Nogle af de mest berømte ord i den vestlige kulturkreds er skabelsesberetningen i Johannesevangeliet.
Men var det ikke for et komplekst storpolitisk, teologisk, økonomisk og teknologisk spil, havde de ikke lydt, som vi kender dem:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” I stedet kunne de være skrevet sådan her: ”Im anbeginne was dat Wordt vnde dat Wordt was by Gade / vnde Godt was dat Wordt.”
Det siger dr.phil. og cand.theol. Marita Akhøj Nielsen, der også er ledende redaktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og fortsætter:
”Uden Reformationen og den sproglige, sociale og politiske betydning, den fik, havde vi formentlig ikke talt dansk i dag. Og havde hansestæderne fastholdt deres position som økonomiske epicentre i Nordeuropa, havde vi med stor sandsynlighed talt plattysk eller en afart af plattysk,” siger hun og henviser dermed til den tyske dialekt, der tales hen over Tysklands nordligste del.
Marita Akhøj Nielsen har udarbejdet det danske sprogs politiske, religiøse og økonomiske historik i den nys udgivne bog ”Hvorfor taler vi dansk? Om Reformationen og sproget”, som er del af forlaget Eksistensens bogserie i anledningen af 500-året for Reformationen.
Den overordnede pointe er, at grunden til, at vi taler dansk, ikke er resultat af en folkets viljeshandling eller på anden måde en given sag. Snarere er det historien om, at det nationale bliver født ud af det, vi i dag ville kalde det globale, og det er et vidnesbyrd om det tætte forhold, der er mellem politisk, økonomisk og religiøs magt og det sprog, folk taler.
I Marita Akhøj Nielsens analyse er specielt årene mellem 1500 og 1530’erne også en sprog-afgørelsens epoke.
Her var den sproglige situation den, at der i Danmark blev talt flere forskellige sprog – afhængigt af sted, socialsfære og situation. Dansk havde endnu ikke fået én overregional norm, men blev udgjort af mange dialekter, og sproget var endnu ikke skilt skarpt ud fra svenske dialekter. Købmandssproget var plattysk, som udgik fra hansestæderne, og udgjorde det sproglige medium for handlen i hele Østersøen. Højtysk talte den militære og royale elite, og latin var dengang også et talt sprog blandt eliterne, ikke mindst den gejstlige.
Særligt det plattyske var datidens stærke, efterstræbelsesværdige sprog.
”Forestiller man sig, at man sendte en sprogforsker tilbage til 1500 og havde bedt vedkommende om at forudsige, hvilket af sprogene der ville være dominerende 500 år efter, ville den forsker have sagt plattysk,” siger Marita Akhøj Nielsen.
”Ser man på det med sociolingvistiske øjne, var plattysk det smarte sprog, man efterlignede. Meget som engelsk er i dag. Eller faktisk mere, end engelsk er det i dag. Og det var det, fordi det var via det sprog, man kunne opnå økonomisk succes. Skulle man tale og handle med købmændene og få del i handelsøkonomien i Østersøen, og ville man sine børn det godt, var plattysk det sprog, man skulle tale,” fortæller Marita Akhøj Nielsen.
”Hansekøbmændene har været repræsenteret i samtlige købstæder i Danmark, og på den måde har der været en stærk indflydelse, ikke mindst sprogligt, af plattysk.”
Men mens Hanseforbundet er på højden af sin magt, sker der særligt to ting, som til- deler købmandsvældet med hovedkvarter i Lübeck det banesår, der ender med at sende mere end 200 års politisk, økonomisk og sproglig dominans på historiens mødding.
Det første var opdagelsen af, at Jorden var rund, og at man kunne sejle, som Christoffer Columbus gjorde, til Amerika eller som Vasco da Gama til Indien.
Den opdagelse havde mange konsekvenser, og én meget vigtig var, at den flyttede det økonomiske epicentrum i Nordeuropa væk fra hansestæderne til lande med kyster og havne mod Atlanterhavet, fordi det åbnede en ny og billigere kanal for eftertragtede varer som guld og krydderier.
Samtidig var der brug for en anden skibsteknologi, fordi den skibstype, der blev brugt af hansekøbmændene i Østersøen, de såkaldte kogger, ikke evnede de strabadserende lange sejladser under skærpede omstændigheder med tung last og oprørt hav.
”Først spanierne og portugiserne og sidenhen hollændere og englændere drager fordel af den nye udvikling, ikke mindst fordi de har den nye skibsteknologi. Det dræner hansestædernes økonomiske styrke,” forklarer Marita Akhøj Nielsen.
”Samtidig med det breder der sig også en kulturel og intellektuel nyorientering sydfra – fra Norditalien – med renæssancen, en ny borger- bevidsthed, der står i modsætning til den feudale og hierarkiske struktur, der dominerede i middelalderens samfund.”
Netop den nye borgerbevidsthed spiller med i den næste afgørende begivenhed, der gør, at vi kommer til at tale dansk i Danmark. Denne gang er det ikke af økonomisk og teknologisk art, men teologisk og politisk.
Den 31. oktober 1517 – sådan vil myten det i hvert fald – slår den unge teolog Martin Luther sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg og indleder en kulturrevolution i Nordeuropa af de helt store, Reformationen.
Luthers tanker om det direkte, umedierede forhold mellem Gud og menneske bryder ikke bare teologisk med den katolske kirke, men lige så meget institutionelt.
”I Luthers øjne var hele den kirkelige tradition i princippet irrelevant for gudsforholdet. Det var noget, mennesker har fundet på. Nej, det handlede om den gudgivne åbenbaring, og den fandt man ifølge Luther i Bibelen, nærmere bestemt i særlige dele af Bibelen, nemlig dem, der handlede om Kristus. Luther siger, at den egentlige åbenbaring er Jesu død på korset som soning for vores synder, som vi ikke selv kan handle os ud af. Men alt det skulle folk selv kunne læse, og dermed skulle Bibelen oversættes til modersmålet, i Luthers eget tilfælde altså til højtysk.”
Reformationens udbredelse var også drevet af udsigten til, at lokale magthavere med en konvertering kunne inddrage de enorme jordbesiddelser, den katolske kirke havde erhvervet.
Udbredelsen betød, at det plattyske sprog i de i forvejen svækkede hansestæder fik endnu et skud for boven.
Teologisk vinder Reformationen relativt hurtigt frem i Danmark, og med den idéen om, at det var religiøst nødvendigt at få en dansk oversættelse af Bibelen, danske salmer og en gennemført dansksproget gudstjeneste.
Igen er forandringen lagt i hænderne på unge konger og teologer. For blandt tilhørerne til Luthers berømte forelæsninger i Wittenberg sidder den danske munk Hans Tausen. Inspireret og optændt af Luthers budskab og tænkning holder han i 1525 efter sin tilbagevenden til Danmark i den katolske Gråbrødrekirke i Viborg nogle af de første gudstjenester på dansk.
Overleveringen er, at menigheden ført an af Tausen synger dansksprogede salmer så højt, at franciskanermunkene (gråbrødrene) må indstille den latinske messesang. Og netop salmerne er afgørende for knæsættelsen af dansk som talesproget frem for alt i Danmark, fortæller Marita Akhøj Nielsen.
”De blev brugt som kampvåben. De var det væsentlige medie for den bevidste dyrkelse af modersmålet i religionens tjeneste. Skal man se på, hvad der har påvirket det danske sprog mest, er det salmerne, som man skulle lære udenad. Det er lettere at lære noget, der rimer og har rytme og melodi.”
Herefter følger nogle af danmarkshistoriens mest intense politiske og religiøse stridsår, der kulminerer med Grevens Fejde, som både er en borgerkrig, og hvad man i moderne militærstrategisk sprog ville kalde proxykrig, altså en krig, hvor fremmede magter udkæmper vilkårene for en ny magtbalance med hinanden på fremmed jord.
Hansestæderne med Lübeck i spidsen forsøger at genindsætte den tidligere danske konge, Christian II, med det mål for øje at få bedre handelsbetingelser, mens de protestantiske dele af det danske rigsråd vil have den afdøde kong Frederiks I’s søn, Christian, der er hertug af Slesvig og Holsten, på tronen.
Det ender i 1536 med sejr til hertug Christian, der bliver til Christian III, og det er ved hans mellemkomst, at Reformationen rulles endegyldigt ud, og Danmark opsiger alle forbindelser til pavemagten samme år.
Men det er ikke bare landets politiske og religiøse fremtid, der her finder sin afgørelse. Det gør den sproglige også.
”Fra 1530’erne er den åbne sproglige situation afgjort. Den plattyske dominans er på tilbagemarch, og man kan se, hvordan det danske sprog institutionaliseres med en skriftsprogsnorm, hvor særligt den danske teolog, forfatter og bogtrykker Christiern Pedersen spiller en helt afgørende rolle. Han oversætter Saxos ”Danmarkskrønike” og kommer med nogle af de første danske oversættelser af centrale bibelske skrifter, Det Nye Testamente og Salmernes Bog. Det er hans retstavning, de andre lutheranere retter sig efter,” fortæller Marita Akhøj Nielsen.
At det danske sprog, og dermed en væsentlig del af dansk nationalitet, bliver til på, hvad man kunne kalde globale præmisser, er i Marita Akhøj Nielsens øjne en ikke ubetydelig morale at holde fast i den dag i dag. For sprogets historie er som al anden historie ikke slut.
”Nej, for pointen er jo også den, at det danske sprog, som ethvert andet sprog, kun overlever, så længe der er nogle, der bruger det. Ikke mindst når der sker nye udviklinger, og der er behov for at forny ordforrådet. Her har vi i modsætning til Norge og Frankrig været alt for tilbagelænede.
Det er sprogligt farligt, når store danske virksomheder gør engelsk til koncernsprog, eller når man skal tale engelsk på universitetet. Her skulle vi hellere dyrke det danske sprog. Og så er det rent ud sagt en skandale, at vi er så langt bagud på digitaliseringen af vores kulturarv, når det kommer til vores sproglige historie. Det betyder, at den humanistiske forskning simpelthen kommer bagud og ikke kan være med i den internationale digitale humanioraforskning.”
