Prøv avisen

Tyske konger kunne ikke tilpasse sig nye tider

Slottet Neuschwanstein, som kong Ludwig II af Bayern lod bygge, er det meste besøgte bygningsværk i Tyskland og bygget i stil med tyske ridderborge fra Middelalderen. Foto: Torben Christensen/ Ritzau Scanpix

Magtbegær og manglende politisk føling bragte de tyske kongehuse til fald, hvorimod de royale i Skandinavien var hurtigere til at se, hvad den nye kongerolle indebar

En af Tysklands kendteste konger overhovedet er kong Ludwig II af Bayern, der levede fra 1845 til 1886. Ludwig II var garderhøj og havde – i hvert fald i sine unge år – også en slank og mandig skikkelse. Ifølge den tyske historiker Lothar Marchant var Ludwig II ikke alene utroligt populær i Bayern, men legemliggjorde også i mange andre tyskeres øjne forestillingen om, hvordan en rigtig konge bør være.

Kong Ludwig II druknede i en sø i 1886, og kun få årtier efter kongens død var stemningen vendt i Bayern.

Den 7. november 1919 samlede store folkemasser sig foran kong Ludwig III’s residens i den sydtyske by München og forlangte, at kongen abdicerede.

Hvad var der sket?

Kong Ludwig II havde været elsket i befolkningen, ikke mindst fordi han var en lidt verdensfjern monark, der hellere investerede sine penge i eventyrlige slotte end i hæren. Han interesserede sig ikke for politik, men overlod gerne regeringsarbejdet til sine embedsmænd og ministre.

Kong Ludwig III, der var fætter til den afdøde konge, legede derimod med tanken om at blive monark for et storrige, og han forsøgte også ved flere lejligheder at regere enevældigt uden om det bayerske parlament.

Hermed begik han den samme fejl som en række andre regenter i Tyskland. Mange historikere er i dag enige i, at magtbegær spillede en afgørende rolle for, at det gik kongehusene i Tyskland så galt, som det gjorde.

”Kong Ludwig III ville udvide sit rige til også at omfatte områder i Frankrig, Belgien og Holland, hvilket kostede ham tronen,” mener for eksempel den tyske historiker Karl-Heinz Janssen i bogen ”Macht und Verblendung” (Magt og forblændelse).

Ifølge den schweiziske historiker og politolog René Häusler spillede en anden grund også en vigtig rolle for, at kongehusene faldt i Tyskland.

”Monarkerne manglede føling med, hvad der rørte sig i samfundet. Mange af dem havde ganske enkelt ikke forstået, at tiderne var ved at forandre sig, og at en befolkning med et voksende proletariat og stærk arbejderklasse ikke ville affinde sig med en enevældig regent. Årene omkring Første Verdenskrig var tiden, hvor en ny, moderne form for monarki blev skabt. Den moderne konge skulle regere efter mottoet: virk politisk, men uden at være politisk. Det vil sige, at monarken skulle fungere som en person, der var hævet over partierne og havde ret til med finfølelse at mane politikerne til at arbejde for at tjene folket. Monarkier i for eksempel Skandinavien og Holland har været i stand til at udvikle sig i den retning, og derfor har de overlevet, hvorimod de tyske konger var ufleksible og ude af stand til at give afkald på deres drømme om enevældig magt, og derfor blev de styrtet,” siger René Häusler.

Bayern blev erklæret republik om morgenen den 8. november 1918.