Siden barndommen har 31-årige Halyna Chorna vidst, at familiemedlemmer blev dræbt af Sovjetunionens sikkerhedstjenester før, under og efter Anden Verdenskrig. Men de nærmere omstændigheder kendte hun ikke, indtil Ukraines parlament i 2015 vedtog en lovpakke, der giver offentligheden fuld adgang til arkiver om de sovjetiske forfølgelser, drab og menneskerettighedskrænkelser fra 1917-1991.
”Da jeg hørte, at arkiverne var blevet åbnet, skrev jeg til dem,” siger Halyna Chorna, der bor og arbejder som selvstændig i storbyen Odessa.
De seneste fire år er det blevet til 15 anmodninger til Ukraines sikkerhedstjeneste, der opbevarer størstedelen af landets sovjetiske arkiver. I alt har Halyna Chorna fået tilsendt 150 kopier af dokumenter, der blandt andet fortæller, at hendes tipoldefar sammen med tusindvis af andre politiske fanger blev likvideret af Stalins sikkerhedstjeneste NKVD i 1941, hvorefter Sovjetunionen trak sig tilbage fra Nazitysklands fremmarch på østfronten.
Hun lærte som det vigtigste fra arkivet, at én af tipoldefarens tre nevøer, der tjente i den ukrainske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, overlevede ti år som Gulag-fange stik imod, hvad familiens vidste, og vendte tilbage til Ukraine og fik tre børn. To af dem fik Halyna Chorna i 2016 kontakt til, og de har nu et varmt forhold.
”De blev meget overraskede. Jeg kan fortælle dem en masse,” siger hun.
En af dem, der i 15 år har arbejdet for en liberalisering på området og udarbejdet lovpakken i kølvandet på Maidan-revolutionens tanker om forandring og demokrati året forinden, er advokat Igor Rozkladaj. Han nævner, at princippet om fuld adgang for alle er et bærende princip i loven.
Derfor kan borgere, forskere og journalister i og uden for Ukraine gratis søge i hovedarkivet i Kijev og i de 26 regionale arkivafdelinger rundt om i landet. Det gør det ifølge advokaten til Østeuropas mest liberale lovgivning, når det kommer til adgang til det hemmelige statspolitis førhen fortrolige dokumenter, instrukser, ordrer og operationer.
Den nemme adgang til mere end 800.000 sagsakter har hjulpet 32-årige Anton Zemanek, der ligesom Halyna Chorna har valgt at blive klogere på sin slægtshistorie.
”Når du ved, at der i din familie er nogle, som blev forfulgt af KGB, så er det et traume, som familien bærer med sig fra generation til generation. Så snart forfølgelsen blev kendt uden for familien, blev ofrene stemplet som fjender af folket. Børnene blev mentalt tortureret af lærere og elever, og de voksne kunne ikke finde et respektabelt job,” siger Anton Zemanek, hvis tipoldefars familie og andre slægtninge oplevede dette.
”Det, der hjælper folk, er den nemme adgang,” siger han, hvorefter hans kone fra Hviderusland nævner, at indblik i gamle KGB-dokumenter i hendes hjemland er langt sværere, da hun med originale dåbs- attester skal bevise, at hun er i familie med dem, hun ønsker oplysninger om.
Ligeledes er det vanskeligt i Rusland, hvor en kommission i 2016 afviste 60.000 russiske underskrifters ønske om at åbne op for de sovjetiske sikkerheds- og spionarkiver for i stedet at holde dem lukket frem mod tidligst 2044. En beslutning, der gik imod præsident Boris Jeltsins lempelser i 1990’erne, hvor arkivmateriale om Josef Stalins næsten tre årtier lange regime blev offentliggjort.
Uvilligheden til at åbne op i Rusland i modsætning til i Ukraine skyldes ikke mindst, at præsident Putin siden sin tiltræden i år 2000 har genoplivet en national-konservativ linje, hvor Den Store Fædrelandskrig glorificeres, mens sovjetlignende militærparader iscenesættes, og Stalin- kulten dyrkes. 70 procent af russerne ser i dag Stalin, der stod i spidsen for spiontjenesterne, som en positiv historisk figur, ifølge en meningsmål fra april foretaget af det anerkendte russiske analyseinstitut Levada Center.
Ruslands udenrigsministerium så derfor med alvorlig bekymring på lovpakkens vedtagelse for fire år siden.
”De ukrainske myndigheder prøver at slette erindringen for millioner af ukrainere og den virkelige historie i det 20. århundrede samt landets fremskridt som en del af Sovjetunionen,” lød det fra det russiske udenrigsministerium.
Tilbage i Kijev markerer Ukraines vilje til et opgør med sovjettiden overgangen fra et lukket til et åbent samfund, mener Andriy Kohut, der er chef for den ukrainske sikkerhedstjenestes KGB-arkiv.
”Det handler om, at familier kan få svar på spørgsmål om deres slægtninge,” siger han. Interessen har været stor, nævner han, med en stigning i antallet af ansøgere fra 1.329 i 2014 til 3.147 i 2018.
Han medgiver, at tallet kan virke lavt, når man har en befolkning på 44 millioner, men han forklarer, at det er en proces, hvor folk skal begribe, at det nu er muligt at få adgang.
”Hver dag i fire år har vi set, at folk skriver og spørger: Undskyld, er arkiverne virkelig åbne?”, siger Andriy Kohut og tilføjer, at den post-sovjetiske reservation over for sikkerhedsinstitutioner kan være en anden forklaring.
Derfor er det meningen, at sikkerhedstjenestens arkivbesiddelser i løbet af de næste par år skal overgå til én civil instans.
”For tiden er der en masse logistik. Vi kigger efter en ny bygning på over 10.000 kvadratmeter,” siger Alina Shpak, der er vicedirektør i det ukrainske erindringsinstitut, hvortil dokumenterne på sigt skal overdrages.
Hun understreger, at KGB-arkiverne er vigtige ikke blot for de pårørende, men også for forståelsen af Sovjetunionen og nutidens Rusland.
”De kommunistiske partidokumenter er meget optimistiske. KGB-dokumenterne derimod beskriver, hvordan systemet, der kontrollerede alt, fungerede. Det er vigtigt for verden at kende disse metoder, fordi vi i Ukraine oplever, at Rusland bruger de samme metoder. Intet har forandret sig,” siger Alina Shpak og nævner, at den russiske disinformation, som verden ser i dag, er en arv fra KGB.
”Rusland har ikke lagt afstand til deres sovjetiske fortid og KGB’s aktiviteter. De hylder stadig Stalin og skaber myter om, at vi har en fælles identitet. For os er det vigtigt at definere vores historie selvstændigt, og det er en fortælling om kampen mod besættelse og for uafhængighed,” siger hun.
Men den version af Ukraines historie kan hurtig blive ensidig. Det mener Andreas Umland, som forsker i forholdet mellem Ukraine og Rusland ved Instituttet for Euroatlantisk Samarbejde i Kijev.
Han nævner, at selvom KGB-arkiverne mest tæller sagsakter på ukrainske nationalister og modstandsfolk, så bør Ukraine ikke udelukkende tillægges en offerrolle, da ukrainske nationalister også stod bag drab på polske jøder under Anden Verdenskrig. Særligt i det vestlige Ukraine, hvor titusindvis af polakker blev henrettet af ukrainske nationalister og rebelgrupper.
”Det er en selektiv hukommelse,” siger Andreas Umland om Ukraines erindrings-institut.
Han mener også, at ukrainerne bør forholde sig til disse kapitler i stedet for kun at bruge KGB-arkiverne som udtryk for sovjetisk undertrykkelse. Ellers kan lovpakken fra 2015, som skulle styrke landets europæiske integration, paradoksalt nok risikere at skade det udenrigspolitiske forhold til blandt andre Polen og Tyskland.
For Halyna Chorna er noget andet centralt, når hun tænker over mulighederne for de mennesker, der ligesom hende selv graver sig ned i fortidens arkiver.
”Alle de mennesker, der blev dræbt af KGB, inspirerer til en ny kamp for lykke for alle os andre,” siger den ukrainske kvinde.8