Vikinger var allierede med jøder og muslimer

Historiebøgerne om vikingernes færd skal i vid udstrækning skrives om, mener den islandske ph.d. i historie Thorir Jonsson Hraundal. Han har gransket de arabiske kilders fortællinger om vikingernes bedrifter mod øst og dermed mødet mellem muslimer og nordiske hedninge

Vikingerne var gode til at tilpasse sig de meget forskellige lande, de kom til, vurderer historiker Thorir Jonsson Hraundal.
Vikingerne var gode til at tilpasse sig de meget forskellige lande, de kom til, vurderer historiker Thorir Jonsson Hraundal. Foto: Arkivfoto fra vikingespil. .

Vikingerne var bomstærke, rødskæggede krigere, der udviklede skibe og navigationsudstyr, som kunne fragte dem langt vestpå, hvor de plyndrede byer, voldtog kvinder og myrdede mænd. Det er den typiske opfattelse af de vilde nordboere, som fra midten af 800-tallet til cirka år 1000 rejste til nær og fjern.

Men skønt de barbariske og eventyrlystne vikingers bedrifter er gjort til genstand for museer og film verden over, er der en masse, vi slet ikke ved om dem. Endnu.

LÆS OGSÅ: Christoffer Colombus og vikingernes Vinlandskort

Det giver den islandske historiker Thorir Jonsson Hraundal nu øget indsigt i. For denne sommer har han præsenteret og forsvaret sit ph.d.-projekt Rus in Arabic Sources: Cultural Contacts and Identity ved universitetet i Bergen. Og ifølge ham har det formentlig været lige så almindeligt for vikingerne at drage østpå som vestpå via de europæiske floder til Det Kaspiske Hav, Konstantinopel og helt til Bagdad. Først til havs og dernæst på kamelryg.

Rent faktisk er der fundet flere artefakter (forarbejdede genstande, red.) fra vikingerne af arkæologer i det østlige Europa end i det vestlige. Så vi ved, at skandinaverne rejste over hele Østeuropa fra Kiev til Det Kaspiske Hav og videre endnu i en lang periode, konstaterer Thorir Jonsson Hraundal.Syd for Østersøen opsøgte vikingerne handelscentrene ved mundingen af floderne Oder og Wisla. Og de fortsatte videre til andre handelscentre inde i landet ved floderne Volchov, Dnjepr og Volga. Her handlede de med alt fra rav og salt over honning og voks til pelsværk og blonde slaver.

Men vikingerne transporterede sig ikke kun til søs. I midten af det 9. århundrede har den persiske geograf Ibn Khurradadhbih, der er forfatter til nogle af de første arabiske bøger, vi har om rejseruter, nemlig skrevet, at vikingerne tog deres handelsvarer til Byzantium (det nuværende Istanbul) på kamelryg og desuden helt til Bagdad. På det tidspunkt betalte de kristne som efter muslimsk skik ikke var hedninge lavere told på varer, og derfor påstod vikingerne ifølge forfatteren, at de var kristne.

Selvom der ikke findes andre fortællinger om vikingernes kamelfærd, så er det ifølge Thorir Jonsson meget sandsynligt, at vikingerne var nødt til at rejse så langt væk på deres tidlige togter østpå, mens de senere havde flere kortere handelsruter.
 
Men hvad der overraskede historikeren i takt med, at han studerede arabiske kilder, var, at vikingerne ikke alene var på rejse i Østen, men også slog sig ned igennem op mod halvandet århundrede.Når de blev der så længe, har det også betydet, at de har interageret med folk omkring Det Kaspiske Hav og Volgafloden i lang tid. Dermed har det ikke kunnet undgå at påvirke den kulturelle interaktion og kulturelle påvirkning, vurderer Thorir Jonsson Hraundal.

Hraundal havde forinden skrevet speciale om islams udbredelse i Rusland og kendte efterhånden alle regionens historiske afkroge. Men han fandt også hurtigt ud af, at han stod ret alene med den viden. Ikke mindst hvad angik vikingernes tilstedeværelse i regionen var der et gabende hul i historiebøgerne. Fokus for forskningen i vikingetiden, der spænder over 300 år, har i stedet været vikingernes rejser til Island, Grønland og Nordamerika, hvor udforskede nye landområder. Deres togter østpå har forskere kun beskæftiget sig ganske lidt med og alene ud fra slaviske kilder.

Efter selv at have gransket arabiske kilder, der er mere end 1000 år gamle, forstår Thorir Jonsson Hraundal da også godt, at både kulturen, sproget og historien er så kompleks og eksotisk, at andre forskere i vikingetiden i stedet har valgt at vende blikket mod vest. Men det vil Hraundal nu gøre op med.I Sovjettiden har man forsøgt at udtørre al historisk materiale undtagen det, der kom fra det slaviske folk. Det har været svært for arkæologer at komme bag om jerntæppet. Der har været et meget vesteuropæisk fokus på historien. Og selvom det politiske jerntæppe ikke findes længere, eksisterer det tilsyneladende stadig i folks hoveder. Men det er et moderne privilegium, at man tillader, at flere stemmer bliver hørt, siger han.

Skandinaverne, som rejste østpå, går under fællesbetegnelsen Rus. Det er dem, der senere har lagt navn til dagens Rusland. Men vores hidtidige viden om dem har stort set begrænset sig til Nestorkrøniken fra 1113, der handler om den tidlige østslaviske nation Kievs grundlæggelse, fortæller Thorir Jonsson Hraundal. Kilden er dermed hverken skrevet af de, der mødte vikingerne, eller skrevet i den periode, vikingerne rejste østpå.Kilden er faktisk ikke historisk, når det kommer til det 9. og 10. århundrede. Den er baseret på modeller og fortællinger, men er på sin vis ikke særlig præcis. Derfor ville jeg i stedet forske i de arabiske kilder, siger Thorir Jonsson Hraundal, der især har gransket tekster skrevet i det 9. århundrede af den muslimske retslærde skribent og rejsende Ibn Fadlan, der mødte vikingerne rundt om på handelspladser.Den islandske historiker fandt for det første ud af, at vikingerne ikke primært opholdt sig omkring Kiev, men rejste længere østpå.

For det andet viste de arabiske kilder, at vikingerne ikke havde nogen ambition om at danne en stat i øst eller konvertere de lokale til kristendom, som man hidtil har troet. Og for det tredje dokumenterede kilderne, at vikingerne og det magtfulde tyrkiske folk, khazarerne, havde et særligt forhold, fordi vikingerne slog sig ned i kortere eller længere perioder.Det lyder måske ikke ligefrem beskedent af mig, men på den måde er det her faktisk lidt som at opdage en ny gruppe vikinger. Vi ser i de arabiske kilder, at de er langt mere væsentlige i en længere periode og længere mod øst. Og vi ser, hvordan deres kulturer møder khazarerne. Det bør skabe eftertanke og tvinge os til at gentænke skandinavernes rolle i den periode.

Dengang regerede det tyrkiske folk khazarerne det, vi i dag kender som det sydlige Rusland, Vest-Kasakhstan, Øst-Ukraine, store dele af Kaukasus og Krim og sad på de centrale handelsveje mellem Norden, Mellemøsten og middelhavslandene. Mange af de ledende khazarere konverterede til jødedommen, som efterhånden blev en statsreligion. Et andet magtfuldt tyrkisk folk var de muslimske volgabulgarere, der holdt til omkring floden Kamas udløb i Volga. Og vikingerne var allierede med begge parter, som de handlede flittigt med.Der lå stor rigdom forbundet med den alliance. De handlede primært med sølvmønter, som der er fundet et utal af i Danmark, Sverige og Norge. Og vikingerne må have været ganske magtfulde for at få lov til at handle og leve sammen med disse indflydelsesrige folk, siger Thorir Jonsson Hraundal.

De muslimer, der mødte vikingerne, har beskrevet dem som smukke mennesker, selvom de var både beskidte og barbariske. Ibn Fadlan noterede sig i 922, at vikingerne måtte være de mest beskidte af Allahs skabninger: De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller haft seksuelt samkvem. Og de vasker ikke hænder efter at have spist. De er sandelig vildfarne æsler.Og han lagde også nøje mærke til, at vikingerne ganske vist vaskede deres ansigt og krop hver eneste morgen, men i det mest beskidte vand. For hver morgen bragte en af slavinderne et kar med vand til sin herre, som han vaskede hænder, ansigt og hår i. Derefter redte han sit hår med en kam over karret, snød næse og spyttede i det. Og så blev karret overrakt til næste viking i rækken. Så selvom arkæologer har fundet kamme, pincetter og negle- og ørerensere, der tyder på, at vikingerne faktisk gik op i både hygiejne og udseende, har det alligevel ikke kunnet hamle op med muslimernes renlighed, understreger Thorir Jonsson Hraundal. Men han tilføjer også, at de såkaldte Rus bestod af flere nordiske folk, som det er vanskeligt at sige noget helt generelt om. De var både krigere, handelsmænd og bønder.

Skandinaverne lader til at have været et alsidigt folk, der var virkelig gode til at tilpasse sig. Tyrkerne dominerede i en sådan grad, at vikingerne ikke bare kunne komme ind og svinge deres sværd, siger Thorir Jonsson Hraundal. Vikingerne lader dog også til at være blevet respekteret, tilføjer historikeren. Ibn Fadlan skrev blandt andet, at han aldrig havde set mennesker med en så perfekt fysik. Og han sammenlignede dem med blonde og rødlige palmetræer. Ifølge de arabiske historiske kilder havde vikingerne desuden adgang til forskellige retsinstanser, hvilket krævede en vis magtposition.

Det viser os, at de har været velintegreret i kulturen, for ellers havde de ikke haft det privilegium, siger Thorir Jonsson Hraundal.Men den muslimske intellektuelle kunne i den grad også undre sig over de nordiske vildmænds barbariske og bizarre adfærd. Blandt andet da en rig viking døde midt i Vulgabulgarenes område i sommeren 922, hvor Fadlan fik lov at overvære en ligbrænding. Han har beskrevet, hvordan vikingens ejendele blev delt op i tre portioner en tredjedel til hans husstand, en tredjedel til at lave begravelsesklædninger til ham og en tredjedel bestående af gæret alkohol, som de drak den dag, hans slavinde skulle dræbe sig selv og brændes med sin herre. Og ifølge Fadlan havde vikingerne i den forbindelse konstateret grinende, at araberne var godt dumme, fordi de lod deres kære blive ædt af orme i jorden i stedet for at gøre som vikingerne lade dem brænde, så de straks ville indtræde i paradis.Men hvorvidt araberne lod sig direkte påvirke af vikingernes skikke, kan vi ikke vide, tilføjer Hraundal.

Problemet er, at mange kilder er ret sene og er skrevet langt fra os i Norden. De er skrevet ud fra muslimernes synspunkt. Der har ikke været tegn på kulturel rivalisering. Men kulturen i området, som var langt mere udbredt, har formentlig påvirket vikingerne mere end den anden vej rundt. Jeg kan dog ikke forestille mig andet, end at det er gået begge veje, siger han og fortæller, at vikingerne har taget flere ting med hjem, som arkæologer senere har fundet, såsom en lokal krigerdragt.

Men det arabiske kildematerialet er langt fra endnu udtømt, forsikrer Thorir Jonsson Hraundal. Det er endnu så nyt at sætte dem under historisk lup, at der formentlig er meget mere viden at høste. Det har overrasket mig meget, at kilderne har ligget der i flere hundrede år uden at være blevet taget i betragtning. Vi trænger til at få udvidet vores viden om, hvem skandinaverne interagerede med, betragteligt.