Befrielsesregeringen, som trådte til på befrielsesdagen den 5. maj 1945, var et enestående kompromis mellem de aktive modstandsfolk i Frihedsrådet og de politiske partiers ledere. Der var aldrig tvivl om, at socialdemokraten Vilhelm Buhl skulle tilbage som statsminister, og han fik arrangeret det sådan, at halvdelen af ministrene kom fra de fire gamle politiske partier og halvdelen fra Frihedsrådet. Det så grangiveligt ud som om, Danmark var kommet samlet gennem fem års nazistiske besættelse, og det var da også en del af meningen med det hele.
Besættelsestidens store historiker Hans Kirchhoff mener, at Vilhelm Buhl er underbelyst og undervurderet. Hvorfor blev det netop ham, der rykkede ind på den ærefulde post i en regering, som skulle indlede den nye tid efter krigen?
For at svare må man særligt være opmærksom på perioden efter bruddet med samarbejdspolitikken med Nazityskland 29. august 1943. Almindeligvis taler vi efter denne dato om departementschefstyret, men den reelle politiske ledelse kom til at ligge hos partiernes repræsentanter i et 13-mandsudvalg med Vilhelm Buhl for bordenden. Man kaldte det Vilhelm Buhls kreds, hvorfra der udgik politiske signaler til embedsværket, militæret, diplomatiet, partiernes kontaktfolk til modstandskreds og dermed også til de allierede, som også havde direkte kontakt til ledende modstandsfolk. Meget tyder på, at Vilhelm Buhl spillede en større rolle ved bruddet i august 1943 end hidtil påvist.
Vilhelm Buhl har aldrig fået sin egen rigtige biografi og er kun beskrevet i mindre udgivelser. Han er klemt mellem sin store forgænger Thorvald Stauning (S) og sin kontroversielle efterfølger Erik Scavenius (R), som tyskerne pressede ind, da de skubbede Vilhelm Buhl ud fra Statsministeriet i november 1942. Tre korte breve fra Vilhelm Buhl til datteren i Stockholm, som ikke tidligere har været præsenteret, bringer os måske lidt tættere på manden, men der mangler stadig så meget, at historiens dom lader vente på sig.
Få måneder efter bruddet tegnede Vilhelm Buhl med jævne ord sit billede af Danmark set fra magtens centrum. Landet fungerede ved, at departementscheferne kunne udstede tvingende nødvendige lovanordninger, som ikke stred mod dansk retsbevidsthed, skrev han i sit brev:
”Hvor det gælder tyske interesser, må tyskerne selv anordne. Vi har altså til en vis grad et selvstændigt dansk styre, selv om både Kongen, regering og rigsdag er ude af funktion,” står der i brevet, der er fra den 27. oktober 1943, altså umiddelbart efter aktionen mod jøderne i Danmark:
”Jødearrestationerne har selvfølgelig vakt en voldsom forbitrelse. Werner Best (den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, red.) og hans medarbejdere er imod dem, og det er jo gået forholdsvist let at få folk til Sverige.”
Det var Vilhelm Buhls opfattelse, at ”befolkningen billigede kongens og partiernes afvisende holdning.” Det kan kun læses som befolkningens fulde forståelse for, at forhandlingspolitikkens tid virkelig var forbi.
Selv havde han det udmærket. Det hedder i brevet, at han ”sysler med sammensætningen af en regering, der aldeles omgående skal træde til, når situationen er forandret.”
I et brev fra den 14. september 1944 møder man en vis forhåbning om, at befrielsen er nær. Vilhelm Buhl noterer, at englænderne forsyner de illegale kredse med våben og sprængstoffer i betydelig udstrækning. ”Om det kun sker for at forstyrre de tyske transporter, eller om en invasion kan ventes, kan ingen vide, men det sidste er i hvert fald ikke udelukket, snarest sandsynligt.”
Vi er på dette tidspunkt 100 dage efter D-dag og de allieredes landgang i Normandiet. Vilhelm Buhl skrev, at inderkredsen var forberedt på, at invasionen kunne komme hurtigt:
”Man kan regne med, at der vil blive taget del i kampen fra dansk side på lignende måde som i de andre besatte lande.”
I brevet lyder det, at de ledende socialdemokrater og konservative var flyttet hjemmefra, men om dagen gik til møder og forhandlinger. Selv boede han med ægtefællen Thyra hos en moster. Hvis invasionen kom, var der truffet forberedelser til helt andre gemmesteder:
”I skal ikke være urolige, vi skal nok være forsigtige.”
11-12 dage før Befrielsen var Vilhelm Buhl næsten klar til at danne befrielsesregeringen:
”Jeg er stærkt optaget af at få enighed med Frihedsrådet om den kommende regering. Der er fra alle sider enighed om, at jeg skal være statsminister, og vi bliver nok i det hele enige de nærmeste dage.”
Den overordnede enighed kan ikke drages i tvivl, men stærke stemmer i modstandsbevægelsen havde det svært med Vilhelm Buhl, fordi han som statsminister i september 1942 havde talt imod sabotage og sabotører og anbefalet, at den slags blev meldt til politiet. Antisabotage-talen har efterfølgende fyldt så meget for mange modstandsfolk, at deres børn eller børnebørn i dag kan snerre ad Buhl-navnet, som om man kan blive frihedskæmper med tilbagevirkende kraft.
Ambassadør Jens Christensen, der i dag 98 år gammel, arbejdede for Vilhelm Buhl i 1947-1950 og spurgte ham, hvorfor han i 1942 sagde, som han gjorde. Svaret lød:
”Kan du ikke forstå, din idiot, at det var jeg tvunget til.”
Om han mente, hvad han sagde, er så et andet spørgsmål. Det gjorde han nok. Det var ikke unge, uansvarlige mennesker og kommunister, der skulle definere dansk politik i forhold til besættelsesmagten, når det var regeringens politik, at landet ikke skulle udsættes for ødelæggelse fra det nazistiske regimes side, som greb efter verdensherredømmet.
Vilhelm Buhls ansvar for talen kan ikke stå alene. Den afspejlede hele samlingsregeringens og kongens holdning. Christian X takkede personligt statsministeren ved at udtrykke sin ”anerkendelse af den tale, som også i Sverige havde vakt tilslutning.” Og i maj 1943 fordømte kongen fortsat frihedskæmperne som uansvarlige elementer. Det er et politisk og ikke et historisk valg, hvis Vilhelm Buhls tale skal huskes, og kongens godkendelse skal glemmes.
Modstandslederen Mogens Fog sendte Frit Danmarks rejsesekretær Elias Bredsdorff rundt i Jylland for at høre 18 modstandsgrupper, hvordan de så på forhandlingspolitikernes deltagelse i det politiske liv efter Befrielsen. Det blev et ja til Vilhelm Buhl, men nej til ministre fra Scavenius-regeringen.
I politikernes kreds var det afgørende for Vilhelm Buhl, at han var ordholdende. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) tilføjede sidste år i sin store bog om befrielsesåret Sommeren ’45, at Vilhelm Buhl fik modstandsfolkenes respekt, fordi han udviste et stort personligt mod og uden tøven deltog i farlige møder. Dertil kom, at hans evne til at styre det politiske liv fra bagsædet gav ham status.
Altså et ”både og” om Buhl. Der var både modstandsfolk, som lod antisabotage-talen være afgørende for deres bedømmelse af Vilhelm Buhl, og Frihedsråds-medlemmer som godkendte ham efter en samlet bedømmelse, sådan som England og USA allerede i sommeren 1944 havde peget på ham, mens Moskva var imod.
Antikommunisten Vilhelm Buhl var den driftssikre garant for, at kommunisterne ikke skulle kunne gøre sig tanker om en eller anden form for indgreb, hvis der opstod et magtens tomrum, men indbindes som ministre udpeget af Frihedsrådet.
Regeres skulle der jo, og med den brede regeringsdannelse forblev magten på de politiske partiers hænder. Vilhelm Buhl var effektiv til at udjævne modsætninger i befrielsesregeringen, så tilbageturen til partistyret og det første valg gik bedre, end mange havde turdet tro.
Vilhelm Buhl blev født den 18. oktober 1881 i Fredericia og efter forældrenes tidlige død opdraget hos en husmands-onkel med nogle få marker uden for Fredericias byport. Latinskolens rektor så muligheder i drengen og fik ham videre på jurastudiet og ind på det ansete kollegium Regensen i København. Her kravlede han op ad embedsstigen og blev skattedirektør i København. Som socialdemokratisk partisoldat virkede han for både brugsforeninger og boligbevægelse, indtil han i 1932 blev valgt til Landstinget.
Vilhelm Buhl sagde i 1933 nej til at blive finansminister, men Thorvald Stauning pressede ham ind på posten i sommeren 1937. Han var den eneste, der var på tale som regeringschef, da Thorvald Stauning døde den 3. maj 1942, knækket af den tyske besættelse. Hans Hedtoft (S) var allerede i 1939 valgt som Socialdemokratiets formand, men tyskerne holdt ham ude fra den åbne politiske virksomhed.
Det mest sikre, der kan siges om Vilhelm Buhl i besættelsestidens første år med tilpasningspolitikken, er, at Vilhelm Buhl konstant var i et modsætningsforhold til den efterfølgende statsminister Erik Scavenius og enkelte gange fik stoppet ham. Det skete, da Vilhelm Buhl i 1940 blokerede for en tysk-dansk møntunion.
Besættelsestidens første år omtales stadig med forskellige politiske toner som samarbejdspolitik, forhandlingspolitik, tilpasningspolitik eller eftergivenhedspolitik, men bortset fra den omstridte tale peger alt på, at Vilhelm Buhl satte sig imod de steder, hvor det var muligt, selv om kritikken af forhandlingspolitikken er taget til de senere 10 år med eftertidens politiske ønske om et tidligere brud.
Vilhelm Buhl var ikke til snak, men brummede brysk og med en vis uvilje mod indsigelse og modsigelse. Selv sagde han, at han havde valgt juraen, fordi han var tiltrukket af det konstruktive og realistiske. Der var klang i den autoritative stemme, men i dag er ingen af hans børnebørn i tvivl om, at man roligt kan kalde ham patriarken, som bogstavelig talt bestemte, hvor skabet skulle stå. Da børnebørnenes forældre i sin tid flyttede hjemmefra, var det den gamle, der møblerede og indrettede.
Hvis man modsætningsvis skulle tro, at han ikke havde en romantisk side, skal man læse de upublicerede digte, som han skrev til Thyra i Fredericia i deres første af næsten 50 år sammen.
I den samlede fremstilling af Vilhelm Buhl som politiker skal man have med, at han i 1947 uden smålighed sagde ja til at rykke nedad og blive Danmarks første økonomiminister i Hans Hedtofts regering, hvor han var den faktiske stedfortræder for statsministeren. Han kunne formentlig havde taget statsministerposten fra den 44-årige Hans Hedtoft, som mange anså som alt for ung, men Vilhelm Buhl sagde selv fra. Da han døde i december 1954, talte udenrigsminister H.C. Hansen (S) på partiets vegne om statsmanden, den kloge realpolitiker, ”der i al sin færd var sit lands gode og redelige søn”.
Journalist og forfatter Poul Smidt har skrevet flere biografier og arbejder nu på en bog om Vilhelm Buhl.