Prøv avisen

Vikingernes Aros mellem land og hav

Fra et slag på Århus Bugten i 1043 mellem Magnus den Gode og Svend Estridsen. -- Tegning: Erik Sørensen.

NY FORSKNING OG UDSTILLING: Århus er ældre end hidtil antaget. Det er et af resultaterne af de senere års mange arkæologiske udgravninger, som er baggrunden for en stor udstilling på Moesgård Museum. Den kan ses fra i dag

Århus er væsentligt ældre end oprindeligt antaget. Den ændrede tidsfæstelse af byens opståen er et af resultaterne af de mange arkæologiske udgravninger, der gennem de seneste år har fundet sted i og omkring Århus.

Aros, kaldte vikingerne deres by, hvilket betyder bebyggelsen ved åmundingen. Og netop ved mundingen af åen i Århus lå der fra slutningen af 700-tallet en handelsplads.

En i denne forbindelse bekvem – men i en forsvarsmæssig mere end problematisk – placering, idet byen var let at komme til fra havet. Yderligere kunne de slanke vikingeskibe via åsystemet fortsætte sejladsen mange kilometer ind i landet.

– Vi har fået megen ny viden. Nu begynder brikkerne at falde på plads, siger museumsinspektør og byarkæolog Hans Skov om udgravningerne, som er baggrunden for den store udstilling på Moesgård Museum ved Århus, "Vikingernes Aros – mødested mellem land og hav", der i går blev åbnet af dronning Margrethe. Fra i dag er der offentlig adgang. Udstillingen, som museet har bestræbt sig på at gøre til en stemningsmættet oplevelse, vises indtil den 8. januar 2006.

– Hidtil har det, fortsætter Hans Skov, været god latin at sige, at Århus opstod omkring år 900 i forbindelse med en befæstning. Men vi har kunnet konstatere, at der ligger et bylag under volden. Og af kulstof 14-dateringer af de ældste lag fremgår det, at fra sidste fjerdedel af 700-tallet har der været en kontinuerlig form for bebyggelse på dette sted. Arkæologiske fund fra den tid er nu også begyndt at vise sig.

– Vi tror, at vi skal helt op til omkring 934, før byen befæstes. Da den danske konge for en tid mister kontrollen over sydgrænsen og Hedeby, er hans modtræk at sikre de to tilbageblevne byer og indtægtskilder, Ribe og Århus.

Sandsynligvis fik Aros sin forsvarsvold på foranledning af Gorm den Gamle. Volden blev efter 958 udbygget og forstærket af hans søn, Harald Blåtand.

I nærheden af den kongsgård, der lå i Viby, har man fundet spor af byens ældste havneområde, der har været hjemsted for landets ledningsflåde. Med beliggenheden et stykke inde i landet – og alligevel tæt ved Aros – har den været passende beskyttet mod de overfald, der ellers truede fra havet.

Flere søslag fandt sted i vikingetiden ud for Aros. For eksempel i 1050, da den norske kong Harald Hårderåde forsøgte at fravriste Svend Estridsen den danske trone. Befæstningen holdt tilsyneladende stand, men træ- kirken uden for byen blev brændt ned til grunden.

Hans Skov: – Det har slået os, at Aros altid er blevet afbildet som en by med en halvkredsvold. Men dette er ulogisk. Byen har været lukket ud mod havet. Når vi ikke konkret kan påvise det, skyldes det den kystnedbrydning, der fandt sted siden vikingetiden. Først i 1600-tallet fikserede man kysten, som derefter har ligget fast.

– At volden omkring Aros også var lukket ud mod havet, bygger primært på en logisk slutning. Vi kunne dog ved udgravningen i Mejlgade – ganske tæt ved den gamle kystskrænt – se, at volden er ved at få et drej indefter. Dette er en indikation på, at konklusionen er korrekt. Måske får vi på et tidspunkt undersøgelser, der viser noget tilsvarende i Skolegade-kvarteret længere mod syd.

– Det ville svække forsvarsanlægget meget at lade en seks meter høj vold/palisade stå åben ud mod havet. I særdeleshed i betragtning af at der kun er 2,5 meter fra byen ned til vandet. En pælespærring som i Hedeby, der ligger i bunden af et fjordsystem, som endda nogle steder er smalt, ville ikke være realistisk. Der er for dybt til en sådan spærring, der tilmed hurtigt ville blive ødelagt af storm og isskruninger i det åbne farvand, som Århus Bugten er.

– Det var ufredstider. Mange ville gerne plyndre Aros, hvis de kunne komme af sted med det. Med den udsatte position har det været strengt nødvendigt med en stærk befæstning. Derfor har man endvidere haft et ydre forsvar bestående af flådeenheder, der har været stationeret i de nære farvande omkring byen. Når en fjende angreb, kunne skibe, der var godt gemt for eksempel på Samsø og Helgenæs, falde ham i ryggen.

Den, der i hine tider var i Århus, befandt sig ikke alene i en af vikingetidens ældste og største handelsbyer – Århus er Danmarks tredje ældste by – men også i den del af riget, hvor magten var koncentreret.

– Man må regne med, siger Hans Skov, at magtcentret i Danmark allerede i 700-årene ligger på den jyske halvø. Ribe er den første danske by, der omtales i de skriftlige kilder. I cirka 855 omtales det, at Ansgar får tilladelse til at bygge kirke i byen. I 948 omtales biskopper fra Hedeby, Ribe og Aros på synoden i Ingelheim. Gorm den Gamle og Harald Blåtand residerede primært i Jelling, og de var (i hvert fald Harald) konger over hele Danmark. Først i 988 nævnes Odense. Og kort forinden har vi vidnesbyrd om, at Harald Blåtand lod bygge en kirke i Roskilde.

– Indtil sidst i 900-årene er det i Jylland, det foregår. Derefter begynder Roskilde og Sjælland at markere sig som det primære magtcenter. Også forud for dette er der betydelige magtcentre på Sjælland, Tissø og Gammel Lejre. Gammel Lejre har helt sikkert tidligere huset konger. Om de var konger over hele landet, er imidlertid usikkert. I vikingetiden er Tissø og Lejre hjemstedet for den absolutte magtelite på Sjælland. Men den har senest i 900-årene været underlagt en fælles rigskonge, som først og fremmest holdt til i Jylland.

Men lad os vende tilbage til Aros.

Udstillingen sørger for, at publikum kommer tæt på det hverdagsliv, der var i byen dengang. Efter vore dages forhold var det en lille by. Den faste befolkning udgjorde måske kun omkring 300. På markedsdage kunne tallet dog stige til omkring 1000, anslår Hans Skov.

Landsbyerne i det omkringliggende frugtbare område sørgede for forsyningen af en stor del af de varer, der handledes med på markedet. Flere af de pågældende landsbyer er blevet udgravet. Ved Randlev nær Odder samtidig en tilhørende gravplads. Fra en landsby ved Egå er beboerne kommet med husdyr. Og ved Lisbjerg har arkæologerne fundet en stormandsgård, hvis ejer stod bag opførelsen af den ældste kirke på stedet.

I Aros blev der overvejende, men slet ikke udelukkende, handlet med lokale varer. I modsætning til i Ribe og Hedeby, hvor handelslivet var mere internationalt præget. Fra det øvrige Østjylland kom korn, levende dyr, røget eller saltet slagtekød, huder og fisk. Fra Norge skifer- slibesten, kværnsten, klæberstens kar samt andre varer i dette materiale, dertil hvalrostand, tak og jern. Fra Østersøområdet honning, voks, pelse og slaver. Og fra Rhinområdet, men i mindre omfang, kværnsten, glas, metaller og lidt vin.

Hans Skov giver følgende rids af det samfund, som Århus var en del af:

– Det var hierarkisk opbygget. Kongen havde en række stormænd, som i størst omfang var loyale over for ham og støttede ham længere nede i systemet. Bønderne udgjorde rygraden i samfundet. Havde man flere sønner, var det den ældste, der overtog den fædrene gård. De yngre måtte enten gifte sig til jord eller tage ud i viking og måske skaffe sig jord og rigdom på den måde.

– I Aros boede i høj grad håndværkere. Byen opstod netop, fordi der var et marked for håndværksprodukter. Kongen så en fordel i at koncentrere markederne, hvor han kunne kontrollere dem. Det var ham, der opretholdt markedsfreden. Til gengæld modtog han en afgift fra handelsfolkene. Og det var en god indtægt. Man kan sige, at byerne var "pengemaskiner" for kongen. Derfor var han meget interesseret i at beskytte dem.

Just fredeligt har der ikke altid været i Århus. Tummel af mange mennesker, som ikke alle nødvendigvis var ganske ædru, af forskellige nationaliteter og af soldater, kunne nok afstedkomme forskelligt. Under et gulv fandt arkæologerne en myrdet viking. Det var ikke, understreger Hans Skov, almindelig praksis at skaffe sig af med et lig på den måde. Vi er i en tid, hvor de døde normalt blev "ordentligt begravede".

I en brønd dukkede et afhugget hoved op, med skamferet kranium. Et andet sted lå en underkæbe uden tilhørende hoved.

I Randlev er der fundet over 100 grave, kun en lille del af dem er mandsgrave.

– Forklaringen må være, at mændene er døde et andet sted. Og da det var en voldelig verden, må man gå ud fra, at mange af dem ligger begravede, hvor de faldt i slag.

– Desuden har man i Randlev fundet mange arabiske sølvmønter, som man i 800-900-årene i stor stil får fat i. Bønder, der kunne undværes i dagligdagen, må være blevet sendt af sted på ekspeditioner. De tog over og handlede på de russiske floder eller endnu længere væk. Derfra bragte de sølvmønterne hjem til Randlev. I nogle tilfælde, i ufredstider, blev mønterne gravet ned, så andre ikke skulle få fat på dem.

Fred eller ufred – spises skulle der jo. I Aros er der blevet fortæret svin og køer, får og geder, fisk og – i beskedent omfang – hest. Meget lidt vildt. Vildtbestanden, der må have været betydelig, har muligvis været forbeholdt overklassens spiseborde.

Til brug for udstillingen har Nationalmuseet udlånt et af dets fornemste klenodier fra middealdersamlingen: det rigt dekorerede Lisbjergalter, dateret til cirka 1135 og det ældste af de syv gyldne altre i Danmark. Til rådighed har Nationalmuseet også stillet en sølvskat fra Randlev, nogle af de ældste mønter, der er slået i Aros, samt forgyldte beslag fra drikkehorn.

Desuden består den spektakulære udstilling blandt andet af en 14 meter lang jordprofil med spor af 800-tallets huse under byens første vold samt af en række aktiviteteter.

Vikingernes Aros – mødested mellem land og hav. Moesgård Museum, Mosgård Allé 20, 8270 Højbjerg. Indtil den 30. september: alle dage 10-17. Derefter tirsdag-søndag 10-16. Vises frem til den 8. januar 2006.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Et skib trækkes over land på Helgenæs. -- Tegning: Erik Sørensen.
Modellen af Aros i 980 er bygget af Morten Grønbech. -- Foto: Moesgård Museum.