Når kirkeklokkerne om ikke så længe ringer til julegudstjeneste rundt om i landet, bliver kirkerne mange steder fyldt til bristepunktet, og det er ikke ualmindeligt, at der bliver holdt både to, tre og fire gudstjenester juleaftensdag for at sikre, at der er plads til alle, der gerne vil høre det glade budskab om Jesu fødsel.
Til gengæld er kirkegangen resten af året ikke altid særligt høj. Det vurderes, at cirka to procent af danskerne går i kirke hver søndag, og mange forestiller sig nok, at det så helt anderledes ud i middelalderen. Så gik de meget mere i kirke end i dag?
”Der findes ingen statistikker eller andre kilder, der med sikkerhed kan sige noget om, hvor mange mennesker der gik i kirke i middelalderen – hverken til jul eller resten af året. En almindelig forestilling er nok, at kirkebænkene dengang var fyldt hver søndag, men det tror jeg langtfra var tilfældet. Jeg tror tværtimod, at kirkebænkene ofte var tæt på tomme,” siger ph.d. i historie Torben Svendrup, der har skrevet en lang række bøger og artikler om middelalderen og er aktuel med bogen ”Da julen kom til Danmark”.
Han henviser til befolkningstallet, som han vurderer, slet ikke stod mål med antallet af og størrelsen på de mange kirker, der blev bygget i Danmark i løbet af middelalderen.
”En by som Viborg havde efter min vurdering omkring 1500 indbyggere i middelalderen, men hele 12 kirker, som tilsammen havde plads til langt flere end det antal. Ved Reformationen nedlagde man ni af byens 12 kirker. Det er blot et af mange eksempler på, at der var langt flere pladser i kirkerne, end der var behov for,” siger Torben Svendrup.
Han vurderer, at befolkningstallet i begyndelsen af middelalderen var oppe på omkring 1,2 millioner i hele Danmark, men at det faldt til omkring det halve efter den sorte død og kun langsomt voksede igen, så der måske boede omkring 800.000 i Danmark i senmiddelalderen, hvor der blev bygget mange kirker, og mange kirker blev udvidet med langt mere plads til kirkegængerne.
Med andre ord var der altså næppe fyldt på kirkebænkene, selv hvis alle sognebørn gik i kirke hver søndag, mener Torben Svendrup. Men det var heller ikke målet, påpeger han.
”Det er en vigtig pointe, at man i katolsk sammenhæng fejrer messe for Guds skyld, og selv hvis der ingen sognebørn kommer, fejrer præsten messe alligevel. Man byggede kirkerne til Guds ære, ikke for folkets skyld,” siger han.
Forsker: Der er behov for flere kirker
Middelalderhistoriker og professor emeritus Brian Patrick McGuire er delvist uenig. Han har skrevet en række bøger om kristendom i middelalderen, og han mener, at de mange kirkeudvidelser i senmiddelalderen skal ses som et vidnesbyrd om stor folkelig fromhed og et behov for at skabe mere plads til kirkegængerne.
”Kirkebyggeriet tyder på, at der var et behov for mere plads, og at bønderne bakkede op om kirkebyggeriet og var villige til at betale tiende til det. Der findes ingen statistikker over, hvor mange der gik i kirke hver søndag, men det er uden for enhver tvivl, at kirkerummet blev brugt mere og mere i løbet af middelalderen, og at den folkelige fromhed spillede en stor rolle for dette,” siger han.
Han henviser til en række eksempler på kirker, der blev opført i begyndelsen af middelalderen primært til adelige slægters eget brug, men som med tiden blev ombygget fra romansk til gotisk stil for at gøre plads til bønderne som kirkegængere.
”Vi må forestille os, at en anselig del af befolkningen kom i kirken og brugte den som samlingssted og bedested temmelig ofte. Der var dels almindelige gudstjenester, dels festdage for særlige helgener og dels dåbshandlinger, som dengang var lagt uden for højmessen, og som var en meget væsentlig begivenhed, hvilket man i øvrigt blev mindet om, hver gang man trådte ind i kirken, fordi døbefonten dengang var placeret nede i skibet ved indgangen og ikke oppe ved alteret, som vi kender det efter Reformationen,” siger Brian McGuire.
Desuden blev kirkerne ofte forsynet med sidealtre, typisk et alter til jomfru Maria i venstre side af kirken og et alter til kirkens skytshelgen i den anden. De var ifølge historikeren velbesøgte af bønder, som ville bede for en god høst eller godt helbred. Det var almindeligt, at gravide kvinder bad jomfru Maria om forbøn.
”Der findes en fortælling videregivet af en cisterciensermunk i Tyskland, som beretter, at en kvinde, hvis barn blev taget af en ulv, ikke løb efter ulven ud i skoven, men løb ind i kirken og stjal Jesusbarnet fra Maria-alteret. Hun sagde så til Maria, at nu havde hun taget hendes barn, sådan som ulven havde taget hendes, og hvis Maria sørgede for, at hun fik sit barn tilbage, ville hun give hendes Jesus-barn tilbage. Ulven kom slukøret ind i kirken med babyen, og så gav kvinden Jesus-barnet tilbage til jomfru Maria,” fortæller Brian McGuire.
”Det siger meget om den folkelige fromhed og den fornemmelse, man dengang har haft af, at Gud og hans helgener var nærværende og greb ind i menneskers liv. Alene af den grund må vi forestille os, at kirken har været et velbesøgt sted,” siger han.
Fattigfolk bad derhjemme
Professor i middelalderhistorie ved Stockholm Universitet Kurt Villads Jensen vurderer, at gudstjeneste og bøn i stor udstrækning i den tidlige middelalder stadig har været forbundet til husstanden og hjemmet.
”Adelige og andre rige folk har ofte haft et huskapel, hvor mange formodentlig har været inde for at bede dagligt eller deltage i en messe, som den lokale kapellan har holdt. Fattigere folk har bedt derhjemme, eventuelt bare i form af, at de har haft et krucifiks eller et kors eller en ikon hængende, som de dagligt har bedt eller korset sig foran, når de har passeret det," siger han.
Med tiden blev der imidlertid opført kirker over hele landet, og især byboerne har fra 1200-tallet haft rig mulighed for at gå i kirke, ikke kun om søndagen.
"Man må forestille sig, at mange er gået ind i kirken og har slået korsets tegn og har bedt en bøn, enten på en hverdag eller om søndagen eller måske begge dele. Det kan ofte være faldet sammen med, at præsten bad sine tidebønner. Der har været afholdt bøn og messe seks-otte gange om dagen, og folk kunne droppe ind og deltage i lidt af det eller hele messen. På den måde har det været en naturlig del af hverdagen," siger han.
Kirken var også samlingspunkt for forskellige former for social organisering, for eksempel i de såkaldte gilder – en form for religiøse sammenslutninger, som bestod af mennesker, der var knyttet til en bestemt skytshelgen, som de betalte for opførelsen af et alter til ære for. Disse gilder mødtes jævnligt til bøn og messe, og de fungerede også som en form for forsikrings- og begravelsesselskaber, der sikrede, at også personer, der døde uden nogen formue, kunne få en ordentlig begravelse.
"Gilderne mødtes i kirken, når der blev afholdt messe for den skytshelgen, de var organiseret omkring, og desuden bad gildernes medlemmer for de afdøde på faste ugedage, så det har også bidraget til aktiviteten i kirkerne," fortæller Kurt Villads Jensen.
Derudover fungerede en del kirker som pilgrimskirker.
"I disse kirker blev der nærmest konstant afholdt messer for de tilrejsende grupper, ligesom de største kirkerum kunne bruges til processioner på særlige helgendage og på vigtige tidspunkter på året i forhold til pløjning, såning, høst og så videre," siger han.
Især valfarts- og pilgrimskirker var populære
Carsten Selch Jensen er dekan på afdeling for kirkehistorie på Københavns Universitet, og han vurderer, at især valfarts- og pilgrimskirker, hvor rige byboere også af og til ville betale for at ansætte en særligt dygtig prædikant, ofte var stuvende fulde på søn- og helligdage, især i senmiddelalderen.
"Efterhånden som vi nærmer os Reformationen, stiger forventningen om, at man kommer til gudstjeneste, og man lægger i stigende grad vægt på prædikenen. Desuden var hele kirkens eksistensgrundlag et udvekslingsforhold, hvor kirken gav menigheden åndelige ydelser, og menigheden bidrog med materielle gaver i form af tiende, betaling for begravelser og så videre," siger han.
Han vurderer, at det i senmiddelalderen har været almindeligt, at sognekirkerne var godt fyldte på søn- og helligdage, hvor størstedelen af sognets husstande har været repræsenteret, omend ikke alle gik i kirke hver søndag.
"Desuden var der jo fastlagt regler for, hvor ofte man skulle modtage nadver, men det var aldrig særlig ofte. Det ville virke meget underligt i en middelalderlig kontekst at gå til alters hver søndag," siger han.
Torben Svendrup anerkender, at der har været en stærk folkelig religiøsitet i middelalderen, og at kirken dengang spillede en central rolle i menneskers liv.
”Sognet var omdrejningspunkt for det sociale og folkelige liv. Men meget af det folkelige trosliv var ikke knyttet sig til gudstjenesten eller kirkebygningen. Man kom måske i kirken på andre tidspunkter for at bede, eller man bad et Ave Maria derhjemme, når kirkeklokken ringede om aftenen,” siger han.
Det var også almindeligt, at præsten velsignede markerne, og man mødtes udendørs til kirkespil ved påsketid.
”Vi kender det i dag fra pinsegudstjenester, som ofte holdes i det fri. Men ellers forbinder vi meget gudstjeneste- og bønsliv med kirkebygningerne. Så snæver har forbindelsen ikke været i middelalderen,” siger Torben Svendrup.
Brian McGuire er enig i, at kirkebygningernes funktion har ændret sig, men ser dog tegn på en vis tilbagevenden til kirkernes status og funktion i middelalderen.
”Vi ser i dag, at mennesker kæmper for at bevare den lokale sognekirke, fordi man ikke kan undvære den som samlingssted, og vi ser, hvordan mennesker fortsat søger kirken i forbindelse med nære familiemedlemmers død, uanset om de er troende eller ej,” siger han.