Prøv avisen
Vikingerne vender tilbage

Vikingernes lange rejse fra banditter til nationalhelte og souvenirs

Der findes runesten, der bruger ordet viking, men kun i betydingen pirat eller kriger til søs. Ordet begyndte først at betegne skandinaver som folk i 1800-tallet, siger historikeren Anders Lundt Hansen, der her er fotograferet i salen med runesten på Nationalmuseet i København. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

De gamle nordiske sagaer beretter om vikinger, der ikke var nordboer, men kom fra Marokko eller Asien, påpeger historikeren Anders Lundt Hansen. Han kæmper for at udvide forståelsen af, hvad ordet viking egentlig betyder

Sigurd Jorsalafarers Saga er en beretning om en ung norsk konge, der drager sydpå med sine skibe på det tidspunkt, da vikingetiden omkring år 1100 netop er rindet ud og blevet til middelalder. Men sagaen beretter ikke desto mindre om et vikingeangreb knyttet til Sigurds rejse sydpå. Og det vil sikkert forvirre mange nutidige læsere, når de erfarer, at det i denne saga ikke er nordboerne, der får betegnelsen ”vikinger” hæftet på sig.

”Da Sigurd kommer til Gibraltar, bliver han angrebet af folk fra Nordafrika, og sagaen fortæller, at de folk er vikinger. Altså ikke de nordiske krigere på deres langskibe, men dem fra Nordafrika. Det synes jeg, vi mangler at vide. I dag bor der folk i Danmark med forfædre fra Marokko. Det kan være, de gerne vil vide, at deres forfædre også har været vikinger,” siger Anders Lundt Hansen, som tilføjer, at i et andet eksempel er det en flok krigere fra sortehavsområdet, der omtales som vikinger.

Anders Lundt Hansen er historiker og udgav i forsommeren bogen ”Sølv, blod og kongemagt. Bag om vikingemyten”, som dels prøver at redegøre for, hvad der lå bag den store skandinaviske ekspansion i år 800-1100, dels advokerer for, at vi bør holde op med at bruge ordet viking som en etnisk betegnelse for skandinaver og omtale denne periode som vikingetiden.

”Jeg bruger de europæiske definitioner, hvor man siger at middelalderen går fra år 500 til 1500. Hvis vi bruger andre betegnelser om Norden, får man den mærkelige situation, at hvis Knud den Store tabte en bukseknap i Norden, så ville man kalde det en vikingeknap. Tabte han den på vej til Rom, ville det være en middelalderknap. Det bliver en påstand om, at Norden ikke var som resten af Europa, og det er forkert,” siger Anders Lundt Hansen.

I sin bog redegør han for, hvordan de skandinaviske lande bliver mægtige takket være handel, magtkoncentration og teknologiske fremskridt ikke mindst inden for skibsbygning. Ingen af disse fænomener er unikt skandinaviske, men skandinaverne positionerede sig stærkt på disse felter.

Glem derfor billedet af en to meter høj kriger med muskuløse overarme, rødt skæg, 0g hjelm med horn og indsæt i stedet en ferm handelsmand, der kan slås om nødvendigt, men er lidt mindre end nutidsmennesker, og som befinder sig om bord på et særdelesg manøvredygtigt skib. Betegnelsen ”viking” passer ikke så godt på ham, men han var hovedkraft i den skandinaviske ekspansion.

Ordet viking fandtes for 1000 år siden, men ikke i betydningen skandinav. Ordets oprindelse menes at knytte an til det nordiske ord vik, der betyder bugt, eller referere til den norske lokalitet Viken. På oldengelsk kan ordet wicing oversættes til pirat, og i alle kendte eksempler fra perioden dækker ordet over folk, der sejler ud for at slås på fremmede kyster uden at være en del af en større hær. I de skriftlige kilder fra Frankerriget og England er de banditter og barbarer, som plyndrer, dræber og voldtager. På nordiske runesten omtales personer, der drager ”i viking”, hvilket betød, at man sejlede ud for at vinde gods, guld, hæder og ære.

”Der er også en svensk sten, som fortæller om en mand, der døde, da han forsvarede sig imod vikinger,” siger Anders Lundt Hansen.

Han tilføjer, at ordet viking efterhånden gled ud af det danske sprog, og da det vendte tilbage i 1800-tallet, var det i en ny betydning. I stedet for at betegne en pirat eller søkriger, blev ordet viking nu forbundet med alle periodens skandinaver uanset erhverv. Og det blev tilføjet et ordentligt skud nationalisme. Vikinger havde været betegnelse for bøller og banditter, nu betegnede ordet danske og nordiske nationalhelte, der med styrke og ånd satte deres præg på verden i en glorværdig fortid, som danskerne i deres nederlagsplagede samtid i 1800-tallet kunne lune sig lidt ved.

”Ludvig Holberg brugte i 1700-tallet ordet viking i den gamle betydning, men så tog folk som Grundtvig og Oehlenschläger ordet og stak af med det. Det var populært i 1800-tallet at lede efter engang i fortiden, hvor vi virkelig havde været store og seje, for nu havde vi tabt alle krige i 300 år,” siger historikeren.

Misbruget af vikingebegrebet som del af en national heltedyrkelse og som en etnisk betegnelse kulminerede i Nazityskland. Billedet af høje, blonde, blåøjede nordboer som ideal blev sammen med nordiske runer i det berygtede nazistiske SS-korps logo en del af den nazistiske iscenesættelse af fortiden.

Mange misforståelser fulgte i kølvandet, da vikingerne vendte tilbage i 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrig. For eksempel kan man finde gamle anskuelsestavler fra skoleundervisning, hvor vikinger blæste på lur, og ikke mindst var en klassisk misforståelse hornene på hjelmene, som ingen nordboere havde for 1000 år siden, men som formentlig udgik fra en regissør til en opførelse af Wagner-operaerne ”Nibelungens Ring” i 1876.

”Den myte bed sig virkelig fast. I den danske offentlighed lider vi ikke under den misforståelse mere. Det er mere udlændingene, der stadig hopper på det med hornene på hjelmen,” siger Anders Lundt Hansen, som ikke mener, der er meget historisk virkelighed bag det billede af vikinger, som udenlandske turister møder, når de for eksempel besøger Viking Gaveshop på Strøget i København.

I dag er ordet viking, oftest tilsat hjelm med horn, blevet et brand, et symbol på Danmark. Det går igen i en lang række firmalogoer. For eksmpel bevogtes Stryhns Leverpostej af en viking bevæbnet med gaffel, skjold og hjelm med horn. Lignende vikingefigurer er logoer for Gøl Pølser fra Nordjylland og håndtørreren Dan Dryer fra Randers. Også sportsklubber som Lyngby Boldklub og det amerikanske footballhold Minnesota Vikings har vikinger med horn i hjelmen som logo.

Og så er der alle de mange vikingemarkeder og vikinge- reenactments, hvor moderne mennesker lever og slås som vikinger, og på tv, film, teater – ja selv til årets Melodi Grand Prix dukker der også vikinger op.

Anders Lundt Hansen erkender, at hans ønske om at skære ned på brugen af ordet viking og at afskaffe vikingetiden som periodebetegnelse har lange udsigter. Men mens han finder 1800-tallets vikingenationalisme og den mest fjollede vikinge-turistindustri problematisk, så har han det bedre med mange af elementerne i nutidsdanskeres vikingedyrkelse og de nyeste fiktionsfremstillinger af 800-tallets krigere. Fiktionerne indgår typisk i en slags fantasy-univers i stil med ”Ringenes herre”, som er et eventyr skrevet af sprogforskeren J.R.R. Tolkien under stærk inspiration fra gamle sagn og sagaer:

”Måske er man ved at gå over til i højere grad at se vikinger som pirater igen. Jeg tror, meget af den opmærksomhed vikinger får, skyldes fascination af de historier, som ligger bag. Det er også dem, jeg gerne vil fortælle med min bog. Hvis man ikke maser fortiden ind i en vikingeformet skabelon, man har lavet på forhånd, men følger historien, så er der rigtig meget drama og rigtig mange gode historier i det."

Hvert år afholder den spanske by Catoira en vikingefestival for at mindes, at de lokale kyster blev angrebet af nordboer for 1000 år siden. Bemærk, at disse spanske reenactment-vikinger stadig ligger under for den misforståelse, at hjelmene skal have horn. – Foto: Lalo Villar/AP/Ritzau Scanpix