Lektor bag ny bog: Vi kommer aldrig helt til at forstå Auschwitz

Vi ved, at det endte i gaskamrene, men det er fortsat vigtigt at undersøge og forsøge at forstå menneskehedens største forbrydelse, siger den tidligere lektor Peter Langwithz Smith, der har skrevet et værk på dansk om udryddelseslejren

Den karakteristiske transportindgang til Auschwitz-Birkenau, hvor over en million fanger blev myrdet mellem 1940 og 1945. – Alle fotos fra bogen.
Den karakteristiske transportindgang til Auschwitz-Birkenau, hvor over en million fanger blev myrdet mellem 1940 og 1945. – Alle fotos fra bogen.

”Der er kun én ting, der er værre end selve Auschwitz. Det er, at verden glemmer, at det fandtes.”

Ordene kom engang fra holocaust-overleveren Henry Appel, der selv var fange i den berygtede nazistiske udryddelseslejr, hvor op mod 1,1 millioner mennesker blev myrdet.

Den tidligere lektor i tysk Peter Langwithz Smith har skrevet et omfattende værk om Auschwitz-Birkenau, som er med til at sikre, at Appels frygt ikke bliver en realitet lige foreløbig. Det er den første videnskabelige fremstilling om lejren på dansk, der giver et samlet billede af flagskibet i nazisternes eksekvering af ”den endelig løsning”.

Men kan vi stadig blive klogere på ”Dødens bolig”, som er Peter Langwithz Smiths navn for den historiske abnormitet Auschwitz?

”Auschwitz er et mærkeligt fænomen. Jo mere man dykker ned i emnet, jo flere ting opdager man. Og sådan er det stadig,” siger han.

Med sin bog sætter Peter Langwithz Smith punktum for sin livslange undersøgelse af Auschwitz. Tilbage i 2004 udgav han, hvad Kristeligt Dagblads anmelder kaldte ”et standardværk” om lejren. Men det var ikke nok med det, syntes amatørhistorikeren, der de seneste tre og et halvt år har skrevet 765 nye sider om Auschwitz ud fra eksisterende litteratur og et utal af besøg i arkiverne i lejren i Polen, der i dag er museum.

”Auschwitz er det absolutte symbol på, hvad mennesker er parate til at gøre ved hinanden. Tyskland var et af Europas mest højkultiverede samfund, der gav os de største tænkere og kunstnere. Den samme stat fandt på gaskamrene,” siger Peter Langwithz Smith.

Hans interesse for Auschwitz opstod, da han som barn på Als så dokumentarer om krigen på tysk tv. Han fulgte også retssagen mod holocaust-arkitekten Adolf Eichmann, der i 1962 blev henrettet for at stå bag massedeportationer af jøder til koncentrationslejrene.

”Man kan forsøgsvis dykke ned og skabe et overblik over det, der skete i Auschwitz. For eksempel nævner jeg kort de gravide kvinder i Birkenau, der risikerede at se deres nyfødte børn blive myrdet og måske selv blev dræbt efterfølgende. Det fylder blot tre-fire linjer i bogen, men det skal med, så folk bedre kan forstå, hvordan det var i lejren. Jeg forsøger at skildre det helt faktuelt. Men det er endnu bedre at gengive oplevelserne gennem dem, der var der. Der er så mange skæbner, der kan give et samlet billede, som vi stadig forsøger at forstå,” siger Peter Langwithz Smith.

Børnene har fået deres eget kapitel i ”Dødens bolig”. Der var 232.000 mindreårige og børn, der blev deporteret til Auschwitz. Tusinder blev myrdet i gaskamrene. Her viser børn deres fangenumre på et billede fra en russisk film om Auschwitz’ befrielse.
Børnene har fået deres eget kapitel i ”Dødens bolig”. Der var 232.000 mindreårige og børn, der blev deporteret til Auschwitz. Tusinder blev myrdet i gaskamrene. Her viser børn deres fangenumre på et billede fra en russisk film om Auschwitz’ befrielse.

Han skriver også om de første transporter med polske politiske fanger, hvoraf flere faktisk blev løsladt igen. En af dem blev endda fanget igen og overlevede Auschwitz to gange. Han blev senere Peter Langwithz Smiths ven.

Hvad har været nyt for dig i arbejdet med bogen?

”For eksempel at de mange lig i massegravene i Auschwitz forurenede grundvandet og truede hele området med sygdom. Det var helt sikkert grunden til, at rigsfører for SS Heinrich Himmler beordrede gravene tømt og ligene brændt. Der sad en mand i en anden lejr ved Lodz og lavede forsøg med netop det. Derfor tog Auschwitz-kommandant Rudolf Höss og chefen for massegravene på en slags studietur. Den historie har været meget velbeskrevet, men en dag jeg sad og bladrede i et 1200 sider stort værk om fjernelsen af massegrave i Østeuropa, læser jeg søreme, at en tredje mand deltog på den tur. Det var en fremtrædende arkitekt fra byggeledelsen i Auschwitz. Han var selvfølgelig med, hvis der skulle bygges anlæg til at brænde lig. Det er måske en lille ting, men interessant for det samlede billede af blandt andet efterspillet. Arkitekten blev nemlig senere i 1970’erne frikendt ved en domstol i Wien,” siger han.

”Det er stadig forholdsvis ny viden, hvordan kommandanterne og det menige mandskab levede og arbejdede i skyggen af gaskamrene. Vi har de senere år fået et meget større kendskab til deres tilværelse. Der er tale om familiefædre, der tog på arbejde og brutalt myrdede mennesker og derefter kom hjem til deres familier og legede med deres børn. Deres arbejde påvirkede dem tilsyneladende ikke det store. På museet i Auschwitz findes kun en lille bog om det kapitel. Udstillingen nævner det stadig ikke med et ord.”

SS-mandskabet i lejren levede og arbejdede i skyggen af gaskamrene. De senere år er deres tilværelse blevet beskrevet meget mere omfattende. Her ses SS-officerer og SS-Helferinnen på en udflugt til Solahütte i nærheden af lejren.
SS-mandskabet i lejren levede og arbejdede i skyggen af gaskamrene. De senere år er deres tilværelse blevet beskrevet meget mere omfattende. Her ses SS-officerer og SS-Helferinnen på en udflugt til Solahütte i nærheden af lejren.

Hvad var sværest at skrive om?

”At skildre børns skæbner har altid interesseret mig, men det gør også mest ondt. Og så er der den omstridte Sonderkommando (en enhed af jødiske fanger i Auschwitz, der arbejdede i krematorierne, red.). Her er vi ude i ondskabens ekstremer. Der er eksempler på fanger, der måtte brænde deres egne ægtefæller. Det har været et betændt emne indtil i dag. De få, der overlevede, fortalte ikke om deres rolle før lang tid efter krigen, for nogens vedkommende aldrig. De har følt sig svigtet. Historikeren Gideon Greif har i bogen ’Vi græd uden tårer’ gjort en kæmpe indsats for at give disse mennesker en stemme.”

Er du blevet klogere på ondskabens væsen?

”Jeg forstår det bedre, men stadig ikke helt. Jeg tror aldrig, at vi kommer helt ind til kernen af en forståelse af Auschwitz, og til hvordan det var at være der. Det var så ufatteligt, at vi ikke kan rumme det. Og netop derfor bliver vi nok aldrig færdige med Auschwitz. Derfor er det også så vigtigt, at lejren som symbolet på holocaust bliver stående. Mit håb med bogen er også, at flere danskere besøger stedet. Når man er der, får man den bedste fornemmelse af, hvad der foregik.”