Vores begravelsesskikke blev ændret af de store epidemier

Ikke bare i dag betyder epidemier noget for vores dødskultur. Assistens Kirkegård i København blev indrettet til at aflaste de overfyldte pestkirkegårde inden for byens mure

Ligvognene kørte i pendulfart under koleratiden i København. ”Ved Kirkegaarden i August 1853” er tegnet af Magnus Petersen. – Illustration: Det Kongelige Bibliotek.
Ligvognene kørte i pendulfart under koleratiden i København. ”Ved Kirkegaarden i August 1853” er tegnet af Magnus Petersen. – Illustration: Det Kongelige Bibliotek.

Pest, kolera og andre smitsomme sygdomme har påvirket vores begravelseskultur og har givet os mange af de skikke og de kirkegårde, vi har den dag i dag. Det fortæller en af forfatterne bag ny bog om 10.000 års epidemihistorie.

De store epidemier i middelalderen overrumplede præsterne og pressede kirkegårdene til bristepunktet. Særlig slemt stod det til under Den Sorte Død i 1300-tallet, hvor en samtidig kilde, italieneren Agnolo di Tura, fortæller om det gruopvækkende forløb i byen Siena:

”Jeg begravede mine fem børn med mine egne hænder. Og der var andre, som var så dårligt dækket med jord, at hundene trak dem op og åd mange kroppe rundt om i byen ...”

Den helvedeslignende beretning er et levende billede på, at middelalderens samfund var fuldstændig uforberedt på pestepidemien.

”Det var jo en tid helt uden sundhedsforanstaltninger, og hvor kirken var den eneste instans, der tilbød hjælp. Men præsterne var lette ofre for pesten. De stod forrest i frontlinjen og blev tilbage i byen, mens andre flygtede,” fortæller historieprofessor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet. Han har sammen med museumsinspektør Jeanette Varberg fra Nationalmuseet netop udgivet bogen ”Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie”.

Historiens mange epidemier har udfordret samfundet og dets institutioner, og især kirkerne og kirkegårdene har været under pres. Det store antal omkomne under Den Sorte Død betød, at hverken præster eller gravere kunne følge med, og at folk måtte tage sagen i egen hånd:

”Medlemmer af en husholdning bragte deres døde til en grøft, som de bedst kunne, uden en præst, uden gejstlige embeder. Heller ikke kirkeklokken lød. Og mange steder i Siena blev store huller gravet og fyldt op med de talrige døde,” fortsatte Agnolo di Tura i sine beretninger fra det pesthærgede Siena.

”Det var især de fattigste dele af samfundet, der måtte affinde sig med simple grave i uindviet jord. Men de rigeste brugte til gengæld mange penge på at give deres familiemedlemmer standsmæssige begravelser og sikre deres adgang til himmeriget,” fortæller Poul Duedahl.

Til en standsmæssig begravelse hørte gravere og ligbærere. Og de, der ikke omkom eller var flygtet for længst, kunne tjene godt på epidemierne. De tog chancen, og det betød, at formuer skiftede hænder.

”Folk, der før havde været fattige, kunne pludselig blive stenrige takket været epidemien, mens velstående familier blev ruineret. Det bidrog ikke så lidt til de store samfundsomvæltninger op gennem middelalderen, som pestepidemierne forårsagede,” siger Poul Duedahl.

Gennem middelalderen forsøgte man at værne sig mod det smittestof, man ikke kunne se, men som man vidste måtte være skyld i spredningen. Smittede borgere blev sat i karantæne, og man betalte gerne mange penge til dem, der skulle håndtere de afdøde. Der gik normalt heller ikke lang tid, fra døden indtraf, til graven var dækket med jord, uanset dødsårsagen. Men efter Reformationen fik man en anden omgang med den afdøde.

”I Nordeuropa blev det populært at afholde store og langvarige kistegilder, hvor man vågede over liget, mens man drak, åd og festede i flere dage. Det var et modefænomen, der begyndte blandt adelen og borgerskabet og spredte sig til alle dele af samfundet,” siger Poul Duedahl.

De festlige kistegilder i Danmark blev ligefrem berygtede.

”Når nogen dør, så græder og jamrer man ikke, men leer, spiser, drikker og danser rundt omkring liget,” berettede en forundret italiensk rejsende i Danmark i 1620’erne.

Kistegilderne har næppe hjulpet til at begrænse de genkommende pestepidemier, og myndighederne så sig nødsaget til at gribe ind. Christian IV’s pestforordning fra den 15. januar 1625 har et særligt fokus på at begrænse den sociale kontakt under begravelsen af en pestdød:

”Kun de nærmeste slægtninge og nogle få af naboerne indbydes til at møde i gaden, når liget bæres ud. De skal skilles fra hinanden igen på gaden, når de er kommet tilbage fra kirken. I kirken skal præsten kun holde en kort og halvt så lang ligprædiken som ellers. På kirkegården skal han i stedet for en ligprædiken kun give en kort belæring eller læse en bøn og Fadervor,” lød det blandt andet.

Forordningen satte også loft for, hvor mange penge de griske gravere måtte tage for deres arbejde, og sikrede, at ligene ikke blev forstyrret af sultne dyr:

”... graveren er forpligtet til at grave gravene passende dybe, som minimum tre sjællandske alen,” lød det.

På trods af de velmenende forordninger, spredte epidemierne sig lystigt, og på byens kirkegårde måtte man grave helt ned til grundvandet for at få plads til alle ofrene. Under den sidste pestepidemi i 1711 kunne man knap nok nå at få kisterne i jorden:

”På Holmens Kirkes gravplads lå kisterne stablet i bunker over jorden, og for at begrænse stanken fik søværnet besked om at affyre deres kanoner over området for at skabe noget bevægelse i luften og sløre stanken med krudtrøgen,” siger Poul Duedahl.

Derfor oprettede man en række pestkirkegårde i byens randområder. Senere i 1700-tallet sløjfede man byens små pestkirkegårde og indrettede endnu større kirkegårde uden for murene. Den første var Assistens Kirkegård i København fra 1760. Men det var ikke populært at blive begravet helt derude, langt fra kirke, hjem og familie.

”Det ændrede sig først i 1785, da en krigskancellisekretær, Johan Samuel Augustin, bad om at blive begravet derude, selvom hans stand betød, at han sagtens kunne få lov at blive begravet inde byen og endda inde i selve kirken. Og takket være ham begyndte der at gå mode i at blive begravet på de store assistenskirkegårde,” siger Poul Duedahl.

Modefænomenet accelererede under romantikken, da placeringen udenfor byen og de grønne omgivelser passede med tidens forkærlighed for naturen. Her var der også plads til store mausoleer og avancerede gravmonumenter.

Den stigende forståelse for, at det var uhygiejnisk at omgås for tæt med lig, skabte også modstand mod den ældgamle tradition for at begrave betydningsfulde borgere inde i selve kirken:

”Her knæler en skriftende flok på de steder, hvorunder et nys begravet lig bruser i den heftigste forrådnelse,” berettede en anonym skribent i bladet Politivennen den 8. maj 1802. Året efter kom forbud med begravelser inde i kirkerne.

Senere i 1800-tallet er det koleraepidemierne, der for alvor bidrager til, at assistenskirkegårdene fyldes op. Og i kølvandet på koleraen begynder man at diskutere muligheden for at kremere de afdøde. Den 24. marts 1881 stiftes Foreningen for Ligbrænding.

”Ligbrændig ses især som et muligt redskab i sygdomsbekæmpelse. Men fra kirkelig og folkelig side er der stor skepsis over for ligbrænding. Mange ser den som en hedensk skik,” siger Poul Duedahl.

Først efter Den Spanske Syge raserede landet mellem 1918 og 1920, bliver der større åbenhed over for kremeringen, selvom langt de fleste fortsat valgte at blive begravet.

”Mange af de begravelsesskikke, vi har i dag, er helt eller delvist formet af epidemierne. Håndtering af den afdøde, de dybe grave, de åbne kirkegårde og muligheden for kremering. Det er blot nogle af de ting, vi har arvet fra fortidens store epidemier,” siger Poul Duedahl.