Richard Stumpf (1892-1958) var en katolsk smed, som tjente i den tyske kejserlige flåde under Første Verdenskrig. Efter krigsnederlaget vendte han desillusioneret hjem til Nürnberg, men kunne ikke få arbejde på grund af Tysklands elendige økonomi. Kejserriget var i opløsning, og Stumpf, som ellers havde været kejsertro, valgte tøvende at marchere under den socialistiske fane.
”Jeg er nu to dage ældre, og i denne tid er der sket en forandring med mit indre, som jeg ikke ville have troet mulig. Fra tilhænger af monarkiet til overbevist republikaner – nej, mit hjerte, jeg kender dig ikke længere”, skrev han i sin dagbog. Men da en revolutionær gruppe i april 1919 udråbte en rådsrepublik i München, følte Stumpf sig forpligtet til at kæmpe imod. Revolutionen havde frarøvet ham hans soldaterære, følte han, og det nye styre havde for lidt at tilbyde den tidligere matros. Han meldte sig ind i et frikorps – en forløber for den nazistiske bevægelse – der marcherede til München for at kæmpe mod rådsrepublikken. Stumpf blev vidne til, hvor blodigt den sejrende kontrarevolution skred ind over for både rigtige og formodede medlemmer af den revolutionære bevægelse spartakisterne.
Medlemmer af en katolsk håndværkerforening blev pågrebet i deres foreningslokale, beskyldt for at støtte spartakisterne. De bedyrede deres uskyld, men en tysk kaptajn anklagede dem for at have overtrådt forsamlingsforbuddet. Syv af dem blev skudt i en baggård uden yderligere rettergang, mens de øvrige blev spærret inde i en kælder og mishandlet så groft af berusede soldater, at yderligere 14 mistede livet. Efter disse oplevelser meldte Stumpf sig ud af frikorpset. Han giftede sig og fik fire sønner, nærmede sig den moderate venstrefløj og tog afstand fra de fremstormende nazister. Som konsekvens blev den trykte udgave af hans dagbog fra Første Verdenskrig brændt af nazisterne. Han var med, da arbejderne i 1953 gik på gaden mod DDR-regimet, sad i en periode fængslet og var frem til sin død konstant mistænkt for at være modstander af regimet.
Walter Gropius (1883-1969) var en tysk-amerikansk arkitekt, som tjente ved Vestfronten. Han blev tildelt jernkorset for sin indsats, men var slidt på sjælen, da han vendte hjem til Berlin efter krigen. Samtidig smuldrede hans ægteskab med Alma Mahler – enke efter komponisten Gustav Mahler – som han havde giftet sig med under krigen. Med udsigt til en desperat økonomiske situation blev han ramt af eksistentiel angst, og i denne fortvivlelse erkendte Gropius, at der måtte ske noget radikalt nyt. Før krigen stod han i spidsen for den europæiske avantgarde med sine værker, men var forblevet politisk konservativ. November 1918 markerede et vendepunkt: ”Efter krigen begyndte det at dæmre for mig (…) nu var det slut med det gamle bras”, skrev han. Han rendte fra dør til dør for at finde arbejde til sit eget arkitektkontor, og sammen med andre kunstnere og arkitekter grundlagde han ”Arbejdsrådet for kunst”.
I fællesskab med sin kollega Bruno Taut skrev han et manifest for en ny arkitektur uden for de tætbefolkede bycentre, som kunne blive rugekasser for et nyt samfund: ”Bygningsværket er den umiddelbare bærer af de åndelige kræfter og den, der former følelserne (…). Kun den gennemførte åndelige revolution vil kunne skabe dette bygningsværk.” Gropius bestyrkedes i sin tro på, at krigen var nødvendig for at igangsætte en ”indre renselse” i ham og for at rive den gamle verdens undertrykkende barrierer ned i Tyskland. I 1919 grundlagde han Bauhaus-skolen, en af 1900-tallets mest betydningsfulde kunstskoler. I 1933 måtte han flygte for nazisterne, som betragtede Bauhaus som ”marxismens kirke”. Via England kom han til USA, hvor han bliver professor i arkitektur på Harvard University. Efter krigen arbejdede han igen med projekter i Tyskland, og ved sin død i Boston havde han slået sit navn fast som en af det 20. århundredes vigtigste arkitekter.
Louise Weiss (1893-1983) var en fransk forfatter, journalist, feminist og europæisk politiker. Trods topkarakterer i skolen ønskede hendes far, at hun blev hjemmegående husmor, en fremtid, hun ikke kunne forlige sig med: Hvordan kunne jeg acceptere det ordinære i et familieliv? (…) Alternativerne foran mig: at fortære verden eller fortære mig selv,” skrev hun. Weiss var 21 år ved verdenskrigens udbrud, og under indtryk af de franske flygtninge og sårede soldater, som kom til familiens egn i Arras, indledte hun sit eget nødhjælpsarbejde. Hun gav familierne madrasser, sengetøj, stole, gryder, brænde og kul, som hun havde indsamlet i landsbyen, og oprettede et felthospital.
I krigens sidste år grundlagde hun et politisk ugeskrift, ”Det Nye Europa”, som skulle være talerør for udbredelsen af demokrati. I januar 1918 udkom det første eksemplar, og hun var frem til 1934 udgiver af skriftet, som blandt andre den tyske forfatter Thomas Mann bidrog til. Weiss væmmedes ved parisernes barbariske ”galskab” og menneskemængden, som ”brølede af glæde og had” efter den franske sejr i Første Verdenskrig. Hun var optaget af revolutionerne i Rusland og Europa, koncentrerede sit journalistiske virke om foreningen af Europa og støttede de grupper, der arbejdede for at forbedre det tysk-franske forhold, ligesom hendes visioner om kvinders rettigheder – først og fremmest valgret – førte til organisationen ”Den nye kvinde” i 1934.
Anden Verdenskrig satte midlertidigt punktum for hendes drøm om europæisk samarbejde, og hun involverede sig i modstandsbevægelsen. Efter krigen fortsatte hun kampen for et forenet Europa, og i 1979 blev hun som 86-årig valgt ind i Europa-Parlamentet. Frem til sin død var hun alderspræsident i Europa-Parlamentet, hvis bygning i Strasbourg i 1999 blev opkaldt efter hende.