Det skabte furore i den vesttyske offentlighed, da den nyligt afdøde tyske historiker Ernst Nolte i 1986 argumenterede for, at Anden Verdenskrigs ugerninger var en reaktion på Sovjetunionens forbrydelser.
Det udløste en intens debat kaldet ”historikerstriden” om landets nazistiske fortid og dens arv. Et vigtigt omdrejningspunkt var, om tyskerne havde pådraget sig større skyld end andre krigsmagere i historien, forklarer historiker og lektor emeritus Karl Christian Lammers fra Saxo-Instituttet i København.
”Ernst Nolte plæderede for, at det skulle være slut med at føle skam og ansvar, og at tyskerne ikke havde været værre end andre. Det var et forsøg på at relativere det tyske ansvar for de mest forfærdelige krigsforbrydelser. Og synspunktet medførte kraftige reaktioner,” forklarer han.
Striden fandt sted i en tid, hvor tolkningen af holocaust og dens plads i tyskernes historie havde været til diskussion i årtier for at definere, hvilke spor Hitlers naziregime og udryddelsen af over seks millioner jøder skulle efterlade i tyskernes bevidsthed og identitet.
Den indledende strategi efter krigens afslutning i 1945 var tavshed og fortrængning, altimens landet blev delt i to: Østtyskland og Vesttyskland.
”Tyskerne var meget præget af nederlaget og opfattede sig som ofre for krigen. De lukkede af for og havde svært ved at acceptere, at de var medansvarlige for krigen og de begåede krigsforbrydelser, selvom de havde bakket Hitler op. De allierede indledte retssager mod dem, der for eksempel havde været i SS. De kom ikke så langt, og det blev overladt til tyskerne i begyndelsen af 1950’erne, men de var ikke særlig villige til at føre det videre,” fortæller Karl Christian Lammers.
Det tyske retsopgør med nazitidens krigsforbrydelser kom i gang, efter at der i slutningen af 1950’erne blev oprettet et arkiv med navnet Zentrale Stelle zur Aufklärung nationalsozialistischer Verbrechen (Center for oplysning om naziforbrydelser) i Ludwigsburg, der skulle indsamle dokumentation om krigsforbrydelserne. Det er fortsat i gang.
Det betød også, at tavsheden blev udfordret, efter at flere processer og dokumentation bragte krigens ugerninger ud i offentligheden. Blandt andet dokumenterede Auschwitz-processerne de forbrydelser, der blev begået i udryddelseslejren, under en række retssager mod folk, der arbejdede i Auschwitz.
I løbet af 1950’erne opstod der en forestilling om tyskerne som det forførte folk, siger Moritz Schramm, lektor og ph.d. i litteratur ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.
”En af de store konservative tolkninger var, at Hitler med sine venner havde ansvaret for det hele, og det tyske folk var uvidende og uskyldige. Det er en fortælling, der peger på, at befolkningen ikke vidste noget om de grusomme forbrydelser, men var forblændet af Adolf Hitlers karisma. Derfor kunne ansvaret kun placeres hos Hitler og hans nærmeste. Forestillingen om det forførte folk var udbredt til 1990’erne,” forklarer han.
Sideløbende opstod et oprør mod forestillingen om den tyske befolknings manglende ansvar, hvilket pustede liv i en anden tolkning, hvor store dele af det tyske samfund var involveret i nazismens forbrydelser. Generationen, der var børn under krigen, voksede op og satte spørgsmålstegn ved uskylden og uvidenheden og ønskede at tage fat i historien for at finde ud af, hvordan forældre og bedsteforældre kunne lade det komme så vidt.
”I 1980’erne begyndte man også at se på lokalhistorierne. Hvor boede jøderne, og hvad blev der af dem? Man begyndte at udfordre tesen om, at ingen vidste noget, for alle havde jo set folk forsvinde og oplevet nogle af de forbrydelser, der blev begået,” siger Moritz Schramm.
Karl Christian Lammers påpeger, at der i dag hersker en accept blandt tyskerne af, at holocaust kun kunne lade sig gøre, fordi Hitler og den nazistiske ledelse havde en så kolossal opbakning blandt tyskerne, og de er i den forstand medansvarlige – ikke i selve krigsforbrydelserne, men for, at de kunne lade sig gøre.
Nu drejer det sig mere om at stille de mennesker til ansvar, som direkte har medvirket i holocaust, og dokumentere blandt andet, hvordan jødeudryddelsen foregik i praksis uden for udryddelseslejrene. Cirka halvdelen af jøderne blev nemlig dræbt uden for lejrene af militær- og SS-enheder.
”De processer er vigtige, for som den daværende tyske præsident Roman Herzog sagde i 1997: Jødeudryddelsen er del af den tyske nationalidentitet. Den er en del af tyskernes historie og med til at præge nutiden,” siger Karl Christian Lammers.
Både nazismen og holocaust spiller stadig en central rolle i tysk identitet og politisk kultur i dag, siger historiker, seniorforsker Cecilie Felicia Stokholm Banke fra Dansk Institut for Internationale Studier.
”Det kan man se genspejlet i den måde, Tyskland agerer på. Tyskland er meget henholdende i forhold til krigsførelse og har et specielt forhold til Israel. Den måde, vi kan tale om og kritisere Israel på i den danske offentlighed, er meget anderledes end i den tyske offentlighed,” forklarer hun.
Dog har der også i de senere år været en tendens til at søge ud af nazismens skygge, ligesom Ernst Nolte ville.
”Der findes en træthed i forhold til, at Tyskland bliver defineret af Anden Verdenskrig. Det kan man se i forhold til den indstilling, der har vist sig gennem det seneste års tid i forhold til flygtningekrisen. Der ser man et mere pragmatisk Tyskland, der laver aftale med Tyrkiet under EU, hvilket kan opfattes som en skuffelse set i lyset af, at der har været en tendens til at opfatte Tyskland som den stat, der agerer rigtigt både moralsk og humanitært som følge af Anden Verdenskrigs forbrydelser og tyskernes ansvar. Krigen eksisterer som et syndrom, der bliver videregivet til de næste generationer, og det kan skabe en træthed, når de nyere generationer ikke har været i direkte kontakt med krigen selv. Derfor opstår der også et ønske om, at Tyskland skal være defineret af noget andet,” forklarer Cecilie Felicia Stokholm Banke.
Holocaust-fortællingen er blevet europæiseret. Det er ikke bare i den tyske, men i hele den europæiske erindring, at krigsforbrydelserne har fået stor betydning, mener Jessica Ortner, der har forsket i tysk erindringskultur ved institut for engelsk, germansk og romansk på Københavns Universitet.
”Holocaust er blevet mere løsrevet fra de faktiske historier. Samtidig er det blevet en europæiseret historie, hvor også andre lande er begyndt at kigge indad og spørge, hvilket ansvar man selv har haft,” siger hun og fremhæver, at Anden Verdenskrig og holocaust har det særlige kendetegn, at de er etableret i den kollektive erindring som en negativ erindring.
Det vil sige som noget, der ikke må ske igen. Den klassiske kollektive erindring bygger som regel på en positiv begivenhed eller en form for heroisk bedrift, der har grundlagt en nation.
”Her har vi en kæmpe skyld som grundsten for en kollektiv erindring. Men at krigens forbrydelser er blevet en del af den europæiske erindringskultur giver også nogle konflikter i forhold til de østeuropæiske lande, som synes, holocaust er blevet for dominerende i forhold til, hvad den kommunistiske diktator Stalin gjorde. Det har skabt stor debat om, hvilken betydning holocaust skal have i fremtiden. Der er også opstået en fornyet debat om tyskerne. Det har været meget tabuiseret at tale om, at de også har lidt tab, har sultet og blev bombet under krigen. Det taler man mere om i dag, fordi vi er nået et punkt, hvor der er plads til en mere pluralistisk debat om tiden under Anden Verdenskrig,” siger Jessica Ortner.