Tyskernes første demokrati manglede demokrater

Der er vigtige pointer at hente for os i dag, siger historikere om Weimarrepublikken, som fejres i år

Tyskernes første demokrati manglede demokrater
Foto: Iris.

Weimar, der ligger i den tyske delstat Thüringen, har længe været indbegrebet af tysk kultur, ikke mindst fordi byen i sin tid var hjemsted for to af Tysklands største forfattere, Friedrich Schiller og Johann Wolfgang von Goethe.

For 100 år siden fik byen også en politisk betydning, som gjorde navnet Weimar kendt langt ud over Tysklands grænser.

Den 31. juli 1919 vajede for første gang det sorte, røde og gule flag, som vi i dag også kender som Tysklands flag, over pladsen foran det store teater i Weimar. Inde i bygningen, der var omdannet til parlament, vedtog politikerne en demokratisk forfatning, og dermed var Weimarrepublikken en realitet, forklarer Alf Rössner, der er direktør for bymuseet Weimar,

”Weimar blev nærmest ved et tilfælde stedet, hvor republikken kom på benene. Man valgte ikke Weimar på grund af ånden fra Goethe og Schiller. Delstaterne Preussen og Bayern nærede modvilje mod hinanden, og derfor kunne hverken Berlin eller München bruges som forhandlingssteder, hvorimod Weimar var ”neutral” og havde en god infrastruktur,” siger han.

Weimarrepublikken var Tysklands første parlamentariske demokrati, og 100-året for dets fødsel markeres med flere arrangementer i Tyskland i de kommende måneder.

Det unge demokrati kom til verden under de vanskeligste forhold. Republikken overtog den gæld, som taberen af Første Verdenskrig, kejserriget Tyskland, havde pådraget sig over for sejrsmagterne ifølge Versailles-traktaten. Den tyske befolkning sultede og led under en voldsom inflation og massearbejdsløshed, der fandt gadekampe og politiske attentater sted, og de yderligtgående grupper i samfundet blev stærkere og stærkere

”Det mærkelige er faktisk ikke, at Weimarrepublikken blev ødelagt til sidst, men at staten overhovedet kunne overleve de første år. De dårlige tider kom jo meget hurtigt og ikke først i 1930. At republikken trods alt overlevede så længe, skyldtes ikke mindst, at landet havde en meget energisk rigspræsident i Friedrich Ebert, der gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at sikre demokratiet,” siger professor i politik og historie Michael Dreyer fra universitetet i Jena.

Ifølge journalist og historiker Guido Knopp har tyskere været tilbøjelige til kun at huske republikkens første kriseprægede år og dens undergang i 1933.

”Det er ikke et retfærdigt billede af Tysklands første demokrati, for under Weimarrepublikken foretog Tyskland et kæmpespring ind i den moderne tidsalder, frem for alt i kunst og kultur, men også inden for teknik og videnskab. I de såkaldte gyldne år i 1920’erne blomstrede forskning, litteratur, film og teater, og den tyske filmpark Babelsberg var verdens næststørste filmimperium kun overgået af Hollywood,” har Guido Knopp sagt til tv Phoenix.

Men selvom kultur og forskning trivedes i Weimarrepublikken, var den sociale nød i befolkningen stor, og da den verdensomspændende finanskrise brød ud i 1929 med massearbejdsløshed og hyperinflation til følge, kom det unge demokrati under voldsomt pres. Det blev sværere og sværere at finde et handledygtigt flertal i parlamentet, og som følge heraf besluttede rigspræsident Paul von Hindenburg at sætte demokratiet ud af kraft. Han udnyttede sin ret til ved hjælp af såkaldte ”nødforordninger” at udnævne kanslere efter sit eget forgodtbefindende. Da han i januar 1933 efter pres fra højresindede grupper udnævnte Adolf Hitler til rigskansler, var vejen banet for nazisternes magtovertagelse samme år.

Mange historikere har igennem årtier ment, at Weimarrepublikken kun eksisterede i 14 år, fordi det var et demokrati med mange fejl og mangler.

”Blandt mine kolleger har der efterhånden fundet et holdningsskift sted, og nu taler man ikke længere om, at republikken spillede fallit, men at den bevidst blev ødelagt. Republikken havde en god forfatning, men en dårlig elite. I bankverdenen, blandt politikere, i erhvervslivet, blandt de intellektuelle, på universiteterne, i retsvæsenet, i den offentlige sektor og ikke mindst i militæret – overalt befandt sig personer, som kun var ude på at ødelægge demokratiet. Det er naturligvis et problem for en stat, når de folk, der egentlig skal sørge for, at demokratiet fungerer, hellere vil have en anden statsform, for så kan de underminere hele systemet, og det var lige netop, hvad de gjorde,” siger Michael Dreyer.

”Selv de øverste repræsentanter for staten, republikkens to sidste kanslere før Hitler, Franz von Papen og Kurt von Schleicher – og ikke mindst rigspræsident Paul von Hindenburg – opførte sig som kirkegårdsgravere, der kun tænkte på at bære demokratiet til graven. Ingen af dem ønskede at se Hitler ved magten, men de ville have et autoritært regime, og de troede, at de kunne holde Hitler under kontrol. På det punkt tog de som bekendt alvorligt fejl,” siger Michael Dreyer.

Onsdag den 31. juli i år bliver ”Haus der Weimarer Republik” (Weimar-republikkens Hus) indviet. Huset ligger på pladsen lige over for teatret i Weimar, hvor politikere netop den dag 100 år tidligere vedtog republikkens forfatning. Huset skal være museum, debatforum og forskningscenter og beskæftige sig med temaer som demokrati og Weimarrepublikkens historie.

”I disse tider, hvor højrepopulisme breder sig over alt i Europa, er Weimarrepublikken mere aktuel end nogensinde, for dens historie viser os på en meget drastisk måde, at der ikke findes noget alternativ til demokrati,” siger Michael Dreyer, som også er formand for den forening, der står bag huset.

Foreningens næstformand, Alf Röss-ner, mener ligeledes, at det er vigtigt for tyskerne at kende denne del af deres lands fortid.

”Historien lærer os, at vi ikke kan tage vores demokrati for givet, og at det til enhver tid er i fare. Weimarrepublikken var et demokrati uden demokrater, og i dag findes der ligesom dengang kræfter overalt, som har et tvivlsomt forhold til demokratiet. Derfor er det er vigtigt, at vi drager den lære af historien, at vi skal forsvare demokratiet,” siger han.