Tysk genforening varslede demokratisk verdensorden. Nu er Vesten i fare for at afvikle sig selv

Lørdag er det 30 år siden, at Tyskland blev forenet, og håbet om en ny demokratisk verdensorden blussede op. Nu er det enestående værdifællesskab i USA og Europa i fare for at ødelægge sig selv. Det mener den tyske historiker Heinrich August Winkler, som har skrevet et mammutværk om Vestens historie

Helmut Kohl talte optimistisk om “blomstrende landskaber”, som ville brede sig i det tidligere DDR, da Tyskland blev genforenet. Her ses CDU-kansleren til fejring om aftenen mellem 2. og 3. oktober 1990 foran Rigsdagsbygningen i Berlin. – Foto: Ritzau Scanpix.

Det kan tænkes, at de vestlige demokratier går under. Det kan tænkes, at ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, retsstaten, den fælleseuropæiske kulturarv vil smuldre, i takt med at Vesten mister sin globale position. Historisk set er alt muligt. Selv den antikke verden gik under.

Men antikkens idéer blev gemt og overleveret i kirkens klostre og siden genopdaget flere gange. Derfor kan det også tænkes, at mennesker engang i fremtiden vil opgrave og genopdage de vestlige værdier om frihed og individets rettigheder. Og gør de det, vil de sandsynligvis opdage, at der hidtil ikke er udtænkt og fostret bedre idéer i verdenshistorien.

Det mener den 81-årige tyske professor emeritus i historie fra Humboldt Universitet i Berlin Heinrich August Winkler. I morgen er det 30 år siden, at Tyskland den 3. oktober 1990 blev genforenet som følge af Berlinmurens fald, og forhåbningerne til den demokratiske verdensorden bredte sig i Vesten og de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa. Og her er det vestlige demokratiske projekt mere truet end længe.

”Jeg mener, at vi skal gøre alt for at sikre, at det vestlige projekt overlever tabet af Vestens førende position i verden. I det mindste i de vestlige demokratier selv skal de idéer, vi så gerne henviser til i skåltaler, tages alvorligt. Hvis Vesten mislykkes, er den selv skyld i det,” siger han.

Demokratiske retsstater som den danske kan forekomme at være en selvfølge, hvis man aldrig har oplevet krige eller autoritære statsledere. Men ifølge Heinrich August Winkler er Vesten, forstået som et værdifællesskab mellem USA og de fleste europæiske lande, en enestående parentes i verdenshistorien. Der er tale om en politisk orden ”baseret på idéen om uforanderlige menneskerettigheder, retsstatsprincippet, magtens deling, folkelig suverænitet og repræsentativt demokrati”, som er blevet oparbejdet skridt for skridt siden middelalderen, skriver han i bogen. Et politisk og normativt projekt, som tog fart med den amerikanske revolution i 1776 og den franske revolution fra 1789 og frem. Og som også afspejler sig på EU-niveau, hvor en fælles kulturarv og retstraditioner binder de europæiske lande sammen.

Men som Heinrich August Winkler mere end antyder, er Vesten tre årtier efter kommunismens sammenbrud i fare for at ødelægge sig selv indefra. Brexit, det amerikanske valg af præsident Donald Trump for fire år siden og fremkomsten af højrepopulisme i Europa og illiberale demokratier i lande som Polen og Ungarn har potentialet til at rive det vestlige værdifællesskab fra hinanden.

”Landene i det transatlantiske Vesten er i fare for at miste bevidstheden om det, der i deres inderste væsen holder dem sammen – eller som snarere kunne og burde holde dem sammen,” skriver Heinrich August Winkler.

Idéerne fra 1700-tallet har endnu ikke mistet deres globale appel, siger historikeren, men de kan falme.

”Det er først og fremmest Vesten selv, der truer sig selv. Frem for alt skal Vesten tage egne idéer om frihed alvorligt. I dag står ideologiske spørgsmål ikke længere i forgrunden for globale politiske stridigheder som under den kolde krig. Hverken Moskva eller Beijing udgør en intellektuel udfordring,” siger han om de autoritære stormagter Rusland og Kina.

Det moderne Vesten er ikke blot resultatet af renæssancen og oplysningstiden, men spirede frem i en middelalder, som ikke var så mørk, som den ofte gøres til. I middelalderen opstod der i Vesteuropa som det eneste sted et ”klima af borende spørgsmål”, mener historikeren. Den sekulære og åndelige magt adskiltes, og tanker om det enkelte menneskes værdighed og rettigheder voksede frem. Idéer og bevægelser, som Winkler tilskriver den vestlige kristendom.

”Magtdelingen mellem gejstligt og sekulært herredømme har kun fundet sted i vestkirken. Denne opdeling i højmiddelalderen af den kejserlige og den pavelige magt ligger til grund for den frihedsorienterede tradition, som udvikledes, og kun hvor denne tradition herskede, kunne en verdslig oplysningstankegang udvikles,” siger han.

Med de ”atlantiske revolutioner” – den amerikanske revolution 1775-1776 og den franske revolution 1789 – tog udviklingen af det moderne Vesten fart. I det 20. århundrede sank Europa dog ned i et morads af katastrofer, og Første Verdenskrig, den russiske revolution og Anden Verdenskrig viste med al tydelighed, at den vestlige historie på ingen måde udgør en lige linje mod oplysning og fremskridt. Vestens historie er ifølge Heinrich August Winkler snarere en ”historie af modsigelser”. De selvsamme principper, som Vesten hylder, er igen og igen blevet krænket af Vesten selv. På den ene side forkyndte Virginia-rettighedserklæringen fra 1776 umistelige menneskerettigheder, på den anden side var slaveri en del af hverdagslivet blandt førende amerikanske politikere på den tid. Efter slaveriet fulgte kolonialismen, hovedsageligt drevet af de europæiske stormagter, som drev rov på andre kontinenter og begik overgreb på fremmede folkeslag. Ud over slaveri hører kolonialisme og imperialisme til blandt de kapitler i Vestens historie, som stadig kræver en særlig kritisk bearbejdning, mener Winkler. Det er samtidig en del af Vestens tradition, at der altid har været kræfter, der har opfordret til selvkritik og korrektion af krænkelser af egne normer, påpeger historikeren.

”Evnen og viljen til at håndtere sin egen historie og egne handlinger i nutiden på en selvkritisk måde udgør en stor del af Vestens specifikke styrke og dynamik,” siger Winkler, men betoner, at Vesten dog alt for ofte har manglet styrken til at irettesætte sig selv.

”Men der har altid været kræfter, der har gjort oprør mod perversioner af vestlig tankegang og handling. Kritikere af kolonialismen har netop kunnet henvise til det, grundlæggerne af det vestlige projekt i slutningen af 1700-tallet nedfældede,” siger han.

Selvom det aktuelle billede af Vesten ser dystert ud, er historikeren forsigtigt optimistisk: Trods de værste uroligheder i årtier efter politidrabet af den sorte amerikaner George Floyd kan det amerikanske samfund ikke sammenlignes med det tyske samfund før 1933, pluralismen i USA er ikke truet, og magtens deling har Trump – som af seriøse amerikanske medier indimellem beskrives som fascistisk – ikke været i stand til at sætte ud af kraft. Og selvom Kina vinder stadig større global indflydelse, tvivler Winkler på, at totalitære systemer, som nægter borgerne grundlæggende rettigheder og opbygger et afskrækkende system af overvågning, på sigt vil vise sig levedygtige. Heller ikke selvom det kinesiske styre har formået at skabe en enestående velstandsstigning blandt millioner af kinesere uden demokratisering. To ting, som er gået hånd i hånd i Europas historie.

”Uden magtens deling, uden de grundlæggende betingelser for retsstatsprincippet, er vedholdende succes for totalitære og autoritære regimer næppe tænkelig. Derfor tror jeg ikke, at Kina på lang sigt vil have appel, som kan sammenlignes med det, der opstod ved de atlantiske revolutioner i Vesten. Uden retsstatsprincippet vil systemet før eller siden opleve en legitimitets-krise,” siger han.

Hvad kan vi som europæere lære af historien ud over ikke igen at give plads til fascismen?

”Hegel sagde, at det eneste, man kan lære af historien, er, at man ikke kan lære noget af den. Så pessimistisk er jeg ikke. Man kan ikke ud fra historien komme med konkrete anvisninger til, hvordan man skal løse nutidige problemer. Men man kan i enhver situation forsøge at handle ansvarligt og ikke love mere, end man kan holde,” siger Winkler og tilføjer, at man med sociologen Max Webers ord så vidt muligt må tage højde for de forudsigelige konsekvenser af ens egne beslutninger.

“For Tyskland betyder det, at vi hverken i de baltiske stater, Polen, Tjekkiet, Slovakiet eller andre steder i det østlige Centraleuropa bør give indtryk af, at vi træffer beslutninger med Rusland hen over hovedet på disse lande. Før Sovjetunionen blev invaderet af Tyskland i 1941, tog landet del i den tyske aggression gennem Hitler-Stalin-pagten fra 1939. Erindringen om dette lever stadig i vores østlige nabolande i dag.”

75 år efter nazismens sammenbrud har Tyskland en tendens til at føle sig bedre end andre folkeslag og til at se ned på andre EU-landes behov for en national identitet. Det bunder i Tysklands – noget sene – drejning mod en selvkritisk omgang med sin egen nationale fortid og især med nazismen. Men det skader det europæiske projekt, mener Winkler.

”I flygtningekrisen hørte man flere gange, at vi tyskere er noget i retning af verdensmestre i hjælpsomhed og filantropi. Følelsen af at være i stand til at skubbe andre i den rigtige retning ved at indtage en stærkt moralsk holdning var ikke fri for arrogance. Den daværende socialdemokrat Oskar Lafontaine argumenterede allerede i 1988 for, at netop fordi tyskerne har haft de mest forfærdelige oplevelser med en perverteret form for nationalisme, er de i dag forudbestemt til at skubbe Europa i retning af overnational enhed,” siger han.

Tyskerne ødelagde deres første nationalstat, kejserriget fra 1871.

”Men det giver dem ikke i dag ret til at nægte andre at holde fast i en egen nation og en egen national identitet. Mere selvkritik og færre moralske krav til andre, det ville være den rigtige konklusion, man skulle drage af den tyske fortid.”

Europas historie er fuld af kuldsejlede imperialistiske projekter. Hvad har det betydet for EU?

”Tvungen nationalisme bragte Europa til randen af selvødelæggelse i det 20. århundrede. Europa forsøgte at lære af dette efter 1945. En varig indsigt burde være, at det, der holder os sammen, er langt vigtigere end det, der skiller os.”

Hvad er Deres største bekymring, når vi ser på Europas fremtid?

”At vi glemmer vores fortid og begår de samme eller lignende fejl som tidligere. I det 20. århundrede oplevede vi, at en perverteret nationalisme drev kontinentet ud over afgrunden, og genkomsten af populismen i dag viser, at vi aldrig er helt befriet fra disse farer fra vores egen historie. Men det bekymrer mig også, at nogle lande ser ud til at ville fjerne sig fra det europæiske værdifællesskab. Når Ungarn og Polen sætter spørgsmålstegn ved grundlaget for retsstatsprincippet, forlader de det normative fundament for Den Europæiske Union. Hvis EU ikke kan stoppe denne proces, ophører unionen af stater med at være et værdifællesskab. Dermed rulles udviklingen tilbage, og den bliver blot et økonomisk forbund. Det kan de medlemmer af Den Europæiske Union, som forfatningsmæssigt bekender sig til retsstaten, ikke acceptere.”