Vatikanets fascination af diktaturet

Ny bog: Vatikanet tog i 1930'erne fejl af Hitler og regnede med, at han ville være lige så imødekommende over for den katolske kirke som Mussolini i Italien. Professor Gerhard Besier har været i Vatikanets arkiver og skrevet en bog om Vatikanets forhold til nazi-Tyskland i 1920-1939

Eugenio Pacelli (1876-1958), var pave i årene 1939-58 under navnet Pius den XII og mere end nogen anden den, der personificerede Vatikanets politik over for nazi-Tyskland. I perioden op til 1939 var han kardinal-sekretær. (Arkivfoto)
Eugenio Pacelli (1876-1958), var pave i årene 1939-58 under navnet Pius den XII og mere end nogen anden den, der personificerede Vatikanets politik over for nazi-Tyskland. I perioden op til 1939 var han kardinal-sekretær. (Arkivfoto).

Den katolske kirke er af kritikere ofte blevet beskyldt for at have været for antisemitisk og Hitler-venlig under krigen.

Nu har Gerhard Besier, der er professor ved universitetet i Dresden, haft adgang til arkiver i Vatikanet, som hidtil har været utilgængelige for offentligheden. Resultatet af hans forskning er blevet en bog, som belyser Vatikanets forhold til nazi-Tyskland i årene 1920-1939.

– Naturligvis fandtes der antisemitisme inden for den katolske kirke. Nogle præster hadede jøderne, fordi de i sin tid havde slået Jesus ihjel, men det har ikke haft afgørende betydning for Vatikanets opførsel. Når katolske præster før krigen tog afstand fra jøder, var det først og fremmest religiøst begrundet, ligesom de tog afstand fra protestanter. Hvis en jøde konverterede til den katolske tro, var vedkommende i Vatikanets øjne mindst lige så meget værd som andre katolikker, hvilket var en væsentlig forskel til den holdning, nazisterne indtog, siger Gerhard Besier.

I 1920'erne følte mange katolske præster afsky for det nationalsocialistiske parti, netop fordi det var racistisk. Så tidligt som i 1920 skrev den senere pave, Eugenio Pacelli, dengang Vatikanets udsending i den tyske delstat Bayern, i et brev til Vatikanet, at "Nazismen har en grundlæggende, antikatolsk karakter og er måske vores tids farligste kætteri."

I 1930 valgte de tyske biskopper at tage officielt afstand fra nazisterne ved at forbyde gejstlige at samarbejde med bevægelsen. Det blev samtidig forbudt at lade nazister modtage sakramente eller lade dem deltage i gudstjenester iført uniform. Biskopperne håbede på den måde at hindre tyskerne i at tilslutte sig nazisterne, men i stedet for modtog vatikanet en strøm af vrede breve fra folk, der både var katolikker og nazister.

Adolf Hitler var forskrækket over biskoppernes sanktioner mod partiet og sendte sin nære medarbejder Hermann Göring til Vatikanet:

– Hermann Göring var katolik, og Vatikanet fik en fornemmelse af, at kirken kunne forhandle med nazisterne i modsætning til for eksempel kommunisterne i det tidligere Rusland. Den katolske kirke følte sig på daværende tidspunkt truet fra mange sider: Både kommunister, protestanter, ateister og socialdemokrater var kirkens fjender, og paven havde med sikkerhed ikke lyst til at skaffe sig endnu flere uvenner, siger Gerhard Besier.

Vatikanet oplevede i Tyskland, hvordan den liberale Weimar-republik forsøgte at inddæmme kirkens indflydelse på befolkningen. Vatikanet var samtidig meget foruroliget over Socialdemokratiets indflydelse på det tyske samfund. Partiet bragte en – i kirkens øjne – alternativ kultur med sig, som betød sædernes forfald, Socialdemokratiet kæmpede for kvindernes ligestilling og for fri abort. Kun få år forinden var kirken blevet forfulgt og nærmest udslettet i det nye Sovjetunionen, og derfor betragtede Vatikanets gejstlige kommunismen som den værste fjende, der med al magt skulle bekæmpes.

– Nazisterne sloges på gaderne med kommunisterne. Af den grund kan det ikke undre, at pave Pius XI først reagerede positivt på Hitlers magtovertagelse i 1933, siger Gerhard Besier.

– Den katolske kirke lagde vægt på værdier som dyd, orden og renlighed, og Vatikanet mente, at disse begreber ville komme i højsædet igen under en fascistisk regering. Hitler lod også kirken forstå, at den ville få særstatus i det nazistiske Tyskland. Derfor besluttede den katolske kirke nogle år før krigen at fjerne restriktionerne mod nazisterne og atter lade dem deltage på lige fod med alle andre i gudstjenster, og de fik endda lov til at møde op iført uniformer og med partiets faner, siger Gerhard Besier.

– Vatikanet lod sig sikkert også påvirke af sit forhold til Mussolinis fascistiske Italien. Pave Pius XI nærede uden tvivl sympati for fascisterne, allerede inden de fik magten i Italien, for han lod så tidligt som i 1922, da han endnu var ærkebiskop i Milano, fascisterne hejse deres faner fra byens katedral, siger Gerhard Besier.

Da Vatikanet forhandlede med Mussolini, oplevede paven et autoritært system, der var beredt til at imødekomme kirken på langt flere punkter, end nogen demokratisk stat havde gjort. Vatikanet fik lov til at gennemføre en katolsk religionsundervisning i skolerne, præster, der var faldet i unåde hos Vatikanet, blev nægtet offentlig ansættelse, og selv skilsmisser blev forbudt.

– Vatikanet fik det indtryk, at fascismen var et egnet system til at bremse det sædelige forfald, der syntes at finde sted. I modsætning til kommunisterne havde den fascistiske stat været beredt til at begrænse sin totalitære magt ved at indgå aftaler med pavestaten, siger Gerhard Besier.

– Ifølge Vatikanets grundlov er pavestaten et valg-monarki. Paven vælges af en lille kreds, hvorefter han regerer som suverænt overhoved. Sagen er vel den, at Vatikanet i begyndelsen af 1930'erne var fascineret af totalitære stater, som var bygget op ligesom pavestaten selv. Men i modsætning til diktaturerne var paven ganske vist en autokratisk hersker, men ikke enevældig, for han har altid ladet sig vejlede af sine rådgivere, siger Gerhard Besier.

Det skulle vise sig, at Hitler-Tysland ikke var Mussolini-Italien. Den katolske kirke fik trods Hitlers løfter hverken særbehandling eller blev skånet for forfølgelse. Regimet førte blandt andet såkaldte sædelighedsprocesser mod præster, som var blevet grebet i homoseksualitet, og andre gejstlige, der gjorde modstand mod nazisterne, døde i koncentrationslejrene.

Den mand, der mere end nogen anden personificerede Vatikanets politik over for nazi-Tyskland, var kardinalsekretær Eugenio Pacelli. I årene 1920-1939 arbejdede han som Vatikanets vigtigste diplomat, og den 12. marts 1939 blev han udråbt til pave Pius XII. Igennem hele sin karriere forsøgte Eugenio Pacelli at komme godt ud af det med så forskellige magthavere som den franske folkefronts socialistiske leder, Leon Blum, den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og diktatorerne Mussolini, Franco og Hitler.

Eugenio Pacelli ville sikre – og forstærke – den katolske kirkes indflydelse, hvor det overhovedet var muligt.

Som følge heraf valgte Vatikanet ofte diplomatiske løsninger i stedet for konfrontation, hvilket var til stor frustration for de modstandere af nazismen, der krævede, at paven klart skulle fordømme Hitler. De diplomatiske forbindelser til Hitler vejede endda så tungt, at pave Pius XI undlod at tage afstand fra foreksempel den bog, teologen Joseph Mayer skrev, hvor han forsvarede sterilisation af alle mennesker, der kun var i stand til at avle, hvad han kaldte for "mindreværdige" børn, selv om Vatikanets holdning på dette punkt er meget klar – Gud forbyder sterilisation.

Paven ønskede ikke at fordømme Joseph Mayer officielt, fordi sagen kunne misbruges af kirkens fjender, og fordi sterilisation var et meget vigtigt punkt på nazisternes partiprogram og bad i stedet de tyske biskopper om at tage affære. Men biskopperne tøvede, og Joseph Mayer fortsatte uden problemer sin karriere. Han blev teologiprofessor, og i 1939 udfærdigede han en rapport for SS, hvori han forsvarede nazisternes såkaldte medlidenhedsdrab på handicappede.

I en tid, hvor nazismen truede menneskeheden, valgte de gejstlige i Vatikanet at gøre forsvaret af sædeligheden til deres hovedsag. I 1933 indførte nazisterne en sterilisationslov, uden at det udløste en officiel protest fra paven, der i stedet valgte at fordømme nudismen som et angreb på den kristne moral.

– Set fra et socialpolitisk synspunkt var den katolske kirke en organisation som så mange andre under krigen, og sammenlignet med dem klarede kirken sig ganske godt. Hvis man derimod tager Vatikanets ord for pålydende om, at paven er Kristi stedfortræder på jorden, må man spørge sig selv, om ikke den katolske kirke har ødelagt sin egen troværdighed på dette punkt. Det er et problem, der har fulgt kirken lige til i dag, at den på den ene side er en statslig-politisk institution, og på den anden side en sjælesorgsinstitution. Disse to sider vil altid være i konflikt med hinanden, siger Gerhard Besier.

Efter 1945 har Vatikanet forsvaret sin passivitet med, at kirken ikke ville løbe risiko for, at katolikkerne i Tyskland blev udsat for hævnakter fra nazisternes side.

– Det er et lidt mærkeligt argument, når man tænker på, at kristendommen jo netop bygger på en tradition, hvor troende skal være parate til at lide for deres overbevisning. Sandheden er snarere, at Vatikanet ikke har haft tillid til sine troende. Paven turde slet ikke stille katolikkerne over for valget mellem kirken og nazismen, siger Gerhard Besier.

En anden grund til, at Vatikanet ikke åbent tog afstand fra Hitler, var, at det længe var usikkert, hvem der ville vinde krigen. Ingen gejstlige i Vatikanet havde lyst til at miste forbindelsen til Tyskland for altid. Gerhard Besier peger på, at Vatikanet blev langt mere kritisk efter 1944, da det stod klart, at Hitler ville tabe krigen.

Indtil videre har Vatikanet kun åbnet de arkiver, der indeholder informationer om tiden frem til krigens begyndelse, og af samme grund handler Gerhard Besiers bog udelukkende om årene op til 1939. Der findes stadig mange dokumenter fra krigens tid, som offentligheden ikke har adgang til. Gerhard Besier forsikrer, at hvis flere arkiver, som et rygte lyder, vil blive åbnet i 2006, så skriver han en opfølgende bog.

udland@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$Gerhard Besier

Gerhard Besier er

57 år og uddannet

teolog, psykolog og

historiker. Han er

ansat på universi-

tetet i Dresden i Tyskland, hvor han blandt andet forsker i nazismens og DDR-styrets struktur og påvirkning af det tyske samfund. Han har tidligere udgivet bøger om kirkens forhold til stat og internationale bevægelser og har blandt andet skabt opsigt med bogen "Nationaler Protestantismus und Ökumenische Bewegung", hvori han gør skarpt op med venstrefløjens påvirkning af Kirkernes Verdensråd. Han er også blevet kritiseret, fordi han er fortaler for, at sekter som Scientology bør have status som trossamfund i det tyske samfund. Gerhard Besiers bog har titlen "Der Helige Stuhl und Hitler-Deutschland" og er udgivet på Deutsche Verlags-Anstalt.

Forsiden på Gerhard Besiers bog er et billede af pave Pius XI's vigtigste diplomat Eugenio Pacelli, der kort før Anden Verdenskrigs udbrud selv blev kåret til pave Pius XII. Billedet er taget i 1928 i den sydtyske by, Rotten-burg, hvor Eugenio Pacelli går i spidsen for en procession i anledning af bispedømmet Rottenburgs 100 års jubilæum. Eugenio Pacelli var på daværende tidspunkt Vatikanets diplomat i delstaten Bayern. (Foto:DPA)
Forsiden på Gerhard Besiers bog er et billede af pave Pius XI's vigtigste diplomat Eugenio Pacelli, der kort før Anden Verdenskrigs udbrud selv blev kåret til pave Pius XII. Billedet er taget i 1928 i den sydtyske by, Rotten-burg, hvor Eugenio Pacelli går i spidsen for en procession i anledning af bispedømmet Rottenburgs 100 års jubilæum. Eugenio Pacelli var på daværende tidspunkt Vatikanets diplomat i delstaten Bayern. (Foto:DPA)