Det var en sommer så smuk som i danske film fra en svunden tid. Så varm og så tør, at landmændene bandede, og bryggerierne jublede, mens børnene bare håbede, at det aldrig fik ende.
Alligevel er sommeren 1959 også en sommer, som en hel masse mennesker har brugt en hel masse år på at glemme, men uden held. For nogle oplevelser sidder så dybt i hver eneste nerve, at de ikke kan fortrænges. Om der så skal gå 50 år.
Sådan har man i Haderslev haft det med den 8. juli 1959. Det var en onsdag og netop en af den slags sommerdage, hvor ethvert fornuftigt menneske gjorde alt for at gøre så lidt som muligt. I Haderslev var det ofte ensbetydende med en tur med turbåden "Turisten". Fra Haderslev krydsede "Turisten" Haderslev Dam og lagde til ved traktørstedet Damhvor sommergæsterne kunne få is, kaffe og et lille måltid mad inden hjemturen. En populær sommertur og samtidig en god forretning for Hans Otto Georg Riistofte, der ikke kun var bådfører for "Turisten", men også indehaver af det gulmalede traktørsted.
Den 8. juli tegnede til at blive en særdeles god forretning. Hele dagen havde lokale og turister søgt mod Damende, og da "Turisten" klokken 17 gjorde klar til turen tilbage til Haderslev, var det i en båd, der bogstaveligt talt var fyldt til randen.
93 personer havde formået at stuve sig sammen på "Turisten", der kun var godkendt til 35 passagerer.
Blandt passagererne var den 13-årige Sønderborg-dreng Finn Stendevad-Nielsen, som sammen med sin niårige lillebror, Ib, var på sommerferie hos deres farmor og farfar. I dag, 50 år efter, husker Finn Stendevad-Nielsen stadig afgangen fra Damende.
- Min bror og jeg sad cirka midt på båden sammen med vores farmor og farfar, da Riistofte kom og sagde, at nogle af passagererne måtte stå af og tage bussen. Men ingen rejste sig, heller ikke selvom han gentog det et par gange, og så vrissede han lidt og startede båden, fortæller Finn Stendevad-Nielsen.
Turbåden nåede dog ikke langt. Godt 100 meter fra kysten, ud for Damager kirkegård på nordsiden af Haderslev Dam, hikkede motoren et par gange. Så gik den i stå.
- Benzinrøret var stoppet, og Riistofte fandt derfor på at tilslutte en benzindunk til motoren med en gummislange. Så sejlede vi igen, men pludselig lød der et brag, og store flammer stod op i luften. Båden brød i brand stort set med det samme, og alle forsøgte at komme hen i den fjerneste ende, fortæller Finn Stende
De skrigende passagerer og de voldsomme flammer fik hurtigt flere af søens andre både til at komme "Turisten" til undsætning. På ulykkesstedet var Haderslev Dam ellers kun to-tre meter dyb, og der var godt 100 meter ind til kysten. Men på det tidspunkt havde panikken allerede overtaget, enhver var sig selv nærmest, og alle kæmpede om en plads i de tilsejlende både.
- Jeg fik løftet min lillebror over i en af de andre både. Men samtidig forsøgte så mange andre passagerer at komme over i den samme båd, at den nærmest kæntrede, mens folk trak hinanden ned, fordi de forsøgte at holde sig oven vande. Jeg kan huske, at jeg selv sparkede og slog omkring mig, fordi jeg godt vidste, at jeg ellers ikke ville komme i land, siger Finn Stendevad-Nielsen og fortæller, hvordan han midt i kaos gentog en bestemt sætning for sig selv.
- Af en eller anden grund kom jeg i tanke om et vers fra "Her kommer, Jesus, dine små", som jeg havde lært i søndagsskolen. Det er det vers, der lyder " Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt, men giv, at al vor længsel må til dig, til dig alene stå!" Jeg gentog det igen og igen, og det er faktisk et vers, jeg har brugt senere livet i svære situationer, siger Finn Stende
En time efter eksplosionen var "Turisten" brændt ned. 54 mennesker omkom, deriblandt Finn Stendevad-Nielsens lillebror og bedsteforældre. Yderligere tre passagerer blev så voldsomt forbrændte, at de døde i dagene efter ulykken.
Katastrofen på Haderslev Dam var sidste århundredes næststørste ulykke i Danmark - kun overgået af forliset af "Hans Hed" ved Grønland, der mindre end seks måneder før havde kostet 95 menneskeliv.
Hvad gør man, når en smuk sommerdag pludselig bliver brudt af 57 menneskers død? Hvad gør man, når man bagefter møder hinanden på gaden og konstant skal forholde sig til sit eget eller de andres tab?
I dag ville en mindre hær af psykologer og traume-eksperter formentlig stå klar med hjælp til både overlevende og pårørende. Men i 1950 var det ikke en mulighed. Resultatet blev derfor en rungende tavshed, forklarer Flemming Just, der er redaktør for JydskeVestkystens Haderslev-redaktion og sammen med kollegaen Poul-Erik Thomsen har skrevet bogen "Den tavse tragedie" om katastrofen på Haderslev Dam.
- Der var tre ting, der optog mig, da vi skrev bogen: Hvad gik galt, hvordan kunne det udvikle sig så voldsomt, og hvorfor talte man ikke om det? Man har ikke holdt mindehøjtidelighed for de omkomne, ikke markeret årsdagen for tragedien, og man har i det hele taget mest af alt forsøgt at glemme tragedien, måske fordi den ramte så hårdt og blandt så mange, siger Flemming Just og forklarer, hvordan en enkelt bagerfamilie eksempelvis mistede syv familiemedlemmer ved ulykken, deriblandt to børn.
At en tragedie på samme tid kan ramme så bredt og alligevel føre til næsten total tavshed, kan virke forunderligt, ikke mindst i dag, hvor alt fra knallertuheld til flystyrt fører til ophedet debat og folkelige krav om placering af ansvar og skyld. Men måske var det netop ulykkens omfang, der gjorde den så uhåndterlig, lyder det fra Flemming Just.
- Der blev foretaget en undersøgelse, og bådfører Riistofte blev idømt otte måneders fængsel og fik frataget retten til nogensinde at føre en båd, men ellers var der mest en stemning af, at der ikke var mere at sige, at der ikke var grund til at rode rundt i noget, der havde ramt så mange. Og det er nok også forklaringen på, at der skulle gå 50 år, før der kom et mindesmærke, siger Flemming Just med henvisning til den ceremoni, der afholdes netop i dag.
For nu får Haderslev det officielle mindesmærke, som kan virke som en selvfølge for en ulykke med 57 omkomne, men som det har været så svært at tale om. At det er lykkedes, skyldes ikke mindst Finn Stendevad-Nielsen, der i flere år har forsøgt at få politikere og erhvervsfolk til at bakke op om et mindesmærke. Men først nu er der gået hul på bylden, blandt andet med hjælp fra den lokale erhvervsmand Jan Dam Nielsen, som med et bidrag på 50.000 kroner hurtigt fik både kommune og andre virksomheder med på idéen.
- For os, der har mistet familiemedlemmer og selv overlevet ulykken, betyder det meget, at man fra officiel side nu giver os et sted, hvor vi kan mindes de omkomne, siger Finn Stendeog understreger, at han ikke bebrejder nogen, at der skulle gå 50 år, før der kom et mindesmærke.
- Jeg ved fra mig selv, hvor svært det har været at håndtere ulykken. Der gik 27 år, før jeg selv tog tilbage til Haderslev Dam, siger Finn Stendevad-Nielsen og forklarer, hvordan han i 1986 blev kontaktet af regionalstationen TV Syd, som allerede dengang ville sætte fokus på det manglende mindesmærke.
- Før interviewet fortalte jeg dem, at jeg ikke anede, hvordan jeg ville reagere og bad dem derfor om at slukke kameraet, hvis jeg brød sammen. Det gjorde jeg heldigvis ikke, men jeg kan sagtens forstå alle dem, der mest af alt har ønsket at glemme ulykken, siger Finn Stendevad-Nielsen.
I dag præsenteres så mindesmærket, en høj mindesten, som på den ene side har en indskrift med datoen for ulykken, mens navnene på de omkomne står på den anden side. Og dermed får katastrofen endelig sin rette plads i Haderslevs fælles bevidsthed, lyder det fra biskoppen over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, som i dag holder en særlig prædiken til minde om de omkomne.
- Næsten alle de ældre her i Haderslev har mærket ulykken på den ene eller den anden måde, men det har ikke været noget, man talte om. Jo, man talte om det mand og mand imellem, men ikke i fællesskab, siger Niels Henrik Arendt, der som nytiltrådt domprovst i Haderslev i 1992 som en af sine første gerninger oplevede at skulle begrave en af de pårørende til en af de omkomne fra ulykken den 8. juli 1959.
- Allerede dengang slog det mig, at man ikke talte om ulykken, selv når man havde haft den helt inde på livet. Jeg tror ikke, at det var et tabu, men det var bare så overvældende, at man ikke vidste, hvad man skulle sige, siger Niels Henrik Arendt, som i dagens prædiken netop lægger vægt på, at man først kommer overens med sin sorg, når den kommer frem i lyset.
- Stadig kan man rundt om i landet, når man fortæller, at man er fra Haderslev, møde ældre folk, der siger: Ja, det var jo dér, den store ulykke i 1959 skete. Men vi vil jo også gerne huskes for andet i Haderslev. Det er også i orden. Dog, tiden er kommet, hvor vi siger til hinanden: Vi vil også huskes for den ubegribelige katastrofe, som jo er en af de største i nyere dansk historie. Vi vil huskes for det for deres skyld, som endnu bærer på sår i sjælen, men vi vil også gøre det for vores alle sammens skyld. Vi skal lade arret efter det sår, som byen fik, stå synligt, og det gør vi ved at rejse en mindesten, lyder det i biskoppens prædiken.
Den særlige mindeceremoni afsluttes med, at der i dag klokken 17 ringes med klokkerne i alle Haderslevs kirker.
