Rædslerne er ubegribelige i den verdensberømte britiske militærhistoriker Antony Beevors seneste bog om den russiske borgerkrig. Omfanget af bestialsk tortur og kyniske henrettelsesmetoder med smadrede børnehoveder, udstukne øjne og afskrællet hud overgår, hvad de fleste mennesker kan kapere.
Alligevel insisterer Antony Beevor på, at det er nødvendigt at få beskrevet den menneskelige afstumpethed under borgerkrigen så direkte, som han gør i bogen ”Rusland – Revolution og borgerkrig 1917 - 1921”. For uden rædslerne forstår man ikke dybden af konflikten og dermed heller ikke, hvor skæbnesvanger den var.
”Krigen havde en enorm betydning ikke bare for Rusland, men for alle de store begivenheder der fulgte i Europa. Den skabte polariseringen og splittelsen mellem højre og venstre, mellem fascister og kommunister, der kom til at dominere hele det 20. århundrede. Alle historikere anerkender Første Verdenskrig som den oprindelige katastrofe, men den russiske revolution og borgerkrig var den mest betydningsfulde begivenhed. Den ledte både til den spanske borgerkrig, Anden Verdenskrig og har tråde helt frem til krigen i Ukraine i dag,” siger han.
Antony Beevor understreger, at historien i det hele taget er væsentlig, når man skal forstå, hvad der driver Putins Rusland i dag.
”Folk plejer at joke med, at Rusland er det eneste land med en uforudsigelig fortid. Det ser vi i dag i Putins sære sammenblanding af historie, hvor han trækker på Anden Verdenskrig på en meget selektiv måde og er besat af landets imperialistiske fortid. Polariseringen fra den russiske borgerkrig findes stadig, om end den har rykket sig, så den i højere grad står mellem demokrati og autokrati end mellem højre og venstre,” siger han.
Lenins genistreg
Den russiske borgerkrig er en fællesbetegnelse for de omfattende kampe, der udspillede sig i årene efter revolutionen i 1917, hvor tsar-regimet blev væltet, og bolsjevikkerne kom til magten. På den ene side i krigen var ”de røde”, bolsjevikkerne. På den anden side var ”de hvide”, der var en umage alliance af kontrarevolutionære. Den bestod hovedsageligt af tilhængere af tsarregimet, moderate socialister, kosakker og flere skiftende udenlandske aktører.
I store dele af krigen virkede det usandsynligt, at ”de røde” ville vinde. Ifølge Antony Beevor var der heller ikke mange røde, der selv troede på en sejr. Men én afgørende person gjorde, at ”de røde” alligevel kom ud som sejrherre, og det var ”revolutionens mørke geni Vladimir Lenin”, som Antony Beevor beskriver ham.
”Mange venstrefløjshistorikere plejer at sige, at det er økonomiske kræfter eller lignende faktorer, der er afgørende i historieskrivning. Men når man har en karakter som Lenin, kan man ikke lade være med at sige, at historiens udfald afhang af én person. Uden ham havde ”de røde” ikke vundet. Der var ekstremt meget magt koncentreret hos ham, og han havde evnen til at styre bolsjevikkerne væk fra flere lurende katastrofer. Han var et geni til at se andres svagheder og få sin vilje igennem, selv når han var i undertal,” siger han.
Derudover spillede det ind på krigens udfald, at ”de hvide” aldrig formåede at få samme centrale styring af tropperne, som ”de røde”. ”De hvides” største chance for en sejr ville have været at slå sig sammen med finner, estere og polakker, der alle kæmpede imod bolsjevismens udbredelse. Men det blev aldrig en effektiv alliance, da ”de hvide” ifølge den britiske historiker behandlede de andre med arrogance og krævede, at de efter krigen skulle være under russisk herredømme.
Sanseløs vold
I sin bog gennemgår Antony Beevor den russiske borgerkrig ud fra et omfattende arkivmateriale og inddrager dagbogsnotater fra både soldater og helt almindelige russere. Det er derigennem, man får et skrækindjagende indblik i de forbrydelser, der blev begået under krigen. Hospitaler blev stormet af soldater, hvor patienterne blev kastet ud af vinduerne for at ligge og fryse ihjel. Mænd blev bundet til træer i den sibiriske kulde og overhældt med vand for at fryse ihjel som isstatuer. Både ”de hvide” og ”de røde” var medskyldige i rædslerne, om end ingen ifølge Antony Beevor overgik ”de røde” i ubarmhjertig umenneskelighed. Op mod 12 millioner mennesker døde i løbet af krigen.
Antony Beevor er som krigshistoriker vant til at beskæftige sig med menneskehedens mørkeste sider. Men den russiske borgerkrigs sanseløse vold kom alligevel bag på ham.
”I andre krige har man slået ihjel af frygt for, at man selv ville blive slået ihjel. Og man har udført tortur for at få informationer ud af folk. Det slående ved den russiske borgerkrig er, at meget af volden slet ikke tjente noget formål. Man torturerede alene for torturens skyld. Det blev til ren sadisme,” siger han.
Hvorfor udviklede krigen sig så ekstremt voldeligt?
”Det er et spørgsmål, jeg stadig kæmper med at finde et svar på. Måske er det snarere en psykolog end en historiker, der kan svare på det,” siger han.
Dog har han et bud på en mekanisme, der har spillet ind på, hvorfor voldsspiralen løb løbsk. I krigen blev almindelige soldater både ydmyget og pint af deres overordnede. Undertrykkelsen i militæret startede fra oven og blev forstærket hele vejen ned gennem systemet til den almindelige soldat, som til sidst lukkede sine frustrationer ud på almindelige civile og modstandere i krigen.
Normalt er vi vant til at se Stalin som den brutale leder, der var skyldig i Sovjetunionens rædsler. Men i din bog fremstår Lenin mindst lige så voldelig og korrumperet. Har Lenin fået et bedre eftermæle, end han har fortjent?
”Hele Gulag-systemet og Tjekaen (forløberen til det hemmelige politi KGB, red.) med alle dets rædsler kom fra Lenin. Det var ikke Stalins opfindelse, selvom han bestemt var med til at gøre det værre med al sin paranoia. Alligevel har der været et billede af Lenin og Stalin som henholdsvis den gode og onde. Det eftermæle er Lenin sluppet afsted med i rigtig mange år. Men jeg mener, billedet efterhånden er blevet mere præcist, efter de russiske arkiver begyndte at blive åbnet i 1990’erne,” siger han.
Ruslands brutalitet
Når man kigger på Ruslands historie, har den voldelige brutalitet det med at gå igen i de krige, landet har været involveret i. Selv i dag i Ukraine dukker den op. Hvorfor gentager den sig?
”Det vil være forfejlet at tale om et særligt russiske dna. Alene det faktum, at Rusland består af et væld af nationaliteter, gør sådan en forklaring umulig,” siger han.
I stedet mener Antony Beevor, at man igen må se på, hvordan den russiske hær igennem historien har behandlet sine soldater. Også i dag i Ukraine mener han, at de russiske soldaters brutalitet hænger sammen med, hvor hensynsløst de selv bliver behandlet ovenfra.
”Derudover må man huske på, at Europa har oplevet tilsvarende rædsler under religionskrigene i middelalderen. Forskellen er bare, at Europa siden har været igennem oplysningen og hele idéen om humanisme med alt, hvad dertil hører, hvor man også begyndte at få en anden tilgang til soldater. Intet af det er sket i Rusland. Her hænger man stadig fast i en idé om, at terror og masseødelæggelser er en integreret del af krig,” siger han.
Kan den russiske borgerkrig hjælpe os til at forstå krigen i Ukraine i dag?
”Man skal passe meget på med at drage direkte historiske paralleller. Det bliver der gjort alt for meget i den britiske og amerikanske presse. Dog er historien vigtig for at forstå Rusland i dag. Intet land er så meget en fange af dets egen fortid som Rusland,” siger han.
Antony Beevor forklarer, at der siden den mongolske invasion i 1200-tallet har været en paranoid opfattelse blandt magthavere i Rusland om, at verden er imod dem.
”Samtidig findes idéen om det hellige Rusland, hvor Ruslands spirituelle værdier bør påtvinges resten af verden. At området helt fra Vladivostok til Dublin af alle steder bør være under ortodoks indflydelse. Det er denne idé, vi hører fra en person som Alexandr Dugin (russisk filosof, red.), som Putin til en vis grad er inspireret af. Det har intet med Sovjet-imperiet at gøre. Det spirituelle syn på Rusland opstod i ’de hvides’ eksil efter borgerkrigen. Putin taler om krigen i Ukraine som en kamp lig den sovjetiske i 1945. Men i virkeligheden tænker han på tsar-imperiet,” siger han.
Kan du se et scenarie for, hvordan krigen i Ukraine kan ende?
”Putin har på alle tænkelige måder opnået det modsatte af, hvad han ville. Vi har overvurderet styrken af hans hær, der er fuldstændig undermineret af korruption. På samme måde overvurderede vi den sovjetiske hær,” siger han.
Et muligt scenarie er ifølge Antony Beevor en opløsning af den russiske hær. Moralen blandt soldaterne er utroligt lav, og idéen om at sende 300.000 stort set utrænede soldater ind i krigen vil blot sænke moralen yderligere. Samtidig er Putin med sine atomtrusler ved at miste opbakning fra sine allierede i Kasakhstan, Indien og Kina. I sidste ende vil meget dog afhænge af Krim. Hvis Ukraine gør alvor af truslen om at generobre Krim, kan det tage konflikten til et nyt niveau. Det vil blive opfattet som en eksistentiel trussel mod Rusland, understreger Antony Beevor.