Prøv avisen

Viborg er Reformationens by

Selvom den store brand i 1726 gik hårdt ud over Viborg, overlevede flere af de gamle middelalderhuse. Her i Sct. Mogens Gade. I de buede kælderindgange har der været boder og værksteder.

Den midtjyske købstad, der af læserne blev stemt ind blandt Danmarks mest seværdige byer, emmer af historie. Og her er fortiden tæt knyttet til biskopper og prælater, men med Reformationen blev 12 sognekirker revet ned

Ekkoet af middelalder synes endnu at kunne spores i de gamle borgerhuse. Et eller andet sted i det gamle murværk med de vejrslidte sten.

Klangen af middelalderens kirkeklokker. Genlyden af klerkenes tidebønner, mens røgelsen fra de nedrevne kirker siver op gennem ujævne brostensbelægninger, når man sådan går rundt i den stille by efter lukketid og forestiller sig.

Fortid og nutid er tæt vævet sammen i middelalderbyen Viborg. Den emmer af historie, en fortid tæt forbundet med biskopper og prælater. Men det var også her, stormænd fra hele Jylland gennem århundreder samledes på landsting og til kongehyldning, når en ny regent overtog tronen, og Viborg udfylder med sin nye status som regionshovedstad fortsat rollen som administrationsby.

De første ansatser til købstaden voksede frem ved Søndersø for 1000 år siden, og byen kravlede op ad bakkerne, hvor Sortebrødre Kirkes tårn og domkirkens tvillingetårne signalerer den forbindelse mellem jord og himmel, som i gamle tider blev varetaget af en overflod af kirker i den relativt lille middelalderby, hvor en stadig ringen med kirkeklokker satte byens puls.

Det er museumsinspektør Jesper Hjermind, middelalderarkæolog ved Viborg Stiftsmuseum, der gør opmærksom på Viborgs geografiske status som "bjergby" med dens placering midt på den jyske højderyg, i vandskellet mellem Vesterhavet og Østersøen og Kattegat. Og det er baggrunden for de mange stendiger, man finder rundt omkring i byen.

De er der ikke bare til pynt, men er bygget for at holde på jorden, og til dem er der blandt andet genbrugt gamle kirkekvadre og gravsten. Genbrugt byggemateriale fra de 12 sognekirker, som i en reformatorisk rus blev nedrevet i forsommeren 1529, efter at Viborg havde taget forskud på Reformationen. Andet er blevet genbrugt til byggeri og reparation af byens gamle borgerhuse. Det er forklaringen på, at man i en baggård i Viborg kan finde et cykelskur med kirkekvadre som bagvæg, og i nabogården et hus med brudstykker fra et par kirkerelieffer, hvor en overlevet Kristus-hånd gør velsignelsestegnet.

I Hans Tausens Anlæg, der hvor Gråbrødrekirken engang har ligget, står nu en moderne Bjørn Nørgaard-skulptur af reformatoren. Den nu nedrevne Gråbrødre Klosterkirke kom til at spille en væsentlig rolle i de urolige reformationsdage, som endte med, at den katolske biskop, adelsmanden Jørgen Friis, i 1529 blev fordrevet fra byen, og Reformationen dermed gennemført i Viborg syv år før resten af landet, når man ser bort fra de sønderjyske hertugdømmer.

Munken Hans Tausen flyttede i eftersommeren 1525 ind på Johanniterklostret i Viborg. Dybt påvirket af et ophold i Wittenberg begyndte han snart efter at prædike den nye lutherske lære, og hans menighed voksede og var efterhånden så stor, at den ikke længere kunne være i Sankt Hans Kirke på Nytorv. I stedet brød viborgenserne ind i Gråbrødrekirken, som herefter blev hovedstedet for den nye lutherske forkyndelse. Hverken Hans Tausens klosterleder eller den katolske biskop havde magt til at stoppe ham, da et kongeligt værnebrev satte ham under byens og borgernes beskyttelse.

Det var også kongen, der gav tilladelse til nedbrydning af de 12 kirker, hvis fragmenter nu kan spores rundt omkring i byen.

I stedet for de nedrevne blev klosterkirkerne gjort til sognekirker, men allerede i 1578 forsvandt Johanniternes klosterkirke, og i 1830 Gråbrødrekirken, hvorimod dele af det gamle Gråbrødre Kloster er bevaret og blandt andet har været brugt til hospital.

Sortebrødrekirken der en overgang blev kaldt for Søndre Sogns Kirke er derfor i dag Viborgs eneste middelalderkirke, for af den oprindelige middelalderlige domkirke er der kun krypten tilbage.

Resten skyldes en næsten fuldstændig genopbygning i årene 1864-76. Domkirken står nu som et eksempel på en senere tids opfattelse af den ideale romanske storkirke. Det er her, man finder Joachim Skov-gaards monumentale kalkmalerier over bibelhistorien.

Viborg har været bispesæde siden 1060, og i øjeblikket residerer den 53. i rækken, biskop Karsten Nissen. Han er, som et udvalg af sine forgængere, med på den næsten seks meter lange bispefrise, som kunstneren Anna Marie Holm har malet til "Brygger Bauers Grotter", som oprindelig blev bygget til oplagring af det undergærede øl, der blev brygget med vand fra en af Viborgs tre hellige kilder.

Af de gamle biskopper er de fleste glemt, men enkelte gjorde sig så bemærket, at de huskes endnu. Der er den navnkundige og livskraftige Gunner, som skrev fortalen til Jyske Lov. Han var 70, da han blev biskop, men varetog ikke desto mindre embedet i næsten 30 år. En anden er den modige biskop Henrik Gerner, der som præst i Birkerød blev tortureret under svenskekrigene og nær henrettet. Han reddede livet, men fik til sidst et sørgeligt og lige så dramatisk endeligt: Et stykke kød satte sig så fast i halsen på ham, at det ikke lod sig fjerne, og han kunne derfor ikke spise. Da han mærkede dødens nærhed, lagde han sig i sin kiste og døde der.

Der var også stiftsprovst Tychonius, som Holberg modellerede pendanten magister Stygotius i komedien "Jacob von Tyboe" over, og som var ved at tage livet af både sig selv og sine samtidige, da han i 1735 i Viborg Domkirke holdt en tre en halv time lang ligtale ved biskop Trellunds begravelse.

Johannes Trellund var biskop i Viborg, da katastrofen indtraf. Den store brand, der opstod under ølbrygning i et af borgerhusene på Hjultorvet. Dens flammer fortærede 71 gårde og 78 huse og boder og gjorde på én nat halvdelen af byens indbyggere husvilde.

Det var en katastrofe, som i de næste par århundreder kom til at præge byen, fortæller Jesper Hjermind. Det ene af byens tre grønne anlæg, "Latinerhaven", er således anlagt på en brandtomt, som aldrig siden blev bebygget. En anden brandtomt er først blevet bebygget så sent som i 1980'erne.

Trods branden, og tidligere brande før den, overlevede flere af de helt gamle middelalderhuse, som i dag sætter deres smukke præg på det gamle bycentrum omkring domkirken. Blandt de bedst bevarede er domprovstegården i Sct. Leoni Stræde. Det har været benyttet, når familier af adelsslægten Gyldenstjerne har været på besøg i byen. Domprovsten overtog huset i 1872, og for nogle år siden blev det nye Pilgrims-centrum indviet i forbygningen.

Som middelalderarkæolog er det Jesper Hjermind, der for Stiftsmuseet forestår de arkæologiske udgravninger, der løbende er i gang i Viborg.

Gennem de seneste 150 år er der foretaget mange store og små byarkæologiske undersøgelser. En af de mere spektakulære var udgravningerne ved Viborg Søndersø, hvor man mener at have fundet spor efter Knud den Stores hird. Det antages, at den var i Viborg i vinteren 1019-1020, hvor kongen formentlig er blevet hyldet i Viborg efter at have overtaget tronen efter broderen Haralds død. I forbindelse med udgravningerne blev nye tværfaglige undersøgelsesmetoder taget i anvendelse, hvorved det lykkedes at komme meget tæt på datidens mennesker.

Viborg er en pragtfuld by for en museumsmand, fordi der er så meget historie forbundet med den, og vores viden udvides hele tiden, hver gang vi foretager nye udgravninger, siger Jesper Hjermind, som glæder sig på flere planer, når han cykler gennem gaderne. For i Viborg har man trods udvikling og brande forstået at passe på sin gamle by, blandt andet takket være en bevaringsplan, som museumsleder og forfatter Peter Seeberg (1925-1999) tog initiativ til i 1970'erne.

Og nedenunder: Fortiden med klostre og kirker, skeletter af borgere, nonner og munke.

Lytter man godt efter, kan man måske fornemme klangen af tidebønner, greoriansk vespersang, kirkeklokker og en genlyd af Hans Tausens iltre prædikener, der for 500 år siden fik viborgenserne til at omdanne 12 sognekirker til byggemateriale.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Overalt i den gamle del af Viborg finder man diger, som er bygget for at holde på jorden, og understreger, at Viborg er en "bjergby", der fra Søndersø kravlede op ad bakkerne.
Viborg i panorama: Til venstre ses Sortebrødre Kirkes tårn, til højre domkirken med tvillingetårnene.
Museumsinspektør Jesper Hjermind viser rundt i Viborg og er her fotograferet i en af de gamle gader ved navn Mageløs. Han er vokset op i byen og forestår de arkæologiske udgravninger, der løbende foretages.