Prøv avisen
Straf

Historien om det danske fængselsvæsen: Fra tugthuse til moderne fængsler

Slaverier kaldte man Danmarks tidlige fængsler, hvor straffefanger sled som slaver, mens de gravede de københavnske volde. Historikeren Johan Heinsen er aktuel med en bog om, hvordan det danske fængselsvæsen har udviklet sig fra tugthuse til moderne fængsler

I 1620 blev der opført et fængsel i København, som blev en milepæl i historien om straffeformer. Det så dagens lys efter en række tilløb til sådan en institution gennem en længere periode.

Året, byggeriet og tankerne bag har lektor i historie ved Aalborg Universitet Johan Heinsen beskrevet i den nye bog ”Danmarks første fængsel”. Den fortæller, hvordan fængslet blev skabt som en anstalt for tvangs- og straffearbejde, der i samtiden blev forstået som en form for ”trældom”.

Idéen om trællen stammede fra middelalderen, hvor trældom havde været udbredt. I middelalderlovene finder man bestemmelser om, at bestemte grupper kan straffes med trældom i kongens tjeneste – altså slaveri for staten. Det er den tanke, der fra 1500-tallet vokser sig stor og vigtig og ender med opførelse af tvangsarbejds-institutioner. Sådan sammenfatter Johan Heinsen det over for Kristeligt Dagblad og giver baggrunden for denne udvikling:

”Der er flere grunde til, at fængslet opstår, men den vigtigste er militærstatens opblomstring. Staten eksisterer på dette tidspunkt groft sagt med det ene formål, at kongen kan føre krig.”

Men krigsførelsen var blevet stadigt mere kostbar, og man så i perioden et europæisk våbenkapløb, der medførte et omfattende flåde- og fæstningsbyggeri, fortæller Heinsen.

Kriminaliserede grupper i samfundet blev gjort til statens trælle i dette byggearbejde – blandt andre de arbejdsløse, der var blevet kriminaliseret efter Reformationen på lige fod med tyve. Disse folk udførte det hårdeste manuelle arbejde, der var. Det var kun mænd, der blev dømt til denne type straf. Nogle gange var den en direkte erstatning for døden, og nogle gange hængte man dem, der blev så udslidte, at de ikke kunne arbejde.

I 1620 fik et nyt fængsel navnet Trunken. Det blev bygget på flådeværftet Bremerholm i København. Dette fængsel husede dømte kriminelle – i modsætning til andre former for tvangsarbejds-institutioner i perioden, der husede forskellige kriminelle og ikke-kriminelle grupper.

Det er derfor, at Johan Heinsen regner netop denne institution som det første fængsel i Danmark. Han pointerer, at Trunken også er at regne blandt de allerførste fængsler i verden. Her foregår det daglige arbejde i flådens regi, og fangerne slæber tømmer, koger tjære, laver reb og andet af den manuelle karakter. Om natten er de låst inde i fængslet, hvor de bærer jernlænker, der gør deres status synlig for alle og desuden forhindrer flugt via vandsiden.

På samme tid får man de første tugthuse i Danmark. De huser blandt andre kvindelige kriminelle og mandlige ”løsgængere”, som man kaldte den tids arbejds- og hjemløse. De er således straffeanstalter, men huser også andre ”uskyldige” grupper – blandt andre en del børn.

Tugthusene havde et rehabiliterende sigte, men der skulle også arbejdes for føden. For disse tugthuse fungerede som klædefabrikker, der tjente penge ind til staten. Tugthusene forblev en blanding af opdragelsesanstalter, plejehjem, sindssygehospitaler og straffeinstitutioner indtil omkring år 1800, hvor deres funktion som egentligt fængsel blev tydeligere, og de andre dele udskiltes.

På den anden side er der institutioner som Trunken, der fra omkring 1700 kaldes for ”slaverier”. Og udtrykket ”slaver” erstatter her ordet ”trælle” i det officielle sprog i denne hårdhændede moderniseringsproces, der i øvrigt iværksættes samtidig med, at danske købmænd for alvor begynder at tage del i den transatlantiske slavehandel. Trunken og øvrige slaverier rummede ingen rehabilitering af nogen art. Her handlede det alene om arbejde, der bidrog til opbygningen og vedligeholdelsen af den danske stats militære maskine.

Udviklingen mod, hvad man i dag ville identificere som fængsler, kom gradvis. Johan Heinsen bider i sin bog mærke i tre væsentlige skridt på vejen mod det moderne fængsel. Et tidligt og betydeligt skridt tages i perioden fra 1672 til omkring 1690, hvor Danmark forsøger sig med at bruge straffefanger fra både slaverierne og tugthusene som arbejdere på St. Thomas i Caribien. Dansk Vestindisk Kompagni har det som en del af sine privilegier, at man må udnytte livstidsdømte straffefanger som erstatning for de slavegjorte afrikanere, man i perioden ikke havde den store succes med at skaffe. Det slap man ikke heldigt fra.

I 1683 endte det i et stort mytteri, hvor straffefanger kaprede det skib, der var i færd med at transportere dem til St. Thomas. Deres plan var i stedet at sælge skibet som sørøvergods i Irland. Men den plan slog også fejl, da skibet gik på grund ved den svenske kyst og sank. Dette var en katastrofe for Dansk Vestindisk Kompagni og blev et traume i handelsselskabet. Man opgav derefter alle planerne om at bruge straffefanger i kolonierne, og hver gang talen faldt på den mulighed i 1700-tallet, afviste kompagniet blankt med henvisning til straffefangernes mulige flugtplaner. Det var derfor, at Danmark ikke for alvor kom til at følge den internationale trend med at bruge oversøiske kolonier til straffekolonier.

Næste store skridt i dansk fængselshistorie tages ifølge Johan Heinsen, da Danmarks første fængsel, Trunken, lukker i 1741, fordi man ikke længere tør have fangerne på flådeværftet, der i sagens natur er et strategisk sted for en stat bygget op om krigsførelse. I 1720’erne og 1730’erne ser man en række storstilede flugtforsøg, hvor straffefangerne i fængslet prøver på at bryde hul i fængselsmurene, grave tunneller under fængslerne og endda i et tilfælde planlægger at stjæle et skib for at drage på røvertogt.

Samtidig finder man tydelige tegn på et egentligt fangehierarki, hvor grupper af eks-soldater, ofte dømt for desertering, dirigerer rundt med de andre fanger. Mange af dem er brændemærkede som del af deres straf og regnes for æreløse eller med den tids sprog ”uærlige,” hvorfor de ikke kan løslades under nogen omstændigheder.

Der gøres utallige forsøg på at bryde disse hierarkier op. Blandt andet sender man en større gruppe til Christiansø, der fungerer som denne periodes ”højrisikofængsel” – men uden de ønskede resultater. Til sidst lukker man fængslet og overfører fangerne til en ny og sikrere institution i det nordlige København ved navn Stokhuset. Den institution er rigets største ”slaveri” og eksisterer helt indtil 1860.

Omkring år 1800 tager man et nyt initiativ – et tredje skridt – for at stække flugtkongerne, beretter Heinsen. Man indretter et højrisikofængsel i en bygning kaldet Rasphuset, der er en del af det store tugthus på Christianshavn. Når det hedder Rasphuset skyldes det, at fangernes arbejde består i at raspe farvetræ til et fint ”smulder”, der bruges til at fremstille klæde.

Denne særlige afdeling er det første fængsel, hvor man har celler i Danmark for at holde fangerne fra at finde sammen og skabe problemer. Man fylder denne afdeling op med de fanger, der bliver ved med at bryde ud af både slaverier og tugthuse. I perioden 1815 til 1817 går det dog galt. De indsatte ”flugtkonger” orkestrerer en serie af oprør, der kulminerer i juni 1817, hvor de besætter fængslet, så hæren må køre sine kanoner frem på Christianshavns Torv og bombardere dem. Inde i fængslet sætter fangerne ild til bygningen, og store dele af den kollapser og brænder ned, så fangerne må opgive ævred – hvorefter en række henrettelser sætter punktum for oprøret.

De tre skridt ændrer fængselshistorien, fortæller Heinsen, og driver den i retning af stadigt mere sikre faciliteter, hvilket hæmmer produktionen af våben, klæder og andre nyttige ting. Eksempelvis indretter man et nyt fængsel i to gamle krudttårne på Kastellet, animeret af fangeoprøret i Rasphuset.

De to tårne skal huse de mest forhærdede fanger, der alle skal bo i små celler. Dette nye fængsel skriver sig ind i historien, fordi det er det første, der ikke har noget mål om at skabe profit.

I den indledende planlægningsfase forestiller man sig slet ikke, at fangerne skal arbejde, fordi arbejdet forudsætter elementer, der forringer sikkerheden. I oprøret i 1817 havde fangerne for eksempel bevæbnet sig med raspefile og endda lavet køller af farvetræet, men i ”krudttårns-fængslerne” vil man ikke løbe den risiko. Man ender dog med at bestemme, at de skal plukke tovværk fra hinanden, fordi man er nødt til at holde dem beskæftiget. Dog nægtes fangerne redskaber til arbejdet, der således kun handler om at holde fangerne beskæftigede.

Samtidig bliver kristen oplæring udført af en præst en del af dette fængsels dagligdag. Så indførelsen af fængselspræster er altså en del af vejen mod de ”moderne” fængsler, konkluderer Johan Heinsen.

Stokhuset på Østerbro var på et tidspunkt rigets største ”slaveri”, altså en straffeanstalt, hvor staten benyttede kriminelles arbejdskraft til at producere goder. Her ses en bevaret dør. – Foto: Ritzau Scanpix