I begyndelsen af 1600-tallet gjorde den engelske læge William Harvey en af 1600-tallets betydeligste medicinske og fysiologiske opdagelser, da han beskrev blodets kredsløb. Få årtier senere var det den engelske matematiker Isaac Newtons tur til at udgive et af de mest betydningsfulde værker nogensinde, ”Naturfilosofiens matematiske principper”, hvor han beskrev de love, der styrer himmellegemernes bevægelse. Og kort efter udviklede den danske anatom, geolog og teolog Niels Steensen blandt andet en teori om den geologiske dynamik, der kunne forklare de forskellige lag i jorden.
Omkring et halvt årti senere, i midten af 1700-tallet, lagde den svenske botaniker, læge og zoolog Carl von Linné grunden til den moderne systematik, som man stadig grupper planter og dyr efter.
Alle disse forskere efterlod sig en naturvidenskabelig arv, som blev afgørende for vores forståelse af verden, og som stadig præger både forskning og praksis inden for en lang række felter i dag. Fælles for dem var desuden, at de var troende kristne, der havde som selvfølgeligt udgangspunkt, at der fandtes en skabergud, som havde skabt verden, og hvis væsen til dels lod sig forstå ved at udforske denne verden.
”Historisk har der – med få undtagelser – været et ikke bare harmonisk, men også meget frugtbart forhold mellem kristen tro og videnskab. Kirken som institution har ikke nødvendigvis fremmet forskning og videnskab, men har generelt heller ikke bremset den, selvom der er markante undtagelser fra den regel. Idéen om, at der har været en konflikt mellem kristen tro på den ene side og naturvidenskab på den anden, og at førstnævnte har undertrykt sidstnævnte, er en myte, som blev fabrikeret i 1800-tallet, men som desværre stadig har et godt tag i store dele af befolkningen,” siger videnskabshistoriker, professor emeritus ved Niels Bohr Institutet Helge Kragh.
”Den naturvidenskabelige revolution i 1600-tallet var aldrig sket på den måde, den gjorde, hvis ikke det havde været for kristendommen og den personlige tro, som prægede stort set alle videnskabsfolk på den tid. Det gælder Newton og Harvey og mange andre. Den udbredte opfattelse dengang var, at man som kristen ikke bare havde ret, men også pligt til at udforske naturen, fordi man derved udforskede Guds skaberværk og blev bedre i stand til at forstå den orden, Gud havde lagt ned i skaberværket,” siger han og tilføjer, at det i 1600-tallet blev opfattet som ret uproblematisk at læse de nye naturfænomener og nye opdagelser ind i en bibelsk ramme, blandt andet fordi det var en udbredt opfattelse, at Bibelen ikke skulle læses meget bogstaveligt.
Den italienske astronom Galileo Galilei blev i 1633 dømt for kætteri, fordi han fastholdt, at Jorden kredsede om solen og ikke omvendt – på trods af at mange både naturvidenskabsfolk og teologer var enige med ham. Hans skæbne opfattes derfor af mange som et eksempel på et generelt modsætningsforhold mellem kristen tro og videnskab. Men også Galilei var troende kristen, påpeger Helge Kragh.
”Galilei mente, at Gud havde skrevet to bøger, Bibelen og naturen, og at den ene bog var lige så vigtig som den anden.”
Denne tankegang dominerede i 1600- og 1700-tallet, men i napoleonstiden (1799-1815) ændrede dette sig, og religion blev i stigende grad set som en unødvendig baggrund for naturvidenskabelig forskning, forklarer Helge Kragh.
”At være kristen var ikke længere en selvfølge, og mange videnskabsfolk var enten deister eller ateister. Desuden spillede naturvidenskab og forskning ikke nogen afgørende rolle i de store kirkesamfund i 1800- og 1900-tallet, så man kan sige, at forholdet mellem tro og viden blev præget af en stigende uafhængighed.”
I dag er forholdet mellem de to præget af det, Helge Kragh kalder uafhængighedstesen:
”Det er en udbredt opfattelse blandt både teologer og videnskabsfolk, at de to sfærer generelt beskæftiger sig med forskellige spørgsmål og derfor sjældent er i konflikt. Man ser ikke længere, at naturvidenskabsfolk bruger religiøse argumenter i deres forskning, ligesom teologer er forsigtige med at bruge naturvidenskabelige opdagelser som argument i en teologisk debat.”
Også inden for sundhedsvidenskab er der ifølge professor i eksistentiel og åndelig omsorg ved institut for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet Niels Christian Hvidt en stærk historisk sammenhæng mellem kristen tro og medicinsk og sundhedsfaglig udvikling.
”Når vi bygger højteknologiske supersygehuse i dag, kan vi have svært ved at se forbindelsen til de middelalderlige klostre i Øm, Ebeltoft og så videre. Men forbindelsen er ganske klar. Gennem hele kristendommens historie har der været to spor, som har haft med helbredelse at gøre. Et spor har handlet om bønnens betydning for undere og helbredelse, og et andet spor har handlet om diakonal omsorg for syge og svage. Den diakonale omsorg blev efterhånden systematiseret i klostervæsnet, hvor man også samtidig var optaget af at forbedre mulighederne for at lindre og helbrede,” siger professoren, der er en af 13 kristne videnskabsfolk, som har bidraget til bogen ”Tro og videnskab”, der udkommer i dag.
Der er da også adskillige eksempler på munke og præster, som har gjort medicinske og naturvidenskabelige opdagelser af stor betydning.
Det gælder for eksempel teorien om, at universet var blevet til ved et big bang, som oprindeligt blev foreslået i 1930’erne af den belgiske forsker Georges Lemaître, der både var professor i fysik, uddannet teolog og katolsk præst. Og det gælder det pionerarbejde, der lagde grunden til den moderne arveforskning, genetikken. Det var en augustinermunk og senere abbed for et kloster i det nuværende Tjekkiet, Gregor Mendel, der også var uddannet i naturvidenskab fra universitetet i Wien, som stod bag en række forsøg med ærteplaner i klosterhaven og herigennem påviste nogle af de vigtigste principper i genetikken.
”Kirken har bestemt begået fejl ved at undertrykke bestemte opdagelser, som ikke passede ind i tidligere tiders teologiske paradigmer, og kirken har også historisk været afvisende over for anatomisk forskning, omend det er svært at afgøre, om det har været af kulturelle snarere end teologiske årsager,” siger Niels Christian Hvidt.
”Men kirken har også puffet kraftigt på for udforskningen af verden og for udviklingen af en professionel, forskningsbaseret omsorg for de syge. Desværre blev koblingen mellem videnskab og kristendom til dels afbrudt i en periode, af videnskabshistoriske, snarere end filosofisk nødvendige grunde, men den er så småt ved at blive genetableret og genopdaget.”
Niels Christian Hvidt påpeger, at moderne sygepleje baserer sig på en diakonal arv, som Florence Nightingale tog til sig, da hun i 1850’erne studerede til sygeplejerske ved den protestantiske diakonisseorden Kai- serswerth i Tyskland og hos de katolske Barmhjertige Døtre i Paris.
”Nightingale regnes ikke uden grund for den moderne sygeplejes grundlægger, og også hos sygeplejerskepionerer i Danmark kan vi se inspiration fra både Nightingale og den kristne diakonale tradition, ligesom de katolske Skt. Joseph-hospitaler, der blev grundlagt herhjemme i 1800-tallet, har spillet en vigtig rolle for udviklingen af vores sundhedsvæsen,” siger Niels Christian Hvidt.
Men sundhedsvæsnet er stadig, vurderer professoren, præget af den kamp mellem en religiøs verdensopfattelse og en positivistisk videnskabstradition, der opstod under den franske oplysning i 1700-tallet og ind i 1800-tallet.
”Idéen om en konflikt mellem tro og videnskab præger os stadig dybt, og efter min mening bør vi derfor søge tilbage til den lange tradition for at tænke tro og videnskab som komplementære størrelser. Begge dele skal tænkes med, hvis vi vil opfylde ønsket om at give en personcentreret behandling i sundhedsvæsnet i dag,” siger han.