Prøv avisen
Vikingerne vender tilbage

Vikingernes magt skabtes af sejl, planker og mod

Rekonstruktioner af de fem Skuldelevskibe, som er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Skibene blev sænket i fjorden ad to omgange inden for perioden 1060-1080 som spærring af sejlrenden mod Roskilde. – Foto: Vikingeskibsmuseet/Werner Karrasch

Ifølge Morten Ravn fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde hænger Skandinaviens udvikling fra 600- til 1000-tallet fra en håndfuld småriger til et imperium tæt sammen med den udvikling, skibsteknologien gennemgik i perioden. Vi stod til søs med ham på Roskilde Fjord for at finde ud af, hvad der var så fantastisk ved vikingernes skibe

I året 834 fik to norske kvinder en fornem begravelse i en høj ved Oslofjordens munding. Med sig i graven fik de et særdeles smukt skib med en kunstfærdigt snoet stævn. Skibet blev beklædt med blåler, som lukkede skibets egetræsplanker hermetisk af. Det er derfor, at museumsgæster den dag i dag kan besøge Bygdøy ved Oslo og se det usædvanligt velbevarede ”Oseberg-skibet”, som er udstillet sammen med det større og yngre ”Gokstad-skibet”.

Mere end 200 år senere, sidst i 1000-tallet, blev fem temmelig uens skibe ad to omgange sejlet ud på Roskilde Fjord og bevidst sænket for at udgøre en barriere mod angribende fjender. De fem skibe lå på havets bund ved Skuldelev i århundreder, inden de fra 1950’erne og frem blev opdaget, udgravet, konserveret, udstillet på museum og rekonstrueret som de imponerende manøvredygtige fartøjer, de var.

Vikingetiden udspillede sig mere eller mindre i perioden imellem, at henholdsvis ”Oseberg-skibet” fra Oslo og ”Skuldelevskibene” fra Roskilde blev ofret. Og ifølge Morten Ravn, der er museumsinspektør ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, kan disse skibsfund bidrage til vores forståelse af, hvordan de skandinaviske lande i løbet af perioden kunne ekspandere og udvikle sig i en grad, som er sjældent set i historien.

For hvis der var noget, der drev vikingerne frem, var det ubetinget deres skibe. Et vikingeskib kunne både fungere som en magtbastion for konger, en krigsmaskine for hærene, en kilde til rigdom for stormænd, et kunstværk og en grav.

”Det er først i 600- og 700-tallet, vi overhovedet har kendskab til, at man er begyndt at bruge sejl i de skandinaviske lande. Men da først skibene på denne måde får vinger, kan man roligt sige, at der sker en teknologisk revolution. Allerede i 800-tallet, men jeg vil især sige i 900- og 1000-tallet, får vi i Skandinavien en stadig mere specialiseret skibsbyggeteknik, som får kolossalt stor betydning,” fortæller han.

Vinden er frisk på Roskilde Fjord. Det slanke træskib kløver bølgerne, drevet frem af otte par årer, som det ikke lige rutinerede mandskab forsøger at bevæge i takt i lange rolige tag, indtil vi kan sætte det store sejl.

Vi er om bord på den færøske båd ”Gejrfuglen”, som har mange lighedspunkter med de skibe, skandinaver sejlede i for 1000 år siden. Ved roret sidder skipperen Søren Lykkeager, hvis flotte fuldskæg bidrager til vikingestemningen.

Yderligere en halv snes folk er om bord, skibets besætning af unge fra en lokal produktionsskole, en enkelt turist, der gerne vil opleve at sejle i vikingeskib, samt avisens udsendte medarbejder og Morten Ravn.

Eksperterne fra Vikingeskibsmuseet er i årevis blevet klogere på vikingernes skibsteknologi ved at slå historikeres, arkæologers, bådebyggeres og søfolks indsigter sammen, rekonstruere ”Skuldelevskibene” og sejle i dem. Tilsvarende er vi stået til søs for at forstå, hvordan skandinaverne i 800-, 900- og 1000-tallet kunne skaffe sig rigdomme og erobringer ude ved hjælp af skibe og vovemod.

”Indsigten i, hvordan vikingeskibene kunne manøvreres, kom for alvor, da man begyndte at bygge rekonstruktioner. Det gav os også mulighed for at modbevise en teori, som var opstået blandt historikere, der mest arbejdede bag et skrivebord, om, at vikingetidens skibe ikke kunne krydse, altså gå op mod vinden, men kun lænse, altså sejle med vinden ind agten fra. Man opdagede, at mange ting var mulige med datidens skibe, også at krydse op mod vinden – og endda med knap så meget afdrift, selvom skibene ikke stikker særlig dybt, hvis man sammenligner med en kølbåd i dag,” fortæller Morten Ravn, mens vinden i ”Gejrfuglens” sejl tager til.

Vikingeskibenes manøvredygtighed lader til at have været ganske god allerede dengang, da skibe med hærgende, formentlig norske krigere, i juni 793 dukkede op på klosterøen Lindisfarne ved Nordenglands kyst, den begivenhed, der almindeligvis regnes for vikingetidens begyndelse. I beretningerne om angreb skrev de engelske kilder, at ingen troede, en sådan sørejse var mulig.

Fra 800-tallet er der også beretninger om, hvordan kong Godfred samlede 200 skibe med den hensigt at kunne angribe kejser Karl den Store. Der findes afbildninger af ”den store hedenske hær”, der sidst i århundredet blev sejlet over Nordsøen for at erobre England. Og det var også dengang, Island blev koloniseret. Der findes kilder fra perioden, som omtaler skibe med dragehoveder, og antydningen af et dragehoved indgår i fundet af ”Ladbyskibet” på Fyn, som er det eneste fund af et vikingeskib fra en grav i Danmark.

Morten Ravn påpeger, at hverken dragehoveder eller den kunstneriske umage, en skibsbygger omkring år 820 lagde i den smukt snoede stævn på ”Oseberg-skibet”, ses tilsvarende på middelalderskibe. Der var en særlig tæt forbindelse mellem mennesker og skibe netop da – både i livet som kilde til rigdom og i døden som grav.

”Skibet havde stor symbolsk betydning. Skibet var både en ideologisk, militær og økonomisk magtfaktor. Samfundet var afhængigt af, at man kunne sejle på handelstogt, drage på opdagelsesrejse eller gennemføre store militæroperationer med krigere i langskibe og det medfølgende tros i fragtskibe,” fortæller han.

”Oseberg”- og ”Gokstad”-skibene havde relativt små kølsvin, som er mastens forstærkning i skroget. Ser man på de senere ”Skuldelevskibe”, kan man se, at der nu var udviklet længere kølsvin, som medvirkede til, at skibene blev bedre egnet til at føre de store sejl. I løbet af de 200 år var vikingeskibet blevet mere manøvredygtigt, men i høj grad også mere egnet til de store oceangående sejladser, som sidst i 900-tallet førte dem til Grønland og videre til Amerika.

”Skibsbygning blev meget specialiseret. De mindre skibe kunne bruges til de overraskelsesangreb, som var så karakteristiske for vikingerne. Hvis man angreb med vinden i ryggen, var skibene lette nok til, at man kunne ro væk. Omkring år 1000 ser man specialiserede lastskibe, som kunne fragte over 20 tons last, hvilket muliggjorde en mere rutiniseret handel,” forklarer Morten Ravn, som tilføjer, at det, der drev skandinaverne ud på havene, var en kombination af trang til at tjene sig rig på handel, mangel på jord i hjemlandene og drømme om at vinde hæder og ære under fjerne, ukendte himmelstrøg.

Resultatet var, at pludselig dukkede varer fra hele verden op i Skandinavien. Og resultatet var, at det blev muligt at holde sammen på et større kongerige end hidtil.

”Det, der bandt kongeriget sammen, var netop skibene. Konger var på den tid nødt til at rejse rundt i, hvad man kalder ambulerende kongeriger. Kongen besøgte jævnligt stormændene for at sikre sig deres loyalitet. I vikingetiden var vejnettet ikke så udbygget, så hvor vi i dag ser havet som en barriere, der skal bygges bro over, mindskede havet dengang afstanden,” siger Morten Ravn.

Han tilføjer, at Knud den Stores Nordsøimperium i 1000-tallet, hvor han havde magten i både Danmark, England, Norge og det meste af Sverige, ville være utænkeligt uden den aktive brug af vikingeskibe til både handel, troppetransport og kongelige rundrejser.

Med andre ord: Uden vikingeskibe, ingen vikingemagt.

”Skibet gør, at man kan erobre og alliere sig politisk på tværs af et stort geografisk område. Nu skal jeg måske sige det, fordi jeg kommer fra Vikingeskibsmuseet, men vi kommer ikke uden om, at skibe og sejl er de helt store teknologiske landvindinger i den her brydningstid, som vi har valgt at kalde vikingetiden,” siger Morten Ravn, mens sejlene bliver taget ned, byen med den mægtige domkirke kommer stadig tættere på, og vores mini-vikingetogt på Roskilde Fjord nærmer sig sin afslutning.

Museumsinspektør Morten Ravn, Vikingeskibsmuseet i Roskilde. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Sejlet var den teknologiske landvinding, som gjorde vikingetiden mulig. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Søren Lykkeager er skipper på vikingesejladsen. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Nutidens vikingesejlads foregår i den færøske båd ”Gejrfuglen”. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Osebergskibet er udstillet på Bygdøy ved Oslo og er et utrolig velbevaret skib fra det tidlige 800-tal. - Foto: Wkimedia Commons/JRodSilva
Ladbyskibet er udstillet i Kerteminde. Skibet er den eneste bevarede skibsbegravelse fra vikingetiden i Danmark. Skibet blev fundet i 1935 og stammer fra første halvdel af 900-tallet. - Foto: Wikimedia Commons/Malene Thyssen
Med råsejlet fik vikingerne vinger