Prøv avisen

Vi kunne jo ikke synke

Karla Andersen blev i 1971 fotograferet med den natkjole, hun bar natten mellem den 14. og 15. april 1912, da "Titanic" gik ned. Hun var eneste danske overlevende fra forliset. Foto: Carsten Reenberg.

Karla Andersen fra Fyn var den eneste danske overlevende fra Titanic-forliset

Skibet var sunket sådan, at det stod med næsen helt i vand, vandet nåede omtrent til den første skorsten. Først da jeg stod på dækket, tænkte jeg over, at skibet også hældede til den ene side ... Overalt var der mennesker, der hastede op mod dækket. Jeg så ingen skræk i deres ansigter, hvorfor egentlig også? Vi havde jo alle sammen fået at vide, at Titanic ikke kunne synke. Det er Karla N.K. Andersen (1893-1980), der fortæller.

LÆS OGSÅ: Danske fortællinger fra "Titanic"

Hun var fra Fyn og rejste sammen med sin onkel, storebror og forlovede. Karla Andersen blev den eneste danske overlevende fra Titanics forlis.

Hun giftede sig senere og drev sammen med sin mand en lille gård ved Sdr. Nærå på Midtfyn.

Livet igennem gav hun mange interview om Titanic-katastrofen, og på sine gamle dage drog hun denne konklusion:

Den frygtelige oplevelse gav mig en lære for livet: Hvis det, som vi mennesker udretter, kun bygger på forfængelighed og stolthed, så kan det nemt gå under ligesom Titanic.

Som med Karla var det først og fremmest kvinder og børn, der overlevede forliset. Da passagererne skulle i redningsbådene, lød ordren kvinder og børn først, og den blev på bagbords side af båddækket overholdt til punkt og prikke af andenstyrmand Charles Lightoller. Selvom der på Titanic kun var redningsbåde til omkring halvdelen af de ombordværende, sendte han hellere de første både ned halvt fyldte end lod mænd og store drenge komme med.

En af de personer, der særligt har optaget museumsinspektør Jesper Hjermind under udarbejdelsen af bogen Titanic. De danske fortællinger, er den visionære maskininspektør Jacob Milling, som tegnede og konstruerede lokomotiver til de fynske jernbaner og tjente så godt, at der var råd til en ferietur med Titanic.

På forhånd havde Milling aftalt med sin hustru at sende et trådløst telegram hjem fra Atlanten. Det var noget helt nyt, at det lod sig gøre, men da det var dyrt, havde han og hustruen aftalt at nøjes med et enkelt kodeord, som skulle fortælle, at alt var vel. ABANAPAS, som deres aftalte kode lød, blev afsendt, men da hustruen modtog det i Danmark, var Titanic forlist. Jacob Millings lig blev siden bjærget og sendt tilbage til Danmark, hvor han fik sit sidste hvilested på Assistens Kirkegård i København.

Jacob Milling blev begravet på Assistens Kirkegård i juni 1912. Dansk Lokomotiv Tidende bragte denne reportage. Illustration fra bogen.