Prøv avisen

Verdens største søslag fandt sted ud for Jylland

151 britiske skibe og 99 tyske skibe var med i slaget mellem tyskerne og briterne, som varede 12 timer og sænkede 25 skibe. Her er den britiske flåde på vej ud i Nordsøen for at konfrontere den tyske flåde. Foto: Scanpix

For 100 år siden tørnede tyske og britiske krigsskibe ud for Jyllands vestkyst. Efter slaget lå 25 skibe på havets bund, og 8645 mænd havde mistet livet

Der var mange vestjyder, som undrede sig den 31. maj 1916. Solen var skjult bag lavthængende skyer, og ude fra havet kom der en let brise. Det var ikke et vejr, som gav torden, og alligevel begyndte det hen på eftermiddagen at buldre ude til havs. Hvad var der galt? Tordenen blev ved, og efterhånden begyndte sandheden at dæmre. Der foregik et søslag ud for den jyske vestkyst, og mange havboere foldede hænderne i en stille bøn for de mænd, som nu skulle møde deres skaber.

Det var verdenshistoriens største søslag, som fandt sted, hvadenten man måler på antallet af deltagere eller skibe. Kampen varede 12 timer og sluttede først klokken 4 om morgenen den 1. juni. For første og eneste gang under Første Verdenskrig mødtes de tyske og britiske slagskibsflåder. 250 skibe deltog i slaget, og da det hele var overstået, lå 25 skibe på havets bund, og 8645 mænd havde mistet livet. Slaget fandt sted på en linje fra Hanstholm til Nymindegab, cirka 100 kilometer fra den jyske vestkyst og blev kendt som Jyllandsslaget.

Den tyske kejser, Wilhelm II, elskede sin flåde og havde fra krigens start forbudt aktioner, som kunne bringe de store skibe i fare. Situationen ændrede sig først, da viceadmiral Reinhard Scheer den 18. januar 1916 blev udnævnt til chef for Højsøflåden. Han ville slås og overtalte kejseren til en ny taktik. Ved hjælp af en række mindre træfninger skulle den overlegne britiske flåde gradvis nedkæmpes, så den var moden til et afgørende slag. Det var selvfølgelig ren ønsketænkning, fordi briterne nok havde lugtet lunten, før det kom så vidt, men kejseren accepterede, og så gik Scheer i aktion.

Han rettede et par mindre angreb på den engelske østkyst for at trække den britiske flåde ud, og da det ikke gav resultat, planlagde han en ny og større aktion. Natten til den 31. maj sejlede han ud fra Wilhelmshaven med kurs mod Norge for at angribe den civile skibstrafik i Skagerrak. Forrest kom hans hurtige tyske slagkrydsere, som skulle agere lokkemad, og selv kom han bagefter med den store slagskibsflåde, som skulle levere det afgørende slag. Med lette krydsere og torpedobåde udgjorde det hele en styrke på 99 skibe med en samlet besætning på 45.000 mand.

Al hans planlægning var dog omsonst. Den 26. august 1914 var den lette krydser ”Magdeburg” gået på grund i Finske Bugt, og i vraget fandt russerne flere eksemplarer af den kejserlige marines hemmelige kodebog og den tilhørende ciffernøgle. Russerne besluttede at dele byttet med briterne og sendte to officerer til London, hvor de personligt overrakte kodebogen til den unge flådeminister Win-ston Churchill.

Han var henrykt og udnyttede gaven på bedste vis. Briterne oprettede en efterretningsafdeling, der under hele krigen aflyttede og afkodede den tyske flådes radiokommunikation. Afdelingen blev installeret i værelse 40 i admiralitetsbygningen i Whitehall og blev kendt som ”Room 40”.

Da Scheer den 30. maj klokken 14.40 dansk tid sendte et signal til Højsøflåden om den forestående aktion, var aflytningen derfor ren rutine. Signalet blev straks tolket korrekt, og set i historiens lys måtte Scheer lide den tort, at briterne sejlede først. Klokken 23.30 forlod Grand Fleet sine baser i Skotland, mens de tyske slagkrydsere under viceadmiral Franz Hipper sejlede klokken 2, og Scheer selv fulgte efter med slagskibene klokken 3.30.

Den britiske styrke var overvældende. Den bestod af 151 skibe og 60.000 mand og blev anført af admiral John Jellicoe, mens viceadmiral David Beatty havde ansvar for slagkrydserne. Briterne var på alle måder overlegne. De havde ikke blot flere slagskibe og slagkrydsere, men også større kanoner med længere rækkevidde.

På grund af en tåbelig fejl satte briterne dog en væsentlig del af forspringet over styr. Kommandør Thomas Jackson var chef for admiralitetets operationsafdeling, og den 31. maj misforstod han situationen og sendte et telegram til Jellicoe og Beatty og meddelte, at tyskerne stadig lå i Wilhelmshaven.

Uden at kende noget til modstanderen var de to parter derfor på vej mod det samme område ud for Thyborøn på den jyske vestkyst. Havde det ikke været for en lille dansk damper, var de sejlet forbi hinanden.

Det var ”N.J. Fjord” fra DFDS, som tidligere havde sejlet smør og passagerer fra Esbjerg til Harwich. Nu var skibet på vej fra Leith til Frederikshavn med en last kul, da en tysk udkigsmand fik øje på det helt ude i synsranden. To torpedobåde blev sendt frem, og da de kom tæt på, gav de ”N.J. Fjord” ordre til at standse. Den danske maskinmester satte dampmaskinen på standby, hvorefter det uundgåelige skete. Trykket i kedlen steg, og inden længe åbnede en sikkerhedsventil sig og sendte en stor dampsky til vejr.

Den mærkelige, hvide sky blev set af en britisk udkigsmand langt ude mod vest, hvorefter et britisk skib sejlede frem for at undersøge sagen. De stridende parter fik øje på hinanden, og klokken 15.30 var de første lette krydsere i kamp, mens ”N.J. Fjord” skyndsomst bragte sig i sikkerhed.

Hovedstyrkerne på begge sider satte omgående kurs mod stedet, og fem kvarter senere var de store skibe i kamp. Slagskibene og slagkrydserne var kæmper på over 200 meters længde og med en vægt på over 30.000 tons. På to parallelle linjer sejlede de af sted for fuld fart, mens de på 15-16 kilometers afstand hamrede løs på hinanden med granater, hvoraf de tungeste vejede 879 kilo.

Det blev især dyrt for briterne. Efter tre kvarter var slagkrydserne ”Indefatigable” og ”Queen Mary” sprunget i luften, mens et kanontårn på Beattys eget skib, ”Lion”, var udbrændt. 2500 mand var omkommet, og det var endda kun begyndelsen. Klokken 19.20 eksploderede panserkrydseren ”Defence”, og klokken 19.35 eksploderede slagkrydseren ”Invincible”, hvorved yderligere 2000 mænd og drenge mistede livet. De yngste britiske søfolk i Jyllandsslaget var kun 16 år.

Klokken 19 ankom Jellicoe og Scheer med deres hovedstyrker af svært pansrede slagskibe, og nu trak Jellicoe det længste strå. Det lykkedes ham at anbringe hele sin styrke på tværs af den tyske linje, så alle de britiske skibe kunne afffyre den ene bredside efter den anden mod fjenden. Kun de forreste tyske skibe kunne svare igen og endda kun med de forreste kanoner. Scheer var sejlet i en fælde, men klarede sig ud af den ved hjælp af en manøvre, som kun tyskerne havde indøvet. Han beordrede en kampvending, hvor alle skibene drejede på en gang, og kort efter var de alle ude af farezonen.

Snart efter sejlede han igen direkte mod den britiske linje, fordi han ville komme den lette krydser ”Wiesbaden” til hjælp. En granat havde revet et damprør over, og nu lå skibet hjælpeløst midt i orkanens øje. Denne gang var det nær gået galt, men igen reddede Scheer sin styrke ud af faren. Han foretog en ny kampvending, hvorefter han havde fået nok og satte kurs hjem mod den beskyttende havn.

Jellicoe ville ikke risikere sine store skibe i mørket og overlod natkampen til de små destroyere. Det gik hårdt for sig og krævede både mod og mandshjerte.

”Det kan godt være, at der var nogle ateister om bord klokken 22, men der var ikke nogen tilbage klokken 23,” som en britisk destroyer- officer senere udtrykte det.

På vej hjem måtte tyskerne opgive slagkrydseren ”Lützow”, der var blevet ramt af 24 svære granater og en torpedo. Forskibet sank mere og mere, og da skibet ikke længere kunne sejle selv, blev det sænket med en torpedo. Flere andre skibe led samme skæbne efter mødet med de britiske torpedobåde.

Briterne led også store tab og mistede blandt andet panserkrydseren ”Black Prince”. Den eksploderede i en kæmpemæssig ildkugle og tog hele sin besætning på 857 mand med sig. I alt mistede 6094 briter livet, mens kun 2551 tyskere omkom.

Tyskland havde statistikken på sin side og fejrede slaget som en stor sejr, men i virkeligheden ændrede det ingenting. Briterne bevarede magten til søs og opretholdt en effektiv blokade, som til sidst afgjorde krigen. Tyskland blev afskåret fra forsyninger af enhver art og blev sultet i knæ.

Et af dødsofrene var den britiske sømand John Travers Cornwell, der efter sin død blev hædret med den højeste militære udmærkelse, Victoriakorset, fordi han hårdt såret blev på sin post på H.M.S. Chester som eneste overlevende, indtil slaget var slut. Han døde på hospitalet af sine kvæstelser. Han blev kun 16 år. Foto: Scanpix