Vikingerne var på farten allerede fra omkring år 700 e.Kr., så de kom ikke hvislende fra nord som en pludselig salve af pile. De havde handlet og sejlet tilstrækkeligt meget omkring til at vide, hvor der var rigdomme, og, endnu bedre, hvor rigdommene kunne transporteres og befandt sig tæt på kysten. De kom sydpå for at oprette faste forbindelser med hvem som helst i Vesteuropa, der var interesseret i skind og pelsværk og elfenben fra hvalrosser.
De hentede luksusvarer fra de russiske floder og den østlige del af østersøområdet – varer så kostbare, at de var værd at fragte i små mængder på små skibe, som for eksempel rav, der var flot at se på og næsten lige så uforskammet dyrt, som diamanter er nu om dage. De var lejesoldater for Byzans og købmænd for Kijev, og med deres uovertrufne sømandskab kunne de efter forgodtbefindende gå i land ved Sortehavet, Middelhavet, Spaniens atlanterhavskyst og til sidst også Nordamerika. Deres tilknytning til handelsruterne gav dem den fornødne viden om lokale forhold til at kunne beslutte, hvor det var værd at sejle ud som pirater, og nok så vigtigt, hvor de kunne afhænde plyndringsgodset – for en mand kan jo ikke spise et forgyldt relikvieskrin eller et par hundrede meter fint stof.
Vikingerne var også mindre forudsigelige end andre pirater og de kejserlige overfaldskommandoer, for de vidste, hvordan man krydsede op mod vinden, så de behøvede ikke lade vinden afgøre deres kurs eller vente på, at den skiftede. En chokeret kosmograf fra Andalusien rapporterede, at de havde ”store skibe med firkantede sejl og kunne sejle både forlæns og baglæns.” At eje et godt skib, der bevægede sig ved ren håndkraft, var et tegn på høj social status, men vikingerne forlod sig ikke på årer og muskler; deres skibe var forsynet med et enkelt sejl, hvoraf de største var kæmpemæssige sammensyede stykker vævet uld, der kunne måle helt op til 100 kvadratmeter. Et skib krævede en betydelig investering af penge, tid og liv. Det tog 30 uger at væve et sejl på 16 kvadratmeter, og der skulle en halv kilometer planker til for at lave skroget, for ikke at nævne tømmeret til mast og rundholt og den mængde jern, der skulle smeltes og formes til søm og nagler for at holde sammen på skibet.188 Et skib viste ikke blot, hvor rig eller magtfuld en stor mand var; det var hele hans væsen.
Når vikingernes hære forlod en havn, hejste de sejlene delvist, men brugte alligevel håndkraft til at ro skibene ud i havet, ud i de stærkeste bølger, og selv efter at sejlene blev trukket højere op, fortsatte de med at ro. Årer var gode, når man skulle manøvrere krigsskibe eller senere tiders tungere fragtskibe, men sejl gav udholdenhed og hastighed. Det er muligt, at sakserne brugte sejl, før vikingerne kom ind i billedet, og der har muligvis også været andre i Nordsøen, der gjorde det, men vikingernes sejlskibe udviklede sig til helt utrolige maskiner. De kunne krydse den bredeste del af Nordsøen, omtrent seks hundrede kilometer, på fire eller fem dage, og de eliminerede det sædvanlige behov for at sejle langs kysterne og tilbringe nætterne på land.
Af samme grund var nordboernes verden ikke den samme som andre folks verdener, ikke engang frisernes. De oldnordiske tekster gør det klart, at midtpunktet for deres verden lå mod nord og ikke i Jerusalem, sådan som det var tilfældet på de typiske verdenskort fra sydligere breddegrader. Ej heller lå deres hovedsæde i Rom, sådan som kirken ville have det. Vikingerne opfattede ikke sig selv som et folk, der befandt sig i udkanten af verden. De opererede allerede i en verden, der var langt mere vidtstrakt end romernes, saksernes eller briternes. De vidste, at der var land hinsides havet mod vest, men de kendte ikke dets form eller præcise beliggenhed. De trodsede den kristne ortodoksi ved deres blotte forestilling om, at der kunne leve mennesker syd for jordens varme zoner, hvor der er sommer, når norden har vinter. Al den tid, de havde tilbragt med at navigere efter åbne horisonter til havs, havde sandsynligvis også lært dem, at jorden var en kugle og ikke en pandekage på toppen af en kugle, sådan som lærde mænd forventedes at mene. De vidste, at de takket være jordens krumning kunne skjule sig for kysten ved at sejle ud på havet. De vidste, at de kunne narre en fjende – ligesom kong Olav narrede Erling i sagaerne – ved gradvis at stryge deres sejl, så de så ud til at sejle ud over horisonten. De udnyttede alle de fordele, en rund jord havde at byde på.
Og de vidste, hvor de skulle hen. Magnetkompasset kom først til norden engang i det 13. århundrede, men allerede vikingerne havde et vidunderligt simpelt solkompas. Det fungerede ligesom et solur, hvor man aflæser tiden ved at følge spidsen af den skygge, som en pind kaster på forskellige tider af dagen; når skyggen var kortest, og solen stod højest, pegede skyggen mod nord og syd. Det var ubrugeligt i regn, sne og tåge, men i sejlsæsonen, som var sommeren med dens endeløse lys, var det en kæmpe fordel. Et kompas som dette hørte til blandt nordboerne, fordi norden havde vintre; folk, der var vant til at rejse gennem tomme snelandskaber, hvor orienteringspunkterne var begravet og detaljerne glattet bort, havde brug for at fremstille en anordning som denne. Og da de havde gjort det, kunne de også sejle helt til Amerika på et ocean med en fuldstændig ensartet overflade.
Spørgsmålet om, hvem de var, og hvordan de var, er det nemt at besvare: De var fjenden. De var de andre, dem der ikke var som resten, og deres fremragende evner til søs bragte dem tættere på, end behageligt var. Deres syn på sørejser som noget, der var værd at bevare på skrift, at lovprise og ære, skulle senere komme til at stille dem i et tiltalende lys, men ikke endnu. Deres fantastiske historier var endnu ikke blevet skrevet ned, ikke engang fortalt mundtligt, så deres sædvaner og historie var endnu ukendt stof. Og eftersom det, de foretog sig – at røve, plyndre og knokle – ikke adskilte sig synderligt fra, hvad alle andre foretog sig, når chancen bød sig, så skulle der en ekstra dimension til for at gøre dem til rigtige fjender: De var nødt til at være dæmoner. Ingen forventer at kunne forstå, hvad dæmoner foretager sig.
Men der var alligevel nogle fingerpeg. Først og fremmest var danskerne blevet urolige over Frankerrigets stadige ekspansion mod nord. I 734 erobrede Karl Martel Friesland til frankerne og kom på den måde alt for tæt på danskernes sydlige grænser. Inden for tre år tog danskerne fat på at styrke deres forsvarsværker. De byggede en kraftig, to meter høj palisadevold af egetræ i det sydlige grænseområde og et spærreanlæg hen over Slienfjorden ved Slesvig i det sydlige Jylland. De kunne aldrig have bygget en barriere af den størrelse uden en magtfuld konge, der forstod at gøre den lokale adel ængstelig nok til at adlyde hans ordrer. Nogen var nødt til at organisere og sætte sig i spidsen for en stor og hurtig operation, for ikke at nævne den fornødne flådestøtte. Denne person havde tilstrækkelig magt til at optræde lige præcis tyrannisk nok til at overtale de lokale danske herremænd, som ellers var vant til at bestemme over sig selv, til at de lige så godt kunne tage chancen til søs.
Længere nordpå stod kongemagten knap så stærkt. Harald Hårfager kæmpede stadig med at skabe et Norge, han kunne regere, selv om der allerede fandtes folk, der kaldte sig ”norske”. Der var mindre stat, men omtrent den samme mængde adeligt ævl og kævl. Så lille en del af Norge egnede sig til at blive plø jet og tilsået, at selv ikke det ellers venlige klima i de sidste århundreder af det første årtusinde for alvor kunne gøre landet værdifuldt. Det var alt sammen søer, moser, bjerge og den slags nåleskove, der ødelægger jorden. Værdierne måtte komme andetstedsfra, hvilket ville sige havet. Adelsmænd, der følte sig marginaliserede, stod gerne til søs.
Idéen om at drage bort, at være nysgerrig i forhold til verden, havde eksisteret siden før vikingetiden. I en landsby på Helgö i Mälaren ikke så langt fra Stockholm lå der engang et par store familiedrevne bondegårde, hvor nogen begravede forskellige genstande fra det 6. og 7. århundrede: en koptisk bronzeøse fra Egypten, som muligvis er blevet brugt i forbindelse med dåbsritualer, en hel serie kærlighedsscener skåret ud i guldfolie og, temmelig forbløffende: en buddhafigur. Kastemærket i hans pande er guldfarvet, hans læber og øjenbryn er sminkede, hans kåbe er smukt broderet, og han sidder på en trone af sirligt udskårne lotusblomster. Han er en sand sjældenhed, selv i Kashmir, hvor han sandsynligvis er fremstillet. Ingen skandinav vides på den tid at være rejst helt til Indien, som lå ekstremt langt borte over land såvel som over vand. Mellem Skandinavien og Indien lå hele den muslimske verden, og det er højst usandsynligt, at nogen arabisk købmand ville risikere at blive besudlet af så hedensk og vantro en genstand, selv ikke hvis han mente at kunne finde en køber i Vesten. Buddha var en kendt figur i Byzans – han er en af personerne i det populære epos Barlamus et Iosaphatus (”Barlaam og Josafat”) – og måske har en af de jødiske købmænd, der arbejdede i Asien og Europa, bragt statuen med sig og solgt den videre som et kuriosum. Men hvorfor skulle en bonde ved bredden af en svensk sø være interesseret i at anskaffe sig den? Den rummede ingen religiøs betydning for ham, ingen magi, selv om den er meget smuk. Tilfredsstillede den mon ganske enkelt en nysgerrighed i forhold til den større verden?
Omkring midten af det 8. århundrede begyndte skandinaver at finde vej fra Østersøen og ned gennem de store flodsystemer i vore dages Rusland. Også dette virker underligt. Det er én ting at plyndre velhavende og lette ofre langs Nordsøens og Det Irske Havs kyster og sejle væk med det herlige bytte bagefter. Helgö ligger et godt stykke fra Nordsøen, men gården med buddhaen var også i besiddelse af en irsk bronzefigur fra det 8. århundrede, nærmere bestemt toppen af bispestav, formet som en drage, der med sine blå og sølvfarvede øjne og lakerede kæber snor sig omkring et menneskehoved i selskab med en ulv og en fugl. Den slags sager var ret nemme at få fat i. Men den samme type mænd ydede altså en ekstraordinær indsats for at kæmpe sig vej til Rusland gennem moser og skove, hvor de risikerede at komme på tværs af et uvenligt menageri af krybende, stikkende og bidende bæster, og hvor de enten måtte skubbe eller efterlade deres både, hver gang de kom til et af de buldrende vandfald, der brusede i floderne og gjorde de rejsende endnu mere sårbare over for røvere. Disse berømte rovdyr måtte konstant have væbnede vagter på land for ikke selv at blive bytte. Og alt dette gjorde de i et ludfattigt område med meget få mennesker og ingen venner; i hele det nordvestlige Rusland er der kun fundet spor efter én eneste by fra det 8. århundrede. Skandinaverne – de mennesker, hvis brødre ejede bronze og guld og endda en buddhafigur – var de rigeste folk at røve i området.
Deres iver efter at bryde gennem Rusland skyldes sandsynligvis én bestemt ting: sølv. Hverken Rusland eller Skandinavien havde kilder til sølv, men nede fra de arabiske kalifater kom der sølvmønter nordpå i form af de berømte dirhams. At etablere en handelsrute til pelsværk, rav og slaver og komme tilbage med sølv kunne være ekstremt værdifuldt. Og hvis en mand ikke havde ting at sælge, kunne han altid sælge sine ydelser – som ”venligsindet” soldat for det svenske eller russiske kongerige ude østpå, som paladsvagt for byzantinske kejsere, som lejesoldat for khazarerne på den anden side af Byzans, mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. I det 8. århundrede var det efterhånden normalt at rejse ned ad Volga, og i løbet af en enkelt generation, de første årtier af det 9. århundrede, fandt vikingerne ud af, hvordan de kunne bruge de store floder til at foretage regelmæssige rejser til steder så fjerne som Konstantinopel. De åbnede et kæmpe territorium ved at have modet til at rejse gennem ødemarkerne. Alle i Østersøområdet må have været bekendt med sølvet fra syd og kunne have mødtes med købmændene på ruterne til Asien, men kun vikingerne valgte at gå på jagt efter kilden til denne rigdom.
Man aner en kulturel forskel her, en villighed til at bryde op fra det velkendte. Mænd, der havde været fanget af lange vintre og kun med nød og næppe havde kunnet leve af deres magre landområder, fandt en oplagt flugtvej på havet. De havde ingen store rigdomme at forsvare derhjemme, ingen fjendtligtsindede naboer. Kort sagt: De havde al mulig grund til at bevæge sig videre og videre.
Det vidste Ottar fra Hålogaland. Han var ”en af de mest fremtrædende mænd i det land” – det sagde han i hvert fald selv, da han traf kong Alfred i Sydengland engang mod slutningen af det 9. århundrede. Kongen var altid ivrig efter at møde fremmede mennesker med kendskab til fremmede hjørner af verden. Ottar bragte ham hvalroselfenben, måske som en vareprøve på potentielle handelsgenstande, måske som betaling for beskyttelse, måske ganske enkelt som en gave, en formel høflighedsgestus. Han var helt klart en eller anden form for handelsmand, for på sine rejser gjorde han holdt ved steder som bopladsen Kaupang i det sydlige Norge.
Han svarede på Alfreds spørgsmål, han fortalte om sig selv og sit land, og hans svar blev skrevet ned og fandt vej ind i den oversættelse af historikeren og geografen Orosius’ Historiarum adversum paganos libri septem (”Syv historiebøger mod hedningene”), som Alfred var ved at udarbejde. Så vi ved, at Ottar havde flere vilde dyr end husdyr: Hans hjorder omfattede blandt andet 600 ”ikke afsatte” rensdyr, som han holdt for kødets og skindets skyld, og seks af de vilddyr, som vogtede den omstrejfende hjord og fungerede som lokkemiddel, når der skulle indfanges vilde rensdyr. ”Men han havde ikke mere end 20 stykker kvæg og 20 får og 20 svin, og den smule jord, han pløjede, pløjede han med heste.” Folkene fra syd var overraskede; de pløjede med okser.
Han fortalte, at han ”levede længst nordpå af alle nordboerne”, ud til det vestlige hav, langt mod nord på den kyst, der senere blev kendt som Hålogaland. Og selv om han ikke nævner det – måske fordi det forekom ham indlysende – boede han tæt på det område, hvor torsken gyder om vinteren, hvilket må have givet ham mad på bordet i de mørke måneder. De lange vinternætter blev lyst op med hvalolie fra spækgravene langs stranden, som muligvis blev drevet af de samiske jæger- og hyrdefolk på kysten. Hans rigdom afhang i vid udstrækning af de samme nomadefolk; hans formue var identisk med hans beholdning af skind og ben og fjer (hvilket vil sige edderdun), tunikaer af mår og odder (som han solgte for tre gange prisen på zobel mod syd) og skibstov lavet af hvalrosskind. Hvad angår landbrug, sådan som sydlændingene forstod begrebet, fortalte han, at der oppe nordpå, helt ude i udkanten af den zone, hvor korn kunne modnes, ganske vist fandtes land ”langs havet, som kan græsses og pløjes … men nogle steder er det meget stenet, og mod øst og ovenfor løber der vilde lyngheder parallelt med det beboede landområde.”
Vi har her at gøre med en mand, som levede i et fattigt område i den yderste udkant af verden – tæt på det store ocean, som skulle forestille at omslutte verden. Han kunne kun rejse mellem april og september, når der var lys, og vindene ikke var for voldsomme, og kulden var til at holde ud på et åbent skib. Og når han rejste, fortsatte han altid sejladsen gennem de korte nætter, fordi vindene var notorisk upålidelige og kunne vende fra det ene øjeblik til det næste. Under sin rejse sydpå lagde han mærke til Irland, Orkneyøerne og Shetlandsøerne, men han vidste også, at der boede folk på Island (og at de havde blikket rettet mod vest). Han vidste, at ”landjorden strækker sig meget langt nordpå fra” hans eget nordlige hjem, men han havde hørt, at der var ”fuldstændig øde deroppe, bortset fra enkelte steder hvor finnerne slår lejr for at jage om vinteren eller fiske i havet om sommeren.” Han fortalte Alfred, at han til dels besluttede sig for at drage nordpå, fordi han forventede at finde forsyninger af stødtænder og skind fra hvalrosser deroppe. Men samtidig var han ganske enkelt interesseret i at ”undersøge, hvor langt landjorden strakte sig i nordlig retning, og om der boede nogen nord for vildmarken.”
Det var en opdagelsesrejse.
Ved at holde det åbne hav på bagbords side sejlede han nordpå, hvilket for ham betegnede en bestemt kvadrant af himlen snarere end en præcis retning på kompasset. Når han omvendt rejste sydpå, havde han altid landmærker, der kunne fortælle ham, hvor han var, og han kendte også de bedste steder at gå i land og hvile for natten. Men jo længere nordpå han kom, des mindre vidste han, og des mere måtte han se sig om og tage chancer.
Han så vildmarken glide forbi, klipperig og kold, men fortsatte sin sejlads. ”Og så var han lige så langt nordpå, som hvaljægerne kommer”, ved grænsen for, hvad mænd som han selv normalt betragtede som den almindelige verden. Han havde været der før, havde engang dræbt 60 hvaler (eller muligvis hvalrosser) der på to dage, i hvert fald ifølge hans eget udsagn. ”Men nu sejlede han endnu længere nordpå, så langt han kunne komme på de næste tre dage.”
Da han konstaterede, at landjorden bøjede af mod øst, ventede han på en vind, der kunne sende ham østpå. Og da han nåede Hvidehavets munding, ventede han på, at en nordenvind skulle sende ham sydpå. Han var hinsides det punkt, hvor der var hjælp at hente i de tilgængelige landkort, som blot viste en jungle af øer mod nord, og bag disse en verden af sagnhistorier, som han også selv må have hørt fortalt – en verden, hvor der levede griffer, amazoner og vilde mennesker, som Alexander den Store havde spærret inde bag en kæmpe mur. Han mødte kun nogle få fiskere og jægere, som havde slået lejr ude i de øde områder, og han lyttede med behørig skepsis til deres mere fantastiske historier; han stolede kun på, hvad han selv kunne se og efterprøve.
Han fandt ingen bopladser på land, før han kom til en bred flodmunding på Hvidehavets kyst. Her undlod han at sejle over til den anden side af mundingen, for han kunne se, at stedet var beboet, og han vidste på forhånd, at bosætterne ikke var venligtsindede. Én ting var at begive sig ud på det ukendte ocean, men han ville altså ikke sætte sit skib og sin besætning på spil mod denne mere velkendte, menneskelige form for forhindring. Til sidst besluttede han sig for at vende om.
Alt dette er noget nyt. Ottar i Hvidehavet, langt hinsides det punkt, hvor hans landsmænd sejlede op efter hvaler, er en mand med en bevidsthed om en endnu uopdaget verden – en mand, der ikke lader sig nøje med de sædvanlige sejlruter, som almindelige sømænd i de lettere stræder mellem eksempelvis Dunkerque og Dover gjorde det. Hans rejse er utrolig i sig selv, men man forstår godt, hvad der kunne få en mand til at tænke på denne måde. I det omfang, hans samtidige havde rigdomme, drejede det sig fortrinsvis om ting og sager lavet af dyr, som kun folk fra syd tilskrev stor værdi. Nordboer var med andre ord nødt til at rejse for at omsætte deres varer til penge. Slaver var heller ikke noget værd i det område, hvor de blev fanget; de skulle skibes hen, hvor der var et marked. At rejse var i sig selv en ærefuld aktivitet, men langt mere motiverende var muligheden for at finde noget nyt – et skib lastet med værdigenstande, et kloster fuldt af guld og penge, eller måske et nyt sted at slå sig ned. Sønner af fin herkomst drog af sted med deres følgesvende for at finde både et levebrød og et liv.
Andre havde samme mentalitet: kristne missionærer, eksempelvis. Da den selvforherligende biskop Adam af Bremen skrev sin historie om kristningen af de nordlige lande, inkluderede han en geografibog, der illustrerer hans egen iver efter at finde ud af, ”hvor langt landet strakte sig.” Hans historie er ikke en førstehåndsfortælling, og den er skæmmet af myter og fiktion – eksempelvis hævder han, at enøjede og hundehovedede kannibaler blokerede hans adgang til nogle af de landområder, som Ottar ikke desto mindre formåede at besøge – men han læses stadig for sine øvrige oplysninger. Han var af den opfattelse, at nordboerne var fremragende krigere, fordi de ikke spiste frugt, og at de ”oftere går til angreb på andre end bliver angrebet af andre”, men også, at ”fattigdom har tvunget dem til at rejse ud i hele verden.”Måske var der for mange af dem derhjemme, så de var tvunget til at rejse for overhovedet at kunne leve.
Den analyse er alt for simpel. Vikingerne blev ikke alle sammen tvunget ud på havene. De valgte at være i bevægelse for fortjenestens skyld, for at have noget at lave, for at komme væk fra kongemagten (hvis de var herremænd) og nogle gange for at komme væk fra magtfulde herremænd (hvis de bare var jævne folk). Men væksten i befolkningen, hvor lille den end kan syne med moderne øjne, betød faktisk en hel del. Mennesker var varer. De kunne tages til fange og bruges til opkrævning af løsepenge, hvis der var nogen til at betale. Eller de kunne holdes fanget som trælle under nordboernes rejser, som landarbejdere, hustruer eller kokke. Da nordboerne begyndte at bosætte sig på Islands tomme, askeagtige vidder omkring år 870, medbragte de trælle fra hele området omkring Det Irske Hav, og mere end halvdelen af kvinderne på øen var galliske. Da de nåede til Amerika og etablerede deres lille, skrøbelige koloni i Vinland, havde de en tysk træl ved navn Tyrkir med sig til at udføre særlige pligter.
Endnu bedre var det, at slaver kunne sælges i enorme antal. Ifølge munken og historikeren Paulus Diaconus, som skrev i det 8. århundrede, var landene mod nord så sunde steder, at folk formerede sig i det uendelige; Germania fik netop sit navn fra al denne ”germinering”. ”Det er derfor,” skrev han, ”at store skarer af slaver så ofte bliver ført bort fra dette folkerige Germania og solgt til de sydlige folk.” Alt det arabiske sølv, der havnede på nordlige hænder – blot for at forsvinde på Isle of Skye, begravet som forråd – skulle tjenes på en eller anden måde; al den silke, der fandt vej nordpå, og de forskellige tørrede krydderier, som var nødvendige for at praktisere den nye arabiske lægekunst, skulle betales på en eller anden måde.
Betalingen var mennesker.
Den arabiske verden var pludselig blevet desperat efter arbejdsdygtige mennesker. En pestepidemi havde decimeret befolkningen, så der nu var mangel på arbejdskraft. At det var fredstid, hjalp ikke på tingene, for krig havde normalt været den oplagte måde at skaffe sig fanger på. Arabernes slavearbejdere fra Afrika var bekymrende genstridige og blev senere decideret rebelske. De var derfor tvunget til at ty til slavemarkederne – dels langt oppe mod nordvest i Utrecht, dels i det travle Venedig – og de var klar til at betale rigtig gode penge. Så hvis en slave havde krydset Middelhavet i østlig retning, var han eller hun to eller tre gange så meget værd som oppe nordpå. Tallene var store nok til, at der under kirkekoncilet i Meaux i 845 blev gjort notat om, at købmænd fra Karl den Stores imperium flyttede kolonner af menneskeligt gods gennem mange af de rettroendes byer og ”ind i armene på de troløse, vores mest brutale fjender.” Problemet var ikke blot det kummerlige liv, slaverne kunne se frem til. ”Kongerigets kolossale mængde af fjender svulmer yderligere op”, beklagede kirkeforsamlingen sig, ”og fjendens styrke bliver forøget.” Forsamlingen ville sikre sig – angiveligt af hensyn til slavernes udødelige sjæle – at de blev solgt inden for den kristne verden.
Handelen var lukrativ, omfattende og stigende, så købmændene blandt vikingerne ville have deres andel af den. De arbejdede på at åbne deres egen pålidelige handelsrute mod øst, gennem Østersøen til Novgorod i det vestlige Rusland og derfra videre sydpå til Det Kaspiske Hav, Sortehavet og videre ned. De havde pels, elfenben, rav, honning, bivoks og gode sværd at sælge til araberne og til mellemhandlerne undervejs – bulgarerne, khazarerne og russerne. Slaver var endnu en handelsvare, og en god en af slagsen. Vikingerne var nærmest imponerende ambitiøse. Amlaíb, vikingehøvding og konge over nordboerne i Dublin, drog i krig på den anden side af Det Irske Hav og vendte i 871 tilbage med 200 skibsladninger tilfangetagne ”anglere og briter og picter”. Han satte dem til salg hjemme i Irland, mindst seks tusind styk, for der var simpelthen ikke et marked for så mange slaver i Skotland eller Wales.
Så når der var udsigt til ballade, kunne vikingerne forventes at plyndre og røve, men frem for alt kidnappe. For så længe de østlige markeder efterspurgte arbejdskraft, skibede nordboerne ladninger af mennesker østpå. Derved bidrog de til at nedbryde alle nordens grænser, det være sig genetiske, kulturelle eller politiske.
Omkring år 800 havde stort set ingen set nordboerne på nært hold endnu. Men de kunne være smukke, de kunne være skrækindjagende, og ikke så sjældent var de ganske enkelt frastødende. De havde den slags vaner, som mænd får på lange rejser under trange kår med ringe adgang til vand, småt med tag over hovedet og absolut intet privatliv. De vidste, hvad det ville sige at kede sig gennem de lange, uvirksomme vintre, så de drak. Og de havde den evigt rejsendes lidenskabelige forhold til den form for ritualer, man kan udføre på farten for at få en følelse af stadig at have et hjem. De bragte hver eneste krumme af deres egen kultur med sig. Og ejendommeligt nok bar de alle – i hvert fald i Hedeby på dansk jord – en eller anden form for uafvaskelig makeup, muligvis tatoveringer, som fremhævede deres øjne, både mænd og kvinder. De ønskede, at andre mennesker skulle frygte deres blik.
Den arabiske købmand Ibn Fadla¯n fortalte, at han stødte på vikingerne i en bulgarsk lejr ved Volgafloden, langt øst for Kijev. Selv var han der som led i en mission: at gøre gode, fastboende muslimer ud af et folk, der dyrkede shamaner og heste og havde en tendens til at strejfe omkring. Han var forbløffet og imponeret, da de såkaldte rus – vikingerne, der levede østpå – ankom for at gøre forretninger. ”Jeg har aldrig set kroppe mere fuldendte end deres. De var som palmetræer,” skrev han. De var tatoverede overalt med indviklede mønstre i en mørkegrøn farve. De var snavsede, og når de endelig vaskede sig, skete det i nogle beskidte fællesbaljer. De var som ”omvandrende æsler”; de havde hyggesex med deres trælpiger for øjnene af alle deres kammerater, og hvis en køber dukkede op på et sådant ubelejligt tidspunkt, ”rejser manden sig ikke fra hende, før han har tilfredsstillet sig selv.” De drak naturligvis også, og det, de drak, var formentlig mjød, om end det også kan have været gæret hoppemælk. De kendte udmærket ”den glemslens hejre, der kredser over drikkegilder og stjæler mænds forstand.” Med tiden fik de smag for god vin. Da kejseren i 882 bad den danske kong Godfred om at overtage kontrollen med Friesland og beskytte området mod plyndringsmænd, herunder hans egne danskere, indvilligede Godfred; men før der var gået tre år, var han tilbage med et nyt krav. Han kunne ikke forblive i et land, hvor vinen ikke flød i rigelige mængder – ”denne vin, som der er sådan en knaphed på i Friesland.”
Hvis en af vikingerne blev syg, blev han lagt ud i et telt langt væk fra de andre og overladt til sig selv. Overlevede han, var han velkommen til at vende tilbage. Hvis han døde, og hvis han var fattig, byggede rus’erne ham en båd og brændte ham i den. Hvis han omvendt var rig, sørgede de på deres helt egen måde for at bekendtgøre, at han var rig, og at han var viking, ved at afholde en ceremoni med ild, sex og mord.
Blandt den døde mands trælpiger (eller trældrenge) fandt de en frivillig, der var klar til at dø sammen med ham. Trællen drak og sang og drak og sang i en fuldendt opvisning af glæde. Mandens båd blev trukket op på kysten og løftet op på en træramme. Når alt var klart, blev hans lig gravet op fra en midlertidig grav – ikke ildelugtende, men ret sort i det – og lagt ned i båden sammen med en hund, der var blevet skåret i to, og nogle heste, der var blevet tvunget til at løbe sig udmattede og derefter slagtet. Trælpigen havde sex med anføreren for hvert af de pavillontelte, der var blevet rejst rundt om båden, og mændene sagde alle sammen: ”Fortæl din herre, at jeg kun gjorde dette på grund af min kærlighed til ham.” Eftersom det ifølge Ibn Fadla¯n lige så godt kunne dreje sig om en pige som en dreng, lader vikingerne altså til at have fulgt havets regler: God sex er tilgængelig sex. Deres sprog synes da også at have rummet visse spøgefulde fornærmelser, der peger i den retning: Da den mægtige gud Thor måtte klæde sig ud som kvinde for at røve noget stjålet tilbage – hans magiske hammer, for at det ikke skal være løgn – var han frygteligt bange for at blive opfattet som ”piklysten”; og en sjofel troldkælling i Helgakvida Hjörvardssonar (”Sangen om Helge Hjørvardsen”) fortæller den unge prins Atle, at nok har han ”en stemme som en hingst”, men hans hjerte sidder i hans røv.
Aftenen faldt på. Vikingerne havde lavet en ramme i stil med en døråbning, som de løftede pigen op for at kigge hen over, som om det var døren til Paradis. Det gentog sig tre gange, hvor hun først så sine forældre, der ventede på hende, dernæst sine øvrige slægtninge, der ligeledes ventede, og endelig sin herre, der kaldte på hende. Hun drak, indtil hun ikke anede, hvad hun foretog sig. Oppe i båden blev hun voldtaget af seks mænd, og to andre mænd lagde stramme reb om halsen på hende. Så trådte en gammel kone frem, dødsenglen, og dolkede hende, indtil hun var død. I mellemtiden hamrede de omkringstående mænd rasende løs på deres skjolde, så ingen kunne høre pigens skrig – især ikke eventuelle andre piger (eller drenge), der måske en dag ville overveje at dø sammen med deres herrer.
Mandens nærmeste slægtning tog nu alt tøjet af og gik baglæns hen mod båden, mens han dækkede sin bagdel med den ene hånd og holdt et stykke flammende træ i den anden. Han kastede det op i båden, og efter ham fulgte resten af flokken med hvert deres stykke brændende træ. Båden fængede, teltene fængede, og ligene brændte, mens en kraftig vind blæste op. Ibn Fadla¯ns fortælling var ikke fri fantasi. Det ved vi takket være de udgravede rester af en vikingegrav i Ballateare på Isle of Man. Foruden liget af en midaldrende mand klædt i en kappe ligger der højere oppe i den samme grav en kvinde, ganske ung, med armene over hovedet og kraniet knust. Hun måtte dø, så han kunne blive begravet.
Alt det her var chokerende for en gudfrygtig muslim. For kristne var det ikke blot chokerende; det var i modstrid med deres egne livsanskuelser. Kirken havde travlt med at forkynde den uvante nye lære om familien – ikke forstået som en stamme eller en flok, men som to forældre med deres egne børn – og her var der så en struktur, hvor loyalitetsbåndene gik i alle retninger, hvor både trælle og døtre og mandskab og sønner udviste loyalitet; det var en helt anderledes måde at organisere tilværelsen på. Kirken havde også travlt med at få snøret seksualiteten sammen, så den passede inden for rammerne af det monogame ægteskab, og her var der nu en slags åben, offentlig, sakramentelignende sex. Efterhånden som danskerne trængte ind i mere høviske eller i det mindste mere sydlige samfund, foranledigede de endda en forandring i den officielle betydning af ægteskabsbegrebet. I det frankiske riges kristne områder tillod loven både første- og andenklasses hustruer, for ikke at tale om ”din ungdoms hustruer” – en nødudvej, indtil en mand lagde sig fast på et seriøst ægteskab med kontrakt og ejendom – og endda konkubiner; i en liste over bodsøvelser fra det 9. århundrede, udarbejdet af Halitgaire de Cambrai, fordømmes gifte mænd, der tager elskerinder, mens det til gengæld er acceptabelt for en mand at have en elskerinde i stedet for en hustru. Denne form for levevis blev kaldt ægteskab more danico – på den danske måde, dvs. på vikingemåden.
Vikingekvinder var endnu mere usædvanlige: berømte for sex, skånselsløshed og militære færdigheder af en sådan kaliber, at deres egne elskere ikke kunne kende dem, når de var klædt i harnisk. De kunne træffe deres egne beslutninger og handle derefter, selv når det angik holdbarheden af deres ægteskab. I 965 rapporterede købmanden Ibn Ya‘qu¯b fra havnebyen Slesvig, at ”kvinderne tager initiativet i forbindelse med skilsmisseforhandlinger. De kan lade sig separere fra deres ægtemænd, når som helst de måtte ønske det.” Det lyder, som om skilsmisse ikke krævede stort andet end en formel erklæring i vidners påhør. Og denne selvstændighed hos kvinderne fik naturligvis visse mænd til at tro, at de var vidunderligt letlevende. ”Ingen af deres kvinder”, hævdede en optimistisk type, ”kunne finde på at sige nej til en mand.”
De blev også betragtet som krigere, i hvert fald i sagn og fortællinger. Der findes flere forskellige digte, i hvilke Gudrun hævner sine døde brødre, ikke mindst fordi, som hun siger, ”vi var tre brødre og en søster, uovervindelige virkede vi … vi drev vore skibe frem med hast, hver især kaptajn på egen båd strejfede vi hen, hvor skæbnen førte os.” Kvinder kunne klæde sig som mænd og træne som soldater; de ”sigtede efter konflikter i stedet for kys”, hævder Saxo Grammaticus i sin Gesta Danorum (”Danernes bedrifter”) fra det 12. århundrede. ”De viede hænder til spyddet, som de hellere skulle have brugt på væven,” skrev han fordømmende. Han fortalte også den foruroligende historie om Alvid, som var så led ved at skulle giftes med en mand ved navn Alf, at hun valgte at blive pirat for at slippe væk og blev valgt til kaptajn, da hun stødte på en bande pirater i sorg over deres døde leder og på udkig efter en ny. Og hun ”fik mange møer i sin tjeneste, som delte hendes syn på tingene.” Da hun mødte Alf i et slag, var det først, da hendes hjelm blev slået af, at han indså, at ”han måtte kæmpe med kys og ikke med våben.” Saxo, som var gejstlig og meget konven tionelt anlagt, berettede videre, at Alf senere berørte hende på mere kærlige måder, og at de fik en datter.
En kvindes valg kunne endda, i det mindste en gang imellem, få indflydelse på livsvigtige anliggender som familie, arv og ære. En datter kunne vælge at tælle som en søn og opføre sig som en søn, hvis hendes far ikke havde nogen sønner til at gøre hende rangen stridig. Et islandsk sagn fortæller om Hervör, der vokser op og leger med våben, plyndrer folk klædt ud som en mand og står i spidsen for en bande af ellers mandlige vikinger. Alt dette tager sin begyndelse, da hendes ære bliver krænket: En træl vover at sige, at hendes far var træl. Hun ønsker at kæmpe med familiens sværd og skændes med sin fars genfærd om retten til at bruge det. Sagaerne fortæller, at hendes far indvilliger og ønsker hende alt det bedste: ”Må du få 12 mænds liv.” For historiefortællerne, traditionens vogtere, var der ikke noget galt med Hervörs ønsker. Hun var usædvanlig nok til at kunne bære en historie, men hendes handlinger var ikke utænkelige.
I 789 hørte en kongelig embedsmand ved navn Beaduherd, som tilfældigvis befandt sig i Dorchester på det tidspunkt, at tre udenlandske skibe var anløbet havnen i Portland i Den Engelske Kanal. Loven dikterede, at enhver, der gik i land, straks skulle tage ind til byen og deklarere, hvor mange mænd han havde med sig, så Beaduherd skyndte sig hen for at hilse på dem ”i den tro, at det måtte være købmænd snarere end fjender”, som der står i Æthelweards krønike, Chronicon Æthelweardi. Købmænd var trods alt ikke noget nyt her i nærheden af det store handelsmarked i Hamwic, som lå der, hvor Southampton ligger nu om dage.
Men Beaduherd tog fejl. ”De dræbte ham på stedet,” fortæller Æthelward.
Der findes en anden udgave af historien i Den Angelsaksiske Krønike, ifølge hvilken Beaduherd ikke anede, hvem der ventede på ham, eller hvad de var for nogle, og at han derfor ville have dem til at komme til kongebyen Dorchester og identificere sig så hurtigt som muligt. Men krønikerne er alle enige om drabet. ”Dette var det første skib med danske mænd, der opsøgte det engelske folkefærds land.”
Tre år senere åbnede himlen sig over Northumbria: ”Der var umådelige lynglimt, og ildspyende drager sås flyve gennem luften, og umiddelbart efter fulgte en svær hungersnød.” En flåde af vikingeskibe fra Norge forsamlede sig på deres sommerbase omkring Orkneyøerne, fribyttere uden officielle ordrer. De fleste af dem havde planer om at sejle rundt om Cape Wrath og ned til Hebriderne, men en udbrydergruppe drejede i stedet ned langs Skotlands østkyst, på jagt efter sårbare mål. De gik i land ved øklostret Lindisfarne med dets overdådige helgenskrin og skatkammer af gaver fra de fromme. ”De hedenske mænds overfald,” fortæller Den Angelsaksiske Krønike, ”efterlod Guds kirke på øen Lindisfarne sørgeligt raseret af plyndringer og myrderier.”
Vikingerne – og deres omdømme – var ankommet.