Velkommen til en bedre lørdagsavis

Kristeligt Dagblads læsere vil fra i dag og hver lørdag få endnu mere stof til eftertanke, uden at avisen gøres tykkere. Vi har nemlig fornyet og forbedret en stor del af indholdet. De nye sider »Før søndagen« afløser hver lørdag den vanlige »Kirke og tro«-side. Her sætter vi fokus på søndagens prædikentekst, som vil blive belyst i interview med mennesker, der på særlig vis kan fortælle om teksterne. Skuespilleren Erik Wedersøe lægger ud. Vi sætter fokus på »Kirken i verden« og interviewer hver uge et menneske i rubrikken »Kirketid«, denne gang den nye kirkeminister Johannes Lebech. På avisens bagside præsenterer vi »Ugens profil«, denne gang indenrigsminister Karen Jespersen, og under rubrikken »Globalt set« vil vi bringe interviews eller kommentarer og analyser af verdenskendte politikere og samfundsforskere. Den første, der får ordet, er USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger. Kultursiden sætter fokus på bogstoffet. Vi anbefaler de bedste udgivelser og taler med et menneske om »Bogen på mit natbord«. I dag operachef Kasper Holten. Bagerst i avisen finder vore læsere en ny oversigt over arrangementer i den kirkelige verden. Foredrag, koncerter, særgudstjenester og debatmøder. Alle kirker og kirkelige organisationer kan fremover få gratis omtale af deres arrangementer, hvilket vi håber vil glæde avisens mange læsere. Velkommen til den nye lørdagsavis.