Hvis man skal kåre et enkelt årstal, der har haft den største betydning for det moderne vestlige samfund, vil det være svært at komme uden om året 1776.
Det var året, hvor 13 kolonier i Nordamerika løsrev sig fra Storbritannien og med Uafhængighedserklæringen fødte nationen USA, verdens i dag mægtigste og rigeste nation.
Det var også året, hvor skotten James Watt opfandt dampmaskinen og for alvor satte gang i den industrielle revolution.
Og så var 1776 ikke mindst året, hvor en anden skotte, den 53-årige økonom og moralfilosof Adam Smith, udgav det, der ofte betegnes som kapitalismens bibel, En undersøgelse af naturen og grundene til nationernes velstand.
LÆS OGSÅ: Forbruget er vor tids ledestjerne
Med Nationernes velstand blev der for første gang argumenteret for en liberal økonomi baseret på frihandel og den private ejendomsret. Og Adam Smith lagde ikke fingrene imellem i sin agitation for større frihed eller i sin kritik af dem, han betegnede som systemets folk, som gennem politisk styring foregav at ville skabe lykke og velstand for alle.
Jeg har aldrig set meget godt gjort af dem, der foregav at handle for det fælles bedste Han synes at forestille sig, at han kan arrangere et stort samfunds forskellige mennesker lige så let som hånden, der arrangerer de forskellige brikker på et skakbræt; han overvejer ikke, at brikkerne på skakbrættet ikke har nogen anden kraft, der bevæger dem, end den, som hånden påfører dem; men på det menneskelige samfunds store skakbræt har hver enkelt brik sin egen bevægelseskraft, som er aldeles forskellig fra den, som den lovgivende forsamling beslutter at påføre den.
Og dermed havde Adam Smith i vid udstrækning støbt det teoretiske tankesæt for det kapitalistiske samfund: Leg ikke Gud, men pas dig selv og brug dine evner til at forsørge din familie.
Administrationen af det store system her i verden, omsorgen for alle fornuftige og følende væseners store lykke, er Guds opgave, ikke menneskets. Mennesket er blevet tildelt en meget mere beskeden opgave, men et kald, der passer meget bedre til hans snæversyn og hans kræfters svaghed, nemlig omsorgen for hans egen lykke, hans families, hans venners, hans land, skrev Smith og konkluderede, at når tilstrækkelig mange får friheden til at skabe deres egen tilværelse, vil det som en usynlig hånd lede og løfte hele samfundet i form af øget velstand, trivsel og fred.
Den skotske økonom var naturligvis ikke den første, der så en sammenhæng mellem den enkeltes og samfundets velstand. For selvom selve begrebet kapitalisme først for alvor vandt indpas i den brede befolkning i midten af det 19. århundrede, altså efter Smiths levetid, havde man siden 1400-tallet set stadig flere regioner og nye stater med fri handel.
Det gjaldt ikke mindst i Nederlandene, Italien og England, hvor dannelsen af stater og handelsaftaler på tværs af regioner betød et opgør med det feudale samfund, hvor kongens og lensherrernes ejerskab af jorden var afgørende for fordelingen af velstand.
Skridt for skridt blev naturalieøkonomien erstattet af et system, hvor handel og penge rykkede rundt på samfundets byggeklodser, så velfærden ikke længere kun blev fordelt efter ens rangorden og relationer til kongen og herremændene, men også efter evnen til selv at producere og afsætte en vare.
Siden har kapitalismen trods verdenskrige, den kolde krig og adskillige økonomiske kriser indtaget mere og mere land. Ikke kun i Europa, men også i den øvrige verden, hvor selv Kina i dag præger hele verdenshandlen med sin særlige blanding af et totalitært politisk system og en markedsøkonomi med mindre regulering, end man ser i store dele af den vestlige verden.
Ja, kapitalismen har faktisk sejret i en grad, så den i dag står som historiens slutpunkt og den bedste samfundsmodel, der overhovedet kan udvikles, lyder det blandt andet fra den amerikanske økonom og politolog Francis Fukuyama.
At kapitalismen netop voksede frem og bed sig fast i Europa, er ikke tilfældigt. Det mener Henrik Gade Jensen, mag.art. i filosofi og projektchef ved den liberale tænketank Cepos.
Han har selv i flere omgange skrevet og holdt foredrag om Adam Smith og ser en klar sammenhæng mellem kapitalismens gennemslagskraft og Europas historie, ikke mindst den europæiske kristne identitet.
Reformationen, Luthers toregimentelære, lasternes forvandling til dyder og protestantismens betoning af individuelt ansvar og skyld åbnede netop for en liberal økonomisk model. Rigide religiøse doktriner havde historisk blokeret for det frie marked, eksempelvis i form af en modstand mod brugen af renter, men dette ændrede sig med Reformationen, siger Henrik Gade Jensen og forklarer så, hvordan et sekulært tankesæt samtidig er en forudsætning for den arbejdsdeling, der er helt central i et velfungerende frit marked.
Markedet kan ikke udvikle sig frit i et samfund, der er præget af en rigid lovreligiøsitet. Arbejdsdelingen er afhængig af, at arbejdsprocessen ikke er hellig, så det ikke styres af, hvad der er halal og haram, tilladt og forbudt, som man ser det i islam, for eksempel i forhold til køn, fødevarer og produktionsmetoder, siger Henrik Gade Jensen.
Netop i disse år, knap 240 år efter udgivelsen af kapitalismens hovedværk, Adam Smiths Nationernes velstand, har kapitalismen ellers et dårligere renommé end i årtier.
Års eksplosiv vækst sluttede med en global maveplasker, da finansmarkedet i 2008 brød sammen, nedbrudt af milliardstore højrisikolån, uigennemsigtige virksomhedskonstruktioner og astronomiske bonusser til udvalgte topchefer.
Adam Smiths usynlige hånd har altså ikke kun sikret velfærd og frihed, men har de seneste år også knipset millioner af mennesker ud af kriseramte virksomheder og overbelånte boliger, ud til arbejdsløshed og livslang gæld.
Og alligevel tyder intet på, at vi er på vej til at skrotte kapitalismen til fordel for en ny samfundsmodel, lyder det fra sociolog Ole Bjerg, der forsker i kapitalisme ved CBS, Handelshøjskolen i København, hvor han er lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.
Kapitalismen har den fænomenale styrke, at den som samfundsmodel kan siges at falde os så naturligt, at vi har meget vanskeligt ved at formulere et andet bud på en samfundskonstruktion, siger Ole Bjerg og fortsætter:
Når kapitalismen i dag står som den mest sucesfulde samfundsmodel, skyldes det også, at den ikke er bundet op på en bestemt ideologi. Den er naturligvis forbundet med liberalismen, men på en udogmatisk facon, der betyder, at vi herhjemme kan se, at stort set samtlige politiske partier er grundlæggende enige om, at kapitalismen ikke står til diskussion, bortset fra mindre justeringer den ene eller den anden vej.
Drejer man kikkerten mod fortiden, ser man da også, at kapitalismen ganske vist har oplevet tilbageslag, men altid har genvundet sit terræn og mere til. Selv efter den kolde krig, hvor store dele af verden i 40 år var under socialistisk styre, var det den kapitalistiske idé, der trådte ind og tog magten.
Men i det store billede er der ingen tvivl om, at den kapitalistiske samfundsmodel vil fortsætte stort set uforandret, mener også Henrik Gade Jensen.
Der har hele tiden været tilbageslag som efter det store krak på Wall Street i 1929 og tider med stor tro på staten, men markedet har hele tiden sat sig i igennem. Der skal folkedrab til at holde det nede. Markedet er usentimentalt, når arbejdspladser flytter ud af landet, men hvis man vil løse det med statsindgreb, bliver det kun værre, for der gives ikke noget alternativ til det, som Adam Smith kaldte den usynlige hånd, forklarer Henrik Gade Jensen og henviser til, hvordan det historisk set har været forsøgene på at planlægge markedets udvikling, der bremsede væksten.
Adam Smith beskrev mennesket som nærsynet. Vi er ikke i stand til at vurdere, hvad der er godt for mange mennesker på længere sigt, og derfor opnår man størst frihed og vækst med individuel frihed. Planøkonomien, som vi har set den i eksempelvis det tidligere Sovjetunionen, er beviset på det modsatte. Her forsøgte systemet med femårsplaner at skabe et bedre samfund for alle, men konsekvensen blev stilstand og fattigdom, siger Henrik Gade Jensen, der ikke tøver med at betegne kapitalismen som den bedste samfundsmodel for øget velstand og personlig frihed.
Lige nu taler vi om krise, men selve den kapitalistiske model er på ingen måde truet, siger Henrik Gade Jensen.
Ja, der er endda dem, der mener, at de tilbagevendende kriser er en central forklaring på kapitalismens succes, da enhver krise på bedste socialdarwinistisk vis får renset ud blandt markedets svageste aktører.
En af disse er den nu afdøde amerikanske økonom og superliberalist Milton Friedman, som for 30 år siden i bogen Kapitalisme og frihed fremhævede krisens evne til at skabe ny fremdrift:
Kun en krise den være sig aktuel eller forestillet producerer virkelig forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af, hvilke idéer der er tilgængelige. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: At udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåelig, skrev Friedman, der blandt andet modtog Nobelprisen for sine økonomiske teorier.
Teorien om kriser som kapitalistisk adrenalin har ikke overraskende mødt modstand fra flere sider.
En af de mest markante modstandere er den canadiskfødte journalist Naomi Klein, der med bogen Chok-doktrinen Katastrofe-kapitalismens genkomst nærmest er blevet chefideolog for de mange, der støtter et kapitalistisk system, men er bekymret over kursen.
I bogen advarer Naomi Klein blandt andet mod en kapitalisme, hvor de demokratiske institutioner tøver med at bremse kommende kriser af frygt for at bremse markedets vækst og virksomhedernes muligheder for at finde nye kilder til profit.
Og her er netop Milton Friedmans kriseteori problematisk, pointerede Naomi Klein, da hun i 2008, umiddelbart efter finanskrisens udbrud, blev interviewet til internetmagasinet AV Club.
I en naturlig kapitalistisk cyklus har du indbyggede kriser, og ud af det opstår nye virksomheder, ligesom nye teknologier udsletter gamle industrier og revolutionerer vores måde at leve på. Sådan virker kapitalismen. Men når jeg taler om katastrofe-kapitalisme, er det ikke disse indbyggede kriser, men nærmere en politisk strategi baseret på behovet for kriser som et middel til at fremme upopulære politikker, lød det fra Naomi Klein. Hun understreger, at heller ikke hun ser noget troværdigt alternativ til kapitalismens evne til at skabe velstand og velfærd.
Ja, der findes mennesker på den ene yderfløj, som vil nationalisere al ejendom og forbyde den private ejendomsret, men i det store og hele handler debatten ikke om kapitalisme eller ej. Den handler om, hvilke dele af samfundet, der ikke er egnet til at blive styret af profit, siger Naomi Klein og forklarer, hvordan hun med sin opvækst i Canada er vokset op med et velfærdssystem, der meget lig det danske er kendetegnet ved en stærk offentlig sektor.
Vi har flere områder af samfundet, der er omfattet af social kontrakt for at markere, at det her skal ikke styres af profit. I USA er den diskussion stort set fraværende. Selv sådan noget som brandslukning handler om profit i USA, selvom man ikke skulle mene, at der burde være et marked for ildebrand, siger Naomi Klein.
Mest markant ved Adam Smiths værk var teorien om, at fællesskabet ville opleve øget velstand, hvis individidet fik størst mulig frihed til at skabe sin egen velstand, for derved produceres der så store mængder af alt, at det dækker både de mægtiges ... udskejelser og håndværkerens og bondens behov, som det lyder i Nationernes velstand.
