Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede
Bærende billede

De 10
bedste
danske
bøger
fra det
20.
århundrede


Af Celine Klint


Scroll nedad

Hvilke danske bøger er de bedste? Kristeligt Dagblad har bedt en litteraturforsker udvælge de 10 bedste danske bøger fra det 20. århundrede. Et panel af forfattere og anmeldere sætter ord på, hvorfor bøgerne er noget særligt

Facebook
Twitter


 

En liste over ”de bedste danske bøger” kan se ud på uendeligt mange måder. Kulturministeriet har lavet en litteraturkanon, som bliver brugt i folkeskolen og gymnasiet, og på universiteternes litteraturstudier undervises der efter helt andre lister, som løbende bliver ændret. Listerne skifter, som tiderne skifter.

Litteraturforsker og seniorlektor Elisabeth Friis, der har beskæftiget sig med alt fra antik, græsk lyrik til dansk samtidslitteratur, har lavet en liste over 10 danske bøger fra det 20. århundrede – blandt andet ud fra kriteriet, om at bøgerne kan åbne døre til verdener, vi normalt ikke har adgang til. Et panel af forfattere og anmeldere åbner her dørene på klem.



Elisabeth Friis har valgt bøgerne


Foto: Leif Tuxen

  • Født i 1973.
  • Magister og ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og siden 2011 seniorlektor på Lunds Universitet.
  • Forsker blandt andet i poetiske former fra antikken til i dag.
  • Tidligere medredaktør af det danske tidsskrift KRITIK.

Elisabeth Friis har valgt bøgerne


Foto: Leif Tuxen

  • Født i 1973.
  • Magister og ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og siden 2011 seniorlektor på Lunds Universitet.
  • Forsker blandt andet i poetiske former fra antikken til i dag.
  • Tidligere medredaktør af det danske tidsskrift KRITIK.

Om baggrunden for valgene siger hun:


Foto: Iris/Ritzau Scanpix

  • ”God litteratur kan læses igen og igen. Den åbner døren til andre verdener, end den vi allerede kender. Den forankrer os, når vi føler os formløse og sprænger formen i stykker, når formen er blevet for stiv. Den giver os billeder, scener og sætninger, som vi ganske gratis kan beholde i hjertet og tage frem, når vi trænger til dem. De følgende 10 værker er måske ikke det 20. århundredes bedste ud fra enhver betragtning. Jeg kunne have lavet mange andre lister. Men de opfylder alle – i det mindste for undertegnede – ovenstående fordring.”

Om baggrunden for valgene siger hun:


Foto: Iris/Ritzau Scanpix

  • ”God litteratur kan læses igen og igen. Den åbner døren til andre verdener, end den vi allerede kender. Den forankrer os, når vi føler os formløse og sprænger formen i stykker, når formen er blevet for stiv. Den giver os billeder, scener og sætninger, som vi ganske gratis kan beholde i hjertet og tage frem, når vi trænger til dem. De følgende 10 værker er måske ikke det 20. århundredes bedste ud fra enhver betragtning. Jeg kunne have lavet mange andre lister. Men de opfylder alle – i det mindste for undertegnede – ovenstående fordring.”



Panelet består af:

Klik på billederne for at læse mere om hver enkelt panelist.




Kim Leine


Merete Pryds Helle


Ib Michael



Majse Aymo Boot


Molly Balsby Nielsen


Lars Handesten






1. Johannes V. Jensen: ”Digte 1906” (1906)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”En blandet landhandel af en digtsamling. Der er oldnordisk inspirerede tekster såvel som absolut moderne. Men indimellem finder vi nogle af de bedste digte, der nogensinde er skrevet på dansk. For eksempel Graavejr i København / Gigt og ondartet stemning i al evighed!



Bogforside

Panelets kommentarer

Ib Michael: ”Ingen har skrevet sådan hverken før eller siden i dansk litteratur. Johannes V. Jensen skriver i et sprog, der ikke findes i forvejen, men som ikke desto mindre er lettilgængeligt. Han bøjer og udvider det danske sprog ved at mime dialektord, lege med faste vendinger, vride grammatikken og skabe nye sammensatte ord. Det gør sproget meget billedskabende og ekspressivt.”

Molly Balsby Nielsen: ”En digtsamling om det hjemlige og det danske, dette ses særligt i de to dialektdigte ’Husvild’ og ’Godnat’ samt i det ofte citerede ’Ved frokosten’, hvor smørrebrødet og den mistede kærlighed bliver serveret. Anderledes eksotisk og eventyrsøgende er digtet ’Afsked’, hvor ’jeg’et ryster den danske regn af sin hat og tager afsked med Danmark for at vende mod troperne. Digtet starter med de to fantastisk melodramatiske linjer: Graavejr i København / Gigt og ondartet stemning i al evighed!”.

Kim Leine: ”Jeg læser generelt ikke digte, for min hjerne er ude af synk med dem. Jeg ved ikke, om den kører for hurtigt eller for langsomt. Men Johannes V. Jensens ’Ved frokosten’ kan jeg huske, for det fik jeg læst højt. Vi sad i gymnastiksalen på mit gymnasium, og en skuespiller med butterfly og et snapseglas som rekvisit fremførte digtene for os. Jeg kan huske, at sproget forplantede sig til min krop - sproget blev fysisk, og den forvandling er magisk. Det er også det, jeg forsøger at opnå, når jeg selv skriver.”

Johannes V. Jensen
Foto: Ritzau Scanpix

  • Johannes V. Jensen. Født 1873 i Farsø, død 1950.
  • Studerede medicin i København, men skrev samtidig digte og romaner under pseudonym.
  • Debuterede med romanen ”Danskere” (1896), men særligt kendt er romanen ”Kongens fald” fra 1900.
  • Blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1944.
  • ”Digte 1906” består både af digte på jysk dialekt, oldnordiske tekster, moderne prosadigte og oversættelser af den amerikanske digter Walt Whitmans ”Leaves of Grass” (1855). Da Jensen i 1906 udgav ”Digte”, skrev han i dedikationen til sin forlægger: „Jeg skal aldrig gøre det mere”.

Bogforside





2. Martin Andersen Nexø: ”Ditte Menneskebarn”
(1917-21)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”Sentimental? Ja, men ikke som H.C. Andersens ’Historien om en moder’ i hvert fald. Romanen er præcis så hård, som en fattig kvindes liv kunne og stadig kan være det.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Kim Leine: ”’Ditte Menneskebarn’ læste jeg som 18-årig, og det er et af de værker, der har lagt fundamentet i min litterære smag. Det altfavnende og generøse ved den episke roman tiltaler mig meget. Den kan både fokusere på et lille punkt i et menneskes bevidsthed og være stor og verdensomspændende og fortælle om politiske bevægelser. Den episke roman kan være alle steder. Men den er altid for lang - ligesom middagsgæsten, der nægter at gå hjem og bare sidder der og drikker en masse vin og snakker og snakker. Men under alle omstændigheder kan man huske den middagsgæst, når han går igen.”

Lars Handesten: ”’Ditte Menneskebarns’ skildring af en stærk, men lidende kvindefigur og hendes udvikling gjorde stort indtryk på samtiden. Personligt står Nexøs ’Pelle Erobreren’ stærkere for mig, som en stor dansk udviklingsroman, da den efter min mening giver et større og bedre tidsbillede. Anden del af romanen husker jeg som tung og kedelig. Men det kan også have noget med mit køn at gøre, at jeg bedre kan identificere mig med Pelle end Ditte.”

Martin Andersen Nexø
Foto: Ritzau Scanpix

  • Martin Andersen Nexø. Født 1869 i København, død 1954 i Dresden. Begravet på Assistens Kirkegård i København.
  • Uddannede sig som skomager i 1889 og skolelærer i 1898.
  • Debuterede med novellesamlingen ”Skygger” i 1898.
  • Særligt kendt er romanerne ”Pelle Erobreren” (1906-10) og ”Ditte Menneskebarn” (1917-21), der begge er blevet filmatiseret.
  • Ditte Menneskebarn skildrer en fattig kvindes vilkår uden for ægteskabet i starten af 1900-tallet. Romanen er opdelt i bindene ”En barndom” (1917), ”Lillemor” (1919), ”Syndefaldet” (1919), ”Skærsilden” (1920) og ”Mod Stjærnerne” (1921), der alle følger Dittes liv. Et liv, der er præget af nød og udnyttelse.

Bogforside





3. Hans Kirk: ”Fiskerne” (1928)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”En af de bøger jeg har læst flest gange. Dens fortælleøkonomi er en genistreg. Aldrig er der blevet sagt så få ord, der alligevel siger alt. Dens empati med de anderledes tænkende og troende er grænseløs.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Ib Michael: ”Det er en berettiget klassiker. Den dybe skildring af de danske fiskere, deres slid for at tjene til dagen og vejen, deres dybe religiøsitet og deres forhold til havet, livet og døden, rører mig dybt. Det siger ikke bare noget om fiskerne, men også om bønderne og hele den danske folkestammes identitet. ’Fiskerne’ er relevant i dag, fordi det er vigtigt at lære sit eget folk at kende – også selvom fiskere i dag er nogle, der slås om kvoter.”

Lars Handesten: ”’Fiskerne’ er en kollektivroman, der beskriver en gruppe fiskere og deres fælles arbejde i et minisamfund. Bogen giver et interessant og fascinerende portræt af datidens fiskere og deres religiøsitet, som ligger meget langt fra vores samfund i dag.”

Martin Andersen Nexø
Foto: Ritzau Scanpix

  • Hans Kirk. Født 1898 i Hadsund, død 1962 i København.
  • Fik sit gennembrud i 1923 med debuten ”Fiskerne”.
  • Kirk var medlem af Det Kommunistiske Parti i Danmark fra 1931. Udover at skrive skønlitteratur, skrev han for forskellige aviser.
  • ”Fiskerne” skildrer en gruppe indremissionske fiskere fra den barske vestkyst, der slår sig ned blandt grundtvigianere ved Limfjordens mildere egne og blidere klima. Kultursammenstødet mellem de indremissionske fiskere, der kommer fra strenge kår og tror på en streng Gud, og de livsglade grundtvigianere, der tager lettere på livet, bliver foldet ud i romanen. Selvom Hans Kirk var erklæret marxist, er der ikke spor af fordømmelse eller sarkasme i beskrivelserne af de to grupper.

Bogforside





4. Karen Blixen: ”Den afrikanske farm” (1937)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”Blixens bedste, fordi den er ukunstlet og fuld af længsel. Første del i særdeleshed. At den også er gennemsyret af racetænkning, bliver der talt alt for lidt om i Danmark, endskønt det er et helt almindeligt perspektiv i den internationale Blixen-forskning.



Bogforside

Panelets kommentarer

Kim Leine: ”Blixen er et af mine store idoler. Det var fra hende, jeg fik ideen om at rejse ud til en kolonitilstand, brænde ud og vende hjem som storyteller. Grønland blev bare mit Afrika. Jeg kan relatere til det med at blive konfronteret med sin egen indre koloniherre, hvilket kan være lidt ubehageligt. Hos Blixen er der en meget spændende uoverensstemmelse mellem form og indhold. Hendes tankesæt er gammeldags og aristokratisk, men formen er moderne.”

Ib Michael: ”Autofiktion er blevet så stort i dag, at det får folk til at glemme, at gode forfattere altid har skrevet ud fra deres eget liv, så det var genkendeligt. ’Den Afrikanske farm’ bevæger sig på en raffineret grænse mellem virkelighed og fiktion. Karen Blixen skrev ikke ud fra, hvad der er sandt, men ud fra, hvad der er vigtigt at sige. Hun lyver for eksempel i teksten om, hvor mange løver, hun har skudt, og hun er ravende ligeglad med at blive afsløret i sine løgne. Hvis nogen afslørede hende, ville hun bare læne sig tilbage og slå en høj latter op. Jeg opfatter selv fiktion som en højere sandhed end sandheden selv. Fortællingen om mit eget liv er vigtigere end det, jeg kan huske, fordi den repræsenterer en højere sandhed. Fiktionen repræsenterer det, der stadig er vigtigt at sige.”

Merete Pryds Helle: ”Jeg har været på Blixens farm i Afrika. Den skuffede, for den manglede sprogets rytme, og det var, som om dens virkelighed ikke var i stand til at skabe de billeder, der var skabt omkring den. Den havde den samme fornemmelse af fortabthed og noget tabt, som bogen også har. Jeg havde en farm, begynder den; men det er ikke kun farmen, der ejes, det er et livssyn og en tankegang, der siden er forsvundet, og som står bare tilbage som noget løv, der ryster. Kaffeløv måske. At læse Den afrikanske farm er som at åbne en tidskapsel og se en kvinde se sig selv svævende over sin virkelighed. Det er en bog, der fortæller om, hvordan det er at se verden gennem et ’vi’ og et ’de’. De andre er de andre; og forfatteren selv er et øje bag et kikkertsigte. Der er smukke billeder i bogen; men der er også en følelse af ubehag. Lige så meget, som bogen beskriver Afrika, beskriver den den tid og det tankesæt, forfatteren er rundet af. Og det er yderst interessant.”

Karen Blixen
Foto: Ivar Faurskov Myrhøj/Ritzau Scanpix

  • Karen Blixen. Født i 1885 på gården Rungstedslund i Rungsted, død i 1962 samme sted.
  • Blixen gik på Kunstakademiet i København og debuterede med novellesamlingen ”Syv fantastiske Fortællinger” i 1935.
  • ”Den afrikanske farm” er et autofiktivt værk fra 1937, der skildrer Blixens 17 år i Britisk Østafrika (det nuværende Kenya) fra 1914 til 1931, hvor hun drev en kaffefarm. Hun skrev bogen på engelsk (”Out of Africa”), oversatte den derefter til dansk og udgav den under pseudonymet Isak Dinesen. ”Den afrikanske farm” skildrer Blixens oplevelser på kaffefarmen, relationer til de lokale og det koloniale liv i de sidste årtier af det Britiske Imperium.

Bogforside





5. Agnes Henningsen: ”Let gang på jorden” (1941)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”Vores største udforsker af det erotiske – simpelthen. Og hendes direkte tone og uforstilte stemme blæser dig bagover: Hvor kom den fra? Hvorfor har jeg ikke læst hende før? Det er næsten ikke til at tro, at Henningsen blev født i 1868.



Bogforside

Panelets kommentarer

Lars Handesten: ”I modsætning til ’Fiskerne’ følger man et enkelt individs udvikling i Agnes Henningsens selvbiografiske værk. ’Let gang på jorden’ er historien om en pige, der bliver til kvinde og er mere frigjort end de fleste på sin tid. Den står som et monument over en tid, hvor kvindefrigørelsen tager fart.”

Agnes Henningsen
Foto: Gyldendal

  • Agnes Henningsen. Født i 1868 i Rynkeby, død 1962 i København.
  • Hun blev gift og fik børn tidligt, men så kritisk på de traditionelle kønsroller. Derfor udnyttede hun sine evner til at skrive og præsenterede sine noveller for Herman Bang. I 1891 hjalp han hende med at få en række af novellerne trykt i avisen ”København” under pseudonymet Helga Maynert.
  • Debuterede i 1899 med romanen ”Glansbillede”. Fra 1941 til 1955 udkom hendes erindringer i otte bind.
  • ”Let gang på jorden” er en selvbiografisk skildring af barndommen på de store slægtsgårde på Fyn før århundredskiftet. Man følger hovedpersonen Agnes gennem barndommen, hvor hendes erotiske følelser vokser - og senere kommer til at vække berømmelse og forargelse. I anledningen af Agnes Henningsen 150 års jubilæum i 2018 udkom ”Let gang på jorden” og Letsindighedens gave i en ny version på Gyldendal den 17. oktober 2018.

Bogforside





6. Ole Sarvig: ”Jeghuset” (1944)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”Den enkle, kropsforankrede dybde i sammenligningen mellem huset og 'jeg’et: Min sorgs sære gamle villa / med kolde nordverandaer / og ubrugelige taarnkamre!. ’Jeghuset’ er det sår, som eksistensen også er. Og så kan Sarvig læses af alle. Inklusive dem, der tror de ikke kan lide digte.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Molly Balsby Nielsen: ”En digtsamling udgivet under krigen, krigsdigte kan man vel godt kalde dem. Jeg’et vender sig mod naturens skønhed midt i det menneskeskabte kaos: Skyerne, skibene, store, sorte, /de graa krigsflader / sejler forbi derude./ Og jeg staar her ved vinduet / hos mine blomster / som søger lyset / og kryber under ruderne. En digtsamling om krigen og byen, naturen og æblerne, husene og følelserne, som Sarvig skiver: Min sorg er en sær gammel villa.”

Ib Michael: ”Som 14-årig gik jeg på Roskilde bibliotek og lånte ’Jeghuset’. Jeg kan stadig huske lugten af kommunebibliotek og bogstøv, da jeg åbnede bogen, og der åbnede sig en helt ny verden for mig. Den bog ændrede mit liv. For eksempel digtet ’Sen Eftermiddag’: Det er sen eftermiddag. Mennesker står, som om de lyttede. Jeg synes, det digt er så genialt. Hvad er det for en lyd? Er det en rumlen før en katastrofe? Er det krigen? Hvad lytter de efter? Og lytter de overhovedet efter? Som 14-årig var jeg allerede i gang med at skrive digte, men det var sådan nogle gammeldags, rimende digte. Efter jeg havde læst ’Jeghuset’, begyndte jeg at skrive rigtig lyrik.”

Lars Handesten: ”Sarvig beskriver det alvorlige, søgende og ensomme ’jeg’, der bevæger sig forvildet rundt i en stadig mere fremmed verden. Sarvigs samling er indbegrebet af modernismens fremmedgørelse. De overraskende sproglige konstruktioner og brug af sammenligninger i ’Jeghuset’ er stadig interessante i dag.”

Ole Sarvig
Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

  • Ole Sarvig. Født i 1921 i København, død 1981 samme sted.
  • Debuterede i 1943 med ”Grønne digte”.
  • Sarvig er mest kendt for lyrikken, men skrev også syv romaner. Hans digt, ”Regnmaaleren” fra ”Grønne digte” er med i Kulturkanonen, der blev lanceret af Kulturministeriet i 2006.
  • Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.
  • ”Jeghuset” er Ole Sarvigs anden digtsamling og den centrale del i den digtkreds, der i øvrigt består af ”Grønne digte”, ”Mangfoldighed”, ”Legende” og ”Menneske”, og som tilsammen bliver en beskrivelse af det moderne menneskes udsathed i en verden uden faste normer og en søgen efter svar på menneskets krise.

Bogforside





7. Inger Christensen: ”Det” (1969)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”60’er-modernismens hovedværk, hvis klare sprog og rytme stadig sætter processen i gang. Citeret på tv af tidligere statsminister Anker Jørgensen. Sat i musik utallige gange – ikke mindst af sangerinden Pia Raug. Lidt af en bestseller, endskønt den er bygget over noget så potentielt usexet som Viggo Brøndals præpositionslære. Kort sagt: et mirakel.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Majse Aymo Boot: ”Jeg begyndte at læse i ’Det’ som ung, og da jeg var ved at skrive min seneste roman, læste jeg i den igen. En passage i ’Det’ er skrevet som telegrammer fra en slags spion til en eller anden instans, og de har en coolhed, som inspirerede mig til at skrive det sidste kapitel i min bog. Men ellers er det ikke så meget coolheden, der er typisk for ’Det’, men nærmere en langsom hypnotisk udfoldelse. Bogen er jo skrevet ud fra et stramt formelt kompositionsprincip, den er ordnet i et system med inddelinger og underinddelinger. ’Det’ er et skabelsesprincip, kunne man sige. For systemet tillader digtene at vokse frem, og det tillader også en rolig langstrakt ekstase at vokse frem. Bogen er fuld af magtkritik, den opholder sig især ved byen og ved en visionær drøm om en by, der er blød som en krop, byen som sted for møder i senge og på gader, som sted for kroppe, revolution og frigørelse. Og ’Det’ er så kongenial med sit frigørelsesstof ved selv at være en by, det vil sige et system, der skaber noget kropsligt, det vil sige en sanselig og ekstatisk forførende tekst.”

Merete Pryds Helle: ”’Det’ er en begyndelse. Det føles, som om der ikke har været et digt før, når man læser ’Det’; at der slet ikke har været digte. Digtet er, hvad det siger, det er: Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Sådan fortsætter ’Det’. Sådan fortsætter vi med at læse ’Det’. Det begynder hver gang, vi læser det; det er. Vi bliver ved med at læse det, det bliver ved med at bevæge os. At være til i digtet, at begynde igen og igen i ’Det’.”

Ib Michael: ”Det næste, der væltede min verden efter Ole Sarvig, det var ’Det’. Inger Christensen samler hele ungdomsoprøret op i det digt. Hun taler om at være på syre og se verden danse, men jeg tror ikke, at Inger nogensinde var på syre. Jeg tror bare, hun var på sine egne hjernesafter. Hun skrev om politiske brændpunkter, som man aldrig havde skrevet om dem før – ikke som et politisk opråb men som en del af hendes poesi. Hun indskrev hele verden i ’Det’. Det var en øjenåbner, men også en lammer, fordi man så på det værk og tænkte, du kan aldrig nogensinde komme i nærheden af det. Man måtte erkende, at det her var så unikt, at det kommer til at stå alene. Og det er kendetegnende for hele Inger Christensens forfatterskab. Der er kun én Inger.”

Molly Balsby Nielsen: ”Et fuldstændigt overlegent værk. Midt i dens stramme komposition folder Inger Christensen sit kæmpe litterære overskud ud. En digtsamling om skabelsen, frygten, fællesskabet, sproget og verden. Et værk der på samme tid både er enormt forankret i 1960’ernes politiske digtning, men også er enormt universelt med sin undrende undersøgelse. Jeg kan huske, hvordan jeg som 16-årig købte en førsteudgave af ’Det’ – alt for billigt! – i et antikvariat og læste den hele i ét stræk på min mors sofa en aften i oktober. ’Det’ er det eneste ord, jeg har tatoveret på min krop.”

Inger Christensen
Foto: Sven Gjørling/Ritzau Scanpix

  • Inger Christensen. Født 1935 i Vejle, død i 2009.
  • Debuterede i 1962 med digtsamlingen ”Lys” et år efter fulgte digtsamlingen ”Græs”
  • Fik sit gennembrud med ”Det” i 1969.
  • ”Det” er en digtsamling, der systematisk bruger talsystemer og grammatik. Overordnet er digtsamlingen delt op i tre hovedafsnit – Prologos, Logos og Epilogos. Logos som udgør størstedelen af værket er yderligere inddelt i tre dramaturgiske afsnit - Scenen, Teksten og Handlingen, som så igen hver især er delt op i otte kategorier, der består af otte nummererede digte.

Bogforside





8. Henrik Bjelke: ”Saturn” (1974)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”’Saturn’ er baseret på det sumeriske epos om Gilgamesh (et 5000 år gammelt babylonisk sagn) og udforsker da også den mandlige (homo-)seksualitets urgrund. Romanen er et brus af begær, der stritter i alle retninger. Og så repræsenterer dens hybride form simpelthen en dansk fornyelse af romangenren.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Lars Handesten: ”’Saturn’ er et besynderligt værk, som i et postmoderne flimmer sprænger romanformen. Da Henrik Bjelke i sin tid afleverede ’Saturn’ til Gyldendal afviste de den, fordi den var for mærkelig. Romanen blev dog senere udgivet på forlaget Arena. Den blev genudgivet i 2001 og virkede også dengang lige udfordrende.”

Henrik Bjelke

  • Henrik Bjelke. Født 1937 i Aarhus, død 1993.
  • Debuterede i 1968 med digtsamlingen ”Første person ental”.
  • Henrik Bjelke studerede jura i 12 år uden at færdiggøre studierne. Efterfølgende underviste han flygtninge i dansk og formåede at udgive hele seks romaner, fem novellesamlinger, to essaysamlinger, to digtsamlinger, et dramastykke og en pamflet i løbet af sin karriere.
  • ”Saturn” bliver omtalt som et overset værk i dansk litteraturhistorie. I en postmoderne kollageform blander romanen forskellige genrer, intertekstuelle referencer og stilarter fra høj- og lavkultur.

Bogforside





9. Kirsten Thorup: ”Den yderste grænse” (1987)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”En af Thorups stærkeste romaner, der som alle Thorups romaner spørger til det enkelte menneskes indviklede liv, og dette menneskes ligeså indviklede sociale relationer – både til de nærmeste og til det samfund, der hos Thorup altid kræver sit. I ’Den yderste grænse’ sættes relationerne virkelig på spidsen, hvilket gør præcis dette værk til et brændpunkt i forfatterskabet.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Ib Michael: ”Alt hos Kirsten Thorup er sanset forfra. Det er genopfundet. Hun nyfortolker relationer mellem mennesker, som ellers ville være banal psykologi. Den nyfortolkning af menneskelige relationer kan man aldrig blive færdig med i litteraturen.”

Kim Leine: ”Jeg er meget glad for Kirsten Thorup. Hun kan tillade sig alle mulige mærkværdige ting, som ellers bliver betragtet som amatøragtige. Hun formår at blande det raffinerede med det klumpedumpeagtige inden for den episke romans ramme.”

Lars Handesten: ”’Den yderste grænse’ er fjerde bind i Thorups serie om karakteren Jonna og hendes familie. Personligt ville jeg have udvalgt Kirsten Thorups punktroman ’Baby’ til en kanon, da den er mere eksperimenterende i sin form og sin beskrivelse af en gruppe mennesker, som lever i den samme verden, men som aldrig rigtig når hinanden.”

Kirsten Thorup
Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix

  • Kirsten Thorup. Født i 1942 i Gelsted.
  • Debuterede i 1967 med digtsamlingen ”Indeni — udenfor”. Er blandt andet kendt for romandebuten ”Baby” fra 1973.
  • Kirsten Thorup modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 for sin seneste roman ”Erindring om kærligheden” (2016).
  • ”Den yderste grænse” er sidste del af Kirsten Thorups romanværk, der følger Jonna gennem forskellige årtier i bindene ”Lille Jonna” (1977), ”Den lange sommer” (1979), ”Himmel og helvede” (1982) og ”Den yderste grænse” (1987). Det levede og drømte liv fletter sig ind og ud mellem hinanden, og hinsides smertegrænsen finder romanens karakterer en styrke, de ikke vidste, de havde.

Bogforside





10. Pia Juul: ”Sagde jeg, siger jeg” (1999)



Om valget af bogen

Elisabeth Friis: ”En nyklassiker, der forener Juuls særlige blanding af underfundighed, erindringsarkæologi og ensomhedserfaring på fuldkommen vis. Hos Juul er spændingen mellem erindringen (sagde jeg) og skriften (siger jeg) en afgørende drivkraft i skriften, hvilket der kommer megen sjov såvel som megen smerte ud af.”



Bogforside

Panelets kommentarer

Majse Aymo Boot: ”Peger titlen på noget selv-korrigerende, eller på noget mundtligt? Bestemt på noget mundtligt. Nok også på forholdet mellem fortid og nutid, og så på noget insisterende, understregende. Pia Juul er en fantastisk oplæser, og dengang bogen udkom, hørte jeg hende flere gange læse op af bogen og lægge krop til dens stemme, for det er en bog, som jeg oplever som stemmebåret. Den har en meget egensindig stemme, og digtene er også optagede af tonefald, af talemåder og navne. Der kan komme de mest uventede ting ind i digtene, pludselig for eksempel én, der er blevet udmattet af at uddele Nobelprisen. Det er digte helt efter digterens forgodtbefindende. Og stemmen er smidig, også drillende og smuttende, et tonalt hoftevrid, som er typisk for Pia Juul. Sommerfuglen vil ud/men den vil ikke ud / men den vil gerne / men den vil ikke ud. Det danser sidelæns ud i paradokserne. Og det gestiske er frydefuldt sjovt i onkel Hector-digtet: Denne duft om onkel Hector / desuden gjorde han altid/sådan med hånden/Sådan som jeg forklarede dig før/- sådan. Det er meget legende, taler direkte og undslipper på samme tid. Samtidig er der ængstelighed, sorgfuldhed, hævntørst og ironi på færde. Og et bittersødt ak, også som en patosfyldt og litterært bevidst gestus.”

Lars Handesten: ”’Sagde jeg, siger jeg’ er en postmoderne, ordspillende leg med identiteter. Digtsamlingen spiller på en konstant dobbelthed af ’jeg’er og personer, som også ligger i titlen ’Sagde jeg, siger jeg’.”

Molly Balsby Nielsen: ”Enhver digtsamling der starter med at citere Lesley Gore-sangen ’It's my party and I'll cry if I want to’, kan kun fortsætte godt. ’Sagde jeg, siger jeg’ er utroligt sjov og skæv. Den er fyldt med anekdoter og referencer, og digtene kører hele tiden ind og ud mellem det moderne, mundtlige og det klassisk, poetiske sprog. Jeg er så besk som en blomme / i munden på den syge / at jeg blir spyttet ud / og gråden gæster mig / og frygten. Men samlingen indeholder også et raseri og en attitude, der er et godt modspil til onkel-anekdoterne: Og hvad nu med dem / jeg ku ha pisset på / - en stråle så / ætsende sur der / ramte plet / og plettede silken / og rygtet / og æren / de troede at ha / i behold / Det er spild af urin.”

Pia Juul
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

  • Pia Juul. Født 1962 i Korsør.
  • Debuterede i 1985 med digtsamlingen ”Levende og lukket”.
  • Hendes seneste udgivelse, digtsamlingen ”Forbi”, udkom i 2018.
  • ”Sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999 og består af 50 digte, der sammenstiller skæve iagttagelser og skaber ny indsigt.

Bogforside




 


KREDITERING