Vejen til guderne er altid gået gennem genstande

Hvordan mennesker historisk har skabt forbindelse til forfædre, guder og ånder, kan i øjeblikket opleves på stor udstilling i London

Et tidligt eksempel på et fysisk sted for religiøs tilbedelse er Göbekli Tepe i Tyrkiet. Kæmpehøjen blev bygget af jæger-samler stammer for omkring 11.000 år siden, og motiverne på stenen menes at være en tyr, en ræv og en trane. –
Et tidligt eksempel på et fysisk sted for religiøs tilbedelse er Göbekli Tepe i Tyrkiet. Kæmpehøjen blev bygget af jæger-samler stammer for omkring 11.000 år siden, og motiverne på stenen menes at være en tyr, en ræv og en trane. – . Foto: Wiki Commons.

Menneskehedens historie kan ikke fortælles uden også at fortælle religionshistorie.

”Der er ikke én kendt kultur i verden eller i historien uden en religiøs tro,” fastslår Jill Cook fra British Museum. Hun er kurator på en ny udstilling, som netop ser på religioner i den bredeste forstand – og ikke mindst på, hvad der binder dem sammen.

Udstillingen er ikke en teologisk gennemgang, men en kulturhistorisk rejse fra de tidligste tider og op til i dag fortalt gennem de genstande og ritualer, som er blevet brugt til at udleve troen.

Man hører om, hvordan ild både har været kilde til frygt og fascination. Der er historien i græsk mytologi om, hvordan Prometheus stjal ilden fra guderne, og hvordan Gud talte til Moses gennem en brændende busk.

En gammel romersk kobbermønt fra omkring år 200 viser gudinden Vesta, der er hjemmets og arnens gudinde, og som holder en flamme i live. Og så længe flammen brænder, er der harmoni mellem guderne og Romerriget.

Dengang fandtes den mest seriøse udfordrer til romerne i det gamle Persien, hvor skyterne også dyrkede flammerne, men i deres verden var det kun en opgave for mænd. En anden dyrkelse af ild og flammer ses fra tidlig tid i Japan, hvor ildspyende drager var blandt ånderne i den japanske shinto-tradition. På udstillingen er de repræsenteret med en fornemt udført drage i metal og guld. Dragerne kontrollerede ikke alene ild, men også vand og jord. Og når dragerne var i godt humør, så sikrede de vand og god landbrugsjord. Men blev deres vrede vækket, kunne de resultere i jordskælv og tsunamier.

Stort set alle religioner har deres kirker, templer og andre bygninger, hvor de praktiserer deres religion.

Det første kendte mere monumentale byggeri, som klart kan kædes sammen med religion, er Göbekli Tepe i det sydøstlige Tyrkiet, som er en kæmpehøj bygget af jæger-samler-stammer for omkring 11.000 år siden. Göbekli Tepe blev først opdaget af tyske arkæologer under Klaus Schmidt i 1996, og hans teori var, at det trods sin størrelse ikke var en bosættelse, men et sted, hvor de omstrejfende folk kom for at tage del i en form for ritualer.

I takt med at sumererne begyndte at udvikle deres landbrugskultur i Mesopotamien, som er kendt som civilisationens vugge, kom også mere permanente bygninger af sten til brug for religiøse ritualer. De var som åbne teatre, hvor folk tilbad det usynlige gennem ritualer.

Netop ritualer og traditioner har det med at gå igen i forskellige religioner. Tag bare rosenkransen, som mange forbinder med katolicismen. Men de første kendte eksemplarer på bedekranse er over 3000 år gamle og stammer fra buddhister i Sydøstasien. Herfra vandrede de mod vest, og det var ikke kun kristne, der tog dem til sig. Der findes også en muslimsk udgave, som hedder en tasbih.

Netop fortællingen om, at mange elementer i forskellige afskygninger går igen i forskellige religioner, er det centrale for Jill Cook.

”Vi ser i alle religioner en samtale med noget, som rækker ud over os selv. Uanset om det er med forfædre, guder eller ånder, så har vi den samtale for at forstå vores egen rolle i livet og for at forstå, hvordan vi eksempelvis overkommer sorg, som er fælles for os. Og det samme er frygten for døden. Og der indgår så mange ritualer i døden, for det er en skræmmende begivenhed,” siger Jill Cook, som med udstillingen på British Museum rejser spørgsmålet, om vi i stedet for at være kendt som ”Homo sapiens” burde omtales som ”Homo religiosus” – det religiøse menneske.