Krig er politik med andre midler. Det citerer vi ofte den preussiske militærhistoriker Carl von Clausewitz for at have sagt tilbage i det 19. århundrede. Men politik kan også være krig med andre midler. I januar 1919 mødtes De Fire Store i Paris for at besegle freden oven på Første Verdenskrigs ødelæggelser. Det udmøntedes i Versailles-traktaten, som blev underskrevet den 28. juni 1919.
Om det faldt godt eller skidt ud, har historikere debatteret lige siden uden at være nået til enighed. Der er dog en overvægt af dem, der mener det sidste. Faktum er, at verden igen havnede i en ødelæggende krig bare 20 år senere. En vits, der cirkulerede i Paris under forhandlingerne, gik på, at de sejrende i Første Verdenskrig – Storbritannien, Frankrig, USA og Italien – i stedet for at arbejde for at skabe en retfærdig og varig fred, havde travlt med at skabe betingelser for en retfærdig og varig krig.
De Fire Store var i realiteten De Tre Store: Den franske præsident Georges Clemenceau, ikke uden grund kaldt ’Tigeren’, den rævesnu britiske premierminister David Lloyd George, og den idealistiske amerikanske præsident Woodrow Wilson. Den fjerde var den italienske regeringsleder Vittorio Orlando, som dog ikke havde meget gennemslag. Italien havde ikke bidraget med nogen sejr i verdenskrigen, efter at de skiftede side i 1915. Deres mål med forhandlingerne var mest de territorier, de mente at have til gode fra Østrig.
I realiteten gav forhandlerne sig i kast med at genopfinde Europa, efter at fire store imperier blev opløst af krigen – det tyske, det russiske, det østrig-ungarske og det osmanniske. Forhandlingerne foregik ad to afskilte linjer, nemlig dels på baggrund af sejrherrernes krav mod de tabende, dels på baggrund af den insisterende amerikanske præsident Wilsons 14 punkter.
Med betegnelsen ”Versailles-traktaten” refereres specifikt til aftalen vedrørende Tyskland, som blev underskrevet den 28. juni, men mere generelt også til en række fredsaftaler, der forhandledes færdige i det følgende år: I Saint Germain i Frankrig behandledes vedrørende Østrig i september 1919. I Neuilly i Frankrig traf man beslutninger vedrørende Bulgarien i november 1919. I Trianon drejede det sig om Ungarn i juni 1920. Og i den franske by Sèvres tog man i august 1920 fat på spørgsmål vedrørende Tyrkiet efter Det Osmanniske Riges sammenbrud.
Trods den våbenstilstand, der var blevet indgået den 11. november 1918, var det ikke just på en fredelig baggrund, at forhandlingerne udspillede sig. Der var en blodig borgerkrig i gang i det revolutionsramte Rusland med tab af millioner af menneskeliv. Der foregik diverse revolutionsforsøg i Tyskland, og Øst- og Centraleuropa var præget af etnisk tumult, stimuleret af præsident Wilsons tanker om demokrati og national selvbestemmelsesret. Hvor de gamle herskere forsvandt, dukkede der nye modsætninger op.
Clemenceau havde det mål med forhandlingerne, at Tyskland skulle bombes tilbage til om ikke middelalderen så i det mindste tiden før 1870, så det ikke igen ville blive i stand til at overfalde et svagere Frankrig, som det havde gjort i 1870 og igen i 1914. Han ønskede egentlig et Frankrig til Rhinen som sikring, hvad de to andre store dog ikke ville gå med til, men opnåede dog garanti for en alliance med de to andre, hvis Tyskland angreb igen.
Lloyd George ville mest af alt sikre den europæiske magtbalance i den sædvanlige britiske stil, men var til dels bundet at et valgløfte om at ”klemme Tyskland til det peb”. Wilson gik efter at hæve forhandlingerne op over hævn og territoriale krav, gøre verden ”safe for democracy” og forhindre en ny ødelæggende krig gennem et Folkeforbund.
Som et resultat af traktaten blev Tyskland, som var forment deltagelse i forhandlingerne, decimeret territorialt og befolkningsmæssigt. Elsaß-Lothringen ændrede igen navn til Alsace-Lorraine, og store dele af det østlige Tyskland blev overdraget til det genopstandne Polen, det nye Tjekkoslovakiet og Litauen. Tyske majoriteter blev reduceret til minoriteter.
Tyskland blev tillige frataget sine kolonier, som blev fordelt mellem sejrherrerne under Folkeforbundets mandat. En bred zone ved den vestlige Rhin-bred blev ”demilitariseret” under allieret kontrol fra 1920 til 1935. Tyskland blev desuden militært afvæbnet til en hær på maksimalt 100.000 mand uden artilleri, tanks, fly og ubåde. Endelig blev Tyskland dømt som aggressor i krigen og idømt enorme krigsskadeserstatninger.
Den brutale behandling af krigens tabere står som et kroneksempel på, hvordan man ikke slutter fred. I tysk politik spillede traktaten en vigtig rolle sammen med den såkaldte dolkestødslegende, som ikke mindst Hitler skulle udnytte maksimalt.
Ifølge denne havde Tyskland ikke tabt krigen militært, men blev dolket i ryggen af hjemlige forrædere, i skændigt samarbejde med fjenden. Krigen var ødelæggende, og freden gjorde det ikke bedre. Foranstaltningerne mod Tyskland bidrog til at skabe en ny og endnu mere ødelæggende krig, og Wilsons skrivebordsidealisme medvirkede til at give nationalisme ny vind i sejlende.
Anden Verdenskrig løb således lige ud af Første Verdenskrig og Versailles, og traktaten kom til at trække endnu længere skygger. Den er et passende begyndelsespunkt for den, der vil forstå verden af i dag. Og forstå fjendskab som det, der førte til 1990’ernes Jugoslavien-krige, til krig mellem Grækenland og Tyrkiet, mellem Ungarn og Rumænien, mellem Armenien og Aserbajd-sjan, for slet ikke at tale om Israel-Palæstina-konflikten, kurdernes krav om et fædreland og Tyrkiets følsomhed over for det. Alt dette kan føres tilbage til sløseri og arrogance ved udarbejdelsen af Versailles-traktaten. Og hvad med Irak? Irak var en britisk opfindelse fra scratch, som med fransk billigelse så dagens lys i et tilrøget parisisk mødelokale i 1919, hvor man med lineal tegnede grænser mellem fiktive mellemøstlige stater.
Fremover vil Henrik Jensen løbende skrive i Kristeligt Dagblad om historiske emner. Han er lektor emeritus i historie fra Roskilde Universitets Center og har blandt andet skrevet bøgerne ”Det fader-løse samfund”, ”Det ordentlige menneske”, ”Krigen 1914-1918” og ”Derfra vores verden går – et essay om fædrelandskærlighed”.
Præsident Wilsons store plan blev knust hjemme
Wilson fremsatte 14 punkter som et bud på en genop- byning af Europa efter Første Verdenskrig. Det skete i en tale i januar 1918, og idéerne vandt straks international genklang. Her krævede han blandt andet åbne, gennemskuelige fredsaftaler, frihandel og frihed til havs samt folkenes selvbestemmelsesret, begrænsning af militær oprustning og oprettelse af et folkenes forbund. Mellem linjerne var der krav om indførelse af demokrati i de europæiske lande, og om at internationale konflikter fremover skulle løses ad retslig og fredelig vej i stedet for militært.
Hans nye tanker om selvbestemmelse var evangeliske for tørstende folkeslag som polakker, tjekker, slovakker, serbere, letter, estere, litauere, jøder, arabere og kurdere.
Wilsons tilstedeværelse i Paris bidrog til at de vigtigste punkter blev skrevet ind i Paris-aftalen. Anderledes gik det, da han efter et halvt år vendte tilbage til Washing-ton.
I hans fravær var der vokset en stærk opinion frem mod, at USA skulle identificeres med og stå som garant for freden, og kongressen nedstemte den aftale, som i så høj grad havde været præsidentens værk. USA blev aldrig medlem af Folkeforbundet. Det slog ham ud, fysisk og psykisk. Han tabte det følgende præsidentvalg og trak sig tilbage i ensomhed. Han døde få år senere.
Wilson var på sæt og vis for tidligt ude. Hans idealistiske universalisme bidrog ikke til at skabe fred, men til at oppiske en nationalistisk stemning i Øst- og Centraleuropa. Det var ironisk, at nationalisme havde ført til katastrofen, og nationalisme kom ud af den.
Wilson fremsatte 14 punkter som et bud på en genop- byning af Europa efter Første Verdenskrig. Det skete i en tale i januar 1918, og idéerne vandt straks international genklang. Her krævede han blandt andet åbne, gennemskuelige fredsaftaler, frihandel og frihed til havs samt folkenes selvbestemmelsesret, begrænsning af militær oprustning og oprettelse af et folkenes forbund. Mellem linjerne var der krav om indførelse af demokrati i de europæiske lande, og om at internationale konflikter fremover skulle løses ad retslig og fredelig vej i stedet for militært.
Hans nye tanker om selvbestemmelse var evangeliske for tørstende folkeslag som polakker, tjekker, slovakker, serbere, letter, estere, litauere, jøder, arabere og kurdere.
Wilsons tilstedeværelse i Paris bidrog til at de vigtigste punkter blev skrevet ind i Paris-aftalen. Anderledes gik det, da han efter et halvt år vendte tilbage til Washing-ton.
I hans fravær var der vokset en stærk opinion frem mod, at USA skulle identificeres med og stå som garant for freden, og kongressen nedstemte den aftale, som i så høj grad havde været præsidentens værk. USA blev aldrig medlem af Folkeforbundet. Det slog ham ud, fysisk og psykisk. Han tabte det følgende præsidentvalg og trak sig tilbage i ensomhed. Han døde få år senere.
Wilson var på sæt og vis for tidligt ude. Hans idealistiske universalisme bidrog ikke til at skabe fred, men til at oppiske en nationalistisk stemning i Øst- og Centraleuropa. Det var ironisk, at nationalisme havde ført til katastrofen, og nationalisme kom ud af den.
Versailles-traktaten Juni 1919: Versailles-traktaten blev pålagt Tyskland af sejrherrerne. Tyskland måtte afstå Alsace-Lorraine til Frankrig, Eupen og Malmédy til Belgien, Posen, Vestpreussen og Den Polske Korridor til Polen. Efter folke-afstemninger blev Nordslesvig afstået til Danmark og dele af Øvreschlesien til Polen. Tysklands kolonier blev mandatområder under Folkenes Forbund. Endelig forbød traktaten en sammenslutning af Tyskland og Østrig. Traktaten begrænsede også det tyske militær: Værnepligt, angrebsvåben og større flådefartøjer og ubåde blev forbudt. Kejser Vilhelm II og andre tyske ledere skulle for en krigsforbryderdomstol, hvilket dog blev droppet.