Med en sort hund i armene går tre unge mænd i 1803 en nat ved midnatstid tre gange rundt om Skt. Jørgens Kirke i udkanten af Aalborg. En af dem, Christian, blæser ind ad kirkedørens nøglehul. Men intet sker. De unge mænd har ellers skrevet en kontrakt med Djævelen og underskrevet den med deres eget blod. Fra en okkult kender har de fået præcise anvisninger på, hvordan de skal forsegle aftalen gennem det natlige ritual ved kirken. Aftalen går ud på, at de unge mænd får 1000 rigsdaler i kontant udbetaling, yderligere 100 rigsdaler om året, og 10 mænds styrke i 56 år. Og så får de held med at gøre indtryk på pigerne. Til gengæld skal de give Djævelen deres sjæl og kommer ikke i Himlen på Dommedag.
Men Satan viser sig ikke. Rigdom, styrke og kvindetække ser de ikke skyggen af.
Den unge håndværkerlærling Jens har dog ikke opgivet håbet. Han går i de følgende dage rundt med kontrakten på kroppen. Men dens tilstedeværelse nager ham. Det er nemlig jul, og han er rædselsslagen for at gå til alters og indtage nadveren, for tænk, hvis Djævelen pludselig materialiserer sig foran hele menigheden. Så da Jens nytårsdag tilfældigt møder Christian på byens Algade, beder han vennen tage vare på kontrakten. Men det skulle han aldrig have gjort, for Christian putter kontrakten i vestelommen og taber den samme dag på Vestergade. Nu er fanden for alvor løs.
Forløbet fra Aalborg udspiller sig i en bog med titlen ”Velkommen på bagsiden. Danmarkshistorien på vrangen”, skrevet af historiker og lektor på Aalborg Universitet Poul Duedahl.
Hans udgivelse er en af fem nominerede bøger, når årets historiske bog den kommende weekend bliver kåret på historiefestivalen Historiske Dage i Øksnehallen i København. Værket beskæftiger sig med for-tællinger fra fortiden, der normalt ikke optræder i historiebøgerne, om samfundets afvigere og outsidere, og om, hvorfor det næsten altid er vinderne, der skriver historien, mens fortidens utallige blindgyder bliver sorteret fra og ender i glemmebogen.
Poul Duedahl gør i bogen en pointe ud af det forhold, at befolkningen som helhed i 1800-tallet levede i et magisk univers og gik langt mere op i religion end i politik. Ikke uden grund, for det var en tid, hvor højest 15 procent af befolkningen havde stemmeret. I bogen gør han derfor meget ud af den store mangfoldighed af trosformer, der fandtes i datidens Danmark. Ikke bare troen på Gud og Jesus, men også troen på Djævelen som en fysisk realitet og på sort magi og heksekunst iblandet rigelige mængder naturreligion. Den slags var særdeles udbredt blandt særligt de 85 procent af befolkningen, der sjældent omtales i danmarkshistorierne, fordi de ikke fik nogen stemmeret med Grundloven af 1849 og altså var uden magt og betydning.
”Når vi taler om tro i 1800-tallet, virker det i historiebøgerne, som om Danmark går fra et dybt religiøst samfund i 1700-tallet og i retning af et næsten fuldkommen verdsligt samfund. Det virker, som om en lille elites oplysningstidsprojekt er slået igennem. Men sådan var det jo ikke. Hvis man kigger i den store glemmebog – i alle de dokumenter på Rigsarkivet, i gamle aviser eller i det materiale, som folkemindesamlere har samlet ind – så får man et noget andet billede. Den danske befolknings tro i 1800-tallet er overordentligt mangfoldig og nuanceret. Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan tro på.”
Især har troen på det onde i form af hekse, troldmænd og djævle været en indgroet del af folketroen.
Poul Duedahl har med egne ord fundet masser af eksempler på det. Århundredet bliver faktisk indledt med et decideret heksemord. Altså ikke en offentlig henrettelse, men et mord begået af en flok fæstebønder som i en blodrus hævnede sig på en kvinde på Horsens-egnen, fordi en klog kone havde udpeget hende som årsag til en epileptisk drengs lidelser.
Hele vejen op gennem århundredet fortsætter angrebene på angivelige hekse og troldmænd. Eksempelvis blev en kvinde i Vendsyssel så sent som i 1897 overfaldet af en nabomand, der mente, at hun havde forhekset hans ko. Ifølge Duedahl fortsætter overfaldene også op i 1900-tallet – særligt på små øer og i andre isolerede samfund.
I begyndelsen af 1800-tallet er troen på djævle spillevende, især blandt almuen. Nytårsdag 1803 slentrer en fattig kvinde hen ad Vestergade i Aalborg. Pludselig ser hun et dokument ligge på jorden. Hun samler det op og begynder at stave sig igennem indholdet. Hun kan læse nok til at forstå, at det er en djævlepagt, hun står med i hænderne. Hun afleverer straks brevet til kapellanen i Budolfi Kirke, som er byens domkirke.
Havde hun afleveret brevet et århundrede tidligere, var pagtens forfattere formentligt blevet dømt til døden. Men til drengenes held er kapellanen en af den nye tids mænd, og den slags tror ikke længere på Djævelen. For ham er Djævelen et bibelsk symbol for ondskab. Med de briller er djævlekontakten altså ikke nogen særlig alvorlig sag. Aller-højest drengestreger.
Kapellanen forsøger at undgå opmærksomhed om sagen. Det er bedst bare at lade som ingenting. Men den fattige dame er knap så diskret. Hun har også ladet flere andre læse med, inden brevet blev afleveret, og rygtet om kontrakten har spredt sig i byen som en steppebrand.
”I dag tror mange, at troen på Djævelen forsvandt med den sidste heksebrænding i 1693. Men troen på Satan, hekse, troldmænd og djævlepagter fortsætter ufortrødent. Det er kun kirkens folk, der tager lettere på sagen og ikke længere finder grund til at kaste folk på bålet. De opfatter sig som rationalistiske præster, er skeptiske over for det, de læser i Bibelen, og mener, der er en fornuft hinsides de hellige skrifter. Kun de veluddannede har overtaget tankegodset fra oplysningstidens filosoffer og har hævet sig over folketroen.”
I 1800-tallet finder man kun få trolddomssager og ingen djævleforskrivelsessager efter den fra Aalborg i 1803. Men tallene er ifølge Poul Duedahl ikke et udtryk for, at overtroen forsvinder, og oplysningstidens idealer har gået sin sejrsgang hen over landet. Tallene er kun et udtryk for, at embedsmænd, præster og intellektuelle i stigende grad har set bønderne som dumme, påståelige og overtroiske, og at de ihærdigt prøver at skabe et retssystem, hvor ingen bliver dømt for noget, som de forbinder med ren overtro.
Hvordan gik det så de tre drenge i Aalborg, der tabte deres kontrakt med Djævelen?
Sagen var ikke helt ligetil. Præsterne ville nemlig ikke dømme dem, og befolkningen krævede hårde sanktioner. Derfor kom sagen helt op på ministerniveau. Her over- vejede man at imødekomme det folkelige pres og give dem en fængselsdom, men endte med et kompromis. Drengene skulle i forhør, angre og ”gentage deres dåbspagt”, hvilket den gamle snedker Niels Kørner fra Nørbæk nær Viborg kunne berette til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.
At folk i Aalborg ikke tog let på sagen, kan man forsikre sig om i enkelte af tidens erindringer. En fortæller om, hvordan drengenes forhør blev nøje fulgt af Aalborgs indbyggere, og at gamle koner stod i døråbningerne og sang salmer, mens hundene tudede og hanerne galede. Det var en alvorlig sag.
Konflikten mellem borgernes overbevisninger og embedsværkets manglende handling fik befolkningen til at føle, at den ingen retssikkerhed havde. Det fremgår af sags- akter, hvor folk har overfaldet hekse og derefter bliver dømt for vold.
”Det så de dømte selvfølgelig som en afgrundsdyb uretfærdighed, for det var jo en heks, de havde uskadeliggjort. Måske havde kvinden forhekset deres kreaturer, så de blev syge og døde. Så den dømte følte, det var uretfærdigt, og verden var af lave, fordi myndighederne ikke støttede ham i det længere,” fortæller Poul Duedahl, og fortsætter:
”Skal man karakterisere 1800-tallets trosliv, er det kendetegnet ved den store forskel i tankegang mellem folk og elite, og ikke ved, at folk blev mindre troende.”
Eller som den fynske bondekarl Eskel Sørensen omkring 1815 formulerede det:
”At tale med en præst om spøgelser og trolddom er omtrent det samme som at tale med en jøde om Kristi fødsel.”
I 1840 blev Danske Lovs bestemmelser om trolddom langt om længe ophævet, og i 1866 afskaffedes også lovens hovedbestemmelse om, at ”befindes nogen troldmand eller troldkvinde at have forsvoret Gud og sin hellige dåb og kristendom og hengivet sig til Djævelen, den bør levende kastes på ilden og opbrændes”. Da var man allerede for længst holdt op med at benytte den i praksis. Men troen på troldmænd eller hekse, der stod i Djævelens ledtog, fortsatte som en understrøm op gennem hele århundredet.