januar 1959 udsendte grønlandsskibet Hans Hedtoft et nødsignal. Skibet var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd-sydøst for Kap Farvel

Grønlandsskibet Hans Hedtoft havde lagt fra kaj i København den 7. januar 1959 på sin jomfrurejse til Grønland. Skibet var på 2800 bruttoregisterton og repræsenterede noget af det ypperste, danske skibsværfter kunne præstere.

Skibet var i høj grad et prestigeprojekt, der skulle føre trafikken mellem Danmark og Grønland ind i en ny æra. Det var forsynet med forstærket stævn og var inddelt i syv vandtætte rum. Bunden var dobbelt i hele skrogets længde, og dermed opfyldte skibet alle krav til skibe, der skulle besejle isfyldte farvande.

Turen fra København til Julianehåb blev tilbagelagt på rekordtid. Herefter fortsatte turen til Godthåb, Holsteinsborg og Sukkertoppen, inden skibet vendte tilbage til Julianehåb for at returnere til København.

Den 29. januar klokken 21.15 afgik skibet med 40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer. Heriblandt det grønlandske folketingsmedlem Augo Lynge.

Ved afrejsen var vejret roligt, men om formiddagen den 30. januar begyndte det at blæse op og nåede stormstyrke. Sigtbarheden faldt, samtidig med at skibet nåede isfyldte farvande.

Klokken 13.56 modtog telegrafisten på vejrstationen Prins Christians Sund et nødsignal. Hans Hedtoft var kollideret med et isbjerg på positionen 5930N 4300W, omtrent 20 sømil sydvest for Kap Farvel, Grønlands sydligste punkt.

Godt en time senere, klokken 15.12 kom endnu et nødråb: Der er meget is i farvandet, og skibet synker.

Dette nødråb hørte også besætningen på en tysk trawler, Johannes Kruss, der straks satte kurs mod det nødstedte skib. Forude ventede en rejse på 25 sømil gennem et stormfuldt og isfyldt farvand med stærkt nedsat sigtbarhed.

Klokken 17.41 kom endnu et livstegn fra Hans Hedtoft: Vi synker langsomt.

Klokken 18.06 udsendte skibet endnu et SOS, men det blev ikke afsluttet. Det blev det sidste livstegn fra det nødstedte skib.

Trawleren Johannes Kruss var først fremme på den position, Hans Hedtoft havde oplyst. Umiddelbart fulgte flere andre skibe, der havde befundet sig i farvandet. Men der var intet, de kunne stille op.

Hans Hedtoft var forsvundet sporløst fra havets overflade. End ikke vraggods var efterladt, der kunne give et fingerpeg om, hvad der var sket. Med skibet forsvandt 95 mennesker i Nordatlantens iskolde dyb.

Nyheden om det tragiske forlis nåede den danske befolkning, der modtog den med chok og mistro. De fleste havde svært ved at fatte omfanget af tragedien. Forud for skibets jomfrurejse tre uger tidligere havde det været genstand for stor opmærksomhed i medierne. Især historier om, at det på det nærmeste var synkefrit på grund af den særlige konstruktion, havde overbevist befolkningen om, at det var et teknisk vidunder, der nu var sat i søen.

Men efterhånden gik det op for befolkningen, at et var teori. Noget andet var virkelighed.

Danmark var blevet ramt af en tragedie, der gav uhyggelige mindelser om passagerskibet Titanic, der 47 år forinden var forlist under omstændigheder, der i skræmmende grad mindede om Hans Hedtofts forlis.

Begge skibe var blevet præsenteret som nærmest synkefrie med henvisning til deres særlige konstruktion. Begge skibe forliste på deres jomfrurejse efter at være kollideret med et isbjerg.

Begge skibe havde udsendt nødråb, men de nærmeste skibe havde været for langt væk til, at de kunne nå at komme til undsætning.

Men hvor 700 af Titanics 2200 passagerer og besætningsmedlemmer havde nået at bringe sig i sikkerhed i redningsbådene, gik samtlige liv om bord på Hans Hedtoft tabt.

For de pårørende til Hans Hed-tofts passagerer og besætningsmedlemmer var chokket stort og sorgen særlig svær at bære.

Helt uventet havde de mistet deres nære og var blevet hvirvlet ind i en af de måske sværeste tragedier. Nemlig når menneskeliv går tabt i forbindelse med, hvad der burde være en sikker og fredelig rejse.

Den 18. februar 1959 dannede Holmens Kirke i København ramme om en mindehøjtidelighed. Kong Frederik IX og dronning Ingrid, medlemmer af regeringen og udenlandske ambassadører var mødt frem for sammen med de pårørende at mindes og tage afsked med de omkomne. Det officielle Danmark gav på værdig vis udtryk for en oprigtig sorg og forfærdelse over det tragiske forlis.

Kort efter rejste en gruppe af de pårørende med polarskibet Kista Dan til Grønland. Den 24. februar nåede skibet frem til Hans Hedtofts sidst opgivne position.

De holdt en ceremoni på stedet for at mindes de omkomne. Skibets flag blev sat på halv, og mens man sang Altid frejdig når du går gled en blomsterkrans ud i bølgerne fra skibets agterstavn.

Således tog de pårørende afsked med deres kære ved denne kolde, dybe grav.

Trods talrige eftersøgninger er det aldrig lykkedes at lokalisere vraget af Hans Hedtoft.

50 år efter forliset er det fortsat en gåde, hvad der helt nøjagtigt forårsagede katastrofen, og hvad der skete om bord i skibets sidste timer.

Den 8. oktober 1959, ni måneder efter forliset, drev en redningskrans fra Hans Hedtoft i land i Island, mere end 1000 sømil fra havaristedet. Det eneste stykke vraggods fra Hans Hedtoft, som havet har givet fra sig.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Det var en begivenhed, da ”Hans Hedtoft” tog af sted til Grønland i januar 1959 – skibet forliste på vejen hjem, og alle ombordværende omkom. – Foto: .