Prøv avisen
Jagten på retfærdigheden

Tyskland jagter nazister i kapløb med døden

”Jeg skammer mig over, at jeg så uretfærdigheder og aldrig gjorde noget ved det,” sagde den 94-årige tidligere Auschwitz-vagt Reinhold Hanning, da han tidligere i år sad sammensunket i sin kørestol under en fire måneder lang retssag. – Foto: Bernd Thissen/AP/Scanpix

Tusindvis af mennesker involveret i det nazistiske regimes forbrydelser gik fri efter Anden Verdenskrig. Nu forsøger tyske nazijægere at finde de sidste overlevende for at få dem dømt. Men hvorfor skulle der gå så lang tid?

Efraim Zuroff er formentlig den eneste jøde i verden, der beder om godt helbred for tidligere nazister.

For tiden går den 68-årige israelske nazijægers tanker især til otte tyskere mellem 89 og 98 år, som arbejdede i kz-lejren Stutthof i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.

Flere end 60.000 mennesker døde i lejren – de, der ikke blev gasset eller dræbt med dødelige indsprøjtninger, bukkede under for tyfus-epidemier. Tyske myndigheder har opsporet de otte og undersøger for øjeblikket, om de kan blive stillet for en domstol.

Men både tyske myndigheder og Efraim Zuroff er i kapløb med tiden. Siden naziregimets sammenbrud og Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 er der for længst fældet dom over de største nazistiske forbrydere, hvis de da ikke døde for egen hånd.

Men tusindvis af mennesker involveret i regimets forbrydelser fik lov til at gå fri, og nu er døden ved at indhente dem.

”Flere hundrede tidligere nazistiske forbrydere kunne stadig blive retsforfulgt, men jeg forventer kun, at en håndfuld vil blive det,” siger Efraim Zuroff, der i godt 30 år har spillet en nøglerolle i at få tidligere nazister retsforfulgt. Han har været involveret i efterforskning af 40 sager, hvoraf cirka 10 har ført til domfældelse.

Tyskland er for øjeblikket det eneste land, der forsøger at finde og dømme nazistiske krigsforbrydere, siger Efraim Zuroff.

”Det er et meget forsinket forsøg på at opnå retfærdighed på et tidspunkt, hvor antallet af mennesker bliver færre og færre, og hvor mange er for syge til at gennemføre en retssag,” siger han.

”For hver dag, der går, er disse mennesker tættere på at undslippe retfærdighed.”

I mange år har tidligere nazister i Tyskland kunnet undslippe retssager. Men vendepunktet kom i 2011, da en tysk dom over en tidligere vagt i udryddelseslejren Sobibor, John Demjanjuk, banede vej for, at man kan retsforfølge mennesker, alene fordi de arbejdede i nazisternes lejre, og uden bevis for at de deltog direkte i udryddelserne.

Siden er yderligere to tidligere vagter blevet idømt fængselsstraffe, og tyske myndigheder arbejder på højtryk med at efterforske folk fra Auschwitz og en række andre koncentrationslejre.

Det fortæller Jens Rommel, leder af Det Centrale Kontor til Undersøgelse af Nationalsocialistiske Forbrydelser i Ludwigsburg, som er ansvarlig for den indledende efterforskning af mennesker mistænkt for at have været involveret i Det Tredje Riges forbrydelser.

”Jeg mener, at vi er forpligtet til at retsforfølge mennesker involveret i disse forbrydelser, for karakteren af forbrydelserne er ubegribelig, når det gælder antallet af ofre,” siger han.

”Men det forbliver et vanskeligt spørgsmål, for hvordan forklarer man, hvad formålet med en fængselsstraf vil være, når den anklagede ikke vil begå flere forbrydelser i sit liv? Desuden gik en masse mennesker i 1960’erne og 1970’erne, som skulle have været retsforfulgt, fri, en masse højtstående officerer slap for straf, så det kan virke uretfærdigt, at vi nu går efter dem af lavere rang,” siger Jens Rommel.

Efter krigen og Det Tredje Riges mord på seks millioner jøder var de allierede besættelsesmagter opsatte på at retsforfølge nazister og komme al nazistisk indflydelse i Tyskland til livs.

Alle tidligere aktive nazister skulle fjernes fra ledende poster, uddannelses- og retssystemet skulle renses for nationalsocialismens tankegods, og 19 større nazistiske krigsforbrydere blev dømt under Nürnbergprocessen.

Men med den voksende mistro mellem Sovjetunionen og de Vestallierede og den kolde krigs udbrud i årene efter 1945 trådte retsforfølgelsen af tidligere nazister i baggrunden. Nu gjaldt det for Vesten om at bekæmpe kommunismen og Sovjetunionen, ikke om at jage fortidens spøgelser.

Vesttysklands første forbundskansler, den konservative og antinazistiske Konrad Adenauer, rehabiliterede nazistiske embedsmænd – hans statssekretær Hans Globke havde medvirket til at skabe selve retsgrundlaget for jødeforfølgelserne – og førte en forsonlig linje over for det flertal af folk, der havde støttet nazisterne, for dermed at vinde dem for den nye demokratiske statsform.

”Det er uomtvisteligt, at der lægges låg på fortiden, da den vesttyske forbundsrepublik grundlægges i 1949. Retfærdiggøre det kan man næppe, men måske forklare,” siger Per Øhrgaard, professor emeritus og dr. phil. i tysk.

”Det sker dels af hensyn til den sociale fred, dels for at bevare ekspertise i forvaltningen, dels også fordi vestmagterne i lyset af den kolde krig ikke længere har interesse i videre retsforfølgning: Nu skal man bruge vesttyskerne som allierede,” siger han og påpeger, at det også i Danmark var den officielle holdning, at vi skulle hjælpe ”det unge tyske demokrati”.

”Så vi skal ikke være alt for hellige, hvis vi kritiserer det manglende opgør i Vesttyskland.”

Nazipartiet havde otte millioner medlemmer i Tyskland, så det var en nærmest umulig opgave at straffe alle, der havde andel i forbrydelserne, påpeger den amerikanske prisvindende journalist Andrew Nagorski, som er forfatter til flere bøger om nazismen.

”Mange endte med at spille en afgørende rolle for de vestallierede i den kolde krig, og hvis nogen involveret i terrorisme i dag tilbyder en regering at hjælpe med at bekæmpe terrorisme, så vil en hel del myndigheder være villige til at se igennem fingre med tidligere forbrydelser,” siger han.

Men ifølge Efraim Zuroff var det en katastrofe, at Forbundsrepublikken ikke var vedholdende med at stille de tyskere, der havde været involveret i naziregimet, til ansvar.

Forklaringerne er ifølge ham flere: Dels var der adskillige tidligere nazister blandt dommerne i efterkrigstidens Tyskland og en generel modvilje mod at retsforfølge naziforbrydere. 90 ud af 170 jurister, som bestred ledende stillinger i Justitsministeriet efter krigen, havde været medlemmer af Hitlers parti, og 34 havde endda været medlemmer af nazipartiets kampgrupper, SA, viser ny rapport.

Dels blev den tyske straffelov ikke ændret efter krigen og tog derfor ikke højde for de hidtil usete forbrydelser begået af nazisterne – modsat Nürnberg-lovene, som opererede med nye kategorier såsom ”krigsforbrydelser” og ”forbrydelser mod menneskeheden”.

”Derfor blev kun et begrænset antal retsforfulgt inden for det tyske retssystem. Det er på en måde en af de helt store tragedier, for det juridiske aspekt af at gøre op med fortiden er et af de vigtigste. Det er et tydeligt budskab, som skal frem: Hvis man begår en forbrydelse, så kommer man til at betale for det,” siger Efraim Zuroff.

Spørgsmålet om den tyske fortid lå dog hele tiden og lurede lige under overfladen i det vesttyske samfund, og i 1960’erne krakelerede overfladen, dels med en række spektakulære retssager mod tidligere vagter fra Auschwitz, dels med det tyske ungdomsoprør.

At man overhovedet begyndte at jage fortidens krigsforbrydere på ny skal tilskrives en ihærdig indsats fra nogle få nazijægere, som ofte oplevede stor modstand fra samfundet i deres arbejde, fortæller Andrew Nagorski, som blandt andet er forfatter til den aktuelle ”Nazijægerne”, som udkom i maj.

”Samarbejdet mellem nazijægere spillede en afgørende rolle for at få folk retsforfulgt, og det var en relativt lille gruppe af mennesker, der skubbede på for at rejse de her sager, lige så meget for oplysningens skyld som for at straffe de skyldige,” siger han.

Andrew Nagorski peger især på samarbejdet mellem advokaterne Fritz Bauer fra Tyskland og Jan Sehn fra Polen, som indsamlede beviser til de såkaldte Auschwitz-processer på et tidspunkt, hvor Vesttyskland og det kommunistiske Polen ikke havde diplomatiske forbindelser.

Deres samarbejde betød blandt andet, at en tysk delegation kunne besøge den berygtede tidligere koncentrations- og udryddelseslejr i Polen. Ved den største af de opsigtvækkende retssager, som gennemførtes i 1963-1965 i Frankfurt am Main mod 20 anklagede, blev 17 idømt fængselsstraffe.

Processerne mod krigsforbryderne var med til at skærpe opmærksomheden omkring fortidens forbrydelser, ikke mindst blandt de nyere generationer. I intet andet land var den såkaldte 68’er-bevægelse knyttet så tæt til et opgør med fortiden, og de unge stillede forældre og bedsteforældre til ansvar for ikke at have fortalt om nazismens ugerninger.

”Det vesttyske ungdomsoprør blev på grund af fortiden skarpere end det danske,” siger Per Øhrgaard.

”Lidt firkantet sagt: Forældregenerationen var ikke kun nogle idioter, som den altid er, men også politisk belastet,” siger han.

I det kommunistiske Østtyskland udviklede forholdet til den nazistiske fortid sig anderledes, fortæller Per Øhr-gaard.

Dels flygtede belastede personer så langt vestpå, som de kunne, og derfor var der vitterligt færre af dem i DDR. Dels var der et tidligt retsopgør og en stor udskiftning af personale i for eksempel skolevæsenet, så man kan ikke tale om et manglende opgør; det var meget grundigere end i Vesten.

”Bagsiden var, at fortiden dermed blev betragtet som overstået eller alene som de andres, vesttyskernes, fortid, og at antifascismen blev instrumentaliseret og derfor oplevet som formynderisk,” siger han med henvisning til den kommunistiske propaganda om de vesttyske magthavere som en forlængelse af naziregimet.

I Vesttyskland blev der dog sat foreløbig punktum for retssager mod tidligere nazister, da en straffedomstol under en dom vedrørende Auschwitz i 1969 fastslog, at man ikke kan stille enhver, der har været involveret i arbejdet i udryddelseslejrene til ansvar for det, der generelt fandt sted i lejrene, fortæller leder af Det Centrale Kontor til Undersøgelse af Nationalsocialistiske Forbrydelser i Ludwigsburg Jens Rommel.

Den offentlige anklager konkluderede derfor i de fleste sager dengang, at man skulle have konkrete beviser for konkrete mord, fortæller han.

”Dommen førte dermed til, at en masse sager blev lukket,” siger Jens Rommel.

”Det er vanskeligt at påvise, at det har haft indflydelse på retspraksis, at mange tidligere nazister stadig sad i deres stillinger i politi og retsvæsen efter krigen. Men der er ingen tvivl om, at de fik lov til at blive siddende.”

I 1979 besluttede det vesttyske parlament, Forbundsdagen, sig dog med et snævert flertal for at ophæve forældelsesfristen for mord, som oprindeligt havde været på 20 år begyndende fra maj 1945.

Ophævelsen skete med nazismens forbrydelser i tankerne, fortæller Jens Rommel. Alene derfor kan han og hans agentur af nazijægere i dag opspore mistænkte krigsforbrydere i Tyskland med henblik på at få dem stillet for en domstol.

Siden 2011 er tre tidligere vagter fra kz-lejre blevet idømt fængselsstraffe for medvirken til drab – uden konkret bevisførelse for, at de direkte har dræbt mennesker.

Dommene har fået tyskerne til at diskutere, om det er rigtigt at trække ældre, ofte stærkt afkræftede mennesker, som spillede en relativt lille rolle under holocaust, gennem lange retssager.

Men blot fordi man lever længe, fritages man ikke for skyld, mener journalist og forfatter Andrew Nagorski.

”Domstolene er ved disse retssager de sidste klasseværelser, der underviser folk i, hvad der skete,” siger han.

Hvis man har bestemt, at mord aldrig forældes, så skal der selvfølgelig rejses sag, understreger Per Øhrgaard.

”Men dilemma er ordet, for der er ingen nem argumentation her, synes jeg. Både den anklagede og mange vidner kan være svækket af alderdom: Det behøver ikke at være løgn, hvis en anklaget siger, at han ikke kan huske noget, og det er måske ikke altid, at vidnerne husker præcist. Og hvor går grænsen mellem ret og hævn? Eller mellem ret og vores selvretfærdighed? Det er meget nemmere at have en skråsikker mening om alting så længe efter. Der er jo ingen grænser for, hvor mange mennesker, der ganske nøje ved, hvor rigtigt de ville have opført sig dengang,” siger han.

Trods en del folkelig modvilje mod at se den dystre fortid i øjnene er Tyskland gået længere end stort set alle andre lande i sit opgør, understreger Andrew Nagorski. Ikke mindst sammenlignet med Japan, som stadig kæmper med fornægtelse af fortidens krigsforbrydelser, og Rusland, som med præsident Vladimir Putin i spidsen forsøger at fremme et heroisk billede af Sovjetunionen trods drabet på millioner af egne borgere under Stalin.

”Der er stadig tyskere, der forsøger at sidestille Det Tredje Riges rædsler med begivenheder såsom de allieredes bombninger af Dresden og andre tyske byer og udvisningen af tyskere fra Østeuropa ved krigens afslutning, hvilket selvfølgelig er forkert. Det har aldrig været nogen komplet succes. Men Tyskland har gjort et bedre forsøg end næsten alle andre,” siger han.

"Retfærdighed for de overlevende fra Auschwitz” står på dette banner ved en demonstration i forbindelse med en retssag i Lüneburg sidste år mod den tidligere SS-vagt Oskar Gröning. – Foto: Markus Schreiber/AP/Scanpix