Gamle dieselbiler skal væk fra vejene, oliefyrene skal ud af husene, og i stedet skal der vindmøller op til at producere vedvarende energi til danskerne. Den grønne omstilling af samfundet er blevet en af de helt store politiske mærkesager i disse år. Men målsætningen om at udnytte den vedvarende energi er ikke så ny, som den ellers umiddelbart kan lyde. På mange måder er det snarere en tilbagevenden til gamle dage, hvor vandkraft i næsten 1000 år har været selve motoren i landets udvikling.
Tilbage i middelalderen var udnyttelsen af vand i vandmøller ligefrem en så vigtig politisk mærkesag, at kong Valdemar Atterdag i 1300-tallet skulle have sagt, at intet vandløb måtte løbe ud i havet, uden det først havde tjent samfundet til nytte. Vandmøllens historie er dermed også vigtig, hvis man vil forstå, hvorfor landet har udviklet sig, som det har. Det forklarer Bjørn Poulsen, professor i middelalderhistorie ved Aarhus Universitet.
”Vandmøllerne var med til at gøre Danmark til et landbrugsland og gjorde det muligt, at befolkningstallet kunne stige kraftigt. Det er nogle meget store samfundsændringer, som kun var mulige på grund af vandmøllerne. Ellers havde man ikke kunnet mætte så mange munde,” siger han og forklarer, at Danmark oplevede en stor befolkningstilvækst frem til pestepidemien den sorte død i midten af 1300-tallet.
Ifølge Bjørn Poulsen dukkede de første vandmøller op i Danmark i Vikingetiden i 900-tallet, lige inden landet bliver kristnet. Den første vandmølle, vi kender til, er Omgård i Vestjylland.
”En udløsende årsag var, at korndyrkningen begyndte at brede sig. Og langt de fleste vandmøller var kornmøller. Indtil da havde man primært malet korn på håndkværne, hvilket var meget tidskrævende,” siger Bjørn Poulsen.
Inden møllerne kom til, var det trælkvinderne, der stod for manuelt at male kornet til mel. Men med vandmøllens indtog blev meget af det arbejde effektiviseret. Ifølge Bjørn Poulsen gjorde vandmøllen, at det blev mindre attraktivt at have trælle, og møllerne blev dermed en medvirkende årsag til, at slaveriet helt ophørte i Danmark i 1200-tallet.
Det var et stort skridt at gå fra de små håndkværne til de store vandmølleværker. I en italiensk fagbog fra 1540 stod der, at en vandmølle ligefrem kunne erstatte 100 mands arbejde. Det er formentlig en overdrivelse i forhold til de første møller, vi kender til i Danmark, lyder det fra pensioneret museumsinspektør Lise Andersen, der har beskæftiget sig indgående med danske møller og skrevet flere bøger om emnet. Ikke desto mindre betød møllernes udbredelse en stor effektivisering.
”Det var første gang, at man på den måde kunne få naturen til at arbejde for sig. Det frigav en masse arbejdskraft, hvilket gjorde det muligt at opdyrke langt større dele af landet og dermed skabe større velstand,” siger hun.
Møllerne var dog yderst kostbare at bygge, ikke mindst på grund af de store møllestene, der typisk skulle sejles til landet fra blandt andet Norge. Det betød også, at det var samfundets top, der drev møllerne.
Til at begynde med var det storbønderne, og siden blev også adelen og kongen aktive i møllebranchen. Derudover kom klostrene til at spille en vigtig rolle i mølleindustrien. Det var især cistercienser-munkene, der i 1100-tallet bragte viden med sig om mølleteknologi fra andre dele af Europa, forklarer Bjørn Poulsen.
”Cistercienserne kunne noget med vand og var nærmest som et europæisk videncenter på området. Tidligere har man tilskrevet munkene en meget stor rolle i udbredelsen af vandmøller i Danmark. Formentlig har man overdrevet betydningen noget, da vi kan se, at munkene ofte har fået deres møller af kongen eller adelen. Men de har været med til at forfine teknologien og gøre møllerne mere effektive,” siger han og forklarer, at vandmøller dengang var komplicerede værker, der ofte krævede, at man skulle lave indgreb i naturen og bygge dæmninger og kanaler for at få nok fald i åen.
For kongen blev vandmøllerne hurtigt en vigtig indtægtskilde, og med årene blev mølleri et meget reguleret erhverv, som man skulle have kongens privilegie til at drive. Kongen krævede høje afgifter for, at man kunne få malet sit korn på hans møller, og i flere dele af landet kom der ligefrem mølletvang, hvor det var forbudt at få malet sit korn andre steder.
”I nogle områder som for eksempel i Odense var det endda forbudt at benytte sin egen håndkværn. Arkæologerne kan simpelthen se, at de begynder at forsvinde fra jordlagene i takt med, at mølletvangen kom til,” siger Bjørn Poulsen.
I løbet af middelalderen begyndte vindmøllerne også at vinde frem i form af stubmøller og senere hollandske møller. Men der gik mange år, inden vinden for alvor kunne konkurrere med vandet. Vandet var nemlig en langt mere stabil arbejdskraft, forklarer Lise Andersen.
”Vindmøllerne kunne kun male korn, når det blæste. Derfor fungerede vindmøller oftest mest som supplement til vandmøllerne. Derudover brugte man vindmøller på mindre øer, hvor man ikke havde kraftige nok vandløb til en vandmølle,” siger hun.
Ikke desto mindre var vindmøllerne med til langsomt at udkonkurrere vandmøllerne i takt med, at vindmølleteknologien blev bedre. Især efter 1850’erne, hvor mølleerhvervet blev gjort frit, kom der langt flere vindmøller end vandmøller. Det skyldtes hovedsageligt, at vindmøllerne var langt billigere at bygge og havde nået et udviklingsstadie, hvor de reelt kunne konkurrere med vandmøller.
På det tidspunkt var der omkring 1000 vandmøller i landet og det dobbelte antal vindmøller, fortæller Lise Andersen.
Kort tid efter kom turbineteknologien og dampmøllerne, som også var med til at udkonkurrere vandmøllerne. Vandmøllerne fik en kort renæssance under Første Verdenskrig, men blev derefter udfaset. I dag er der knap 30 vandmøller tilbage, der stadig er funktionsdygtige.