Prøv avisen

Tro og menneskelig triumf i den sydamerikanske jungle

Kirkeindgangen i San Ignacio Mini-missionen i det nordlige Argentina. Missionen gik til grunde, efter at jesuitterne forlod den i 1768, og blev først genopdaget i 1897. Fra 1940-1948 istandsatte den argentinske regering området, som siden 1984 har været på Unescos liste over verdenskulturarv. - Foto: Anna Klitgaard.

For 400 år siden trængte religion og realpolitik dybt ind i den sydamerikanske jungle. Europæiske magtinteresser og slavehandlere truede det indianske guarani-folk, men de fik hjælp fra en uventet kant. Jesuiterpræster oprettede missioner i det nuværende Paraguay, Uruguay, Argentina, Bolivia og Brasilien, og det fik det indianske samfund til at blomstre og besøgende europæere til at spærre øjnene op

Mborore, Uruguay-floden, 1641. 2000 soldater fra São Paulo i Brasilien, portugisiske banditter og professionelle slavejægere stod over for flere tusinde guaranier. Gemt i ly af skoven kunne de indtrængende banditter ikke se indianerhærens våben, men guaranierne var klar til at kæmpe for livet.

Lige siden den første mission blev oprettet i 1609, havde jesuitternes guarani-missioner i det centrale Sydamerika nemlig været under angreb. Slavejægerne anså missionerne som et nemt bytte, en hurtig forretning, for ved at samle indianerne gjorde jesuitterne det lettere at finde dem.

Guarani-indianere stiftede først bekendtskab med europæere i 1530?erne. Dengang kom de første spanske erob-rere til det sydamerikanske kontinent og begav sig ind i den dybe jungle. I 1537 nåede spanieren Gonzalo de Mendoza til det nuværende Asunción, der senere er blevet hovedstad i Paraguay. Han grundlagde byen og tiltrak andre europæere til området. Heriblandt præster fra jesuiterordenen, der allerede i 1608 oprettede deres første læreanstalt på stedet.

Jesuitterne brød sig ikke om den måde, guaranierne blev behandlet på. Jagtet af slavejægere og klemt inde mellem de krigende stormagter, Spanien og Portugal, var deres eksistens truet. De indianske stammer var et folk af regnskoven, 400.000 individer stort, og spredt ud over enorme arealer. De havde ikke noget skriftsprog, men en ældgammel mytologi og en kolossal viden om den natur, der omgav dem.

Derfor ansøgte fader Barcena og fader Angulo i 1608 om at oprette m issioner, hvor indianerne kunne leve i fred. Som modydelse for sikkerhed, mad og uddannelse skulle de tage imod evangeliet og arbejde for dem selv og jesuitterne. Kong Filip III af Spanien gav omgående tilladelse, for slavehandlerne, der truede guaranierne, var portugisere, Spaniens evindelige fjende, og at omvende var en måde at kolonisere og kontrollere på.

Jesuitterne gik straks i gang og oprettede allerede i 1609 den første mission i det sydlige Brasilien. Hurtigt fulgte flere efter, og snart husede de flere tusinde guaranier, der arbejdede med både landbrug og håndværk. I alt blev der oprettet 30 missioner i de følgende 150 år, hovedsageligt i det nordlige Argentina, Paraguay og det sydlige Brasilien, og her boede over 140.000 guaranier.

Alle bebyggelserne var planlagt ud fra den samme skabelon. I midten af re- ducciones, som jesuitterne kaldte missionerne, var der en stor plads. For enden modsat indgangen stod kirken, der ofte var en enorm og rigt udsmykket bygning. På den ene side af denne lå en lille kirkegård, mens madlagre og fælleshuse fyldte den ene langside af pladsen. På den modsatte side boede guaranierne i langhuse, og rundt om bebyggelsen lå markerne, hvor de arbejdede for præsterne, dem selv og fællesskabet.

De fleste missioner var ledet af blot to jesuiterpræster, der tog sig af de trosmæssige spørgsmål og gudstjenesterne. Dog var det guaranierne, der i det daglige organiserede arbejdet i marken eller værkstedet og besluttede, hvad der skulle ske i missionen. Guaraniernes sprog var også det talte, selvom der blev undervist i spansk i skolerne, og her skulle alle børn deltage.

Resultatet af de første missioners arbejde var ikke til at tage fejl af. Børnedødeligheden faldt dramatisk, og guaraniernes antal eksploderede. Derfor overlevede de som folk også de første mange års angreb fra brasilianske slavejægere, der igen og igen angreb og fangede de mange tusinder, der beboede jesuitternes missioner.

Dog var angrebene så vedholdende og voldsomme, at flere guarani-stammer med tiden igen søgte tilbage til skoven for sikkerhed. Det fik i slutningen af 1630?erne jesuiterpræsten Antonio Ruiz de Montoya til at rejse over Atlanten til pave Urban VIII og den spanske kong Filip IV for at søge tilladelse til at forsvare missionerne. Og han fik den. Fra paven med ord om, at det var en stor synd at angribe Guds børn, de kristne guaranier, og fra kongen med tilladelse til, at guaranierne kunne bære våben. Med det samme tog fader Montoya turen tilbage og begyndte kampen for at opbygge en guarani-hær.

Det var denne hær, flere tusinde mand stærk, der i 1641 stod ved Mborore ved Uruguay-flodens bred og ventede på de brasilianske forbrydere og slavejægere. For første gang havde de muligheden for at kæmpe, og det udtrykte flere af indianerne taknemmelighed for. Blandt andre Ignacio Abia fra cacique-stammen, hvis udtalelser er bevaret for eftertiden på det lille museum ved missionen San Ignacio Mini i Argentina: "Vi vil kæmpe for at forsvare vores hjem, børn, kvinder og vores religiøse ledere, som har uddannet os, indtil vi falder døde om".

Dog var det ikke guaranierne, der denne dag faldt døde om eller tabte. I stedet sendte de den dag og i det efterfølgende slag et så alvorligt signal til slavejægerne, at missionerne blev ladt i fred i 10 år. Det gav dem ro til at udvikle sig og dygtiggøre sig i arbejdet. Især det religiøse tiltrak dem, og flere missioner overraskede europæiske besøgende med deres pragt, kunst og musik.

Statuer blev sendt til Europa, og musik blev komponeret. Så indflydelsesrig og imponerende var de indianske toner, at de blev døbt guarani-barok af eftertiden, og kunsten blev udstillet på Europas paladser. Imens sikrede jesuitterne sig fortsat royal og politisk opbakning til deres projekt ved den spanske konge, og i 1732 oplevede missionerne deres absolutte storhed. Da boede flere end 140.000 guaranier ifølge den katolske kirke sammen med jesuitterne spredt ud over det centrale Sydamerika.

Men snart gik det galt. Guaraniernes antal voksede støt, og det fik epidemier til at florere. I 1734 dræbte kopper 30.000, og snart satte også andre udefrakommende sygdomme deres præg. Det var dog ikke virusser eller bakterier, der til sidst satte en stopper for – med den franske filosof Voltaires ord – "den humanistiske triumf", som jesuitterne havde skabt i junglen. Ej heller var det slavehandlere eller indre splittelse.

På ordre af den spanske kong Carlos III i 1767 blev jesuiterne forvist fra Sydamerika og missionerne. De var blevet for magtfulde, og andre kolonister følte ligesom kongen, at de ikke ville kronen eller "de hvides" bedste. Guaranierne blev derved ofre for den realpolitiske virkelighed, og det udryddede dem næsten, siger historikeren Robert H. Jackson fra kontoret for indianske anliggender i den amerikanske hovedstad, Washington, der har forsket i guaraniernes historie.

Mange af missionerne står dog stadig som stolte ruiner rundt omkring i Argentina og Paraguays jungler. Spredt ud og tilvoksede var det først i midten af 1900-tallet, at de igen så dagens lys, men historien om de tapre guaranier og jesuitter, der i 1641 slog overmagten tilbage ved Uruguay-flodens bred lever videre. Ikke bare i historiebøgerne, men også hos det overlevende guarani-folk, som siden jesuitterne opgav missionerne uden kamp i 1768 og returnerede til Europa, har overlevet og blomstret.

Godt nok blev de i 1814, da den sidste mission lukkede, overladt til sig selv og søgte tilbage til skoven og den sikkerhed, de her kunne finde. Men de overlevede, og sproget og kulturen lever i dag videre på bedste vis i Paraguay som et vidnesbyrd om det Utopia, som jesuitterne begyndte at planlægge for 400 år siden, og de selv fuldendte med deres kampgejst og vilje til at overleve.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Dokumenterede lig på et billede, malet af jesuitten Florian Baucke. - Foto: .
Guaraniernes liv blev forsøgt dokumenteret af jesuitterne på billeder som disse af østrigeren Florian Baucke, der opholdt sig i Paraguay fra 1749 til 1767. - Foto: .