På Gotland har vikingegravsten form som et nøglehul. Det er samme form som dørene til norske stavkirker.
For professor og vikingeforsker Neil Price fra universitetet i Aberdeen, som er centrum for en stor del af skotsk vikingeforskning, er de gravsten som døre, der forbinder de dødes og de levendes verden. Han forsker i vikingebegravelser og kremeringer. Neil Price har selv deltaget i udgravninger og har også samlet hidtil kendt forskning og data. Han når frem til et mere nuanceret billede end det kendte af barbariske vikinger.
Vi har haft en tendens til at se vikingerne gennem øjnene på dem, der havde al mulig grund til ikke at kunne lide dem. Det være sig kristne, munke eller andre, som blev plyndret og overfaldet. De kristne krønikeskrivere var meget bevidste om, at vikingerne var anderledes, forklarer Neil Price til Kristeligt Dagblad på arkæologens beskedne kontor i Aber-deen.
Han er fascineret af det store arbejde, som vikingerne lagde i begravelserne. Der er ikke noget fast mønster, men store forskelle, og vikingerne brugte både begravelser og kremeringer.
I nogle grave er der 200 objekter, og det er ikke noget, der blev skaffet på et par timer, det tog ofte flere dage. Vi ser også ofringer, både af dyr og til tider også af mennesker. Vi har haft en tendens til at se meget registrerende og nøgternt på de oplysninger. Men hvis vi ser på nogle af de store skibsgrave, så må vi stoppe op og tænke over det. Det at dræbe og halshugge 20 heste var en stor opgave ikke kun finansielt, men også det at slagte hestene. Når du har dræbt de første to, så bliver de andre helt vilde, fremhæver Neil Price.
De skriftlige beretninger er begrænsede og hvis overleveringerne fra kristne missionærer bliver sorteret fra, så er der ganske få. Men en af dem kommer fra Ibn Fadlan i 922. Han var udsendt på en mission op ad Volga-floden af kaliffen af Bagdad. I modsat retning kom en gruppe vikinger. Ibn Fadlan førte en omfattende dagbog og han oplevede en begravelse af en ledende viking, som han beskrev udførligt.
Ceremonien varede 10 dage. Først blev der gravet en midlertidig grav, hvor høvdingen fik mad, drikke, alkohol og musikinstrumenter med. Og så gjorde de hans skib klart. En tredjedel af hans formue blev brugt til at give ham nyt tøj på.
Det er interessant, for det indikerer, at det tøj, vi finder i gravene, var lavet til den døde, siger Neil Price.
En anden tredjedel af formuen blev brugt på øl og mad. Og så brugte de 10 dage på at drikke, æde og hore. De slagtede en masse dyr og puttede en masse ting i hans grav. Også en af hans slaver blev dræbt og sendt med i graven.
Det er en af de bedste beskrivelser, vi har. Vi har også græske kilder og andre beskrivelser, som fortæller tilsvarende historier, påpeger Neil Price.
Gravene selv fortæller deres egen historie. Mest kendt er vikingeskibsgravene. Men meget tankevækkende er der ikke fundet skibe som grave på Gotland.
Her er skibene hugget ind i de sten, som blev sat over gravene. Gravstenene fortæller historier ikke i runer, men i billeder. Og historien er fortløbende. Alle sten har et skib i bunden og flere bånd med historier ovenover. Ved sten inden for den samme slægt går den øverste historie ofte igen som den nederste på næste nøglehulsformede gravsten.
Det fascinerende er, at det er en kombineret historie om erindring og en markering af territorium. De bliver husket på grænsen til familiens land og er med til at fastslå, at det også var forfædrenes land. Dermed bliver de døde en del af historien. Og særligt hvis stenene var døre til efterlivet, så er det meget smukt, siger Neil Price.
Det er ikke alle historierne på rune- og billedsten, som det er muligt at forklare eller forstå. Men vikingerne havde en aktiv historiefortælling.
Vi ved, at nogle af de eddaer, som er en del af den nordiske mytologi, ikke bare var digte, men der var også instruktioner om, hvordan de digte skulle opføres, fremhæver Neil Price.
Det rejser spørgsmålet, om de historier var noget, der eksisterede, eller om begravelsesritualerne var dramatiserede historier.
Neil Price bruger billedet fra slutscenen i skuespillet "Hamlet", hvor de døde ligger tilbage blandt alle rekvisitterne på scenen.
Tænk på, hvor vanskeligt det ville være at rekonstruere Hamlet og de tre til fire timers drama, der er gået forud, hvis du kun ser slutscenen. Så hvad hvis vikingegravene er afslutningen på et spil? spørger Neil Price.
Han peger på, at der ikke én fælles vikingehistorie. Odin og sagnet om Sigurd Fafnersbane var kendt blandt de fleste, men ellers var der store variationer.
Vi skal spørge, hvor mytologien kommer fra. Vi ved, der er en konstruktion af historier, som er fortalt og genfortalt, og de findes i mange versioner, hvoraf en del er selvmodsigende. Men der er et punkt, hvor nogle har fundet på de historier. De har en oprindelse. Jeg tror, at en del af den proces er i gravene, som er en del af de historier. Vi ved, at historier er centrale for vikingerne, vi har sagaerne, og saga betyder netop historie. Jeg har den tanke, at folk i døden bliver en del af det evige skuespilsensemble. Det er mytologi, understreger Neil Price.
Vikingegravene var ikke kun forbeholdt høvdinge. Der er titusinder af grave, og de er både for mænd, kvinder og børn.
Begravelsesritualerne var meget forskellige og derfor uforklarlige. Men for Neil Price ligger en del af forklaringen i vikingernes manglende religion.
Det er generelt accepteret, at de ikke havde, hvad vi forstår ved religion. Vi kan beskrive, hvad religion er. Det er som en kasse, vi sænker ned over folk. Eksempelvis har vi hellige bøger i de store religioner i dag. Vikingerne havde ikke noget nedskrevet. Religioner har også folk, der udlægger teksten kulturelle funktionærer eller rituelle specialister, siger Neil Price.
Han ser vikingernes religiøsitet som en form for personlig tro, som blandt andet var bundet i Odin. Men der er ikke noget fælles for, hvad de gør med den viden. Det er netop den forskellighed, der går igen i gravene.
Hvad vi ved om den norrøne religion, kommer fra kristne kilder og dermed fra dem, som ville ødelægge den. Hvis du vil tage en religion og erstatte den med en anden, så er det lettere at ødelægge den end gå at gå fra landsby til landsby og spørge, hvad folk selv tænkte. Og det ser ud til, at de kristne skabte en norrøn religion, fordi det så ville være lettere at afskaffe den, pointerer Neil Price.
Han peger på et tysk evangelium for missionærer, der rejser til Skandinavien. De såkaldte barbarer får en version af Bibelen, hvor Jesus ikke bliver fristet i ørkenen, men i en skov. Gud lever i en stor hal i himlen, hvilket er et billede på Valhalla.
Navnene er også sjove. Bethlehem er Bethlehemburg, og der er Jerusalemburg. Så missionærerne skaber en ramme, som vikingerne vil forstå. Missionærerne skabte med andre ord en anden historie og en bedre historie, argumenterer Neil Price.
Det førte til en gradvis afslutning på vikingetiden.
Konverteringen til kristendommen var begyndelsen til enden på vikingetiden, opsummerer Neil Price, som forsøger at afdække den poetiske mytologi i vikingernes begravelsesritualer.
