En ydmygt udseende emaljebroche fremstillet af en billig kobberlegering syner ikke af meget sammenlignet med det smukt ornamenterede Fejø-bæger af sølv. Men de to genstande fortæller hver deres side af historien om vikingernes kontakt til verden omkring dem.
Den velkendte historie om vikingerne handler om en flok brølende bersærker, der drog ud for at hærge, plyndre og voldtage de stakkels mennesker, der måtte krydse deres vej. Vikingernes iøjnefaldende langskibe spredte skræk og rædsel over det meste af Europa. I mange klosterkrøniker nedfældede munke den ene mere drabelige beretning efter den anden om de skandinaviske vikingers blodige fremfærd.
Men de arkæologiske fund fortæller også en anden historie om de legendariske vikinger. En historie om nogle mennesker, der rejste ud i verden og mødte fremmede kulturer og anderledes folk. Om nogle mennesker, der lod sig imponere, betage, inspirere og påvirke af alt det nye omkring sig.
Den historie har arkæolog Maria Baastrup fra Nationalmuseet sat sig for at fortælle med sit igangværende ph.d.-projekt.
I mange år har fortællingen om vikingerne været meget ensidig. Ja, de var nogle barbariske plyndringsmænd. Men de var også så meget andet. De mange importer og fremmedartede genstande fundet herhjemme afspejler nemlig en kontakt, der har omfattet mere end plyndring, gidseltagning og løsepenge, fortæller Maria Baastrup.
Maria Baastrups forskningsprojekt tager derfor udgangspunkt i de udenlandske genstande fundet på de hjemlige vikingepladser og her spiller det berømte Fejø-bæger og de ydmyge emaljebrocher hver deres rolle.
Det kostbare Fejø-bæger blev fremstillet omkring år 800 et sted i Det Karolingiske Rige (det nuværende Frankrig og Tyskland). Bægeret er en såkaldt pyxis, der blev brugt til at opbevare indviet nadverbrød og var en vigtig genstand i den kristne messe. Men sølvbægeret endte sine dage i en mark på Fejø nord for Lolland.
Fejø-bægeret kom næppe hertil på fredelig vis. Det er et stykke værdifuldt kirkesølv, som de kristne ikke har udleveret af egen fri vilje. Men vikingerne fik jo smag for at røve kirkeinventar, så bægeret repræsenterer en negativ kontakt til karolingerne, forklarer Maria Baastrup.
I den anden ende af skalaen finder arkæologerne en masse billige emaljebrocher, som vikingerne også tog med. De består af en kobberlegering og har absolut ingen metalværdi. Derfor var brocherne ikke værd at stjæle, men må have besiddet en anden værdi for vikingerne:
De små emaljebrocher var en slags standardiserede hverdagssmykker, som folk i det karolingiske område bar på tøjet. De kostede ikke det store. Men for vikingerne fik de en værdi som noget fremmed, eksotisk og dermed attraktivt. Så mange af brocherne er nok kommet til Danmark som en slags souvenirs bragt hjem af vikinger på udlandsrejse. De afspejler en positiv kontakt mellem vikinger og karolinger. Så vikingerne har altså haft fredelige relationer til omgivelserne, fortsætter Maria Baastrup.
Mange af de små emaljebrocher var dekoreret med kristne motiver, blandt andet kors, og det gør dem kun mere interessante. For det er jo tankevækkende at finde talrige smykker med kristne symboler herhjemme allerede i 800-tallet. Det er et godt stykke tid før den officielle kristning af landet i år 965 og kunne tyde på nogle tidlige kristne strømninger blandt vikingerne.
I det hele taget viser fundene, at vikingerne var tiltrukket af den karolingiske kultur. Ud over de importerede emaljebrocher finder arkæologerne mange andre typer af genstande, for eksempel sølvbeslag fra den militære udrustning fra netop det område.
Vikingerne har sikkert været imponerede over de ting, som de så på deres rejser i det karolingiske rige: store bygningsværker af sten, avanceret metalarbejde og samfund, der var indrettet på en helt anden måde end deres egne. Der er ingen tvivl om, at skandinaverne blev betaget af de trendsættende karolinger og har taget dele af deres kultur og tankesæt til sig, fastslår Maria Baastrup.
Vikingerne begyndte også at kopiere de karolingiske genstande og bruge de fremmede mønstre som ornamentik på deres egne ting. Et eksempel er akantusranken; et andet motiv med kristne undertoner.
Det var dog ikke alt fremmed, der behagede de gode vikinger. Genstande fra Irland og England blev tilsyneladende ikke behandlet med samme respekt.
Sjovt nok er de fleste irske og engelske importer brækket i stumper og stykker. En del af dem er brudstykker af noget større, mens andre har fået en hård medfart. Vi finder heller ikke lokale efterligninger af dem. Så ting fra de områder havde åbenbart ikke samme betydning for vikingerne som det karolingiske, konstaterer Maria Baastrup.
Undervejs i forskningsprojektet håber Maria Baastrup på at kunne forklare, hvorfor vikingerne tager visse idéer og kulturtræk til sig og åbenlyst fravælger andre.
Min ambition er at sætte mig ind i vikingernes tankegang og finde ud af, hvorfor de foretrak visse ting frem for andre. De havde jo et kæmpe kontaktnetværk og zappede tilsyneladende frit rundt mellem de fremmede kulturer.
De mange importerede genstande kan forhåbentlig løfte sløret for, hvordan vikingerne tænkte og agerede i forhold til omverdenen. De afspejler nemlig omfanget og formen af kontakt til for eksempel karolingerne eller De Britiske Øer.
Men det var ikke enhver viking forundt at være en del af netværket og eje fine importer. De fremmede genstande var forbeholdt eliten, og de fleste bliver da også fundet ved stormandsgårdene.
Det var helt klart overklassen, der varetog kontakten udadtil. De havde adgang til de store både og råd til at hyre en flok toptunede vikinger for at drage på togt. Stormændene stod også i forbindelse med hinanden i en slags elitenetværk, hvor de udvekslede særligt eftertragtede genstande ved handel og gavegivning, påpeger Maria Baastrup.
De importerede genstande blev derfor symboler på magt og eksklusive kontakter til omverdenen. Den prestige kan også forklare de billige emaljebrochers popularitet. De indikerede forbindelser til tidens førende fyrstedømmer mod syd, og det ville folk gerne skilte med. Så en karolingisk broche på tøjet gav positiv signalværdi måske også om, at man var kristen.
historie@kristeligt-dagblad.dk