Fjorden Slien skærer sig lyseblåt igennem det grønne landskab nær Slesvig i nutidens Tyskland. Omkring et par lave, stråtækte huse knitrer ilden, mens lokale folk klædt i dragter efter tusind år gammelt snit fortæller de besøgende om dengang, der på dette fredelige sted var en sydende metropol af handel, håndværk, skibsfart og magtkampe.
For 1200 år siden var disse grønne enge og den 30 kilometer lange jordvold de hedenske daneres forpost mod frankernes sværd og kristendom.
Byen ved volden hedder Hedeby og blev anlagt i år 808 af kong Godfred, den første rigtig magtfulde danerkonge, vi kender. Jordvolden hedder Dannevirke og har en forhistorie, der går helt tilbage til 500-tallet. De ældste eksisterende dele af den dateres til år 737. Og det var her, vikingetiden begyndte, erklærer Jeanette Varberg, museumsinspektør ved Nationalmuseet og forfatter til adskillige bøger om oldtid og vikingetid, herunder bogen ”Viking. Ran, ild og sværd”, som udkommer til næste år.
”Dannevirke var en grænse, som stod imod hærene fra syd og gjorde, at Skandinavien forblev skandinavisk og ikke blev et frankisk eller tysk lydland. Dannevirke har været med til at forsvare vores grænse og vores identitet,” siger Jeanette Varberg, som tilføjer, at det særegne skandinaviske blandt andet var et særligt smykkedesign, en særlig skibsbygningsteknik, et særligt sprog og skriftsprog, runerne, og en tro på Odin, Thor, Freja og de andre nordiske guder.
Den 30. juni 2018 blev Dannevirke og Hedeby erklæret verdenskulturarv af FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur, Unesco. En hæder, som ifølge præsidenten for den tyske Unesco-komité, professor Maria Böhmer, skyldes, at vikingebyen og vikingevolden hører til Nordeuropas betydeligste arkæologiske lokaliteter:
”På grund af sin beliggenhed mellem Frankerriget og det danske kongerige var Hedeby et enestående knudepunkt i vikingetiden. Her krydsede de vigtigste handelsveje hinanden og førte mennesker og varer fra hele verden sammen.”
Dermed står vi i det klassiske dilemma om, hvordan historien om vikingetiden skal fortælles. Skal man fokusere på krig mellem hedenske skandinaver og kristne europæere? Eller skal man fortælle om fredelig handel og kulturudveksling? Ifølge Jeanette Varberg har der i fortællingen været en tilbøjelighed til, at man i én periode fokuserede på de drabelige beretninger fra kristne kilder om modbydelige vikingeangreb. Siden begyndte arkæologerne for alvor at grave vidnesbyrd frem om et fredeligt handels- og landbrugssamfund, så nu svingede pendulet i en mere fredelig retning.
Den komplette fortælling om perioden er imidlertid et både-og. Når Jeanette Varberg i arbejdet med sin bog har læst sig igennem opremsningen af slag i 800-tallet, krakelerer billedet af de fredelige vikinger. Det samme gør det, når man studerer ny forskning i, hvor omfattende et slaveri der var i Skandinavien i denne periode. Til gengæld er hun også overbevist om, at historien ikke kun handler om vilde, hedenske nordboere, der plyndrer klostre og brænder landsbyer ned. Aggressionen gik lige så meget den anden vej. Men vikingerne skrev ikke så meget, så det er de frankiske og engelske kilder, vi har historien fra.
”De skriftlige kilder havde en interesse i at skrive om, hvor frygtelige de her hedenske vikinger var, der kom med ran, ild og sværd og plyndrede og spredte skræk,” siger hun.
Der er dog også kilder, der beretter om, hvordan Frankerriget ekspanderede under kejser Karl Den Store, som så sig som de romerske kejseres arvtager, der besejrede og omvendte hedenske folk. Et af disse folkeslag var sakserne, som danere ved flere lejligheder kæmpede side om side med. I 782 foretog frankerne en massakre på 4000 saksiske mænd og drenge, som ikke ville lade sig omvende.
”Det er et voldsomt folkemord, som foregår lige syd for den danske grænse ved Ejderen, og det har været en stor provokation. Vi kan se på breve fra den britiske gejstlige Alcuin, der også var frankisk topembedsmand, at han skriver til en kollega, at man har slået mange saksere ihjel og skræmt dem til den kristne tro. De næste, der står for tur, er danerne. Efter disse breve fra Alcuin kommer det første angreb på Lindisfarne,” fortæller Jeanette Varberg.
Hun kan ikke bevise det hundrede procent, men Jeanette Varberg vurderer, at angrebet på klosterøen Lindisfarne ved Nordenglands kyst i juni 793 ikke bare var et tilfældigt overfald fra nogle ukontrollerede bøller, men var danernes magtpolitiske modtræk.
”Et eller andet sted kunne man godt tænke, at det ikke er et tilfældigt angreb, men et forsøg på at ramme Alcuin der, hvor han er svagest, på de ubeskyttede engelske klostre,” siger Jeanette Varberg og tilføjer:
”Jeg er ret overbevist om, at det er det, der sker. Men på et tidspunkt mister de kontrollen med de her plyndringsflåder, for de opdager jo, at klostrene er ubevogtede, og at man kan komme til hurtig rigdom. Og så er det, at proppen går af ketchupflasken, og vikingeflåderne banker ud over England og de frankiske kyster.”
Det var sandsynligvis krigere fra Norge, der angreb Lindisfarne. Alcuin, der havde en betroet post hos Karl den Store, fortæller om de vilde barbarer, der skændede det hellige sted. Dermed var vejen banet for alskens fortællinger om grusomme vikinger – og om store, stærke mænd, der sætter sig ud over den civiliserede, kristne verdens normer.
”Det, der definerer vikingerne, er, at de er hedenske. De kæmper ikke efter kristne principper,” siger Jeanette Varberg.
Om det var kong Godfred, der således begyndte vikingetiden med en ordre om at angribe klostre – faktisk findes der en kilde, der beretter om et angreb allerede i 789 – er ikke til at sige med sikkerhed. Den tidligste omtale af Godfred i kilderne er fra 804, men da har han formentlig været konge nogen tid. Dog ikke længere tilbage end år 785, for da nævner kilder en danerkonge ved navn Sigfred. Måske Godfreds far?
Men vi ved, at i begyndelsen af 800-tallet er fronterne trukket hårdt op. Mens vikingeskibene begynder at stævne ud, truer frankernes Karl den Store og danernes Godfred hinanden. Sidstnævnte erklærer, at han vil brænde kejseren ud af paladset i Aachen, og da han angiveligt samler 200 vikingeskibe til formålet, bliver kejseren bange. Ifølge frankiske kilder var Godfred den eneste europæiske hersker, kejseren frygtede.
”Man kan kun gisne om, hvordan historien om kong Godfred og danerne havde udviklet sig, hvis han havde fået gennemført dette. Men inden han kom så langt, døde han i 810,” fortæller Jeanette Varberg.
Godfred gik ikke over i historien som kongen, der overvandt kejseren. Men to år før sin død flyttede han egnens vigtigste handelsby, Rerik, fra abodritternes land i Mecklenburg ind bag sin forsvarslinje, Dannevirke. Rerik blev til Hedeby.
Dermed var vikingetiden begyndt – og vikingetidens vigtigste by grundlagt.