Prøv avisen
Essay

Vejen til fredeligt samliv i dansk-tysk grænseegn var lang og bumpet

Den dansk-tyske grænse har historisk været hjemsted for spændinger og symbolske begivenheder. I 1947 løfter en tolder grænsebommen, som er godt vogtet efter Anden Verdenskrig.

For 60 år siden vedtog man København-Bonn-erklæringerne, der var med til at sikre Danmark og Tyskland et vellykket liv i grænseområdet. Men mange glemmer, hvor lang den dansk-tyske fredsproces i virkeligheden var

I år fejrer vi 60-året for København-Bonn-erklæringerne, der regulerer forholdene for de nationale mindretal nord og syd for den dansk-tyske grænse. De anses med god grund for grundlaget, om ikke den eneste årsag, til den vellykkede situation i grænselandet.

Næsten alt ånder fred og ro, måske endda lidt for meget. Så måske skal vi være taknemmelige for at lokale vandaler rev det tosprogede vejskilt ned, som borgmesteren i Haderslev i marts måned på eget initiativ havde sat op. Efter eget udsagn for i praksis at undersøge, om vi er kommet helt så langt i den fredelige omgang mellem mindretallene, at tiden er inde til at leve op til det tyske mindretals ønske om tosproget vejskiltning. Ikke en stor ting, men når man kan i andre grænseområder og fremmer flersprogetheden syd for grænsen, hvorfor så ikke denne gestus?

Men nej, mente mange i den debat, som initiativet udløste. Landet er for lille, sagde nogle. Ellers skulle der også være skilte på svensk på Fyn og Sjælland. Disse landsdele har ganske vist kun været under svensk herredømme nogle måneder i 1658 og 1659 og har ikke noget anerkendt svensk mindretal, bortset fra de mange unge svenskere, der arbejder i servicesektoren i Storkøbenhavn og har hævet høflighedsniveauet og effektiviteten betragteligt.

Andre mente, at når Holsten i Tyskland ikke er oversået med danske undertekster, kan der ikke være behov for dem nord for grænsen.

Bortset fra disse små bump er forholdene i det dansk-tyske grænseland dog stort set forbilledlige. Så forbilledlige, at ordningen, hvor den tyske regering garanterer for det danske mindretal, mens den danske regering er ansvarlig for det tyske mindretal, foreslås eksporteret til konflikt-områder.

Det gode ved den dansk-tyske ordning er, at man ikke risikerer, at det store land misbruger ordningen til at krænke nabolandets suverænitet. Den fremgangsmåde kunne være forbillede for en fredelig ordning af situationen omkring Donbas i Østukraine. Men den er omvendt også en påmindelse om, hvor lang tid det tager at finde en fungerende løsning på grænser mellem nationale stater. Først om fem år kan vi fejre hundredåret for den folkeafstemning, der lagde grunden til nutidens gode forhold. Det krævede tysk nederlag i to verdenskrige at nå frem til en gensidigt accepteret grænsedragning baseret på befolkningens ønsker.

I Danmark ignorerer vi dog bekvemt, at folkeafstemningen blev overvåget af en international kommission, der garanterede ro og orden hjulpet af franske tropper. Fremtidig enighed om en grænsedragning mellem Rusland og Ukraine vil ikke bare kræve kompromisvillighed til at give afkald på “historisk ret” til hele området og pålidelige folkeafstemninger, men også håndfaste internationale garantier, bakket op af militær.

Vi plejer også at glemme, at accepten af den nuværende grænse kostede to regeringer livet, en radikal regering i påsken 1920 og Knud Kristensens venstreregering i oktober 1947. Det har end ikke i den mindre stat, Danmark, altid været et accepteret faktum, at “grænsen ligger fast”.

Adskillige af mine lærere i 1950'erne begræd endnu tabet af det Flensborg, der i 1867 havde haft flertal af stemmer på danske kandidater. Om det var udtryk for nationalitet eller kongetroskab kan diskuteres, og det bliver det. Men det fremgik af afstemningen i 1920, hvor 75 procent i Flensborg stemte tysk, at den nationale identifikation var ændret med industrialiseringen og socialdemokratiernes politik op til 1914, hvor man anbefalede sine vælgere at stemme i den stat, de hørte hjemme i. Det anfægtede dog ikke ”rigtige” danskere i Flensborgbevægelsen, der samlede mange tilhængere i mellemkrigstiden og igen efter 1945.

Søren Krarup og Dansk Folkeparti har udtalt, at ønsket om ”genforening med Danmark”, også selvom det først skal ske en gang med tiden, er definitionen på at tilhøre det ”rigtige” danske mindretal. Det er der ikke enighed om, og slet ikke i det danske mindretal, hvoraf mange taler tysk i det daglige. Men ellers er Slesvigs historie nu urgammel og irrelevant historie, som kun optager nørder. Og så enkelte vejskiltsvandaler i det Sønderjylland, der i øvrigt er nedlagt som resultat af regionsreformen i 2007.

Udvandring af ungdommen og centraliseringen af de fleste institutioner uden for grænselandet er en fælles udfordring for Sønderjylland såvel som for Sydslesvig, ja i grunden for hele delstaten Slesvig-Holsten i Forbundsrepublikken Tyskland. Begge regioner er, om end på hver sin måde, reduceret til udkantsområder i hver sin stat, hvor den økonomiske og kulturelle dynamik sker i de større centre.

Det var helt anderledes i den historiske provins Slesvig, som sammen med Holsten var den økonomisk og kulturelt mest fremskredne del af det oldenborgske monarki. Den udvikling er efterhånden udfordringen for mange grænselande i Europa. Hvor sådanne områder tidligere var kulturelt og økonomisk produktive i kraft af de forskellige impulser, som mødtes, er der nu en tendens til, at de bliver fjerne periferier i forhold til de store urbane centre, som befolkningerne i hele verden samles i. Det gælder i udtalt grad i det dansk-tyske område i Jylland selvom forbindelserne over grænsen, modsat Lolland og Femern, er tætte. Man skal helt tilbage til sejlskibenes æra, hvor vandet forbandt, for at forstå, at en ø som Ærø var nærmere knyttet til Sønderjylland/Slesvig end til Fyn.

Indflydelsen fra Europa har vi traditionelt i Danmark valgt at fortolke som et kulturelt, politisk og økonomisk pres fra nogen, vi kalder ”tyskerne”. Reelt var det dog i lange perioder den danske kongemagt, som under skiftende dynastier - fra 1448 af tysk oprindelse - forsøgte at dominere naboerne mod syd, nord og øst.

Kalmarunionen 1397-1523 var et dansk projekt og havde til hensigt at dominere de tyske handelsbyer i Hansa-forbundet i konkurrence med Mecklenburg, hvis fyrsteslægt havde arvekrav på den svenske trone. I 1600-tallet overtog Sverige under Vasa-dynastiet rollen som den stærkeste magt i Nordeuropa. Det begyndte under Christian IV, som paradoksalt nok er den mest elskede danske konge. Måske fordi han elskede vin, kvinder og byggeri, nok mindre fordi han tabte til Sverige, og slet ikke fordi heksebålene flammede under hans fundamentalistiske lutherske ortodoksi.

Hvis man kan tale om en aggressor i forholdet mellem ”Norden” og ”Tyskland” i 1600-tallet, må det siges at være stormagten Sverige, der dominerede Baltikum, Polen og Nordtyskland med hære, der hærgede så langt som til Prag i Tjekkiet. I stormagtstiden omfattede det svenske rige de tyske og baltiske kystprovinser samt store danske og norske områder.

I grænselandet kunne den svenske stat optræde som allieret med og beskytter af de gottorpske hertuger i Slesvig og Holsten, selvom de var i familie med det ”danske” kongehus. De erklærede sig selvstændige i 1658, da det danske rige var tæt på at gå under. Først nederlaget ved Poltava i Ukraine i 1709 satte bom for den svenske ekspansion.

Danmark kom igen og indlemmede i løbet af 1700-tallet i to omgange hele Slesvig og Holsten, omend med respekt for begge hertugdømmers særlige status i helstaten. Efter en kortvarig episode med Struensees oplysningsdiktatur prøvede et konservativt styre under Ove Høegh Guldberg mellem 1772 og 1784 at udvikle en ”patriotisk” ideologi for hele riget, der var befolket af “danske, norske og holstenere”, hvor der med holstenere også mentes slesvigere, tysk- såvel som dansktalende.

Denne patriotisme kan man studere i Ove Mallings lærebog for latinskolerne med titlen “Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere” fra 1777, som blev genoptrykt så sent som i 1992. Patriotismen tabte til nationalismen i 1800-tallet, men repræsenterer et interessant alternativ til nationalstaterne og den deraf følgende deling af Slesvig.

Først med kravet om samlingen af alle tysktalende i én stat blev Tyskland en politisk udfordring for Danmark og danskerne. Men indtil da er det rigtigere at tale om de tyske lande i flertal på samme måde, som vi som en selvfølge taler om de nordiske lande i flertal. De sidste har nemlig ikke altid eksisteret som suveræne stater - selvom deres navne er gamle - men er resultater af opløsningen af de flersprogede danske og svenske konglomeratstater. Reelt blev de to nordeuropæiske imperier, Danmark og Sverige, først til nationalstater i en proces, der begyndte i 1809 og 1814 og førte til Norges selvstændighed i 1905, Finlands løsrivelse fra Rusland i 1917, Islands selvstændighed i 1918, Nordslesvigs forening med Danmark i 1920, Færøernes selvstyre i 1948 og Grønlands selvstyre i to omgange i 1979 og 2009.

At tale om de tyske lande i stedet for Tyskland bryder med indgroede forestillinger, historisk såvel som med henblik på dagens realiteter. Modsat den udbredte forestilling om det fredelige Norden og det aggressive Tyskland har geopolitiske modsætninger altid præget Nordeuropas historie. I perioder har offentligheden, herunder også professionelle historikere og samfundsforskere, skjult denne grundlæggende sandhed for sig selv ved at anvende den ideologiske betegnelse ”Norden” om de skandinaviske dele af Nordeuropa. Til gengæld har man ignoreret det faktum, at Tyskland altid, bortset fra en kort periode under nazismen efter Østrigs “Anschluss” i 1938 og centraliseringen af Tyskland i 1930'erne, har bestået af flere stater. Det forhold ændrede sig ikke engang med oprettelsen af det såkaldte andet kejserrige i 1870 - det første var det Hellige Romerske Rige, Sacrum Imperium, som varede fra 962 til 1806. I dette Tyskland opretholdtes 39 tyske stater i en art føderation af fyrstedømmer og enkelte bystater, selvom Preussen udgjorde næsten to tredjedele af riget og dominerede de andre.

End ikke samlingen af Tyskland i 1870 samlede dog alle de tysktalende i én stat - der også omfattede store polsk-, dansk- og fransktalende mindretal. Jeg benytter med vilje udtrykket ”tysktalende” i stedet for ”tyskere”. For det første fordi tyskerne er ganske forskellige. Og for det andet fordi der egentlig ikke er nogen klar definition af tyskere. Præamblen til den tyske grundlov fra 1949 rummede ganske vist en henvisning til ”das gesamte deutsche Volk” og en opfordring til, at dette “deutsche Volk” skulle fuldende den “tyske enhed”. Det blev længe fortolket som en ret for alle tyskere til uden videre at få statsborgerskab i Forbundsrepublikken Tyskland. Det har givet anledning til en stor indvandring og mange indviklede afgørelser af, hvem der er tysk med de deraf følgende rettigheder.

Efter samlingen af Øst- og Vesttyskland i 1990 nøjedes man med at henvise til “das gesamte deutsche Volk” uden nærmere præcisering af, hvem der tilhører dette tyske folk. I 2000 gennemførte en regering af SPD og de Grønne en ændring af betingelserne for tysk statsborgerskab fra en etnisk til en mere statsborgerlig definition, således at den etniske definition af en tysker er ved at ændre sig. Det skete først og fremmest af hensyn til de godt tre millioner af tyrkisk afstamning, men får følger for opfattelsen af ”tysk” og ”Tyskland”, der nu nærmer sig den franske og amerikanske model for nationalitet.

En i udlandet lidt overset følge af det tyske nederlag i Anden Verdenskrig var, at de tyske mindretal i Øst- og Centraleuropa blev fordrevet, flest fra Østpreussen og de vestlige dele af Polen, men også fra Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet. Mellem tolv og fjorten millioner flygtninge måtte søge tilflugt i de to tyske stater, langt de fleste i Vesttyskland, herunder mange i Schleswig-Holstein, hvor befolkningen blev fordoblet, og det danske mindretal voksede eksplosivt. Murens fald i 1989 førte til genforeningen af Øst- og Vesttyskland mod endegyldig tysk anerkendelse af grænserne fra Anden Verdenskrig, først og fremmest mod Polen, med det resultat at forholdet mellem de to lande i dag er bedre end nogensinde. Gnidningerne med Tjekkiet skyldes tjekkernes vanskelighed med at indrømme den blodige fordrivelse af sudetertyskerne efter 1945.

Ser man bort fra Østrig og Schweiz, kan man nu tale om ét samlet Tyskland. Tyskland har efter finanskrisen i 2008 og de sydeuropæiske landes stagnation genindtaget sin naturlige, dominerende plads i Europa. Men nu er der tale om et demokratisk Tyskland, som har lært af sin historie og ikke ønsker at dominere sine naboer, selvom det især i Sydeuropa ofte fremstilles sådan. Vigtigt er også, at Tyskland er organiseret som en forbundsstat med stor respekt for regionale forskelle, også sproglige, hvad man kan mærke på de tydelige dialekt-forskelle. Det er baggrunden for den begejstrede modtagelse af den tyske kansler, Angela Merkel, da hun besøgte Danmark den 28. april i år. ”Übermutti” var ”übercool” for de begejstrede danske studerende, der mødte hende. Populær er hun og Tyskland blandt yngre danskere - der dog ikke går så langt som til at lære tysk.

Vi har ikke fået det “regionernes Europa”, som var forudset i Maastricht-traktaten i 1992, og som gav anledning til grænseoverskridende samarbejde, også mellem Sønderjylland og Sydslesvig. Tværtimod vokser nationale følelser og nationalistiske bevægelser i hele Europa, samtidig med at kravet om national suverænitet vokser i de gamle medlemslande.

Om denne udvikling vil føre til oprettelse af nye nationalstater inden for EU, er det endnu alt for tidligt at spå om.

Men intet tyder på at den nationale centralisering i centrene og udflytning af institutioner fra udkantsområderne, som vi har været vidne til de sidste 30 år, vil aftage. Tværtimod vil den sikkert øges for at samle kræfterne i den internationale og globale konkurrences navn mellem det, som vi i stigende grad kalder konkurrencestater. I den situation er det trist, at den gamle driftige provins Slesvig blev delt i 1920. Delingen har medført fred og fordragelighed, men hvis det bliver til gravens fred, er prisen måske for høj. Det vil være klogt at eksportere den slesvigske model til borgerkrigshærgede områder som Balkan og Ukraine. Men i Slesvig - og Holsten med - burde man måske samle overskud til at fremme det grænseoverskridende samarbejde. For at modvirke afvandringen af ungdommen og udflytningen af institutioner og virksomheder, men mest for at blive husket i København.

Et stykke historie forsvandt, da grænsebygninger blev revet ned ved den dansk-tyske landegrænse ved Kruså i 2004. Dermed forsvandt også et symbol på grænsen mellem danskere og tyskere.
Den dansk-tyske grænse har historisk været hjemsted for spændinger og symbolske begivenheder. I 1980'erne opsættes et symbol på det europæiske samarbejde ved Kruså.
Den dansk-tyske grænse har historisk været hjemsted for spændinger og symbolske begivenheder. I 1920 rider danske dragoner over grænsen ved Vedsted efter genforeningen.