Prøv avisen
På langfart

Vitus Bering var zarens danske Columbus

Vitus Bering er her malet i Petropavlovsk-Kamtjatskij, som er den største by på den russiske Kamtjatka-halvø. På maleriet står han til venstre sammen med den russiske kaptajn og navigatør Aleksej Tjirikov, der tog del i Kamtjatka-ekspeditionerne under Vitus Berings kommando. Billedet er malet af Igor Pavlovitj Psjenitjny. – Foto: Album/Fine Art Images/Ritzau Scanpix

I 1700-tallet begav Vitus Bering sig ud på en lang og umenneskelig færd, som har gjort ham til folkehelt i Rusland i dag. Den danske opdagelsesrejsende er nu aktuel i en dokumentarserie

Rundtomkring i Rusland kan man finde statuer, der forestiller en for russerne anerkendt dansker. Faktisk er han så anerkendt, at også russiske veje er opkaldt efter ham, ligesom han blandt andet har lagt navn til et hav, et stræde og en ø.

Danskerens navn er Vitus Bering, og i Rusland er han en nationalhelt på højde med Peter Tordenskiold herhjemme. I Danmark har den store opdagelsesrejsende, der i 1700-tallet gjorde det ultimative offer for at optegne Ruslands yderste grænser, omvendt aldrig opnået nogen høj status, men for tiden kan man blive klogere på den eventyrlystne dansker i en dokumentarserie på DR.

Her følger et tv-hold i hans fodspor fra Skt. Petersborg i det vestlige Rusland til Bering Øen i det nordlige Stillehav. Det var på den flere tusind kilometer lange rejse over den kolde sibiriske jord, at Bering under umenneskelige forhold udbyggede det russiske rige.

Spørger man museumsinspektør på Horsens Museum Merete Bøge Pedersen er historien om Vitus Bering en fortælling om en mand med et ekstraordinært stort vovemod og vilje krydret med en næsten barnlig eventyrlyst.

”Bering var lige så eventyrlysten, som han var ambitiøs. Samtidig udviste han det mod og den fandenivoldskhed, der var nødvendig for at komme til tops. Det kræver trods alt vovemod at begive sig ud i et barskt ingenmandsland som Sibirien uden megen viden om, hvad man har i vente,” siger inspektøren på Horsens Museum, som er det eneste museum i Danmark med en Vitus Bering-udstilling.

Vitus Bering blev født i 1681 og kom fra en betydelig slægt i Horsens, hvor han havde udsigt til at følge sin fars magelige karriere som embedsmand. Sådan skulle det dog ikke gå. Allerede som 14-årig begyndte han sine eventyr på havet som skibsdreng, og han avancerede hurtigt og uddannede sig til at føre et skib og lægge kort. De efterfølgende år tilbragte han på rejser til blandt andet Ostindien.

Mens Bering oplevede verden, rumlede det hjemme i Skandinavien. Polen, Danmark og den tyske delstat Sachsen forberedte sig alle på at gå i krig mod stormagten Sverige, og i Rusland fulgte den ambitiøse zar Peter den Store (1672-1725) spændt med. Et svækket Sverige kunne nemlig blive Ruslands chance for at ekspandere og endelig få adgang til havet andre steder end i det ufremkommelige nord – og dermed erstatte Sverige som alfaland.

I 1700 startede den store nordiske krig med russisk deltagelse, og allerede i 1703 blev Skt. Petersborg grundlagt, hvormed Ruslands adgang til Østersøen var sikret. Men Peter den Store ville have mere. Han hyrede derfor flere hundrede udenlandske søfolk, som i første omgang skulle bistå Rusland under krigen og på længere sigt skulle tegne Ruslands yderste grænser.

En af søfolkene var Vitus Bering, der i 1703 trådte ind under den russiske fane og udførte militære operationer under den store nordiske krig uden dog at deltage i direkte kamphandlinger.

I 1721 sluttede krigen med et decimeret Sverige, og Vitus Bering, som i mellemtiden var blevet forfremmet til kaptajn, fik tre år senere en ny befaling fra Peter den Store: Han skulle rejse tværs over landet og finde ud af, om Rusland og Amerika var forbundet.

Vitus Bering skulle altså tegne landets østlige grænser og i processen indlemme områderne, han opdagede, i det russiske imperium.

Og det var noget af en opgave, Bering havde fået stillet i udsigt. Indtaster man ruten ”Skt. Petersborg-Okhotsk” i en online-rejseplanlægger som Google maps, kommer der ingen resultater via landjorden. I en moderne bil med navigationsanlæg, aircondition, magelige sæder og gode hestekræfter kan det tilsyneladende ikke lade sig gøre at tilbagelægge de godt 5500 kilometer, der er i fugleflugt – og 8000 kilometer, hvis man følger Berings rute – mellem to af Ruslands daværende yderste punkter.

Ikke desto mindre var det opgaven, da Bering i januar 1725, sammen med sine to næstkommanderende, Aleksej Tjirikov og danskeren Martin Spangsberg, begav sig fra Skt. Petersborg mod øst med enorme mængder proviant samt tonsvis af byggematerialer og kanoner – og et par hundrede heste.

I sommeren 1726 nåede de byen Jakutsk, som var første delmål og verdens koldeste by med temperaturer ned til minus 50 grader. Her mødte de en fjendtlig lokalbefolkning, der ikke havde i sinde at hjælpe, og Bering måtte true sig til forsyninger og befolkningens underkastelse. Fra Jakutsk gik turen til næste punkt på kortet: Byen Okhotsk 1100 kilometer mod øst.

Vitus Bering og hans hold ankom efter hårde strabadser og 46 deserteringer i oktober 1726. For næstkommanderende Spangsbergs hold, bestående af 203 mand og store dele af provianten, var rejsen en endnu større prøvelse. Floderne, de rejste via, frøs til, og på dele af ruten måtte holdet slæbe skibene i stedet for at sejle, hvorfor de kun bevægede sig frem med halvanden kilometer om dagen. Men Spangsberg var ekspeditionens militante element. Med tæsk og trusler piskede han bogstaveligt talt sine mænd af sted over den golde og forfrosne sibiriske jord.

Kulde og sult krævede adskillige liv, og mange blev efterladt til den visse død i afkræftet tilstand. Kun 85 mænd fra Spangsbergs hold nåede frem til Bering i Okhotsk, og de var pint og plaget af den rå natur og af Spangsbergs pisk.

Samme kontante ledelsesstil kendetegnede ikke Bering, siger Merete Bøge Pedersen.

”Bering var hård, men loyal og dedikeret. Han var først og fremmest opdagelsesrejsende, men også militærmand. Han havde stor loyalitet og omsorg over for sit mandskab og kerede sig meget om at få sine mænd med sig hjem,” siger hun.

Vitus Bering var dog ikke blødsøden, og loyaliteten gjaldt udelukkende hans arbejdsgiver og mandskabet. Det mærkede befolkningen i Okhotsk, da Bering gentog taktikken fra Jakutsk. De lokale tilbad naturguder og blev af Bering betragtet som tilbagestående hedninge, der måtte underkaste sig eller bøde for deres ulydighed – i adskillige tilfælde med deres liv. Berings mænd beslaglagde også her store mængder forsyninger samt heste fra lokalbefolkningen, der som konsekvens blev kastet ud i hungersnød og store lidelser. Imens færdiggjorde Bering og hans mandskab skibet Fortuna, der skulle føre dem videre til Kamtjatka.

Man kan rette samme kritiske blik mod Bering, som Christopher Columbus er blevet udsat for i de senere år på grund af de uhyrligheder, han begik mod de indfødte. Men Merete Bøge Pedersen mener, at man generelt skal være varsom med at anskue fortiden i nutidens lys.

”Man skal forstå Vitus Bering på de præmisser, tiden dikterede, og ikke gennem nutidens normer. Det er rigtigt, at han var benhård over for lokalbefolkningerne, men det var en nødvendighed. Han var sendt ud af magthaverne med en klar mission og magt, og så var det en del af gamet, at denne magt ikke var til forhandling,” siger hun.

I sommeren 1727 rejste Berings hold videre til halvøen Kamtjatka, hvorfra den sidste spurt mod strædet blev sat ind. Et år senere, i august 1728, mente Bering, at de havde bevist, at Asien og Amerika var separate kontinenter, og skibene vendte om. I februar 1730, fem år efter afrejsen, var Bering tilbage i den russiske hovedstad som folkehelt.

Trods sin stjernestatus havde Bering ikke glemt sin hjemstavn Horsens, og han donerede sit arvelod fra forældrene til byens fattige. Han kom dog aldrig til at se byen eller Danmark igen. For selvom missionen var fuldført, var der ikke tale om en udelt succes. Det var ikke lykkedes at finde den amerikanske kyst, og derfor begyndte Bering i 1732 at planlægge en ny ekspedition af massive proportioner.

”Der var tale om en helt enormt stor mission, hvor tusindvis var involveret. Man har aldrig set en større ekspedition, hverken før eller efter,” siger Merete Bøge Pedersen.

I februar 1733 rejste de første mænd mod øst på en tur, der gik langt mere smertefrit takket være forarbejdet på den første ekspedition. Ekspeditionen løb over de næste otte år og blev en kæmpesucces. Med i alt fire skibe fik man blandt andet kortlagt Alaskas sydlige kyst og dermed indlemmet Alaska i det russiske imperium. Derudover lykkedes det at kortlægge den russiske nordkyst og udforske søvejene til Nordamerika og Japan, og takket være videnskabsmændene om bord gjorde man også vigtige opdagelser i områdets flora og fauna.

Men selvom missionen var fuldført i slutningen af 1741, og skibet ”Sankt Peter” med Vitus Bering om bord var på vej hjem, flød champagnen ikke. Besætningen var udmattet og udsultet, og skørbugen havde fået tag i store dele af dem.

En af dem var Bering selv, der havde måttet overlade kommandoen til andre. Og på en råkold vinteraften blev ondt værre, da skibet stødte på grund og kuldsejlede. Den tyndslidte besætning måtte bjærge, hvad bjærges kunne, og gå i ly på en ø, hvor de overlevede vinteren ved at bygge interimistiske jordhuler og leve på en kost af oddere, ræve og den smule mel og gryn, de havde fået med fra skibet ”Sankt Peter”.

De havde også reddet nok vragdele fra skibet til, at det lykkedes dem at stykke et primitivt, men sejldygtigt skib sammen, og i august 1742 sejlede de 46 overlevende til halvøen Kamtjatka og tilbage til civilisationen. Vitus Bering var ikke blandt de 46. Sygdommen havde taget for hårdt på den 60-årige eventyrer, og kort efter skibbruddet, i december 1741, var han sovet ind på øen, der blev opkaldt efter ham.

Han efterlod sig hustruen, Anna Christina Pülse, fire børn og to historiske ekspeditioner med i alt omkring 40.000 tilbagelagte kilometer – hvilket rundt regnet svarer til Jordens omkreds. Og så efterlod han et navn, der er cementeret i Ruslands historie. Men altså ikke i Danmarks. Det er der ifølge Merete Bøge Pedersen en god forklaring på. Men hun håber, det vil ændre sig.

”En vigtig grund til, at Vitus Bering ikke fylder mere i dansk historie, er nok, at hans bedrifter var for et andet land. Det har næppe hjulpet, at det specifikt var for Rusland, som Danmark i flere omgange har haft et anstrengt forhold til. Jeg ved ikke, om vi på et tidspunkt er klar til at omfavne Bering som en decideret nationalhelt. Men jeg håber det. Det, han gjorde, er kort sagt den vildeste bedrift.”