Tyskland havde gode vilkår for at rejse sig fra ruinerne

For 75 år siden begyndte resterne af Tyskland at arbejde sig op fra Stunde Null, efter Anden Verdenskrig havde lagt landet i grus. Men midt i elendigheden viste der sig glimt af håb, som varslede et socialt og økonomisk mirakel i løbet af blot 10 år

Tyskland havde gode vilkår for at rejse sig fra ruinerne

En morgen i Tyskland i 1946. En mørk og tæt beboet kælder, som ikke var braset sammen under de allieredes luftbombardementer. Regnvandet stod to fod højt.

”Man vågner, hvis man overhovedet har sovet, frysende i en seng uden tæpper og går i koldt vand til anklerne hen til kakkelovnen og forsøger at tænde op med nogle våde grene fra et bombet træ. Et sted i vandet bagved hoster børn voksent og tuberkuløst.”

Sådan skriver den svenske forfatter Stig Dagerman i sin bog “Efterår i Tyskland”. I 1946 – for 75 år siden – rejste han rundt i resterne af det Tyskland, der et år forinden havde overgivet sig betingelsesløst.

Tyskland var i 1946 et land brudt ned til Stunde Null, som tyskerne så rammende siger. Alt var sendt tilbage til start. Det nazistiske regime havde ført Tyskland ud i en verdenskrig, som kostede mellem 55 og 70 millioner mennesker livet. Hitler havde i krigens sidste del indført den ”brændte jords” taktik, som under de allieredes fremrykning fratog den tyske befolkning ethvert livsgrundlag. Først da de allieredes bombeflyvemaskiner bogstaveligt talt havde pulveriseret store dele af Tyskland, og føreren havde begået selvmord, overgav nazisterne sig betingelsesløst. Halvdelen af boligmassen i Tyskland var i 1946 ødelagt, og landet skulle absorbere 10-14 millioner tyskere, som var flygtet eller fordrevet fra de tidligere tyske områder i øst. Stort set alle ledte efter mad, bolig, pårørende.

”Store områder i byerne var ikke andet end hobe af sten og grus. Folk levede nøjsomt. Arbejdsløsheden var stor. Der var ikke noget socialt system, der kunne samle mennesker op. Folk havde sparet op under krigen, så man havde penge, men kunne ingenting købe,” siger lektor emeritus i tysk historie på Københavns Universitet Karl Christian Lammers.

”I det lys er det imponerende, at Tyskland godt 10 år efter oplever et Wirtschaftswunder, hvor industrien er genopbygget, eksporten er stor, og næsten alle er i arbejde,” siger han med henvisning til det vesttyske økonomiske opsving i 1950’erne, som betegnes som et mirakel.

For den gennemsnitlige tysker var tilværelsen dog ingen fest, og mange blev af besættelsesmagterne sat til at rydde op i ruinerne, fortæller Karl Christian Lammers.

”Ellers går dagligdagen med at forsøge at finde levnedsmidler, som man kan købe for at overleve. Briterne og amerikanerne sørger for lidt forsyninger, kartofler og i begrænset omfang kød, men ikke fisk, og udbuddet er småt,” siger han.

Men midt i elendigheden viste der sig også glimt af håb, påpeger Lektor Moritz Schramm, som forsker i tysk kultur og historie ved Syddansk Universitet.

”Det var en dans på ruiner. Havde man været overbevist nazist, lå ens tilværelse i grus. Vinteren 1946-1947 var præget af hungersnød. Men for unge, som kun kendte til et autoritært regime, var det en tid med uanede muligheder. Livslysten voksede, man forelskede sig, danselokalerne åbnede, Ruhr fejrede i 1946 katolsk karneval, den amerikanske populærkultur og jazzen kommer til, Vesttyskland begynder som aldrig før at åbne sig mod resten af verden,” siger han.

Et årti senere havde den vesttyske forbundsrepublik – under stærk indflydelse fra de tre vestallierede, USA, Storbritannien og Frankrig – rejst sig fra ruinerne. Det skyldes blandt andet, at den udbredte forestilling om Stunde Null ikke er helt sand, mener lektor Moritz Schramm, der forsker i tysk historie ved Syddansk Universitet.

”For Tyskland begynder ikke fra nul. Der var en vis kontinuitet i erhvervslivet, som man ofte undervurderer. Det er en myte, at hele industrien var ødelagt, 80 procent af storindustrien var næsten intakt og kunne bruges. Så man kunne hurtigt komme i gang med produktionen igen,” siger han.

Ud over de intakte industrier kunne Vesttyskland tiltrække ubegrænset kvalificeret arbejdskraft, dels blandt de millioner af tyskere, som var fordrevet fra de tabte østområder, dels blandt den østtyske befolkning, som frem til Berlinmurens opførelse i 1961 kunne rejse til vest. Dertil kom den amerikanske Marshallhjælp og de vestallieredes valutareform i 1948, som gav vesttyskerne D-marken og minimerede en meget stor del af Tysklands gæld.

”Det er opskriften på et økonomisk mirakel. Det kom ikke ud af det blå,” siger Moritz Schramm.

Men det var også afgørende for det tyske opsving, at Vesttyskland stort set slap for at betale krigsskadeserstatning. De fire besættelsesmagter USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen indgik i 1945 Potsdam-aftalen om, at de hver især måtte hente krigsskadeserstatning i deres zoner i form af industri og jernbaner og andet, påpeger Karl Christian Lammers.

”Men der blev aldrig sluttet fred med Tyskland, fredsforhandlingerne bryder sammen i 1947, og derfor kommer der heller ikke en aftale om krigsskadeserstatninger,” siger han.

Først i 1990 blev der sat punktum, da Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA satte sig sammen med DDR og Vesttyskland forud for den tyske genforening og indgik den såkaldte To plus fire-aftale om erstatninger, og Vesttyskland slap stort set for at betale.

Helt anderledes gik det i det østtyske DDR, som ifølge Karl Christian Lammers betalte mellem 16 og 20 milliarder dollars til Sovjetunionen:

“Først i 1955 stoppede russerne med at indkræve erstatning fra østtyskerne, da man indså, at det ødelagde østtysk økonomi.”

Når DDR ikke oplevede et tilsvarende Wirtschaftswunder, skyldes det langtfra kun den kommunistiske planøkonomi, påpeger også Moritz Schramm.

”I Østzonen, det senere DDR, afmonterede Sovjetunionen industrien og tog den som krigsskadeserstatning. Den østtyske industri haltede 10 år efter den vesttyske, selvom den i 1970’erne kom ind i en ret god udvikling,” siger han.

Selvom de vestallierede også efter krigen var begyndt at afmontere den vesttyske industri som krigsskadeerstatning, stoppede de hurtigt igen, påpeger Moritz Schramm.

”USA var fremsynet nok til at indse, at hvis man skulle vinde den kolde krig mod Sovjetunionen, måtte man gøre sig venner med vesttyskerne ved at genopbygge landet frem for at bryde det ned. I USA var der en plan i omløb om at afindustrialisere Tyskland og gøre det til landsbrugsland. Var den plan blevet gennemført, var Tyskland ikke kommet på benene,” siger han.

Vestmagterne havde taget ved lære af Første Verdenskrig og Versailles-traktaten i 1919, som havde pålagt Tyskland enorme krigsskadeerstatninger til Storbritannien og Frankrig, siger Karl Christian Lammers. Traktaten og den enorme ydmygelse for Tyskland var med til at bane vej for nazismen.

”Det er en vigtig lære, at vest-magterne ikke krævede erstatninger af Tyskland. Læren er, at man ikke skal kræve krigsskadeerstatninger, hvis et land ikke er i stand til at betale. Det kunne Tyskland hverken efter Første Verdenskrig eller Anden Verdenskrig,” siger han.

Artiklen er blevet rettet den 8. febuar. Det sidste citat var blevet tillagt Moritz Schramm. Det er ikke korrekt. Det blev sagt af Karl Christian Lammers. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.