Prøv avisen

Vejen frem til Murens fald

Den 9. november 1989 hamrede jublende tyskere hul i muren. -- Foto: EPA

Mandag den 9. november fejrer Berlin 20-årsdagen for Murens fald i 1989. Vi fortæller her historien om, hvad der gik forud for opførelsen af Muren i 1961, og hvorfor Østblokken brød sammen 20 år senere

Berlinerne har i månedsvis forberedt fejringen af 20-årsjubilæet for Murens fald, som om de har håbet på at kunne genkalde magien fra de vanvittige dage i 1989, hvor den svært bevogtede grænse mellem de to Tysklande pludselig stod åben.

Netop "Wahnsinn" – eller "vanvid" – var dengang det mest benyttede ord. Ingen kunne fatte, at DDR-regimet havde åbnet grænserne uden at have løsnet et eneste skud. Billederne af de jublende menneskemængder på muren omkring Brandenburger Tor i Berlin gik straks rundt til hele verden, der vantro så på, at ganske almindelige berlinere i deres glædesrus klatrede rundt på muren. Det ville få dage tidligere have kostet dem livet at bevæge sig på grænsen mellem de to systemer. Det var næsten ikke til at tro, at den kolde krig mellem de to verdener nu gik på hæld. Men i virkeligheden endte ikke bare den kolde krig, men også Anden Verdenskrig med Murens fald.

Det var ikke i småtingsafdelingen, hvad Anden Verdenskrig rykkede ved magtfordelingen og grænsedragningerne i Europa. Især Sovjets hårdt tilkæmpede nedkæmpning af Nazityskland fra øst fik voldsomme konsekvenser. Efter Tysklands betingelsesløse nederlag i 1945, måtte tyskerne lide den generelt fuldt accepterede skæbne at være underlagt total administration udefra i over fire år, før de to Tysklande, DDR og BRD, så dagens lys i 1949. De fire sejrsmagter forblev dog på tysk område. Mens Vesttyskland og Vestberlin var underlagt de tre vestlige sejrsmagter, Frankrig, England og USA, blev Østtyskland og Østberlin underlagt den sovjetiske militæradministration. Gennem tvangskollektivisering, valgsvindel og politiske tvangssammenlægninger opstod i øst hurtigt en stat efter sovjetisk forbillede.

Men allerede i de første år af DDR's levetid blev det tydeligt, at tingene var nemmere på den vestlige side af Berlins sektorgrænse. Her voksede produktiviteten og økonomien hurtigt, ikke mindst som følge af Mar-shall-hjælpen fra USA, som østtyskerne var tvunget til at takke nej til. Planøkonomien i øst viste sig derimod ikke nær så slagkraftig, og Vestberlin, der lå som en ø flere hundrede kilometer inde i det sovjetisk besatte område, blev en torn i øjet på magthaverne i Moskva og Østberlin.

At Østtyskland ligesom de andre østbloklande styredes med rå magt og ikke med folkets billigelse, blev for første gang åbenlyst i 1953, hvor massive arbejderdemonstrationer for frie valg og mod højere arbejdskvoter blev slået brutalt ned af sovjetiske kampvogne. Flere hundrede østberlinere blev nådesløst nedslagtet, dikteret af det parti, der ellers hævdede at repræsentere folkets vilje.

Med den massive udbygning af det hemmelige sikkerhedspoliti, Stasi, lykkedes det i løbet af 1950'erne for enhedspartiet SED at kriminalisere og kvæle stort set al opposition i DDR samt at trænge helt ind i den enkelte østtyskers hverdagsliv. Hvad DDR-ledelsen derimod ikke kunne styre, var den drastisk tiltagende udvandring mod vest. I 1957 forsøgte DDR-ledelsen i desperation at forbyde "republikflugt" fra DDR, og partiet SED lovede højt og flot "velstand som i Vesten", men lige meget hjalp det. Alene i 1960 udvandrede næsten en kvart million østtyskere til Vesttyskland. "Republikflygtningene" var overvejende unge og veluddannede, der ikke efterlod et veletableret liv bag sig, og som havde gode chancer for at klare sig i det andet Tyskland.

Det blev efterhånden åbenlyst for DDR-ledelsen, at udvandringen og den voldsomme "brain-drain" udgjorde en direkte trussel mod DDR?s økonomi og eksistens. På en pressekonference i juli 1961 proklamerede statslederen, Walther Ulbricht, med en påsmurt mine, at "ingen har til hensigt at bygge en mur". Men netop dette besluttedes to uger senere i Moskva, og midt i august 1961 skete det ufattelige: Østtysk militær og politi afspærrede i løbet af få dage Vestberlin med pigtråd, miner og betonblokke. Familier blev delt i årtier, veje og undergrundsbaner afspærret på midten, venner og kærestepar måtte vælge side, og naboer blev fremmede for hinanden.

Trods adskillige kriser og konfrontationer i det delte Berlin forblev de tre vestmagter viljestærke over for det russiske pres for også at indlemme Vestberlin i DDR's territorium. I sin tale i Vestberlin i 1963 erklærede selv John F. Kennedy sig som "ein Berliner", hvormed det atter blev bekræftet, at Vestberlin var den vestlige, frie verdens forpost mod øst – lige så vel som Østberlin var et "socialistisk udstillingsvindue" mod vest.

1970'erne stod i normaliseringens tegn. Mens vesttyskerne for længst havde oplevet følgerne af deres økonomiske mirakel, opstod der nu selv i DDR en vis vækst i levestandarden. Men DDR-ledelsen tolererede ingen. Størst opmærksomhed skabte den populære sanger og sangskriver Wolf Biermann. Efter en koncertrække i Vesttyskland i 1976, hvor han fra scenen kritiserede DDR's udgave af socialismen, blev han bedt om at blive væk fra "Arbejder- og Bondestaten", som DDR yndede at kalde sig. Hans udvisning vakte vild harme. En lang række forfattere protesterede mod regimets beslutning, men DDR-ledelsen reagerede koldt med fængslinger, husarrester og trusler.

I midt-1980'erne begyndte regimet dog at vakle. Selvom DDR-styret viste sig at være langt mindre reformvilligt end selv Sovjetunionen, gav ekkoet af Gorbatjovs glasnost (åbenhed) og perestrojka (frihed) de spirende borgergrupper ny vind i sejlene. Oftest med basis i DDR?s kirker. I 1972 havde DDR-ledelsen skabt en "Forsamlingslov", der krævede, at alle former for offentlige forsamlinger og møder skulle godkendes af politiet – og de tilladelser var der ingen ud over partiorganerne, der fik. Kirkerne var her en undtagelse. Til de kirkelige handlinger og møder krævedes ingen forudgående tilladelse, og en række kirker i det østtyske diktatur åbnede derfor deres rum for borgergrupper, der forsigtigt tog fat i spørgsmål som økologi, nedrustning og borgerrettigheder.

Nikolaikirche i den østtyske by Leipzig skulle her vise sig at være en af de tidsindstillede bomber under regimet. Allerede fra september 1982 havde der her været fredsgudstjenester hver mandag klokken 17. I årene herefter samledes hver mandag en gruppe modige borgere, der i 1980?ernes missiloprustning og håbløshed nægtede at overgive sig til resignationen. Men først i sommeren 1989 blev det til en massebevægelse, der langsomt tog til i styrke.

Den 2. september 1989 var flere tusinde diktaturtrætte DDR-borgere forsamlet efter mandagsbønnen i Nikolaikirche. Det endelige gennembrud kom dog to dage senere, hvor vesttysk fjernsyn var på besøg i kirken. Efter en gudstjeneste viste demonstranter i få sekunder et banner med skriften: "For et åbent land med frie mennesker". Banneret blev – for åbent kamera – straks revet ned, og demonstranterne blev tvunget til jorden af de massivt tilstedeværende Stasi-folk. Billederne blev vist på landsdækkende fjernsyn i Vesttyskland og dermed også i Østtyskland, hvor man på grund af den teknologiske udvikling efterhånden kunne se vestfjernsyn i hele republik-ken. Med et slag blev mandagsbønnen i Nikolaikirche landskendt, og ud af en spirende borgergruppe voksede en massiv folkeprotest.

Også i Berlin havde kirkerne stået i oppositionens centrum. I østberlinske kirker var der opstået fraktioner som Demokratisk Opbrud og Nyt Forum, fraktioner, der søgte at udgøre en samlende politisk platform for de mange spirende protester. I en stuvende fuld Gethsemanekirche i bydelen Prenzlauer Berg præsenterede Nyt Forum i september mere end 2000 underskrifter fra modige borgere, der ligeledes krævede frie valg samt presse-, rejse- og forsamlingsfrihed. Stasi sad selvfølgelig med på kirkebænkene, men DDR-styret virkede handlingslammet og rådvildt.

Med massedemonstrationerne rundt i DDR havde borgerretsgrupperne fået selvtillid. Den 10. oktober gik medlemmer fra organisationen "Demokratisk Opbrud" i åben dialog med SED-styret i Berlin. Hermed forlod oppositionen for første gang kirkens beskyttende vinger og vovede sig ud på et åbenlyst politisk togt – hvilket var forbudt ved lov.

Nabolande i østblokken omkring DDR var efterhånden langt mere åbne end det stivnede DDR-regime, og allerede i august 1989 var tusindvis af østtyskere således flygtet via Ungarn og Østrig til nabolandet så langt væk: Vesttyskland. I september tog strømmen for alvor til, da DDR-regimet ikke viste nogen former for imødekommenhed over for folkets krav om reformer. Især Tjekkoslovakiet og til dels Polen blev herefter den helt store ventil for presset indefra. I september tog tusinder fra DDR via de vesttyske ambassader i Prag og Warszawa til det frie Vesten, og atter titusinder søgte om udrejsetilladelse. Flygtningene efterlod alt: ejendom, venner, familie, ja, selv muligheden for nogensinde at vende tilbage til DDR, for så vidt styret ville bestå.

Under stærkt pres fra både flygtningestrømmen og Tjekkoslovakiets regering lovede den østtyske centralkomite nye, mere lempelige rejseregler. Uventet bliver DDR's leder igennem en halv menneskealder, Erich Honecker, afsat midt i oktober, og SED kommer endda med vage udtalelser om reformpolitik.

Konfronteret med en massiv flygtningestrøm og en efterhånden selvbevidst oppositionsbevægelse kæmpede regimet kun mod tiden. Oven i købet havde DDR igennem 1980'erne levet for lånte penge, nærmere betegnet milliardkreditter fra Vesttyskland, opnået til gengæld for politiske indrømmelser. Staten var kort og godt bankerot.

Blandt østtyskerne var stemningen både boblende optimistisk og ængstelig. Der stod stadig 350.000 sovjetiske soldater på østtysk grund, som næppe ville rejse hjem frivilligt. DDR's fremtid var total uvis, for kravet om en genforening med Vesttyskland var selvsagt et stridsemne i et land, der havde eksisteret i 40 år og opnået en egen identitet som selvstændig nation. Drastiske ændringer var dog uomgængelige. Den 4. november 1989 kom det til den største protestdemonstration i DDR siden arbejderopstanden i 1953. Omkring en halv million mennesker på Alexanderplatz i Østberlin krævede reformer og lovliggørelse af de nye demokratiske fraktioner. Det berømte slagord "Wir sind das Volk" ("vi er folket") understregede, at de dage var forbi, hvor partiet havde eneret på at udtale sig i folkets navn.

Ændringerne kom, men åbningen af landet fik et sært snigende forløb. Den 9. november klopkken 18.53 præsenterede medlem af Politbureauet Günther Schabowski på et ekstraordinært pressemøde de nye rejseregler for DDR-borgerne, der tillod udrejse til Vesttyskland uden yderligere anledning. Foran et måbende pressekorps – og selv lige så overrasket i sit udtryk – blev Schabowski spurgt om, hvornår de nye regler ville træde i kraft. Med en mine, der er gået over i den kollektive tyske erindring, svarede han ordret: "Den træder, så vidt jeg ved? det er straks? nu." Beslutningen blev formidlet live på internationalt fjernsyn og kunne ikke skrues tilbage. Men ude ved grænseovergangene havde de ikke fået officiel meddelelse om de nye tiltag. Nysgerrige og mistroiske DDR-borgere vovede sig til de ellers så skarpt bevogtede grænseovergange, hvor forvirringen var total. I starten blev de nægtet udgang, men ved 23-tiden blev grænseovergangen ved Bornholmer Strasse egenhændigt åbnet af den lokale befalingsmand. Rygtet spredtes hurtigt, både øst- og vestfjernsyn transmitterede fra grænseovergangene, og i løbet af natten blev DDR-borgere lukket ind i Vestberlin i tusindvis uden videre tjek. Der var ikke faldet et eneste skud, og alligevel stod Muren efter 28 år skræmmende pludselig åben. Endelig kunne "det vokse sammen, som hørte sammen", som den tidligere forbundskansler kansler og Berlin-borgmester Willy Brandt udtrykte det. Det skete med en ny folkefest i Berlin den 3. oktober 1990, der i dag er tysk nationaldag. Selvom genforeningsprocessen politisk, socialt og økonomisk skulle vise sig at være en større opgave, end man i euforien over genforeningen havde ventet, er der nok at fejre den 9. november. Verdenshistoriens måske mest symbolske bygningsværk, Berlinmuren, blev væltet, og dermed endte en uhyrlig deling af en by, et land og en verden.

historie@kristeligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en lang række artikler i anledning af 20-året for Berlinmurens fald og den kolde krigs ophør.