Prøv avisen
Interview

Professor: Vores sprog blev skabt af nomader

Ifølge Harald Haarmann er den græske civilisation først opstået, da indoeuropæerne indvandrede til det græske område. Selv guder som Pallas Athene er overtaget fra indoeuropæerne. Pallas Athene er gudinde for blandt andet mod, visdom og kunst, og hun ses ofte som skulptur eller som motiv i malerier i den vestlige kultur. Figuren her kan ses foran det østrigske parlament i Wien. – Foto: Rudy Sulgan/Scanpix

Den græske kultur, som regnes for Europas vugge, er delvist skabt af indoeuropæiske indvandrere, siger sprogprofessor Harald Haarmann, der i ny bog beskriver sprogenes udvikling i Europa

De kom, de så, og deres sprog sejrede. For 6500 år siden udvandrede nomader fra steppeområder i det nuværende Ukraine og Rusland. De slog sig først ned i Europa og senere i Asien, og de bragte deres sprog med sig.

Forskere betegner i dag dette sprog som det oprindelige ”indoeuropæiske sprog”.

Udvandringen skulle vise sig at blive en af de mest skelsættende begivenheder i menneskehedens historie, for det indoeuropæiske sprog har skabt grundlaget for udviklingen af flere hundrede sprog.

I dag tales der indoeuropæiske sprog over alt i verden, og det danske sprog er blot ét eksempel herpå.

Hvem var disse sprogs oprindelige ophavsmænd? Det spørgsmål stiller Kristeligt Dagblad den tyske sprogforsker Harald Haarmann, der i sin seneste bog ”Auf den Spuren der Indoeuropäer” (På sporet af indoeuropæerne) har beskrevet sprogenes historiske udvikling i Europa.

”Forfædrene til vores europæiske sprog var oprindeligt jægere og samlere, og de boede i et steppeområde, som nu ligger i den østlige del af Ukraine og i Rusland mellem floderne Volga og Don. Da den seneste istid endte for cirka 10.000 år siden, valgte nogle af disse jægere og samlere at søge mod nord ind i skovene. De talte et såkaldt ’uralsk’ sprog, det vil sige et sprog, som var udbredt omkring bjergkæden Ural. De nåede frem til det nordlige Skandinavien, og med tiden udviklede de sig til samerne. Andre jægere og samlere valgte i første omgang at blive i steppeområdet i Ukraine og Rusland, hvor de med tiden blev kvægnomader, og de udviklede det sprog, som vi i dag kalder for indoeuropæisk.”

Hvornår satte de sidstnævnte sig i bevægelse?

”På grund af det stadig varmere klima, der gjorde det svært for både dyr og mennesker at finde føde på steppen, begyndte indoeuropæerne cirka 4500 år før Kristus at søge mod syd til områder i det nuværende Bulgarien. Senere hen, cirka 4200 år før Kristus, drog indoeuropæerne videre til områder, der nu er en del af Makedonien og Serbien, og nogle emigrerede også til Mellemeuropa. Omkring år 3000 før Kristus fandt en ny, større emigrationsbølge sted, og denne gang drog nomaderne til Grækenland, og på nogenlunde samme tidspunkt nåede de til Skandinavien og de baltiske lande.”

Hvordan nåede de indoeuropæiske sprog til Asien?

”I de efterfølgende 1000 år fandt der fortsat en jævn udvandring sted af nomader fra Ukraine-Rusland-området, men efterhånden søgte flere og flere indoeuropæere ikke længere mod Europa, men til gengæld mod Persien og Indien. Det er grunden til, at det gamle indiske sprog sanskrit er beslægtet med de europæiske sprog, og at der i dag tales mindst 219 forskellige indoeuropæiske sprog i Indien.”

Det vil altså sige, at selvom europæerne igennem årtusinder har ført krige imod hinanden, så har de fleste af os de samme forfædre?

”Ja, vi har alle indoeuropæiske gener i os, selv uralsk-sprogede folk som ungarerne og finnerne. Indoeuropæerne har været med til at grundlægge en række store kulturer i Europa. Et eksempel er den græske kultur. Tidligere troede historikere, at grækerne var en etnisk gruppe, som havde sin egen særlige kulturelle og sproglige profil, og at de var indvandret til Grækenland fra det nordlige Balkan. I dag ved vi bedre besked: Den græske civilisation har sin vugge i Grækenland, og denne kultur er vel at mærke først begyndt at udvikle sig, efter at indoeuropæerne blandede sig med den oprindelige befolkning, de såkaldte gammeleuropæere. Det græske sprog røber endda, at adskillige gammeleuropæere og indoeuropæere dengang må have indgået parforhold og seksuelle forbindelser på frivillig basis med hinanden: En række nutidige græske udtryk, der vedrører det intime sexliv, har nemlig gammeleuropæiske rødder, og disse udtryk har sandsynligvis kun kunnet overlevet, fordi parforholdene blev indgået under gensidig accept.

Det er også interessant, at en række græske betegnelser for kvindelige familiemedlemmer ligeledes stammer fra det gammeleuropæiske sprog. Det tyder på, at især indoeuropæiske mænd giftede sig med gammeleuropæiske kvinder eller tog dem til elskerinder og ikke omvendt.

I det hele taget er det, vi kalder græsk civilisation, en mosaikkultur med blandede gammeleuropæiske og indoeuropæiske rødder. Selv en række græske guder som for eksempel Pallas Athene er skikkelser, som indoeuropæerne har overtaget fra gammeleuropæerne og bare ændret lidt.”

Er det kun det græske sprog, der indeholder rester fra sprog før indoeuropæernes indvandring?

”Nej, alle indoeuropæiske sprog er i dag mosaikkulturer, som består både af indoeuropæiske og lokale komponenter. Hvis vi ser på de germanske sprog – og hermed også de skandinaviske sprog – består cirka 28 procent af deres ordforråd af ord, der stammer fra et ikke-indoeuropæisk sprog. Det vil sige, at når indoeuropæerne kom i berøring med lokalbefolkningen, overtog de mange ord og assimilerede dem fuldstændig i deres sprog. For eksempel findes ordet ’elske’ på dansk, og det indeholder lyden ’sk’, som ikke har hjemme i det indoeuropæiske sprog, men derimod må stamme fra sproget, som befolkningen i Danmark talte, før indoeuropæerne kom.”

Findes der ingen gammeleuropæiske sprog, der har overlevet og ikke er endt som en mosaik i et indoeuropæisk sprog?

”Jo, det baskiske sprog har overlevet. Det er ikke i familie med noget andet sprog på jorden. Baskernes forfædre kom for meget lang tid siden – under den seneste istid – til området, der i dag er kendt som Baskerlandet. De kom fra øst, fra Kaukasus. I dag kan man stadig fastslå ganske få paralleller mellem det baskiske sprog og kaukasisk, men som sagt er det meget få ligheder.

Det baskiske sprog har kunnet overleve, fordi området er så isoleret, at ikke engang romerne i sin tid kom derhen fysisk. Officielt var Baskerlandet del af det romerske imperium, men i virkeligheden satte ingen romerske soldater deres ben i området, fordi det var så barsk, og baskerne var så fjendtligt indstillede over for fremmede, og derfor kunne det baskiske sprog og den baskiske kultur overleve.”

Det siges, at finsk og ungarsk er beslægtede sprog?

”Ja, det er rigtigt. Begge sprog har rødder tilbage til de uralske sprog, men der er tale om et slægtskab, som er ophørt for mere end 2000 år siden.

Rent faktisk har Finland oplevet uralsk-sprogets indvandring fra skovene i Ukraine og Rusland to gange: Allerede 8000 år før Kristus kom uralsk-sprogede indvandrere fra dette område til Finland, hvor de udviklede sig til samerne. Senere, 1000 år før Kristus, kom uralsk-sprogede indvandrere igen til Finland, men selvom de havde samme forfædre som samerne, talte de et helt andet uralsk sprog. Den nye befolkningsgruppe fortrængte samerne til de nordlige områder og var i stand til at sætte sit eget sprog igennem, som med tiden udviklede sig til det finske sprog.

Ungarernes historie er en anden. Ungarernes forfædre blev boende i skovene nær steppeområdet mellem Volga og Don helt frem til middelalderen. Først da tyrkiske nomader, der kaldte sig onogurer, drog igennem området mellem Volga og Don i det 8. og 9. århundrede, besluttede de uralsk-sprogede nomader at tilslutte sig dem, og sammen emigrerede de to grupper mod vest. De endte i slutningen af det 9. århundrede i det område, der i dag er Ungarn. Onogurerne havde status af elite i forhold til uralierne, og deres navn ’onogurer’ kan stadig genkendes i navnet Ungarn. Men eftersom onogurerne udgjorde et mindretal, assimilerede de sig i løbet af de efterfølgende århundreder, og den uralske kultur og det uralske sprog kom til at dominere landet.”

Hvordan vil fremtiden se ud? Vil vi komme til at leve i en verden, hvor kun et indoeuropæisk sprog, nemlig det engelske, eksisterer?

”Nej, det er noget pjat at frygte, at engelsk fortrænger alle andre sprog. Tværtimod bliver folk mere bevidste om deres modersmål, når de lærer fremmedsprog som engelsk. Det er rigtigt, at sprogene optager mange låneord fra engelsk, men hvad gør det? Sprogene er trods alt fleksible nok til at kunne bevare deres selvstændighed. Man kan sammenligne den nuværende situation med det tyske sprogs stilling i det 18. århundrede, hvor fransk blev betragtet som dannelseselitens sprog.

Det var en tid, hvor selv Preussens kong Frederik den Store hellere ville tale fransk end tysk, fordi han mente, at tysk var et alt for primitivt sprog. Under kong Frederik den Store kom mange franske ord ind i det tyske sprog, og ligesom nu var mange tyskere dengang bange for, at deres sprog helt ville forsvinde. I dag må man derimod slå fast, at det franske sprog i en periode har kultiveret, beriget og moderniseret tysk, og at det tyske sprog rent faktisk ville være temmelig primitivt uden alle de franske elementer.

Den samme udvikling finder sted den dag i dag med de sprog, der påvirkes af engelsk. Det er vigtigt, at sprogenes mangfoldighed overlever, og jeg er overbevist om, at denne mangfoldighed nok skal bestå også i fremtiden. Verden ville være langt fattigere uden alle disse sprog.”