I bedste fald ville man nok tale en del forbi hinanden hen over kaffebordet, i værste fald ville samarbejdet udvikle sig til en regulær sognekonflikt, hvis en håndfuld af verdens første kristne fandt vej til et af nutidens menighedsråd på den folkekirkelige midte.
I hvert fald var de tidlige kristne så forskellige fra moderne vestlige kristne, at det kan være nemmere at få øje på forskelle end ligheder. Det fortæller Hartmut Leppin, som er professor i historie ved det tyske Goethe-Universitet Frankfurt am Main og aktuel med bogen ”Die frühen Christen. Von den Anfängen bis Konstantin” (De tidlige kristne. Fra begyndelserne til Konstantin).
”Overalt støder vi på kirkebygninger, de kristne helligdage er en del af vores livsrytme, og store dele af kunsten er præget af kristne motiver. Men denne åbenbare nærhed (til fortiden, red.) kan være tilsyneladende. Meget hos de tidlige kristne er fremmed for os og langt væk fra det, der betragtes som kristendom i dag,” skriver han i bogen.
Mange af de tidlige kristne vendte sig fra byfesterne og traditionerne, modsatte sig statsapparatet, forlod deres familier og kaldte sig alligevel for gode borgere. Andre lod til kun at dyrke deres nye tro i det skjulte og gav hurtigt efter for pres. I det hele taget ledsagedes de tidlige kristnes historie af stridigheder og skænderier med hinanden og med andre. Nogen homogen bevægelse var der så langtfra tale om, understreger professoren.
”Jeg undgår bevidst ordet ’urkristendom’, fordi det nemt kan associeres med et udspring, hvorfra alt andet har udviklet sig organisk. I stedet lægger jeg vægt på historiens brud og forskellene mellem de forskellige kristendomme, og derfor har jeg valgt det mere åbne udtryk ’tidlige kristne’,” siger han.
Modsat de fleste kristne i dag levede de tidligste kristne ikke blot i en intens forventning om, at Jesus snart ville vende tilbage, sådan som han ifølge Det Nye Testamente havde sagt. De indrettede også deres liv og adfærd efter den forventning.
”Det betød, at de ikke forfulgte andre interesser, men viede sig helt til troen og bønnen. Paulus måtte tilskynde de kristne i Thessaloniki, som levede i denne forventning, til overhovedet at arbejde,” siger Hartmut Leppin med henvisning til apostlen Paulus’ breve i Det Nye Testamente til de nye kristne menigheder i middelhavsregionen.
Hvilket træk ved de tidlige kristne ville vestlige kristne i dag betragte som det mindst kristne?
”Det radikale i afvisningen af familien og viljen til at ofre alt for troen. Det var ikke nødvendigt ifølge alle opfattelser, men dog ifølge en stærk gruppe, der kun ønskede at rette deres liv mod Gud,” siger han.
”Et andet eksempel er, at omvendelsen til kristendommen og dåben betød en fuldstændig adskillelse fra det liv, man hidtil havde levet. Sådanne radikale brud er ikke forbundet med kristendommen i Vesten.”
Pårørende til de nye kristne oplevede, at den kristne brød med alle familietraditioner, ikke ville fortsætte familiekulten og ofte ikke var villig til at få børn.
”Fra de ikke-kristne pårørendes synspunkt må disse beslutninger have været skræmmende og sårende. Men for de kristne handlede det om ikke at blive distraheret fra Guds kærlighed. At få børn kunne også betyde, at man blev for involveret i verdslige ambitioner. Det er bemærkelsesværdigt, at især martyrer som Perpetua (kvinde dræbt for sin tro i år 203 e.Kr.) dør for Gud uden at tage det mindste hensyn til egne børn,” siger han.
”Men det var også et vigtigt aspekt, at man med menigheden havde fundet sig en ny familie. De tidlige kristne tiltalte hinanden som brødre og søstre. Samtidig var der også kristne, som holdt familieværdier i hævd,” siger Hartmut Leppin.
Mener De, at det radikale brud med det tidligere liv var nødvendigt, hvis kristendommen skulle overleve?
”Ja, i hvert fald kristendom som en religion, der klart adskilte sig fra andre antikke religioner. Det gjorde den via dens universelle appel – at den var for alle mennesker – og dens eksklusive krav – at man ikke måtte dyrke andre religioner ved siden af. Var det ikke sket, kunne man forestille sig – men det er ren spekulation – at den blot havde overlevet som en kult omkring mirakelmageren Jesus ved siden af de antikke kulter for Apollo eller Serapis,” siger han og tilføjer:
”Hvis kristendommen havde været villig til at optage mange af tidens hedenske praksisser og ikke havde budt på modstand for eksempel mod offerkulten, ville den måske ikke længere have været genkendelig som en egenartet religion.”
Hvor mange former for kris-tendomme fandtes blandt de første kristne?
”Jeg kan ikke give et tal, eftersom strukturerne var flydende. Mange byer udviklede deres egne former for kristendom, som Paulus’ breve viser. I en stor by som Rom eksisterede forskellige kristne samfund side om side. Så svaret vil nok være: Temmelig mange.”
Fjendtlighederne mod de tidlige kristne var store, den romerske stats forfølgelser krævede utallige ofre. Og alligevel blev den kristne tro en succes.
Mindre end 300 år efter at den romerske præfekt Pontius Pilatus havde ladet Jesus henrette, konverterede kejser Konstantin den Store (306-337) til den kristne Gud – selvom kristne havde erklæret, at en kejser aldrig kunne være kristen. Hvordan kunne sådan en lille, socialt svag gruppe fra Udkantsromerriget vokse sig så stor?
”Jeg har ikke et godt svar. Årsagerne til væksten varierede helt sikkert i forskellige faser, så man må tage en række faktorer i betragtning: De kristne besad en høj grad af refleksionsevne, da de først og fremmest refererede til en sproglig, nedfældet tradition og ikke til traditionel praksis eller til templer, og den bidrog til, at man teologisk kunne retfærdiggøre, hvorfor Jesus’ snarlige genkomst ikke indfandt sig. Den kristne lære vedrørte som den klassiske filosofi eksistentielle spørgsmål om meningen med livet og døden, men på en sådan måde, at den var forståelig for alle. Kirkerne var attraktive for dem, der havde brug for beskyttelse. Kvinder fandt her et nyt rum at manøvrere i. Ambitiøse mennesker, som ingen chance havde for at blive en del af eliten, kunne indtage ledende stillinger i de kristne menigheder.”
Hvornår begyndte de tidlige kristne at blive ensrettet? Med kejser Konstantin? Forsøgte apostlen og systematikeren Paulus og mislykkedes?
”Det forekommer mig, at man på den ene side altid forsøgte at presse homogenitet igennem, men at der på den anden side aldrig har været en reel homogenisering. Med Konstantin og det økumeniske koncil kunne påstanden om homogenitet sætte sig igennem med en særlig kraft – men igen og igen uden succes. Ingen af de store konciler var i stand til at forene kirkerne for bestandigt. Paulus svarede på de konkrete behov og spørgsmål i de menigheder, han skriver til. Selvom han har visse bestemte forestillinger om troen, er han sig bevidst, at der er tale om forskellige adressater, og han må ofte give ad hoc-svar.”
Ifølge Hartmut Leppin var de kristne dårligt forberedt på mange af hverdagslivets områder, for de regler, Jesus havde formuleret ifølge overleveringerne, var af megen almen karakter og berørte kun få sider af samfundet. De måtte derfor konstant reflektere over spørgsmål, andre tog for givet: Skulle man overholde de jødiske spiseregler eller ej? Var ægteskabet foreneligt med et kristent liv? Hvilken plads havde kvinderne i et kristent fællesskab?
”Det, der for de fleste mennesker var en normal hverdag, måtte kristne konstant på ny gennemtænke, en enorm belastning, men også udgangspunkt for kloge, mangefacetterede overvejelser,” skriver han i bogen.
De prøvede sig ofte frem og diskuterede forskellige muligheder for at løse problemer. Nogle blev til lov, andre blev aldrig håndhævet.
”Den karismatiske måde at lede menigheden på satte sig ikke igennem. Det karismatiske betød en høj grad af spontanitet, fordi kristne troede på, at Gud virkede og talte direkte gennem dem. Alle siges at have fået Guds gaver, som de kan bruge uden at have en særlig stilling. Men Paulus’ breve viser også, at det kunne føre til kaotiske tilstande og stærk indbyrdes konkurrence i menighederne. Men man bør huske på, at erindringen om mange ting, der aldrig slog igennem, blev bevaret. De karismatiske menighedsformer har igen og igen spillet en stor rolle og oplever for tiden en ny opblomstring i Latinamerika,” siger Hartmut Leppin.
Kristendommen kunne også være blevet mindre hierarkisk. For biskopperne spillede ikke den samme markante rolle i den tidlige kristendom, som de spiller i dag, påpeger Hartmut Leppin.
”Biskopperne fik kun langsomt en stærkere rolle i menighederne. I det 3. århundrede besad Cyprian (cirka 200-258 e.Kr.) en stor, men bestemt ikke ubestridt magt over sin menighed og også derudover. En bispeafskedigelse var mulig, men meget sjælden, og den krævede mest af alt enighed blandt de andre biskopper, der blev regnet for rettroende. Dog kunne menighedsmedlemmerne vende sig fra deres biskop,” siger han.
Hvilken kirke eller bevægelse er i dag mest lig de tidlige kristne?
”De pinsekirkelige menigheder, formoder jeg. Men jeg kan dog ikke få øje på, at de karismatiske bevægelser i dag konfronteres med så sofistikeret en teologi som Paulus’ eller Johannes’ teologi. Men det kan også skyldes huller i min viden.”