Trods indsættelsen af en enorm militær styrke og med tårnhøje omkostninger til følge er alt, hvad vi har opnået, en nedbrydning af staten og en tilstand af anarki i resten af landet.
Ordene er sagt af den britiske udenrigsminister som en status på landets militære indsats i Afghanistan og forsøget på at skabe sikkerhed og stabilitet i landet.
Men det er ikke et citat fra den nuværende udenrigsminister, William Hague. Ordene stammer fra hans forgænger, Spencer Cavendish, der tilbage i 1880 gjorde status på tre års kampe i forsøget på at indlemme det store centrale asiatiske land i det britiske imperium.
Og det er ord, som stadig har en vis gyldighed her 133 år senere. Danmark, Australien, Storbritannien og USA er blandt de lande, der er i fuld gang med at trække deres tropper ud af Afghanistan. I løbet af 2014 vil der ikke længere være kamptropper tilbage i landet, og det bliver afghanerne selv, der skal stå for sikkerheden.
Den militære intervention startede den 7. oktober 2001 blot få uger efter terrorangrebet den 11. september. Fra begyndelsen af 2002 kom landtropperne med. Først fra USA og Storbritannien. Siden er antallet af lande med tropper i Afghanistan vokset, og Danmark var et af de første lande, der gik med ind.
Som nævnt er Nato-styrkerne ikke de eneste, der har forsøgt at påvirke udviklingen i det store land, der ligger strategisk vigtigt i midten af Asien.
LÆS OGSÅ: Fogh kæmper med utilregnelig Karzai
Den spanskfødte filosof George Santayana har sagt de berømmede ord: De, der glemmer historien, er dømt til at gentage den.
Men det er netop, hvad historikere og militæreksperter frygter vil ske i Afghanistan. Citatet af Spencer Cavendish er således at finde i bogen The Wars of Afghanistan (Krigene i Afghanistan), skrevet af den tidligere amerikanske diplomat og særlige udsending til Afghanistan Peter Tomsen.
Hans overordnede budskab er, at alle ideologier og politiske systemer, som udefrakommende magter har forsøgt at presse ned over det afghanske folk, er endt i nederlag.
Han trækker på hele 3000 års historie, hvor det store landområde, som i dag udgør Afghanistan, er forsøgt overtaget af så forskellige erobrere som grækere, romere, hunner, mongoler, moguler, persere og tyrkere.
Fælles for dem er, at de ikke har forstået, at magten i Afghanistan traditionelt er lokalt forankret og baseret på konsensus frem for brutal magt. Her er det stammer, klaner og slægtskab, der fylder mest, hvilket har gjort det svært for udenlandske militære strateger at holde fast i magten i landet.
Mønsteret har i bund og grund været det samme hver gang. En erobrer hærger brutalt gennem Afghanistan, skaber skade nok til, at hans fjender underkaster sig, men erkender snart, at han er endt i en sump af lokale stammetraditioner og konflikter, som han slet ikke kan forstå og når han først har tabt nok guld og mænd, trækker han sig tilbage, lyder analysen.
Grunden til det Afghanistan, som vi kender i dag, blev lagt i 1709 i Kandahar med Hotaki-dynastiet, men i 1776 flyttede hoffet til Kabul, som dermed blev hovedstad. Landet var hele tiden ramt af interne konflikter mellem stammer og krigsherrer samt grænsestridigheder med blandt andre persere og sikher. Men i 1839 kommer det første nyere forsøg på at invadere landet, da en 20.000 mand stor hær med britiske tropper strømmer ind i landet gennem de mange bjergpas. Med militær magt genindførte de landets kongehus og satte Shah Shuja ul-Mulk på tronen.
Den britiske historiker William Dalrymple har beskrevet forsøget på at tage magten over Afghanistan i bogen Return of the King (Kongens tilbagekomst), som har været en så stor succes i år, at den som eneste historiske bog har formået at klemme sig ind blandt kogebøger og biografier på top 10 over de mest solgte bøger.
Briterne mødte meget lidt modstand. Men efter lidt mere end to år eksploderede Afghanistan i et oprør. Efter en to måneder lang belejring begyndte 18.500 kolde og sultne tropper deres tilbagetrækning gennem tilisede bjergpas midt om vinteren. En efter en blev de skudt ned af afghanske skarpskytter, beretter William Dalrymple.
Efter otte dage var der kun 50 tilbage, og efter massakren var fuldendt, var der kun én enkelt overlevende, lægeassistenten William Boyden, efter, hvad der siden er kendt som massakren i 1842 af Elphinstones hær.
Det var den største katastrofe i Det Britiske Imperium i det 19. århundrede. En hel hær fra en af de bedst udrustede militære nationer i verden blev destrueret af dårligt udrustede stammefolk, fastslår William Dalrymple.
Han konstaterer videre, at jo nærmere han ser på Vestens første katastrofale involvering i Afghanistan i 1839, des mere ligner de nutidens nykolonialistiske erfaringer. En af de mest slående ligheder er, at den nuværende præsident, Hamid Karzai, kommer fra den samme Popalzai-stamme som Shah Shuja kongen, briterne indsatte for over 170 år siden. Tilsvarende var hans modstandere fra Ghilzai-stammen, som er storleverandør af Taleban-krigere.
Det er de samme rivaliserende stammer og de samme kampe, som fortsat bliver udkæmpet de samme steder her små 200 år senere, blot under dække af andre flag, konstaterer den britiske historiker.
Efter det ydmygende nederlag i 1842 holdt briterne sig i skindet i næsten 40 år. Men i 1878 gjorde briterne et nyt forsøg. Denne gang som led i en større strategi, hvor Storbritannien og Rusland kæmpede om indflydelsen i regionen, i hvad der er kendt som Det store spil.
Da 40.000 britiske tropper hovedsageligt briter og indere invaderede landet fra tre sider, søgte landets leder, Sher Ali, forgæves støtte hos tsaren i Moskva.
I modsætning til den første invasion var målet ikke at erobre landet, men at få landet til at acceptere briternes diplomatiske overherredømme. Den anden engelsk-afghanske krig blev langt mindre blodig med omkring 3000 døde eller sårede briter.
Den 26. maj 1879 underskrev britiske sir Pierre Cavagnari således en traktat i byen Gandamak, hvor briterne lovede ikke at indtage hele landet, mod at de fik diplomatisk kontrol over landets udenrigspolitik. Dermed var det britiske mål for så vidt nået.
Men igen var lektien, at ingen sejrherre kan hvile på laurbærrene i Afghanistan. Mindre end fire måneder senere var der en opstand i Kabul, hvor selvsamme Pierre Cavagnari og hans vagter og personale brutalt blev nedslagtet.
Det mord udløste nye slag mellem britiske og afghanske styrker over det følgende år. Officer John Masters har i sine erindringer beskrevet, hvordan tilfangetagne ikke-muslimske soldater blev kastreret, og i nogle tilfælde blev britiske soldater druknet ved, at deres mund blev holdt åben, så de ikke kunne synke, hvorefter Pashtun-kvinder urinerede ned i halsen på dem.
Efter et år med kampe underskrev parterne en ny aftale, som bekræftede Gandamak-traktaten. Briterne trak alle tropper ud, men beholdt ansvaret for landets diplomatiske udenrigspolitik. Et resultat, som fik Spencer Cavendish til at komme med den konklusion, at alt, hvad briterne havde opnået, var med store militære omkostninger at efterlade landet i anarki.
Briterne bevarede den diplomatiske indflydelse over landet indtil 1819. Her fandt den tredje engelsk-afghanske krig sted. Men denne gang var det afghanerne, som i kølvandet på Første Verdenskrig angreb det britiske Indien. Krigen varede tre måneder og kostede 236 briter livet. Kampene flyttede ingen grænser, men efterfølgende erklærede emir Amanullah Khan, at Afghanistan nu var uafhængig af britiske interesser.
De følgende 60 år var der ingen direkte udenlandsk militær involvering i Afghanistan. Landets grænser var lagt fast, men de mange stammer og krigsherrer kæmpede fortsat om magten i landet.
Billedet ændrede sig igen totalt i december 1979, da sovjetiske kampvogne rullede ind over grænsen. De ville sikre en fortsat kommunistisk ledet regering og holde amerikanerne uden for indflydelse i landet.
Efter sovjetrusserne først var blevet hilst forsigtigt velkommen, udløste invasionen en 10 år lang krig mellem afghanske oprørsstyrker og de sovjetiske styrker fra den røde hær.
Peter Tomsen peger på, at Sovjetunionen begik nøjagtig de samme fejl som alle andre, der har invaderet landet.
De forsøgte at indføre en centraliseret orden i et stærkt decentraliseret land, og de udviste en total ignorance omkring realiteterne i det afghanske samfund.
Invasionen fandt sted under den kolde krig, og amerikanerne gjorde, hvad de kunne, for at støtte de afghanske oprørsstøtter. Det samme gjorde Saudi-Arabien, som støttede de muslimske rebeller.
Daværende præsident Ronald Reagan gik tilmed så vidt, at han kaldte mujahedinkrigerne for det moralske sidestykke til George Washington.
Den Røde Hær havde kontrol med byerne, men kunne ikke nå oprørerne i bjergene, som fik stadig mere kraftfulde våben og ikke mindst jord-luft-missiler. I stedet tyede de sovjetiske styrker til tæppebombning fra luften, og ifølge Peter Tomsen mistede mindst en million afghanere livet i de 10 år, der gik, før præsident Mikhail Gorbatjov beordrede sine tropper hjem i 1989.
Men ud af opstanden mod invasionen kom den således velbevæbnende muslimske gruppe Maktab al-Khadamet, som blev ledet af Osama bin Laden. Han brød med dem og grundlagde al-Qaeda for at udbrede kampen til hele verden.
Og det var derfor, at USA prompte bombede kendte tilholdssteder for al-Qaeda i Afghanistan blot uger efter terrorangrebet på New York og Washington i 2001. Siden 2002 har internationale tropper under Nato-kommando været på landjorden. Næste år er det slut, når de sidste kamptropper fra den internationale styrke forlader landet.
Det rejser spørgsmålet, hvad der så sker. Michel Keating er tidligere særlig FN-udsending til Afghanistan og er i dag tilknyttet som forsker ved den anerkendte udenrigspolitiske tænketank Chat-ham House i London.
I en analyse peger han på, at vold og rovdrift har dybe rødder i landet, og at det internationale samfund bør undgå en gentagelse fra tiden efter, Sovjet forlod landet.
De tidlige 1990ere giver et forfærdende forbillede. Så snart russerne trak deres støtte til Najibullah i 1992, kollapsede hans regime, og landet sank ned i en voldelig omvæltning, der resulterede i tusinder af døde og forsvundne mennesker, advarer Michael Keating.
I magasinet Foreign Affairs peger historikeren Jonah Blank på, at der mangler en civil løsning.
10 år inde i oprørsbekæmpelsen i Afghanistan synes den militære mission at have haft langt større fremskridt end den civile. Tropperne har skabt fredelige tilstande i de store byer, som har gjort det muligt at skabe en central regering. Men præsident Hamid Karzais regering synes ikke at have megen mere støtte i befolkningen end Sovjetstyrets marionetdukke, Muhammad Najibullah, advarer han.
William Dalrymple reflekterer over de 170 år, der er gået siden massakren på de britiske styrker i vinteren 1842.
Historien gentager aldrig sig selv nøjagtig, og det er sandt, at der er nogle vigtige forskelle mellem, hvad der finder sted i Afghanistan i dag, og hvad der skete i koloniperioden. Men fiaskoen for 170 år siden er stadig en vigtig lektie for os, og det er ikke for sent at lære fra fejltagelserne for 170 år siden, skriver han, før han kommer med sin historisk funderede advarsel.
Ellers ser det ud til, at Vestens fjerde krig i landet vil ende med nogle politiske fremskridt som de tre foregående gange, men vil ende med en pinlig tilbagetrækning, hvor Afghanistan endnu en gang er efterladt i et stammekaos og ganske sandsynligt igen vil blive regeret af den samme regering, som krigen oprindeligt blev udkæmpet for at afsætte, siger William Dalrymple om fremtiden for det uindtagelige Afghanistan.
