For 70 år siden lagde transportskibet ”HMT Empire Windrush” til i Tilbury Docks ved Themsen i London efter at være sejlet fra Jamaica. Om bord var de første folk fra Vestindien, som kom til Storbritannien med den klare hensigt at opbygge en ny tilværelse langt væk fra Caribien.
Skibet har opnået et nærmest legendarisk ry i britisk immigrationspolitik, hvor der tales om ”Generation Windrush”. Skibets navn betyder ”vindstød fra imperiet”, og der var i højeste grad tale om nye vinde, der blæste ind over de britiske øer i form af den begyndende indvandring af nye afro-caribiske borgere fra Vestindien, Nigeria og Kenya og ikke mindst fra det, der tidligere var kronjuvelen i Det Britiske Imperium, Indien, som siden blev splittet op i Indien og Pakistan – og hvor Bangladesh siden blev udskilt fra Pakistan.
De blev hilst velkommen med en stor politisk velvilje, for efter Anden Verdenskrig, hvor mange unge mænd havde ofret deres liv, var der en akut mangel på arbejdskraft. Det blev forstærket af, at omkring 750.000 briter søgte et bedre liv i primært Australien, New Zealand, Canada, Sydafrika og USA.
På det tidspunkt havde det britiske parlament i 1947 åbnet for, at polakker, der havde kæmpet for Storbritannien, kunne bosætte sig i landet, hvilket omkring 120.000 polakker tog imod.
Men en langt større ladeport åbnede premierminister Clement Attlee under sin Labour-regering i 1948 med den såkaldte British Nationality Act. Den lov gav alle borgere i det britiske Commonwealth – uanset om landene nu var selvstændige eller stadig kolonier – retten til at bo, tage arbejde og bringe deres familie med til Storbritannien.
Blandt de mange passagerer på ”Windrush” var 492, som udgjorde den nye gruppe af borgere. Tre år senere var der 110.000 borgere fra Indien alene, som dermed i antal kun var overgået af irere og polakker.
Til sammenligning var den samlede ikke-hvide befolkning i mellemkrigsårene omkring 30.000 mennesker.
”Vi havde en åben dør til 1962. Det var ikke praktisk og holdbart. Og selvom den blev delvist lukket, kom der stadig flere gennem familiesammenføring og arbejdstilladelser. Men antallet dengang var lavt i forhold til dagens standarder. Den psykologiske effekt var dog stor, fordi Storbritannien dengang rent demografisk var et meget hvidt land,” forklarer David Goodhart.
Han er forfatter til bogen ”The British Dream” (Den britiske drøm), der handler om migration til Storbritannien.
Beslutningen blev truffet af Labour-regeringen i 1948, og David Goodhart beskriver det som et teknisk spørgsmål, hvor der ikke var en intention om at åbne døren på vid gab.
”Der var stadig en stor sympati for at bevare imperiet, og at man derfor gennem Commonwealth havde et globalt medlemskab i samme. Men når det er sagt, var der en form for race-hierarki i imperiet. Da loven blev vedtaget, var den farveblind, til trods for at det dengang kun var overvejende hvide lande, der fik lov til at have selvstyre,” fremhæver David Goodhart.
Han er tillige leder af afdelingen for demografi, immigration og integration i tænketanken Policy Exchange.
En af hans pointer er, at loven i 1948 i princippet gav fri adgang til Storbritannien til alle, som var eller havde været bosat i britiske kolonier, hvilket svarede til 600 millioner mennesker eller en femtedel af jordens befolkning.
Men som historikeren og etnografen Kenny Monrose påpeger, var indvandringen ikke så stor, som mange tror.
”Den blev dog forstærket af, at USA i 1952 begrænsede muligheden for indvandringen, og så var Storbritannien et alternativ,” siger han. Han fremhæver videre, at det ikke nødvendigvis var lykken at komme til Storbritannien.
”Mange i Windrush-generationen var patrioter, som ønskede at komme og hjælpe, og de blev modtaget med åbne arme. De havde en klar opfattelse af, hvad det ville sige at være britisk. Men selvom de blev inviteret til at arbejde her, endte de i elendige boliger. Der er den udbredte opfattelse, at de flygtede fra fattigdom. Men det var dem, der havde råd til det, der rejste. Det var lærere og andre veluddannede, men da de kom til Storbritannien, fik de lavtlønnede jobs uden den store status,” siger Kenny Monrose, der er forfatter til bogen ”Black Men in Britian” (Sorte mennesker i Storbritannien).