Glemmer teologer, hvor de kommer fra? Kirken og universitetet var engang uadskillelige

Teologerne på universitetet har glemt deres rolle som forsvarere for kristendommens grundtanker, har det været sagt flere gange den seneste tid. Men tidligere var der ingen tvivl om forbindelsen mellem de to. Sjællands biskop var ovenikøbet førsteprofessor i teologi på Københavns Universitet i en periode

Jacob Peter Mynster (1775-1854) var biskop over det daværende Sjællands stift på et tidspunkt, hvor der stadig var ganske tæt forbindelse mellem kirke og universitet. – Foto: Ritzau Scanpix.

I spalterne i nærværende avis har man de seneste måneder kunnet følge med i kritik og forsvar for universitetsteologien og dens forhold til folkekirken. Båndene mellem kirke og universitet er velkendte. Man skal være kandidat i teologi fra enten Københavns eller Aarhus Universitet for at blive præst i folkekirken. Men gør det i sig selv de teologiske universitetsinstitutioner til en del af det kirkelige apparat? Officielt set er svaret nej. De teologiske uddannelser i Danmark er konfessionsløse. Det vil sige, at de studerende ikke uddannes til en bestemt kirke eller teologisk tænkemåde inden for den danske folkekirkes konfession, den lutherske.

Sagt med en formulering hentet fra den pædagogiske skelnen mellem forkyndende og ikke-forkyndende undervisning i kristendomsfaget i folkeskolen er den universitetsteologiske uddannelse autentisk, men ikke-forpligtende.

I gamle dage ville svaret have været det omvendte: Ja, kirke og universitet hører uadskilleligt sammen. Universitetet som institution er oprindeligt et kirkeligt foretagende. Det var paven alene, der kunne stadfæste nye universiteter, og med hans godkendelse blev Københavns Universitet grundlagt i 1479.

Da Københavns Universitet i 1537 blev omskabt efter Reformationen, genåbnede det som luthersk institution, og som sådan indgik det fineste af fakulteterne, det teologiske, i den kirkelige struktur.

Før Reformationen havde Lunds ærkebiskop været kirkens førstemand. Nu blev det i stedet Sjællands biskop. Pengene til den nye, lærde skole kom stadig fra kirken. Universitetet skulle drives for indtægterne fra forskellige klosterjorde og to gode håndfulde sjællandske landsbykirker. Universitetet fik til huse i biskoppens københavnske residens ved Frue Plads. Biskoppen, eller superintendenten, som han kaldtes de første årtier efter Reformationen, flyttede i stedet over gaden til sit nuværende domicil i Nørregade. Derimod indgik biskoppen fra 1537 i det teologiske professorkollegium. Christian III havde som både biskop og professor udpeget Peder Palladius. Han var uddannet i Wittenberg og havde forsvaret sin doktordisputats over for Luther og Melanchthon.

Den sjællandske biskop var førsteprofessor i teologi i de efterfølgende århundreder. Indehaveren af Sjællands bispestol var førsteprofessor ved Det Teologiske Fakultet og dermed såkaldt summus theologus, teologernes og kirkens førstemand.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Teologen Niels Hemmingsen levede fra 1513 til 1600 og var flere gange rektor for Københavns Universitet. Her er originale værker af Niels Hemmingsen affotograferet på Teologisk Fakultet i København. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Teologen Niels Hemmingsen levede fra 1513 til 1600 og var flere gange rektor for Københavns Universitet. Her er originale værker af Niels Hemmingsen affotograferet på Teologisk Fakultet i København. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Men traditionen blev efterhånden, at det var den ældste professor, ikke nødvendigvis biskoppen, som var denne øverste teologiske autoritet. Traditionen holdt helt frem til 1916. Fakultetet fungerede som både rekrutteringsanstalt, højeste faglige myndighed og tilsynsførende med biskoppernes lære. Fra 1922 var det ikke længere kongen og kirkeministeren, som på fakultetets anbefaling udnævnte biskopper til kirken. Dermed faldt det Det Teologiske Fakultet ud af den kirkelige ordning. Og så alligevel ikke helt: Københavns biskop har i dag overtaget som kirkens førstemand og dermed stadig regeringens teologiske rådgiver. De lærde universitetsteologer fungerer også stadig som en slags højeste læremyndighed i kirken, da det som regel er universitetsansatte teologer, der virker som sagkyndige dommere i præsteretten. Det er en instans, der blev indført i 1992, hvor sager om afvigende lære kan rejses mod præster. I universitetets unge dage var det Det Teologiske Fakultets professorkollegium, som tog sig af sager som disse. En prekær sag opstod allerede i 1600-tallet, da professor og Sjællands biskop Hans Poulsen Resen blev anklaget for vranglære og måtte stå skoleret over for sine kolleger på universitetet.

Ved reformationen af universitetet i 1537 blev der oprettet fire fakulteter. I det første lille århundrede kunne man endda få embede i kirken, uanset hvilken fagretning man havde læst. Det var først i 1636, at teologi alene blev eneste adgangsvej til præsteembederne. I den tidlige lutherdom blev alle universitetsfagene i grunden anset som teologiske fag, der tjente Gud. Den mærkværdige polyhistor Ole Worm – professor i medicin – formulerede det sådan her:

”Den, der følger Naturen, han følger Gud, så sandt som Naturen adlyder Gud eller er selve Guds Ånd”.

I slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet var det ikke usædvanligt med professorer i for eksempel medicin, som var uddannet ved calvinske universiteter i udlandet. Derfor blev det i 1625 et krav, at enhver professor ved sin tiltrædelse skulle aflægge ed på den lutherske kirkes grundlæggelsesdokument, Den Augsburgske Bekendelse fra 1530. På denne vis blev de forpligtet på samme måde som præsterne i kirken.

Først i 1788 fik universitetet en ny fundats (grundlæggelsesdokument), som moderniserede universitetet og i flere henseender selvstændiggjorde de forskellige discipliner og satte dem fri fra deres underordnede status til teologien. Ved den reform blev der indført embedseksaminer i alle fakulteter. Denne tilgang var datidens udgave af princippet om samfundsgavnlig forskning. Man ville have mere faktura, og mindre forskning. Eller anderledes sagt var den lærdom, som i middelalder og renæssance havde tjent Guds ære, ikke længere et mål i sig selv.

Nu skulle de universitetsuddannede teologer, medicinere og jurister være nyttige præster, læger og embedsmænd. I samme forbindelse blev eksaminerne ændret til den praksis, at der skulle bruges eksterne censorer, sådan at det samfund, som aftog kandidaterne, fik viden om og var med til at efterprøve dimittendernes kunnen. Den dag i dag er det teologiske censorkorps fyldt op med præster fra folkekirken.

I 1800-tallet blæste de kirkelige vækkelser over Danmark, og det er ikke helt forkert, at se disse som en reaktion på en dengang meget tør universitetsteologi. I den fremherskende rationalistiske teologi på universitetet kunne man i en lærebog af P. Erasmus Müller læse, at ”troen på Jesus var en falsk beroligelse”. Det ville vækkelserne ikke høre præsterne sige, og universitetsteologien mistede grebet om store dele af kirkelivet. I 1809 blev pastoralseminariet (det nuværende Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) oprettet som en praksisuddannelse efterfølgende embedseksamenen, og trods den øgede interesse for de såkaldt praktiske og pastorale fag var det et symptom på, at universitet og kirke var ved at drive fra hinanden.

I årtierne, der fulgte, ændrede universitetsteologien sig så i mere kirkelig retning. Men skulle det være en forskningsinstitution med kritisk bibellæsning og kirkehistorisk forskning – eller en slags menighedsfakultet? Altså skulle Det Teologiske Fakultet være en præsteskole med professorer, som afspejlede det kirkelige landskab og tilgodeså grundtvigianere, konservative statskirkefolk og Indre Mission? Det var en gordisk knude, som blev hugget over ved at vælge nært sagt intetsigende lærere i lange perioder. Efterhånden fik grundtvigianerne alligevel en fod indenfor, missionsfolkene blev holdt ude. Det åbnede for en begyndende historisk-kritisk bibelforskning og grundtvigsk præget kirkehistorie med dansk slagside, mens den såkaldt systematiske teologi (dogmatikken) var de mere klassisk-lutherske i hænde.

Alt dette gjorde den ledende missionsmand Vilhelm Beck tosset på universitetet – ”på knæ for Bibelen, professorer”, som han slagordsagtigt er blev citeret for i 1896. I virkeligheden var fakultetet ganske lydhørt over for kirken, og hele universitetet var endnu en udpræget præsteskole. I 1800-tallets midte var to tredjedele af dimittenderne fra det samlede universitet teologer og dermed kommende præster. Omkring 1900 var der endnu tale om en fjerdedel af alle dimittender. På denne tid spirede år for år en mere og mere kritisk forskning frem. Religionshistorien blev et selvstændigt fag, andre kom til, og positivisme og moderne videnskab kom til at præge det københavnske fakultet.

Snart fik Det Teologiske Fakultet i København imidlertid konkurrence. Fra slutningen af 1920’erne blev der udbudt universitetsundervisning i Jylland. Det var begyndelsen til Aarhus Universitet, og i 1942 fik Aarhus et selvstændigt teologisk fakultet ligesom de gamle universiteter i Europa. I den forbindelse blev P.G. Lindhardt professor i kirkehistorie, og Lindhardt er sammen med de andre store Aarhus-teologer, Johannes Sløk, Regin Prenter og K.E. Løgstrup, klassiske eksempler på teologer, der var interessante at høre på for den lærde offentlighed, dygtige forskere og engagerede debattører og præster i folkekirken.

Lad os zoome lidt ind på P.G. Lindhardt, for han er nemlig et godt eksempel på, at kirken aldrig rigtig har kunnet styre universitetsteologerne, hvor gerne de end ville. Det var kirkens egne folk, blandt andre Aarhus’ biskop, som havde arbejdet for et statsligt teologisk fakultet i Aarhus, så man undgik ”norske tilstande” med private kirkelige uddannelser. Aarhus-biskoppen troede i Lindhardt at have fundet sig en from type, ikke mindst fordi grundtvigianerne havde udskreget Lindhardt som deres ”Fjende Nummer 1”. Så måtte Lindhardt nok være missionsmand, men det var han heller ikke. Indre Missions formand Christian Bartholdy kaldte ligefrem Det Teologiske Fakultet i Aarhus for ”en røverkule”.

Lindhardt var slet ikke hævet over den kirkelige virkelighed, men kirkehistorien og de øvrige fag havde et andet og større formål at tjene end almindelig præstelig eller moralsk dannelse. Lindhardts eget fag, kirkehistorien, tjente evangeliets forkyndelse, fordi det var med til at afsløre hykleri, forstillelse og gentagelser i historien. Lindhardt var godt klar over, at en nutidig universitetsforsker burde bestræbe sig på at holde det historisk undersøgende og det aktuelt forkyndende adskilt. Men som Lindhardt sagde i et radiointerview i 1980, var forskning og forkyndelse i hans tilfælde forbundet i en og samme bevidsthed.

Og her når vi en pointe, som stadig er afgørende for fastholdelsen af en akademisk uddannelse af teologer til kirkelig brug. Ligesom Lindhardts to sider var forbundet i én bevidsthed, er folkekirkepræsten både teolog og præst. Teologen er universitetsuddannet til metodisk og historisk eftertænkning af den kristne gudstro og dens kilder. Ved hjælp af denne akademiske ballast er den samme teolog som præst ideelt set i stand til at skelne det ligegyldige og tidsbundne fra det egentlige og væsentlige i forkyndelsen af kristendommen i dag. At blive sig denne opgave voksen er den dannelsesproces, enhver præst går igennem, og det bør af samme grund holde præsterne levende interesserede i universiteternes teologiske forskning og universitetet vedblivende optaget af den kirkelige virkelighed.

Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst i Agersø-Omø Pastorat i Roskilde Stift.