Prøv avisen

Ulykkelige Armenien!

I Kristeligt Dagblad den 9. oktober 1945 bragte man en nyhedsartikel, der ikke lagde skjul på holdningen til tyrkernes overgreb på armenierne.

Hvorledes det ”armenske spørgsmål” bringes ud af verden

Fra Kristeligt Dagblad, lørdag den 9. oktober 1915

Beretning fra Kairo

Det engelske udenrigsministerium har udsendt et officielt kommuniké, dateret London den 30. september, hvori der gengives en artikel fra The Times' korrespondent i Kairo. Denne skriver blandt andet:

”Der er hertil indløbet bekræftelse på rygterne om grusomheder mod armenierne af en modbydelig og frygtelig art. Disse forbrydelser er utvivlsomt, som ved tidligere lejligheder, sat i værk fra Konstantinopel.

Der er grund til at tro, at angrebet på armenierne begyndte ved Enver Pashas tilbagekomst efter nederlaget i Kaukasus, da han syntes at være rasende på armenierne, fordi de havde hjulpet russerne.

Talaat Bey greb åbenbart så lejligheden til at øve gengæld på de forsvarsløse kolonier i Lilleasien. Den form, man benyttede som skalkeskjul, var en ordre til udvisning af armenierne og deportation til det indre af landet, og modstand mod eller forsinkelse i efterkommelsen af regeringens ordre afgav påskud for mord, ran og andet barbari.

Et tilfælde, der angik ledende armeniere, viser den skæbne, der ventede endog dem, der adlød ordren. Vautkes Effendi og Zohrab Effendi, to fremragende medlemmer af parlamentet, Aghmuni, høvding for dashnakisterne, Haladjian Effendi og Postermadjian Effendi, der var ministre for offentlige arbejder og landbrug, blev anbragt i vogne i Wifa for at føres til Diarbeker og myrdet undervejs. Eskorten meldte, at de var blevet dræbt af røvere. Det bemærkes, at Vautkes kort i forvejen havde modtaget beviser på Talaat Beys venskab.

Fra Samsun og Trapezunt, fra Ordu og Aintale, fra Morash og Erzerum indløber der beretninger om grusomheder: om mænd, der er skudt ned med koldt blod, korsfæstet, lemlæstet eller slæbt bort til arbejdsbataljoner, om børn, der er bortført og tvunget til at gå over til muhammedanismen, om kvinder, der er voldtaget, ført som slaver til det indre af landet, skudt ned eller sendt med deres børn til ørkenen vest for Mosul, hvor der hverken er vand eller fødemidler, eller til Deireszon, hvor der ingen fødemidler er, for at dø der.

Mange af disse ulykkelige nåede ikke deres bestemmelsessted, fordi eskorten overanstrengte sine ofre i den grad, at mange faldt, og da prygl og spark ikke hjalp, lod man dem ligge på vejen for at dø der, og ligene betegner tydeligt den vej, der er fulgt. Mange blev bundet med ryggen mod hinanden parvis og kastet levende i floderne.

I Zeitum blev armenierne narret af Fakhry Pasha, hvis navn er kendt fra Adana.

Nogle tyske konsuler ledede eller opmuntrede dertil. Således tog konsulen i Aleppo, Rossler, til Aintal for personlig at tage ledelsen, og den bekendte baron Oppenheim foreslog, at kvinder og børn, hørende til de allierede staters undersåtter, sendtes til Urfa, hvor de ikke kunne undgå at se de grusomheder, der blev begået af tropperne i gaderne, der bogstavelig talt drev af blod.

Flygtninge fra Suedia, der nu befinder sig i Port Said, synes at have kæmpet overordentligt tappert.

Da deportationsordren kom, flygtede 4300 af disse til bjergene, hvor de kæmpede i syv uger.

Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning, at der mellem dem kun var 600 kraftige mænd, af hvilke en fjerdedel havde rifler, resten forladerjagtgeværer. Det menes, at armeniere også andre steder gør modstand, men for kolonierne inde i landet er stillingen omtrent håbløs. Armenierne fra Suedia blev kun reddet, fordi de var ude ved kysten.

At Talaat Bey bærer ansvaret, synes at være afgjort bevist ved, at han, da han gav ordre til deportationerne, udtalte: 'Efter dette vil der i de første 50 år ikke være noget armensk spørgsmål'.”

Engelske presseudtalelser

London, torsdag d. 7. oktober 1915

Afsløringerne angående de armenske massakrer har vakt den stærkeste harme i England.

The Westminster Gazette skriver blandt andet:

”Tyrkerne har kun forandret sig til det værre. Enver Pasha opfører sig værre end Abdul Hamid, overgår ham med hensyn til antallet af ofre og søger at udrydde hele folket. Tyskland og Østrig ser til og tilkendegiver endog deres bifald, mens deres allierede dræber mænd, kvinder og børn i tusindvis.

Vi kan kun stemple det som infamt, og det er godt, at de forfærdende kendsgerninger angående de armenske massakrer, som gengivet af lord Bryce, er genstand for den britiske regerings opmærksomhed. En så ubegribelig djævelskhed kræver højlydt offentliggørelse og fordømmelse i hele den civiliserede verden. Som vi ved, følger man i Tyrkiet de tyske råd.”

The Globe skriver blandt andet:

”Endog i disse bitre kampens dage har vi en tåre tilovers for dødskampen hos det forfulgte folk, der ubarmhjertigt dræbes af Enver Pasha, mens den kristne kejser ser bifaldende til. Der findes i hele verdenshistorien ikke noget mere medynkvækkende eller frygteligere drama end det, der nu udspilles for vore øjne. Disse rædsler skyldes ordrer fra Konstantinopel. En del af planen er med koldt blod udtænkt af Tysklands allieredes regering.”

Denne artikel fra Kristeligt Dagblad den 9. oktober 1915 er gengivet på nudansk