Prøv avisen

Vietnamkrigen kolliderede med borgerrettigheder

USA kastede alle sine højteknologiske ressourcer ind i kampen mod et lille fattigt land. Men til trods for at man kastede flere bomber end under hele Anden Verdenskrig, så tabte man både moralsk og på slagmarken. Foto: Polfoto.

Præsident Lyndon B. Johnson tilgav aldrig Martin Luther King, at han kritiserede Vietnamkrigen

Den 4. april 1967 talte Martin Luther King i River Side-kirken i New York.

”På en eller anden måde må dette vanvid stoppe,” sagde han.

”Jeg taler som et barn af Gud og en bror til de fattige, der lider i Vietnam. Jeg taler på vegne af dem, hvis land bliver lagt i ruiner, hvis hjem bliver ødelagt, hvis kultur bliver undergravet. Jeg taler for de fattige i Amerika, som betaler dobbelt i form af bristede forhåbninger hjemme og død og korruption i Vietnam. Jeg taler som en borger i verden, for verden, som er forfærdet over den vej, vi har valgt. Jeg taler som en amerikaner til lederne af min egen nation.”

Martin Luther King blev upopulær i baglandet

Talen blev efterfulgt af andre og af artikler, hvor modtageren af Nobels Fredspris stillede sig i spidsen for modstanden mod Vietnamkrigen. Populær blev han ikke af at kaste sig ud i denne nye, moralske kamp.

”Hans eget bagland i borgerretsbevægelsen var bange for, at debatten om borgerrettigheder skulle afspores og miste den indflydelse og goodwill, Martin Luther King havde vundet. Og præsident Johnson, der havde ført borgerrettighedslovene og stemmeretten for de sorte amerikanere gennem Kongressen, følte sig svigtet, og hvorfor sparke stolen væk under ham, før kampen var slut, lød argumentet,” siger Niels Bjerre-Poulsen.

Johnson tilgav aldrig King og talte aldrig siden til ham, inden borgerrettighedernes ikon blev skudt i Memphis præcis på årsdagen for Riverside-talen, den 4. april 1968.

”Da King holdt sin tale, var det ikke populært at være imod Vietnamkrigen. Men han så det som en moralsk pligt at undsige den. Han var en af de første, der koblede den hjemlige og den internationale situation sammen. Det var det, der gjorde ham til krigsmodstandens ledende skikkelse,” forklarer Niels Bjerre-Poulsen.

King havde øje for, at løfterne om velstand blev svigtet på grund af krigens omkostninger, der forhindrede præsident Johnsons drøm om et velstående samfund i at blive opfyldt.

Og samtidig led USA's sorte befolkning en uforholdsmæssig stor del af tabene i Vietnam.

”25 procent af Vietnam-soldaterne var sorte, selvom de blot repræsenterede 12-13 procent af befolkningen, især fordi reglerne for fritagelse fra værnepligt i praksis favoriserede den hvide ungdom. De hvide gik i højere grad end de sorte på universitetet. Og mange sorte meldte sig frivilligt, fordi hæren tilbød økonomiske muligheder,” påpeger han.

Efter mordet på Martin Luther King

Mordet på Martin Luther King udløste optøjer i 100 amerikanske byer, hvor mere radikale borgerretsorganisationer vandt frem på bekostning af ikke-voldsbevægelsen.

Især efter 1965 begyndte nye sorte ledere og Black Panther-bevægelsen at vinde frem med synspunkter, der var mindre præget af ønsket om at vende den anden kind til. Og parallelt med denne tendens blev også studenterbevægelsen mere militant. Og der kommer en idé om, at kampen mod racismen er en global kamp, der skal sættes i forbindelse med Den Tredje Verden. Krigsmodstanden bliver en katalysator, der får forskellige bevægelser og sociale tendenser til at flyde sammen i 1960'ernes USA,” konstaterer Niels Bjerre-Poulsen.

”Fra borgerrettighedsbevægelse, ungdomsoprør og hippiebevægelse, sociale reformer, voldsomt stigende velstand, seksuel frigørelse, euforiserende stoffer og beatmusik til teknologiske triumfer og politiske mord.”

”De yngre generationer har i dag et mindre følelsesladet forhold til Vietnam-krigen end de amerikanere, der husker en periode med splid, døde, sårede soldater og politiske mord på Kennedyerne og Martin Luther King. Alle de ting, der punkterede forhåbningerne om, at amerikanerne stod over for en ny æra. På den måde er Vietnam-krigen stadig et symbol. Et symbol på tabt uskyld. Også selvom USA flere gange har forsøgt at genskabe denne følelse af uskyld,” siger Niels Bjerre-Poulsen.

Manden, som mere end nogen anden skabte den amerikanske strategi i Vietnam, var forsvarsminister Robert McNamara (1916-2009), der både tjente under præsident John F. Kennedy og præsident Lyndon B. Johnson. Han stod i spidsen for krigsindsatsen fra 1961 til 1968. Foto: Polfoto