Københavns 850-årsjubilæum, som fejres i år, giver anledning til at kigge tilbage på nogle af de begivenheder, der har formet byen. I 1300-tallet havde København på få århundreder bevæget sig fra en mindre landsby til et af landets økonomiske magtcentre, og den position har byen bevaret.
Det er dog ikke sket uden forandring og tilpasning. Ulrik Langen er professor i historie ved Saxo-Instituttet, og han peger på tre vigtige begivenheder i nyere tid, der har præget København. Først og fremmest indførelsen af enevælden i 1660, hvor magten blev centraliseret i hovedstaden.
”Det betød at kongen fik absolut magt, og det første Christiansborg bliver bygget i 1730’erne. På den måde bliver København administrativt centrum for et stort sammensat rige. Byen fik en enestående særstatus i riget, Det var fra København, landet blev styret, mens ingen andre byer blev regnet for noget særligt,” siger Ulrik Langen
Danmarks konge var enevældig indtil 1849, hvor Grundloven blev underskrevet. Selvom kun 15 procent af befolkningen kunne stemme dengang, blev magten i højere grad lagt ud til folket. Og på samme tid oplevede byen København et behov for at vokse.
Derfor peger Ulrik Langen på, at sløjfningen af voldanlæggene i 1850’erne har haft stor betydning for byen.
Indbyggertallet i den indelukkede by var i lang tid vokset på samme lille areal, men da man opdagede, at volde ikke gavnede meget mod datidens avancerede militære fjender, åbnede man for bebyggelse rundt om voldene. På den måde blev brokvartererne grundlagt.
”København åbnede sig, og det havde en enorm mental betydning for københavnerne. Nu kunne man kunne frit bevæge sig uden for voldene, og det betød, at man kunne begynde at bygge ud og sælge grunde. Man fjernede også monopolsystemet på handel og håndværk og ophævede privilegierne for købstæderne. Det gav en mere fri økonomi,” siger Ulrik Langen.
Den tredje begivenhed, som historieprofessoren fokuserer på, er på mange måder en metafor for Københavns udvikling fra fiskerleje til metropol.
Den tidligere så vigtige tilgang til havet er nemlig i dag aftaget i en sådan grad, at det strider imod byens eget navn. Selve ”havnen” er nemlig i dag slet ikke så aktiv som for hundrede år siden.
”København er blevet afviklet som havneby, og det har haft en enorm betydning for byen. Tidligere orienterede københavnerne sig mod havet, fordi det var den letteste vej ud. Varetransport, mange typer håndværk som rebslageri og sejlmageri, Holmen, flåden, store handelsskibe, store handelshuse og skibsværfter havde havnen som udgangspunkt. Når en hel by på den måde spinder omkring vand og havn, og den pludselig holder op med at have en funktion, vender borgerne mentalt opmærksomheden væk fra havnen. I dag er havnen jo dødssyg og tømt for mening,” siger Ulrik Langen.
Han mener, at skibsfartens afvikling har betydet en ændring af den københavnersjæl, som er blevet opbygget gennem mange hundrede år.
”Så snart skibsværfter lukker, dør noget af sjælen. Den gamle københavnersjæl har drejet sig meget om brugen af havnen og dens transportmuligheder, men alting forandrer sig, og det gør København også,” siger Ulrik Langen.