Prøv avisen
Indsigt

Din mors myndling bøjer sig efter lysets krummer

"Snublestenene skal minde os om, at hver og et af ofrene havde et liv. Et ansigt, et navn, et sted de boede. Jeg glædes over, at jeg nu skal blive mindet om dette, når jeg går igennem byen. At ofrene får en plads i vores fælles bevidsthed," skriver Marianne Staib. Billedet viser den tyske kunstner Günter Demnig, der lægger tre snublesten foran synagogen i København, mandag den 17. juni 2019 Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

Marianne Staib, hvis far overlevede opholdet i kz-lejren Dachau, tog på byvandring i Berlin og i København - men ikke med øjnene vendt mod byens tårne. Det, hun ville se, lå nedfældet i jorden. Små skinnende mindesmærker - snublesten - over jødiske medmennesker, som, før de blev sendt i døden, levede dér.

"Din mors sjæl svæver i for vejen.
Din mors sjæl hjælper natten med at navigere, rev for rev.
Din mors sjæl pisker hajerne foran dig.

Dette ord er din mors myndling.
Din mors myndling deler dit leje, sten for sten.
Din mors myndling bøjer sig efter lysets krummer”.

("Rejsekammeraten" af Paul Celan)

De er ikke ret store, og man må bukke sig lidt ned for at læse, hvad der egentlig står, på de skinnende gyldne sten, der er placeret nede i jorden, en smule hævet over gadeplan. Ikke så man falder. Men så man bliver opmærksom.

Berlins sår
Jeg blev først opmærksom på snublesten i Berlin. Hvor jeg har været mange gange efterhånden. Den første gang studsede jeg over de små sten. Det tog mig ikke lang tid, at forstå hvad det var. Mindesmærker over jødiske mænd, kvinder og børn, der blev myrdet af nazisterne. Stenene er lagt, der hvor folk boede. Jeg vandrede afsted, som en detektiv. Søgte efter flere sten, flere skæbner.

Hvilken rædsel og ubarmhjertighed. Hvilken grusom uretfærdighed.

Men hvilket under, at disse sten, som meget andet i Berlin minder os om, hvad der skete under 2. Verdenskrig.

Berlin er et åbent sår. Bærer ikke glemslen usynligt, som man indtil nu har gjort i København. Historien bliver hvisket på hvert gadehjørne, overalt i Berlin. Man kan ikke undgå, at få den kolde krig, Anden Verdenskrig, DDR og Stasi klasket i ansigtet, hvor end man går.

Et minde om et levet liv
I juni måned blev 12 sten som de første lagt i København. Jeg blev rørt og glad da jeg hørte om det. Gaderne skal vidne om det had, den antisemitiske og uhyrlige forfølgelse, disse mennesker var underlagt.

Det er desværre ikke mindre vigtigt her, hvor de sidste mennesker, der i levende live kan bevidne rædslerne i Anden Verdenskrig er ved at forsvinde, og hvor antisemitismen er stigende. Jøder har igen svært ved åbent at kunne vise deres tilhørsforhold.

Millioner af mennesker var ofre for de uhyrligheder og myrderier, der blev begået af nazisterne og deres meningsfæller. Snublestenene skal minde os om, at hver og et af ofrene havde et liv. Et ansigt, et navn, et sted de boede. Jeg glædes over, at jeg nu skal blive mindet om dette, når jeg går igennem byen. At ofrene får en plads i vores fælles bevidsthed.

Det er svært at forstå millioner af menneskers barske skæbne. Men vi kan forholde os til få ord, der for evigt bliver stående på øjets indre nethinde : Her boede Rosa …

Det skete og det kan derfor ske igen
De første sten blev lagt i Køln i 1992. Og mødte stor modstand. Senere kom snublestenen til Berlin, lagt i 1997 i Kreuzberg, lavet af den tyske kunstner Gunter Demnig. Snublestens initiativtagere i København er blandt andre Henriette Harris (bosat i Berlin).

Der er nu cirka 18.000 sten rundt omkring i Tyskland. Der er også sten i Polen, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Holland og flere andre lande - i alt cirka 20 lande i Europa. Stenene bevidner ikke kun holocaustofre, men også andre ofre for nazismen, som romaer, systemkritikere og homoseksuelle.

Vigtigheden af at forstå nazisternes brutalitet begået mod millioner af mennesker er evig aktuel. Hvad fører til at mennesket kan begå overgreb mod andre i en størrelsesorden og grusomhed, som er udover almindelig fatteevne?

Primo Levi skriver de berømte ord: Det skete, og det kan derfor ske igen.

Han påpeger, at dehumaniseringen, fornedrelsen og ydmygelsen i kz-lejrene var systematisk og nøje tilrettelagt. Målet var, som han beskriver det så levende, at gøre mennesket til et dyr. For da kan man kontrollere det. Håne det, spytte på det, sparke til det. Det er svært, hvis man er ligeværdig.

Brikker til en forståelse
At skulle underkaste sig en andens magt, er ufrit. Jøder var dem, der blev dårligst behandlet i mange af lejrene, for Hitler havde i årevis hævdet, at jøder var rotter, utåleligt kryb, der skulle udslettes fra jordens overflade.

I litteraturen og kunsten kan helvede beskrives, så vi forsøgsvis kan prøve at forstå.

Stenene er også brikker til en forståelse. En lille mindeplade - med stor betydning. Vi skal blive ved med at fortælle historien, om hvad der sker, hvis vi fratager mennesker, deres værdighed, frihed, menneskelighed. At vi alle har et overlevelsesinstinkt, at vi mangler ord, når vi skal beskrive skammen og skylden i at være dem, der overlevede. Historiefortælling er essensen af identitet.

Er man et menneske, hvis man bliver reduceret til et fangenummer? Berøvet sin frihed, og skal kæmpe imod, sult, magt, mishandling, kulde, og angst?

Viktor Frankl siger : ”Vi holder ikke af at tale om det, vi har oplevet: det er ikke nødvendigt at forklare noget for den, der selv har oplevet en fangelejr: en, der ikke har oplevet den, kan vi ikke få til at fatte, hvordan det så ud inde i os – hvordan det stadig ser ud inde i os.”

Der blev citeret fra:

Digtet Rejsekammeraten fra ”Sort mælk” af Paul Celan

” Vidnesbyrd: Erindringer fra Auschwitz” af Primo Levi

“Psykologi og eksistens” af Viktor E. Frankl.

Tre snublesten, tre liv, tre vidnesbyrd. De er små, men de gør, hvad de skal: Husker os på det, der skete. Foto: Marianne Staib